Der var engang, hvor Danmark var noget, der mindede om en stormagt.
Det var selvfølgelig i vikingetiden, da vi sad på England og en del andre landområder, både i Østersø-området og i Frankrig.
Senere i middelalderen havde vi også perioder, hvor vi var rigtig store. Størst var vi i Kalmarunionens dage, hvor Det samlede Norden var af en størrelse, som kunne matche de kejserdømmer, der var dengang i Europa – og som også omfattede store områder i Baltikum og andre steder.
Men Sverige rev sig løs i 1500-tallet, og i 1600-tallet kom de blå-gule og tog Skåne, Halland og Blekinge fra os. I 1814 mistede vi Norge – og i 1864 tog tyskerne Sønderjylland. Her fik vi så noget tilbage i 1920.
Så tilbage står, at vi er et lille land, som så under verdenskrigene i 1900-tallet prøvede at være neutralt. Det gik ikke særligt godt.
Så NU har vi siden 11. september prøvet at være mere aktivistiske og militante. Vi sender styrker, fly og krigsskibe ud i verden i så lind en strøm, at vi nu har en årlig flagdag for Danmarks udsendte og veteraner, nemlig d. 5. september.
Så naturligvis må statsminister Mette Frederiksen også i tirsdagens spørgetime kommentere truslen om invasion i Ukraine:
Det skal stå klart i Kreml, at en invasion i Ukraine vil få store konsekvenser, siger hun.
Det føles lidt som at stå på samme side af vandløbet som en lille arrig rappende ælling, mens der på den anden side – bare et kort hop væk – står en stor og stærk bjørn, som er ved at være træt af dét rapperi.
En bjørn, som i årevis har taget sig til hovedet og sagt suk, når ællingen har brokket sig over bjørnens gøren og laden.
Men alt har en ende, og man må håbe, at ællingens venner – den amerikanske ørn, den engelske løve og alle de andre i NATO – kommer frem i tide. For ellers bliver ællingen aldrig til nogen fin svane.
Ællingen selv har nemlig ikke forberedt sig tilstrækkeligt på den dag, hvor den russiske bjørn hopper over vandløbet …
Vi mangler våben, mandskab, fly, missiler, ubåde etc, etc. Det eneste, som vi har, er krigstræning fra de mange missioner ude i verden i de sidste to årtier.
Apropos Sverige så har de masser af materiel – og de kan hurtigt producere noget mere. De er så ikke (i modsætning til Danmark og Norge) medlemmer af NATO, selvom de er voldsomt truede af Rusland.
Men vi kan ikke svigte hinanden her i Norden – og slet ikke nu i en situation, hvor den gamle angst for Den Store Bjørn fra Øst kommer op i alle os, der kan huske Den Kolde Krig.
En angst, som går endnu længere tilbage – helt tilbage i historien. Spørg bare svenskerne, finnerne og polakkerne om dét – eller franskmændene – eller dem fra de baltiske lande eller stort set alle østeuropæiske lande. Russerne er skrækindjagende – uanset om lederen er en zar, en kommunist eller Putin!!!
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk