Putin er – måske – den leder, som russerne vil have

Der er en fortælling, som vi mennesker elsker at bruge, når livet bliver svært.

Det er fortællingen om en syndebuk. Om en, som vi kan skyde skylden på. Både i vores private liv – og i den helt store sammenhæng.

Pt. fortæller hele Vesten dén fortælling om krigen i Ukraine med Putin som den store skurk, den reinkarnerede ondskab, mens det russiske folk er den uskyldige menneskemængde fanget i den store ondskabs kløer. For vi må forstå, at problemet ikke er noget strukturelt, men at det skyldes én mands ufattelige ondskab.

Men måske – bare måske – er virkeligheden mere kompleks.

Ikke sådan at forstå, at Putin ikke gør en masse onde ting. Ja, han og hans kumpaner har ikke lavet andet end den rene ondskab, det rene barbari siden Rusland invaderede Ukraine for fem uger siden.

Rusland har bombet civile mål og hospitaler, lagt miner ud i de humanitære korridorer, bortført folk, skudt på flygtende mennesker etc, etc. Den rene ondskab – udført på ordre fra Putin. Derom ingen tvivl.

MEN – og her kommer det:

Putin er ikke alene om at mene, at krigen i Ukraine er berettiget. At Ukraine er en del af Moder Russia, og at en invasion er berettiget. Det samme mener mange russerne.

Meningsmålinger lavet af analyseinstitutter – som er så neutrale, som man kan være i Rusland – viser, at 60-70% af alle russere bakker op om Putin – og nej, de er ikke alle 60-70% afskåret fra at vide, hvad der reelt sker i Ukraine.

SÅ: Mange russere ved, hvad de russiske styrker gør, men mange russere bakker alligevel op om Ruslands krig. Med andre ord: Rusland har en leder, som afspejler folket og det, som flertallet af det russiske folk mener.

Dén kamel er ikke rar at sluge for os andre. For det betyder, at ondskaben ikke blot er inkarneret hos en lille indebrændt KGB-agent, som nu er præsident og totalt ligeglad med andres liv.

Det betyder derimod, at dén ondskab, som er sluppet løs i Ukraine, er en del af mange russere, som den måske også er det hos mange andre. For måske kan vi alle sammen agere ondt – under de forkerte omstændigheder.

For tænk tilbage i historien. Ondskaben har ofte haft gode betingelser. Flertallet af tyskerne var enige med Hitler – langt ind i krigen. Franskmændene bakkede op om Napoleon. Og russerne selv var de første mange årtier glade for de kommunistiske ledere trods Stalins udryddelseslejre med mere.

Så ondskaben findes i os selv – og ikke blot hos andre.

Og et folk har åbenbart – ofte i hvert fald – den leder, som folket ønsker. Også i Rusland, hvor Putin langtfra er den eneste, som drømmer om et Stor-Rusland. Mange russere deler dén tanke om Moder Russia.Så hvor stiller det så os i Danmark, i den vestlige verden?

Giver det så mening for os at drømme om en paladsrevolution i Rusland, hvis det bare bliver en ny af samme slags, som giver ordrerne?

Danmarksbloggen ved det ikke. Men Danmarksbloggen ved, at Rusland – uanset hvem lederen er – skal have svar på tiltale – og ikke have lov til at overfalde og dræbe uskyldige mennesker, som det er sket nu i Ukraine i fem uger.

For ondskaben skal ikke sejre – hverken i Rusland, andre lande eller i hver og en af os.

Ps. Midt i alvoren kan man også overveje, hvad det siger om Danmark, at vi i reglen har statsministre, som fjumrer rundt, og laver den ene fejl efter den anden – men på en eller anden måde alligevel får det til at køre …

For næsten alle danske statsministre er sådan lidt a la Klods-Hans i de fine guld-saloner. Skal man grine, græde – eller smile af glæde over det?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ukraine invaderet … og Putin tromler videre

Så er krigen i Europa en realitet …

Rusland invaderede hele Ukraine i nat, og der kæmpes nu mange steder. Tappert, også selvom udfaldet er givet: Ruslands enorme krigsmaskine kommer til at tromle Ukraine ned – og mange ukrainere vil dø.

Det er Danmarksbloggens vurdering, at vi i Vesten IKKE kommer til at hjælpe Ukraine med soldater – men udelukkende med rådgivning og sanktioner (som Rusland er ligeglad med).

Der skal et angreb mod et NATO-land til, før den russiske aggression bliver besvaret militært fra NATO´s side, og det er her, at det med geopolitiske øjne bliver interessant.

For paragraf 5 siger, at angribes et NATO-land, så angribes vi alle sammen.

Man kalder det for musketér-eden.

Men vil vi holde dén ed, som vi så højtideligt har svoret?

