Kinesisk nytår: Fra Rottens år til Oksens år

Kina og dyr er en kombination, som klinger ekstra dårligt i øjeblikket. For vi er midt i en pandemi, som skyldes kinesernes skødesløse og uhygiejniske omgang med dyr på et af det store lands mange madmarkeder. Det er sket mange gange før, men for lidt over et år siden gik det helt galt i Wuhan.

Men ikke desto mindre: Så er det i morgen d. 12. februar tid igen til Det Kinesiske Nytår – og dermed fokus på Kina og dyr, da kinesisk nytår = der skal skiftes dyretegn i den kinesiske astrologi.

Vi forlader derfor Rottens år – og dermed rotten, som er det første dyr i kinesisk astrologi og en lumsk fætter. For dengang alle dyrene blev kaldt til Jade-kejserens store trone, og det gjaldt om at komme først, spurgte rotten, om ikke den måtte følges med oksen i betydningen sidde på oksen og slappe af, mens oksen – ja, oksede afsted.

Oksen var venlig og sagde ja, og så lige foran slottet hoppede rotten af, og pilede hen til Jade-kejserens trone, så den og ikke den flittige og rare okse blev det første dyr i den kinesiske astrologi.

Det var rimeligt skrald gjort af rotten, vil man sige på nutidsdansk. Men i Kina opfattes det åbenbart som noget positivt, når den mere kloge narrer den mindre kloge.

For på Kina-info.dk (som er en webportal om kinesisk kultur) kan man læse, at rotten er et højt respekteret dyr i Kina. Der står om rotten: ”Rotten symboliserer kløgtighed, fantasi og nysgerrighed. Rotter er gode til at observere, og er dermed dygtige til at udlede meget om andre mennesker og fra situationer. Rotten symboliserer en stor indsigtsfuldhed og strategisk sans og kan se det store billede.”

Senere hen kan man også læse, at rottens år vil ”være fri for ustyrlige begivenheder og krige – og med langt mindre katastrofer.”

Det kan man så tænke over, hvad man synes om – i betragtning af at rottens år startede d. 25. januar 2020, og slutter her i dag d. 11. februar 2021. Altså stort set hele den tid, som Corona-pandemien har varet indtil videre.

Hvis man kan sin historie, kan man også tænke over, at det var rotter, som i middelalderen bragte pesten fra Asien til Europa. Så det virker ret naturligt, at vi i Europa IKKE kan lide rotter – og at en del europæere er mistroiske overfor Asien generelt og især overfor Asiens store drage Kina, som ikke skyer nogen midler for at fremme egen dagsorden.

Det næste år bliver så Oksens år. Oksen er kendt for at være udholdende og arbejdsom. Oksen er også afholdt på grund af sin ærlighed og tålmodighed – som kan blive til stædighed. Oksen er fredelig, sympatisk, metodisk, støttende, objektiv og logisk.

Oksens år vil altid betyde arbejde i spandevis og business as usual – om ikke fra andre, så fra Kinas side. Det er så ikke noget nyt, uanset hvad dyr året er dedikeret til i kinesisk astrologi.

Kina ændrer sig nemlig ikke grundlæggende. Kina er et stort land, og minder på mange måder om den kinesiske drage. Det har altid været dragens hoved, der bestemmer fart og retning – og den lange krop har bare at følge med, og det gør den så – også i vores tid.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kinesisk nytår: Det handler om penge og PR

Danmarksbloggen skrev allerede om det kinesiske nytår sidste år. Et nytår, som fejres på Strøget i København, der fra det kinesiske nytår starter (i år er det i overmorgen d. 25. januar) og nogle uger frem pyntes op med lanterner og lotusblomster i alle mulige farver: http://danmarksbloggen.dk/?p=10371

Det er tredje år i træk, at vi får et kinesisk nytår spredt udover den danske hovedstad. Der er også masser af kinesiske turister i København. Ja, der er så mange, at store danske brands som fx Ecco og Georg Jensen har kinesisk talende personale ansat. For når der er kinesisk valuta på spil, så kommer butikkerne på banen.

Markeringen af det kinesiske nytår handler nemlig lige så meget – hvis ikke mere – om at sælge Danmark til kineserne og Kina til danskerne, som det handler om traditioner.

For helt ærligt: Hvem bekymrer sig om, at vi går ind i rottens år – eller helt præcist: Metalrotten, hvilket skulle være en ganske speciel konstruktion, der handler om nye begyndelser – også på den politiske scene, ja endda verdensomvæltninger, måske voldsomme.

Det og andre forudsigelser for rottens år kan man læse mere om her: https://kina-info.dk/kinesisk-nytaar-2020-rottens-aar/  Her kan man også læse, at 2020 er et godt år, hvis man vil starte en virksomhed – og er velforberedt.

Må Danmarksbloggen i al fredsommelighed gøre opmærksom på, at forberedelse generelt er vejen til succes – uanset hvad år vi skriver.

Det er i hvert fald noget, som man ved i Kina, hvor man lægger langtidsplaner, og forbereder sig på både det, som kommer lige om lidt, og det som kommer om flere årtier. Og hvor man i disse år bruger milliarder og atter milliarder på at give verden et positivt billede af Kina, så vi køber deres varer, og i det hele taget gør os mere og mere afhængige af det store land.

Og det er i denne ånd, at den kinesiske ambassade i Danmark betaler lanternerne og lotusblomsterne på Strøget, hvilket jo kan ses som en meget fredelig måde at lave PR for sit land på.

Men det forløbne år har så også vist, at Kina ikke viger tilbage fra at true, lokke og i det hele taget bruge alle de midler, der findes for at nå de mål, som man har sat sig.

I Danmark er vi for længst faldet til patten – og har både haft Dronningen, Den Lille Havfrue, Frederik og Mary på besøg i Kina. Vi har også fjernet lovlige demonstranter, fordi de irriterede kineserne med deres tibetanske flag. Det er også derfor, at vi har fået lov til at leje pandaerne i Zoologisk Have!

Ja, det er rigtigt. Vi betaler Kina for at få lov til at drive diplomati i pels på deres vegne.

Eller som Danmarksbloggen skrev det i april 2019, da pandaerne ankom: Dét er eddermame – for nu at sige det ligeud – en god forretning for kineserne. VI betaler KINA penge for at KINA kan få mere goodwill her hos os. Læs mere her: http://danmarksbloggen.dk/?p=10517

Men i Sverige sagde den svenske regering nej, da Kinas ambassade i efteråret kom med en melding om, at den svenske kulturminister ikke ville være velkommen i Kina, hvis hun deltog i uddelingen af Tucholsky-prisen, som er en ytringsfrihedspris, som den kinesisk-fødte, men nu svenske boghandler Gui Minhai modtog in absentia i november. Han blev nemlig kidnappet fra sin feriebolig i Thailand i 2015, og har siden været indespærret i et kinesisk fængsel.

Og sagen i Sverige stopper ikke her. Den kinesiske ambassadør har lige siden prøvet at give svenske medier mundkurv eller i det mindste censurere deres artikler … det er så ikke lykkes. Tværtimod tales der om i de svenske medier, at Kina bruger mafia-metoder og ikke respekterer svensk lovgivning i Sverige.

Og så var der også sagen på Færøerne, hvor den kinesiske ambassadør i Danmark i november sidste år pressede den færøske lagmand til at sige ja til Huaweis levering af 5G-netværk. Dette ja ville give uanede muligheder i forhold til en frihandelsaftale mellem de to lande, blev Færøerne lovet.

Og hvad med Danmark? Ja, her har vi i det forløbne Grisens år også øffet en smule om Huawei, men ikke noget særligt, for vi lystrer artigt den store, kinesiske drage.

Hvor længe kan vi se os selv i øjnene? Minimum gennem hele rottens år som det ser ud nu. Men måske kan vi til næste kinesiske nytår, som starter 12. februar 2021, og som er oksens år, finde en form for bondefornuft og modstand frem og stå fast på, at nok er lanterner og lotusblomster velkomne.

Men vi er herrer i eget hus – og Kina skal ikke diktere noget her. Det sås også sidste uge, da nogle skrev Free Hong Kong på Den Lille Havfrue.

Tiden vil vise, hvad det bliver til.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ps. Alt det her handler selvfølgelig om Kina generelt – og ikke om den nuværende situation med en virus, som gør, at Kina og kineserne agerer anderledes end de plejer. Eller gør det store land dét? For hurtige og radikale handlinger er ikke et ukendt fænomen i Kina, hverken når det kommer til virus – eller kritik udefra.