Vil Danmark og de andre NATO-lande aktivere musketér-eden, hvis fx et lille stykke af Estland angribes af Rusland? Det er realistisk, at det kan ske. Estland – ligesom Donetsk og Lugansk i Ukraine – har nemlig en stor andel etniske russere, især i visse områder. Så måske de og Putin tænker, at øvelsen fra Ukraine også kan laves i Estland?

Eller i Letland, hvor der også er mange russere?

Eller hvad med korridoren i Litauen ud til den russiske flådebase i Østersøen i Kaliningrad? Den vil Putin også gerne have gjort noget ved, så han har fri adgang på en anden måde end i dag.

Det er sådanne scenarier, som vil kunne blive realiteter, hvor NATO skal stå sin store prøve.

For Putin fortsætter. Han mener sig i sin historiske ret til at indtage de områder, som han mener er russiske. Det er blandt andet Ukraine, men også de baltiske lande – og flere steder endnu som fx Finland, der ikke er medlem af NATO, og som tidligere har stiftet dårligt bekendtskab med Rusland – senest under Vinterkrigen.

Det er Danmarksbloggens vurdering, at Putin kun forstår magtens rå sprog. Så selvom vi risikerer 3. verdenskrig, så SKAL vi stå fast på NATO´s grænser.

Ret beset burde vi også komme Ukraine til hjælp nu med hele pakken. Ligesom vi skal være der for Finland og Sverige, som heller ikke er medlem af NATO.

For Putin helmer ikke, og det er bedre at dø med støvlerne på end leve på knæ … hvis altså man mener alle de fine og dyre ord om frihed, menneskerettigheder og demokrati.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

God og fredelig sommer

Vi vil fred her til lands, Sankte Hans, Sankte Hans …

Ja, sådan lyder det normalt, når danskerne fejrer Sankt Hans, og sommerferien står for døren.

I år var der så mange bål, som ikke blev tændt i lørdags på grund af tørken – men ønsket om fred har vi stadigvæk. Og alt tyder også på, at vi får fred denne sommer, både indenlands og udenlands.

Folketingsvalget kommer ikke på denne side af sommerferien, men nok snarere først til næste sommer. Og med VM i fodbold i gang i Rusland er det heller næppe på denne side af sommerferien, at Putin kunne finde på at angribe Sverige.

Ikke at Putin ønsker at besidde Sverige på nogen måde, men han skal over Sverige for at kunne sidde i Göteborg/Helsingborg og true Danmark, indtil vi lader diverse russiske skibe sejle igennem Storebælt – og måske også Øresund, selvom der er ret lavvandet. For ud i Atlanten vil han gerne.

Men altså alt det risikerer vi næppe i de kommende uger, så lad os i stedet nyde den dejlige, danske sommer, der startede med et brag allerede i april – kort efter vinteren havde sluppet landet, og som allerede har givet os et væld af sommerdage med masser af sol.

Lad os endelig suge til os af solens varme og livsgivende stråler.

Danmarksbloggen holder i hvert fald en lang sommerpause indtil starten af august – og vil gerne ønske alle en rigtig god sommer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Evnen til at reflektere – i Rusland og i Vesten

Danmarksbloggen savner evnen til refleksion … også hos os her i Vesten.

For det er nemt at pege fingre, og i disse dage efter det russiske valg og mordforsøget på den tidligere russiske spion og hans datter går de vestlige medier og politikere i selvsving i deres iver efter at pege fingre ad Rusland og især den russiske leder Vladimir Putin.

Der er ingen ende på kritikken af Rusland som et udemokratisk land, et topstyret land, et land med store sociale forskelle – og et land som er særdeles aggressivt. Se bare på annekteringen af Krim.

Men sådan ser russerne ikke på det. De kan lide Putin og den russiske politik. De synes, at Krim er russisk – og at Vesten er aggressiv. Så mange russere – også dem, der er bosat i Danmark – stemte på Putin, fordi de mener, at han er en stærk mand, som gør det godt for Rusland og russerne.

Det grines der så af i Vesten – og også med god grund. Men er vi i grunden så meget bedre? Ja, vi har da demokrati, vil mange hævde. Korrekt – og der ligger en stor forskel.

MEN også i Vesten griber vi militært ind i andre lande og regioner, når det handler om at værne om vores interesser, også i Vesten har vi store sociale forskelle (og de er voksende i denne tid) – og også i Vesten lærer vi af vores politikere og vores medier, at de andre (blandt andet Rusland) er aggressive.

Så måske er der flere ligheder end forskelle? Måske vil de fleste af os – uanset om vi er russere eller danskere – bare leve et roligt og stille liv med job og familie?

Det tror Danmarksbloggen, der derfor vil opfordre til refleksion. Til ikke bare blindt at acceptere og tro på alt, som medier og politikere siger – men i stedet prøve at forholde sig kritisk til det, som der bliver sagt og gjort. For det mangler – både hos den almindelige russer og den almindelige dansker og europæer.

Vi tager alt for let udgangspunkt i det, som vore egne politikere vil have, at vi skal tro og mene.

Men vi skal tænke selv!!! For livet og verden er langtfra altid et spørgsmål om dem eller os, selvom mange ønsker at give os det indtryk.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Stærkere sammen – men på en anden måde

Så blev det afgjort ovre på de britiske øer … Det blev LEAVE … UK er på vej ud af EU.

Og nu kræver andre EU-kritiske røster overalt i Europa en tilsvarende afstemning – også i Danmark.

Danmarksbloggen bakker op om sådan en afstemning. For det skal være befolkningerne i Europa, der bestemmer i Europa.

For netop dér ligger sagens kerne. Institutionerne i Bruxelles er nemlig et langt stykke hen af vejen overnationale og slet ikke demokratiske – og styret af embedsmænd, som aldrig kommer på valg.

Når det er sagt, så startede EU som en virkelig god idé – nemlig fred og frihandel. Men projektet løb af sporet undervejs, og er blevet en udemokratisk kolos på lerfødder.

Så ja, Danmark skal også ud af det EU, som vi har i dag – men vi skal alligevel have et EU i Europa – et, der handler om fred og frihandel. For vi er stærkere sammen end hver for sig.

Men Europa går nu hver for sig. I Frankrig kommer der snart et valg, hvor National Front vil skovle stemmer ind på at kræve et EU-valg – og i Tyskland kommer Merkel under et voldsomt pres. Og så videre. Det her er en godtepose til alle nationalister og ekstreme højrekræfter – og de fundamentalistiske muslimer, som slet ikke behøver at lave terror mere.

Europa er godt igang med at ødelægge sig selv – indefra.

Putin sidder og gnider sig i hænderne ovre i Moskva idag … det er helt sikkert – og farligt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skal Putin forpagte Sig Hotel ved Varde?

Man tror det er løgn.

Men i landsbyen Sig, som ligger ved Varde i Jylland, mener den lokale godsejer fra Nørholm Gods og ejer af Sig Hotel Karl Kristian Nielsen ikke, at byen er moden til bøsser.

http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-71403449:par-fik-afslag–byen-er-ikke-moden-til-bøsser.html

Det var ihvertfald dén begrundelse, som det erfarne hotelpar Keld Christensen og Dinghao Wang fik, da det alligevel blev et nej til, at de måtte forpagte Sig Hotel. Forhandlingerne indtil var ellers gået godt, og alt tegnede til et lovende samarbejde. Men det ændrede sig altså fuldstændigt, da godsejeren fandt ud af, at parret også var et par i privatlivet.

Så blev døren til hotellet smækket i med ordene: “Sig er ikke parat til bøsser.”

Det er fuldstændig horribelt – i Danmark i 2013 knap en måned efter Copenhagen Pride, som fik opbakning fra hele Danmark.

Mange af byens borgere har også efterfølgende skrevet til parret og fortalt, at de ikke er enige i godsejerens holdninger. At de i stedet synes, at det kommer an på de menneskelige kvaliteter – og ikke seksualiteten.

Dét er godt, men parret Keld Christensen og Dinghao Wang vil ikke længere forpagte Sig Hotel. De mener ikke, at de kan få et ordentligt samarbejde med godsejeren.

Dét tror Danmarksbloggen heller ikke.

Danmarksbloggen tror til gengæld, at godsejer Karl Kristian Nielsen med fordel kunne kontakte Vladimir Putin. Måske har den russiske præsident brug for et sommerhus i Vesten?

I så fald kunne Sig Hotel og en flaske vodka sammen med hans meningsfælle godsejer Karl Kristian Nielsen jo være en rigtig god idé. De får det formentlig endda helt for sig selv.

Tilføjelse: Siden indlægget blev postet er der gået et par timer, og Danmarksbloggen erfarer, at Anne Juulsgaard fra Sig opfordrer sine bysbørn til at deltage i en happening på søndag klokken 10.30 foran Sig Hotel under temaet “VI ER MODNE”.

“Tilkendegivelserne fra eftermiddags-, aften- og nattetimerne i går, viser at mange i Sig er chokerede over udmeldingen om, at vi ikke er klar til homoseksuelle i byen. Vi synes at Sig er en tolerant og favnende by, her er der plads til alle, uanset seksualitet… og etnicitet,” skriver hun iflg. nedenstående artikel på sin Facebook-side.

http://varde.lokalavisen.dk/borgerforeningsformand-i-sig-en-traels-sag-/Lokale-nyheder/20130918/artikler/130919506/2071#.UjlypGgMsLI.facebook

Danmarksbloggen hylder det flotte initiativ, som viser, at der er masser af rummelighed og tolerance – og mod – i den danske befolkning, også dén i Sig. En godsejer alene gør nemlig heldigvis ingen homofobi.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk