Anmeldelse: ”DRUK”

What a life. Pop-hittet fra den danske musikgruppe ”Scarlet Pleasure” fylder biografsalen. Det samme gør lyden af fulde og feststemte gymnasieelever, og det er ren genkendelse hos mig. For det er den umiskendelige lyd, som inden Corona-karantænen var en fast del af mit liv som 3.g.´er. Lyden af ungdomsfester fyldt med liv, latter og ikke mindst alkohol i stride strømme. Den lyd, som Thomas Vinterberg med vanlig sans for detaljen får med i sin nye film ”DRUK”.

Men som bekendt kan vi ikke fortsætte ungdommens drukture. På et eller andet tidspunkt rammer den voksne virkelighed, og stilheden sætter ind. Men måske kan det være anderledes? For hvad nu hvis vi ikke behøvede at stille flasken på hylden? Hvad hvis vi i stedet kunne leve et bedre liv som højfunktionelle fuldtidsalkoholikere med bare en halv promille i blodet hele tiden?

Denne teori fra den norske psykiater, forfatter og professor Finn Skårderud udforsker de fire venner og gymnasielærere i Thomas Vinterbergs film ”DRUK”. De fire gymnasielærere spilles eminent af Mads Mikkelsen, Thomas Bo Larsen, Magnus Millang og Lars Ranthe. Mads Mikkelsen er blændende god, og Thomas Bo Larsen og Lars Ranthe leverer som sædvanlig en fornem præstation. Magnus Millang er man mest vant til at se som sjov mand, men det klæder ham at være mere alvorlig, og han er på nogle punkter den mest troværdige i skildringen af en dansk gymnasielærer.

Som alle andre midt i livet har de fire granvoksne gymnasielærere problemer at slås med på arbejdet og på hjemmefronten. Den fælles løsning bliver, at de sammen søger svaret på bunden af en flaske. De fire gymnasielærere i ”DRUK” er så mere end almindeligt grænsesøgende, når de gang på gang opfordrer hinanden til at fortsætte.

Og som forventet træder de også et skridt for langt i det vovelige eksperiment, så der opstår kriser, også store og skæbnesvangre kriser. Alligevel formår Thomas Vinterbergs ”DRUK” at være et livsbekræftende mesterværk, der blev til midt i instruktørens egen afgrundsdybe sorg.

For kun fire dage inde i optagelserne til filmen døde Thomas Vinterbergs datter, Ida, på tragisk vis i et trafikuheld. Ida var tiltænkt en større rolle i filmen, og hun var gymnasieelev på Aurehøj Gymnasium i Gentofte, hvor store dele af filmen er optaget. Filmen er derfor også tilegnet hende.

Med dette in mente rammer filmen endnu stærkere. Den står som et livsbekræftende testamente med dens budskab om, at vi skal leve livet fuldt ud, mens vi kan. Det siger man som bekendt også, at unge er gode til – og måske især unge på ungdomsuddannelserne i de afgørende år af ens liv, hvor der sker så meget. Dannelsesårene, hvor det betyder meget, hvem man har som lærer.

Det er et forhold, som fire lærere i ”DRUK” er meget bevidste om, og de vil så gerne være gode inspiratorer, som også mange af virkelighedens gymnasielærere vil det, og heldigvis er det.

Men også resten af gymnasie-universet er portrætteret tro mod virkeligheden i filmen, også fordi de unge spiller rigtigt godt. Mange af dem er også selv gymnasieelever i virkeligheden. Det er netop virkeligheden, som står som et monument i denne fiktive film. På mange måder er det en 1:1 socialrealistisk film, som Vinterberg har lavet. ”DRUK” handler ikke kun om den danske alkohol-kultur, men også om at træffe eksistentielle valg, der får stor betydning for ens liv.

Filmens univers er derfor også let at leve sig ind i, uanset om man lige er blevet student, eller om det er et par årtier siden, man stod med huen på hovedet. ”DRUK” taler derfor til alle aldre med budskabet om, at vi ikke skal tage livet for givet, heller ikke selvom man er ung. For man kan ikke automatisk gå ud fra, at man kommer til at opleve de store begivenheder som fx studentertiden.

Det ved jeg ligesom resten af min årgang, der blev student anno 2020, hvor Covid-19 truede med at lukke ned for studentertidens traditioner. Og vi gik også glip af nogle ting. Men vi fik det vigtigste: Vi fik huerne på, vi fik translokationen, og vi kørte rundt i studentervognene, som generationerne før os også gjorde det. Selvom restriktioner skabte ændringer i vores studentertid i forhold til dem, der var før os, så havde vi stadig det vigtigste: Hinanden. Vi var samlet til fælles fejring.

Det er der grund til at være taknemmelig over. For hverken i år eller fremover kommer alle klasser til at være hele og fuldtallige, når huerne skal på. I nogle klasser vil der være en tom stol som i Idas klasse, og som i en klasse på mit gymnasium. Vi kan alle blive ramt af døden, hvilket Vinterberg minder os om. Derfor er det så vigtigt at holde af livet og nyde det, mens man har det.

At se Thomas Vinterbergs ”DRUK” var derfor skræmmende og aktuel for mig. For livet forstås ofte stærkest set gennem kunstens briller, og ”DRUK” tvang mig til at se min egen dødelighed i øjnene og erkende, at mit liv også er flygtigt. Det var overvældende, og filmen ramte mig hårdt. Den er nemlig intens i sin realisme, men den giver samtidig en følelse, som kan vendes til en beslutning om at få det meste ud af livet, mens man er i det. Og så bliver filmen netop så livsbekræftende, som hensigten med den også er.

Men hvordan får man så mest ud af livet? Er det virkelig, som Finn Skårderud mente det, ved at drikke, så man konstant har en halv promille i blodet? Eller har vi alle sammen en personlig promille, der giver os den maksimale harmoni og veltilpashed? Og uanset hvad, hvor meget kan man så drikke, før det tager overhånd? Måske skal man slet ikke drikke, eller måske kunne man nøjes med at drikke med måde, selvom det ikke er en del af den indgroede danske alkohol-kultur, hvor hygge og fest rimer på alkohol?

Det sidste er ikke relevant for de fire gymnasielærere i ”DRUK”, som i stedet begiver sig ud på en vej, der er både forudsigelig og forfærdelig. Alligevel, eller måske netop på grund af dette, har Thomas Vinterberg skabt en livsbekræftende og ”larger than life” realistisk film, der handler om så meget mere end bare druk. What a life.

”DRUK” får seks ud af seks flasker fra Danmarksbloggens unge anmelder Anna M. T. Frederiksen.

Skrevet af Anna M. T. Frederiksen

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: 1960´erne

Sidste år var der Danmarksbloggens Danmarkshistorie hver mandag. Se link til sidste del her, hvor der er links til alle de øvrige dele af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=5899

Og nu er vi så i gang med Kvindernes Danmarkshistorie. For som bekendt er det i år 100 år siden, at kvinderne i Danmark fik stemmeret. Så Danmarksbloggen vil hver mandag frem til Grundlovsdag d. 5. juni beskæftige sig med en eller flere kvinder, der har spillet en markant rolle i Danmarkshistorien.

I dag skal det handle om 1960´erne og nogle af de kvinder, som gjorde sig særligt bemærkede i netop dét årti.

1960´erne: Frigørelser

1960´erne handlede om frigørelse, både økonomisk og fysisk. To markante ændringer skete først i årtiet.

I 1960 blev der således indført 14 ugers barselshvile for dagpengeforsikrede samt to uger for selvstændigt erhvervsdrivende, der var dagpengeforsikrede.

Og i 1961 oprettede Mødrehjælpen præventionsklinikker samt at de fik tilladelse til at informere ALLE om prævention, også de ugifte og barnløse. Der var altså tale om et gigant-hop frem, om end at abort stadig var forbudt.

Unge piger risikerede nemlig stadig liv og helbred, når de lagde sig på køkkenbordet hos en kvaksalver, der var mere eller mindre ferm med de strikkepinde, der blev stukket op og brugt til at starte en blødning, så den ulykkelige kunne tage på hospitalet og få en udskrabning. Noget, som er beskrevet præcis så barskt som det var i Bjarne Reuters bog ”Når snerlen blomstrer”, der som film kom til at hedde ”Tro, håb og kærlighed”.

Men det var ikke kun de unge piger, som oplevede drastiske forandringer i 1960´erne. Det var hele det danske samfund, der buldrede frem med en økonomisk vækst større end nogensinde tidligere. Der var også brug for alle hænder på arbejdsmarkedet, så nu kom også middelklassens og overklassens kvinder i stor stil ud på arbejdsmarkedet. Arbejderklassens kvinder har jo som bekendt altid været dér.

Men nu var der brug for alle – og kvinderne fik i stigende grad uddannelse, også lange uddannelser. Det var et helt andet samfund, og det var ikke så mærkeligt, at det skabte uro, både strukturelt, men også i den enkelte familie. Det helt store kvindeoprør ventede dog til 1970´erne, men kvinden fandt sig i mindre og mindre op gennem 1960´erne.

Hun kunne også tillade sig det. For nu tjente hun sine egne penge og var dermed økonomisk uafhængig af sin mand. Hun havde også få år tidligere fået de samme rettigheder ifht børnene. Ja, det var først i 1957, at kvinder fik lov til at være værger på lige fod med mændene ifht deres egne børn. Man tror næsten, at det er løgn – men det er det ikke.

Men altså i 1960´erne blev kvinden et langt stykke hen af vejen fri – for frihed hænger uløseligt sammen med retten til at bestemme over egen krop og det at tjene sine egne penge. Det var en sejr – men også stadig en kamp, som blev kæmpet af mange kvinder.

En af de kvinder, der siden 1960´erne og frem utrætteligt har arbejdet for kvinders – og især udsatte kvinders og børns vilkår – er socialrådgiver og forfatter Hanne Reintoft, født 1934.

Hun kom i Folketinget i 1966 efter i flere år at have arbejdet med både alkoholikere, udsatte, sindslidende m.fl. Hanne Reintoft var aktiv i politik i 10 år for SF, VS og DKP, inden hun i 1976 blev redaktør for DR´s sociale brevkasse. Det var hun frem til 2004.

I 1983 var hun også med til at stifte ”Mødrehjælpen af 1983”, som udfyldte det tomrum, som nedlæggelsen af den gamle Mødrehjælpen havde skabt i 1976. Senere blev hun også direktør dér.

I dag skriver Hanne Reintoft historiske bøger, fordi hun mener, at den socialrealisme, som det ellers ville være nærliggende for hende fortsat at skrive i, “hænger folk ud af halsen”. Men at hun kan fange interessen for det socialrealistiske ved istedet at gå tilbage i historien. Tidligere skrev hun ellers socialrealistiske debatbøger – og en enkelt erindringsbog ”Et liv – manges liv” fra 1996.

Hanne Reintoft har modtaget flere priser.

En anden kvindelig forfatter, der også startede i 1960´erne, og som også skiftede genre flere gange, er den nyligt afdøde Helle Stangerup, der blev født i 1939, og som døde i marts 2015. Udover at være forfatter var hun også skolekammerat med Dronning Margrethe – og derfor en af de eneste, der ved, hvad det vil sige at være dus med regenten.

Helle Stangerups forfatterskab handlede ikke om socialrealisme, men om en blanding af rejseskildringer, kriminalromaner og historiske romaner, hvor hun især er kendt for ”Christine” fra 1985 og ”Spardame” fra 1989. Hendes romaner er oversat til flere sprog, og selv modtog hun også flere hædersbevisninger.

Helle Stangerup er også kendt for sit ægteskab med godsejer Adam Knuth, som hun sammen med opbyggede Knuthenborg Dyrepark i perioden 1972-80. En park, som mange danskere kender fra udflugter i sommer og sol.

Sommer og sol var der også over filmens verden i 1960´erne – det gyldne årti, som frembragte mange skuespillerinder, der stadig her i deres karrieres efterår er blandt de fremmeste i Danmark.

Mest stråler Ghita Nørby, født 1935, der startede som dansk films søde, kønne og uskyldige pige, naboens datter – men som i dag er blandt de helt store danske karakterskuespillerinder til alle tider.

Hendes repertoire er imponerende og tæller på scenen stort set, hvad der findes af store roller som rollen som Johanne Luise Heiberg i ”Regnormenes liv”, dronning Elizabeth i ”Maria Stuart”, fru Levin i ”Indenfor murene” og mange-mange andre af store forfattere som Strindberg, Ibsen og mange andre.

På tv og i film dækker hun også alt fra rollen som oprørsk arving i komedien ”Baronessen fra benzintanken” over den alvorlige rolle i ”Dansen med Regitze” til glansrollen som Ingeborg Skjern i ”Matador”, hvor ikke kun teaterpublikummet, men også alle andre danskere fik øjnene op for, at Ghita Nørby rummede mere end et kønt ansigt og en perlende latter.

Ghita Nørby har – selvfølgelig – også modtaget et væld af priser gennem hele karrieren, der stadig kører for fuld kraft.

Men også Malene Schwartz, født 1936 slog igennem i 1960´erne, hvor hun ofte spillede den modige og ret sexede unge pige – meget modsat den forsigtige Maude Varnæs i ”Matador”, der blev hendes livs rolle.

Efter Matador helligede Malene Schwartz sig teateret og var i mange år direktør for blandt andet Aalborg Teater, inden hun vendte tilbage til København – og på sigt også arbejdet som skuespillerinde.

Malene Schwartz er også forfatter – bl.a. til en meget rost bog ”Alba” fra 2012 om farmoderen Alba Schwartz, der i sine to bøger ”Skagen før og nu” som den eneste har beskrevet, hvordan det ”virkelig” var, dengang Krøyer, Ancher og de andre levede og virkede på Skagen.

Endelig skal nævnes Susse Wold, født 1938, der ikke havde det med film og teater fra fremmede. Hendes mor var Marguerite Viby, der var en stor stjerne især i 40´erne og 50´erne.

Susse Wold selv huskes for sine roller i Sommer i Tyrol, som Gitte Graa i ”Matador”, som moderen i ”Den kroniske uskyld” og senest i Vinterbergs ”Jagten”.

Derudover har hun spillet mange markante roller på teatret, fx som Ophelia i ”Hamlet” – og i samspillet i både ”Privatliv” og ”Kærestebreve” med Bent Mejding, som hun også privat er gift med.

Susse Wold er også kendt som forfatter, som foredragsholder – og som fortolker og oplæser af H. C. Andersens Eventyr – både i Danmark, men især i udlandet, hvor hendes engelske versioner vækker stor begejstring.

Derudover har Susse Wold i mange år været stærkt engageret i AIDS-sagen, hvor hun siden 1986 har været præsident for AIDS-fondet – og hvor hun på hjemmesiden er citeret for: Jeg ønsker mig en fremtid uden hiv og aids – og jeg ved, at den bedste måde at forudsige fremtiden på er – at gøre noget ved den.

Ord der også kunne gælde for kvinderne i 1960´erne. For også her var kamp og engagement kodeord for årtiet.

En af de forfattere, som har tegnet det bedst, er Martha Christensen.

Martha Christensen, 1926-1995, skrev en række socialrealistiske romaner, hvor hun med sikker sans for virkeligheden og psykologien tegnede det ene knugende kvindeportræt efter det andet i fx ”Vores egen Irene” fra 1976 og ”En fridag til fru Larsen” fra 1977.

Men også den posthume ”Når mor kommer hjem”, der handler om den 11-årige Ronnie, der står med hele familieansvaret, mens mor afsoner en kortere fængselsstraf, er stærk i sin skildring af de oversete og de udsattes forhold.

Det er også Martha Christensen, der har skrevet ”Dansen med Regitze”, der blev en af Ghita Nørbys helt store filmroller.

Hun var selv uddannet fritidspædagog, og var hele livet optaget af de såkaldt stille eksistenser, dem som ikke finder vej til de bonede gulve eller avisernes overskrifter – medmindre selvfølgelig der er sket noget dramatisk.

Man kunne godt ønske sig, at der var en Martha Christensen i Danmark i dag!!!

Den sidste forfatter fra 1960´erne, som vi skal have med, er Inger Christensen, 1935-2009, der ikke beskæftigede sig med hverken socialrealisme, rejser eller historie – men som i sit poetiske hovedværk ”Det” fra 1969 står for en sproglig nytænkning, der stadigvæk påvirker dansk og international litteratur.

Der er også mange, der mener, at Inger Christensen med sit banebrydende sproglige arbejde burde have haft Nobelprisen i litteratur.

Arbejdet stod på gennem hele årtiet med både debutdigte og romaner, hvor man kan læse hendes tanker om ordene, som det der holder verden oppe – ligesom at cellerne holder kroppen sammen.

Senere fulgte andre bøger – og ny udvikling, som da hun i 1991 opdaterede den gamle verseform sonetkransen til nutiden i ”Sommerfugledalen”.

Inger Christensens mission var nemlig at give modernismens splittelser en mulighed for at blive til poetiske helheder. Noget, der måske ikke direkte havde så meget med frihed at gøre – men kvinderne læste hende i stor stil i 1960´erne og i 1970´erne.

For frigørelsen var sat på skinner, men i næste årti 1970´erne blev den kronet på mere end én måde. Det skal vi høre om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Thyra Dannebod: http://danmarksbloggen.dk/?p=6275
Dagmar og Bengerd: http://danmarksbloggen.dk/?p=6301
Margrethe Sambiria og
Margrethe Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=6329
Dyveke, Sigbritt og Elisabeth: http://danmarksbloggen.dk/?p=6389
Leonora Christine og Sophie Amalie: http://danmarksbloggen.dk/?p=6392
Marie Grubbe og Anna Sophie Reventlow: http://danmarksbloggen.dk/?p=6462
Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=6478
Guldalderkvinderne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6511
Grevinde Danner og Europas Svigermor: http://danmarksbloggen.dk/?p=6547
Skagenskvinderne – og et selvmord: http://danmarksbloggen.dk/?p=6582
Thit Jensen og Agnes Henningsen: http://danmarksbloggen.dk/?p=6624
1915: http://danmarksbloggen.dk/?p=6638
1920´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6656
1930´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6685
1940´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6716
1950´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6719

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: 1950´erne

Sidste år var der Danmarksbloggens Danmarkshistorie hver mandag. Se link til sidste del her, hvor der er links til alle de øvrige dele af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=5899

Og nu er vi så i gang med Kvindernes Danmarkshistorie. For som bekendt er det i år 100 år siden, at kvinderne i Danmark fik stemmeret. Så Danmarksbloggen vil hver mandag frem til Grundlovsdag d. 5. juni beskæftige sig med en eller flere kvinder, der har spillet en markant rolle i Danmarkshistorien.

I dag skal det handle om 1950´erne og nogle af de kvinder, som gjorde sig særligt bemærkede i netop dét årti.

1950´erne: The New Look

Krop og frigørelse hænger uløseligt sammen.

Men i 1950´erne var det pæne look stadig på mode, endda i en version, som modeskaberen Dior døbte ”The New Look” – som var en stil med en smal talje, der blev markeret med feminine skjorter eller jakker med talje og skød, stor, brusende nederdel, sko med lette hæle, hat og handsker. Stilen og navnet kom egentlig allerede i 1947, men den påvirkede modebilledet gennem hele 1950-årtiet.

Det er en meget feminin stil, som mange stadig forbinder med den glamour, som de store Hollywood-film fra perioden også repræsenterer. Og som især eftertiden læser ind i 1950´erne, fx i alle tiders ungdomsfilm ”Grease”, som selvom den er fra 1978, er et portræt af 1950´erne, der stadig ses af unge piger. Men stilen dyrkes også i de mange film og tv-serier, som der siden hen er lavet med netop denne tidsepoke som ramme.

Fortiden er også dejlig nem at håndtere, også når tesen er, at dengang var mænd rigtige mænd – og kvinder var rigtige kvinder – hvad det så end er. Og vi danskerne kunne skam også være med.

Dansk films formentlig mest romantiske øjeblik stammer nemlig også fra 1950´erne, hvor Poul Reichhardt og Bodil Kjer i ”Mød mig på Cassiopeia” fra 1951 danser alene rundt i den tomme dansesal til tonerne af sangen ”Den allersidste dans”.

Det er ren 50´er-nostalgi med ham i uniform og hende i hvid, flot kjole, når de sammen svinger sig i dansen, mens han synger.

Sangen, der har melodi af Kai Normann Andersen, holder endnu – også fordi Kim Larsen har givet den nyt liv med stor respekt for det vemod, som den mest af alt handler om, når natten er forbi, og det er tid til at drømme og sværme om evig kærlighed. Og måske allermest den kærlighed, man aldrig fik – og derfor heller aldrig glemmer.

Om Georg Jorgensen – eller rettere Christine Jorgensen – også kunne lide filmen og melodien, vides ikke. Men her var der i mere end en forstand tale om New Look.

Christine Jorgensen, der efterfølgende fik sig en karriere i Hollywood, og som så strålende ud, startede nemlig ud som en mand, men blev som den første i verden kønsskifteopereret om til en kvinde – og det endda i Danmark, inden hun i 1954 rejste hjem til New York igen, hvor den danskfødte nu kvinde, havde sin base, som ikke kun blev brugt til glamour, men også til at tale transseksuelles sag.

Virkelighedens verden handlede selvfølgelig ikke (kun) om muser, kjoler, køn, kærlighed og sange.

Virkelighedens verden var en hel anden i 1950´erne – omend kvinderne kom endnu mere frem..

Reelpolitisk betød det mindre, men symbolsk var betydningen stor, da Grundlovsændringen i 1953 gjorde det muligt for kvinder at arve tronen. Altså et skifte, der gjorde den 13-årige prinsesse Margrethe til kronprinsesse og senere regerende dronning af Danmark.

Danmark fik også sin første kvindelige borgmester i årtiet, nemlig Eva Madsen i Stege på Møn, der blev borgmester i 1950. Ikke pga valg, men fordi den forrige borgmester døde i et trafikuheld. Dog var det hende, som der blev peget på.

Men for langt de fleste kvinder var det i 1950´erne – trods forbedrede arbejds- og barselsforhold – stadig hårdt at være kvinde, især hvis man var en af de mange, der ikke havde en mand, der tjente rimeligt godt. Kvinder med egen uddannelse – og deraf mulighed for et spændende job – var også stadig et fåtal.

Op igennem årtiet blev det dog muligt for flere og flere kvinder at gå hjemme, og det var for mange noget, som de skattede meget højt. Så kan nutiden dømme de kvinder og kalde dem bagstræberiske, men var de nu også det?

Historien skal altid bedømmes på samtidens og ikke nutidens præmisser – og hvis valget stod imellem at bo i tredje baggård på Nørrebro og knokle på en fabrik – og lave alt derhjemme – eller bo i Hvidovre i en af de (dengang) moderne lejligheder og kunne gå hjemme og ”kun” have ansvaret for hus og børn, ja, så tror jeg nok, at de fleste – også nutidskvinder – ville vælge at gå hjemme.

En af dem, som kendte til bagsiden af medaljen, var Tove Ditlevsen (1917-76), dette følsomme og sarte menneske, der skrev så stærkt om det at være pige – og kvinde. Hun debuterede allerede i 1939, og hun breder sig over mange årtier i dansk historie.

Men der skal skrives om hende netop her i 1950´erne, hvor de pæne piger begyndte at gøre oprør på måder, som de aldrig havde gjort det før, hvor der blev kæmpet kampe – også og måske især indeni pigerne og kvinderne selv, som der ikke var blevet før. Kampe, som også prægede Tove Ditlevsens liv og digtning hele vejen.

For både på papiret og i livet kæmpede hun med sig selv og sit komplicerede sind, som på den ene side gav hende evnen til at udtrykke sig smukt, poetisk og lyrisk som ingen andre i 1900-tallet, men som på den anden også betød, at hun til sidst ikke magtede mere og begik selvmord.

Men inden da havde hun forfattet digte og romaner som ”Pigesind” (1939), ”Man gjorde et barn fortræd” (1941), ”Jeg er din barndoms gade” (1942), ”Kvindesind” (1955), ”To som elsker hinanden” (1960) og mange andre om så forskellige emner som kærlighed, overgreb, misbrug, opvæksten på Vesterbro, kvindens kærlighedsløse liv i middelklassen og meget mere.

Dén dag i dag citerer mange unge kvinder Tove Ditlevsens digt fra 1942, hvis de holder en tale til deres mand under bryllupsmiddagen:

Så tag mit hjerte i dine hænder
men tag det varsomt og tag det blidt,
det røde hjerte – nu er det dit. 

Det slår så roligt, det slår så dæmpet,
for det har elsket og det har lidt,
nu er det stille – nu er det dit.

Og det kan såres, og det kan segne,
og det kan glemme og glemme tit,
men glemmer aldrig – at det er dit.

Det var saa stærkt og saa stolt, mit hjerte,
det sov og drømte i lyst og leg,
nu kan det knuses – men kun af dig.

Mange kunstnere har også brugt hendes ord – mest kendt er nok Anne Linnets musik til ”Barndommens gade”.

Kunstnerne fyldte meget i 1950´erne – og på nær dansk films store helt Paul Reichhardt var det kvinderne, der tegnede billedet: De to gange Bodil og en gang Helle, der alle tre stod for den glamour, som både damebladene og filmens verden dyrkede.

Vi starter med Helle Virkner (1925-2009), der er kendt for et hav af roller på film og teater. Mest kendte på film er hendes roller i ”Poeten og Lillemor-filmene”, i ”Huset på Christianshavn” og så selvfølgelig rollen som Elisabeth Friis i ”Matador”. På teatret var hun både udøvende kunstner og direktør på blandt andet ABC-teatret.

Men også Helle Virkners privatliv er kendt. Tre gange var hun gift, mest kendt er ægteskabet med den danske statsminister Jens Otto-Krag, som hun blev gift med i 1959. Et ægteskab, der betød, at hun også kom på mange rejser og mødte mange statsoverhoveder – og at en del kaldte hende for den danske Jackie Kennedy.

De mindede også lidt om hinanden, den amerikanske præsidentfrue og den danske statsministerfrue. De havde i hvert fald begge en sikker feminin stil – helt i tro med tiden. Helle Virkner var så modigere, når hun sammen med kollegaen Malene Schwartz spillede Nyhavns-luder i Cirkusrevyen.

Eller da hun efter skilsmissen fra Krag selv gik ind i politik, og i flere år var en del af byrådet i Frederiksberg kommune for Socialdemokratiet.

Stil, ynde og skønhed var der også over Bodil Kjer, som Helle Virkner i øvrigt overtog en rolle fra på Det Kgl. Teater, da Bodil Kjer måtte flygte til Sverige.

Bodil Kjer (1917-2003) er en af dansk film og teaters helt store skuespillerinder. Hun var stort set gennem hele karrieren knyttet til Det Kgl. Teater, hvor hun spillede både Holberg-komedier, dramatiske roller som Lady Macbeth og Medea samt mere moderne partier som Maggie i ”Kat på et varmt bliktag”.

Men også på film spændte hendes vingefang bredt. Fra titelrollen i ”Jenny og Soldaten”, som er en ret ukendt filmperle over musen i ”Mød mig på Cassiopeia” til titelrollen i Panduros ”Bella” samt en rolle i den Oscar-vindende ”Babettes gæstebud”.

Sidst i karrieren rejste hun i mange år rundt med Ebbe Rode og optrådte med forestillingen ”Kærestebreve”.

Hun modtog selvsagt også et utal af æresbevisninger, altid med samme glæde, kløgt og humor, som hun også mødte sine medmennesker og sin omverden med.

Det er derfor også nærliggende at spørge, om hun har lagt navn til Bodil-prisen?

Og ja, det har hun – sammen med Bodil Ipsen, der er en generation ældre, men som også var en grande dame, der ligesom Bodil Kjer spillede både komedier, tragedier og moderne stykker – og både film og teater – og det i dén store stil og format, så vi skal tilbage til en Johanne Luise Heiberg og op til Ghita Nørby for at finde noget tilsvarende.

Dansk teaters fire store damer er nemlig (indtil videre) disse fire: Johanne Luise Heiberg, Bodil Ipsen, Bodil Kjer og Ghita Nørby.

Den første Bodil blev i øvrigt uddelt i 1948 – efter sit amerikanske forbillede Oscar´en.

Og det var netop Bodil Kjer, der vandt den for bedste kvindelige hovedrolle for indsatsen som Jenny i ”Jenny og Soldaten”. Poul Reichhardt vandt den også for bedste mandlige hovedrolle i samme film. Og filmen fik også en Bodil for bedste film.

Skuespillerinder var også populære i 1960´erne, men der skete også mange andre ting. Det skal vi høre om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Thyra Dannebod: http://danmarksbloggen.dk/?p=6275
Dagmar og Bengerd: http://danmarksbloggen.dk/?p=6301
Margrethe Sambiria og
Margrethe Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=6329
Dyveke, Sigbritt og Elisabeth: http://danmarksbloggen.dk/?p=6389
Leonora Christine og Sophie Amalie: http://danmarksbloggen.dk/?p=6392
Marie Grubbe og Anna Sophie Reventlow: http://danmarksbloggen.dk/?p=6462
Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=6478
Guldalderkvinderne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6511
Grevinde Danner og Europas Svigermor: http://danmarksbloggen.dk/?p=6547
Skagenskvinderne – og et selvmord: http://danmarksbloggen.dk/?p=6582
Thit Jensen og Agnes Henningsen: http://danmarksbloggen.dk/?p=6624
1915: http://danmarksbloggen.dk/?p=6638
1920´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6656
1930´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6685
1940´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6716

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Juleteater – del 4: “Jul i Nøddebo Præstegaard”

Danmarksbloggen slutter sin adventsserie om juleteater i Danmark med juleklassikeren over dem alle:

”Jul i Nøddebo Præstegaard.”

For mere dansk teaterjul bliver det ikke end historien om de tre studenter-brødre, der i sne og med kane drager afsted til præstegården, hvor der udover det charmerende præstepar og en masse andre herlige skikkelser er to døtre, som er mere eller mindre hemmeligt forlovede med de to ældste brødre. Det forhindrer dog ikke den yngste bror i at forelske sig i begge de to søstre – men han må som bekendt nøjes med at lave løjer og stjæle alles hjerter på en lidt anden måde.

“Jul i Nøddebo Præstegaard” er det mest spillede teaterstykke i Danmark. Sidste år spillede forestillingen også i sin klassiske version i Folketeatret. Se anmeldelse fra Danmarksbloggen her: http://danmarksbloggen.dk/?p=2562

Og i år har forestillingen spillet som ballet med Peter Schaufuss-balletten, der har danset til både Hartmanns velkendte musik og til moderne rockmusik.

Rør blot ikke ved min gamle jul, siger man ellers. Men det tør Peter Schaufuss godt – og han og resten af balletten har i december rejst Danmark tyndt fra nord til syd og fra vest til øst med forestillingen.

For dem, som ikke fik set stykket i balletversionen – eller som foretrækker ”Jul i Nøddebo Præstegaard” som teater, vil Danmarksbloggen derfor også ile med at henvise til filmversionerne.

Her hvor især lydsporet fra den seneste version (dén fra 1974) let genlyder for ens indre øre, når man genkalder sig Poul Bundgaards dybe og stærke stemme, der synger den smukke ”Børn og voksne i kærlig krans”, der smukt og poetisk fortæller, hvad julen handler om: At invitere alle med ind i kredsen – både den om juletræet og den i samfundet.  

Eller hvad med ”Turen går til Nøddebo” eller ”Velkommen velsignede drenge”? Den sidste er i øvrigt en Bellman-melodi, der på svensk handler om en sommeraften i Gamla Stan i Stockholm med både slåskamp og knas i kærligheden.

Men på dansk handler det om jul, de tre studenter og de gode juledrømme.

Og nu vi er ved juleønskerne, så drømmer Danmarksbloggen om en filmisk genindspilning af ”Jul i Nøddebo Præstegaard”, hvor man med lige dele fornyelse, sangtalent, humor og respekt for oplægget og traditionen fører klassikeren op til vor tid.

Dét kunne blive en herlig juleoplevelse …

For nok handler juleteater om traditioner, som vi også har set det nu gennem årets fire adventssøndage. Men der skal også fornyelse til … og sker det med respekt, humor og ømhed, så kan det kun blive en god jul – også i teatret.

Læs de tidligere afsnit her:
Juleteater – del 1: “Når du ser et stjerneskud”: http://danmarksbloggen.dk/?p=5854
Juleteater – del 2: “Et juleeventyr”: http://danmarksbloggen.dk/?p=6024
Juleteater – del 3: “Nøddeknækkeren”: http://danmarksbloggen.dk/?p=6030

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 27: Kold krig og velfærdssamfund

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

Kold krig og velfærdssamfund

Tiden efter Anden Verdenskrig var langtfra en dans på roser.

Europa var – bogstaveligt talt – udbombet, og Danmark var økonomisk sat tilbage til tiden omkring 1930. Rationeringerne fortsatte også i flere år endnu, og opsvinget lod vente på sig. Heldigvis iværksatte amerikanerne Marshalls-hjælpen, der satte gang i produktionen i et Europa, hvor man var enig om parolen ALDRIG MERE KRIG.

En parole, der udmøntede sig dels i Kål-og-Stål-unionen, der senere blev til EF – og nutidens EU – og dels i Atlanthavspagten, også kaldet NATO.

For nok var krigen mod Hitler-Tyskland og hans allierede slut, men en ny, kold krig var begyndt. En krig mellem på den ene side Sovjetunionen og de andre østlande, der mere eller mindre frivilligt nu var en del af den kommunistiske blok – og på den anden side USA og deres allierede i vest.

I de næste årtier skulle der blive brugt milliarder på atomvåben, der så blev stillet op på hver sin side af det jerntæppe, der var gået ned igennem Europa – og som gjorde, at en hel verdensdel var delt i mere end fire årtier.

Terrorbalancen kaldte man det også, og blandt den almindelige europæer – også danskerne – var der stor angst for, at nogen en dag skulle få trykket på en forkert knap. For der var atomvåben nok til at slå alle ihjel – endda mange-mange gange.

Men angsten blev dog holdt i skak for de fleste af hverdagen. En hverdag, hvor også middelklassens kvinder kom ud på arbejdsmarkedet. For hvordan skulle man ellers kunne skaffe arbejdskraft nok til det velfærdssamfund, der rejste sig under Hedtofts, Hansens, Kampmanns og Krags ledelse?!

Et samfund, hvor USA – og England – blev in i en grad, så man spiste burgere, drak coca-cola, så amerikanske film, dansede jitterbug, hørte engelsk musik som fx ”The Beatles” og i det hele taget havde det så godt materielt, at man begyndte at fokusere på andre ting end overlevelse.

Folk, der var voksne i 1960´erne, taler stadig om, hvordan de år for år kunne mærke, at de fik flere penge og en forøget levestand. Goder som eget hus, fjernsyn, udlandsrejser og biler blev alles eje i en grad, så LO´s formand Thomas Nielsen senere udtalte: Vi har sejret ad helvede til.

For samtidig med at de materielle goder røg ind hos den enkelte dansker, røg solidariteten og bevidstheden om at være en del af arbejderklassen også ud. For hvad skal man bruge de gamle historier til, når man kan sidde i ny sofa og se Panduro-lystspil i fjernsynet med en kold øl i hånden? Eller tage på charterrejse til Spanien?

Eller gå i biffen og se en af de mange danske film, som vi stadig ser og kalder for en god, gammel dansk film fuld af solskin og nostalgi  – og naturligvis total urealistisk, også dengang. Film som “Sommer i Tyrol”, “Baronessen på Benzintanken”, “Far til Fire”, “Poeten og Lillemor”, “De røde heste” og “Mød mig på Cassiopia” og mange-mange flere endnu.

De unge, som i løbet af 50´erne og 60´erne fik deres egen identitet og værdi som unge, rystede på hovederne af deres forældre og deres valg. De unge ville en anden verden – en med love, peace and harmony.

Og netop ungdomsoprør, Dronning Margrethe d. 2. og EF skal det handle om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142
Frederik d. 3, Enevælden, Kvindefejden
og Tabet af Skåne-landene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4363
Oplysningstid, Det Florissante Eventyr
og Store Nordiske Krig:http://danmarksbloggen.dk/?p=4457
Christian d. 7., Struense og Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=4512
Frederik d. 6., statsbankerot og tabet af Norge: http://danmarksbloggen.dk/?p=4588
Guldalderen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4653
Nye tanker op mod 1849: http://danmarksbloggen.dk/?p=4717
Frederik d. 7., Grundlov og Treårskrig: http://danmarksbloggen.dk/?p=4790
Det unge demokrati, 1864 og Europas svigerfar: http://danmarksbloggen.dk/?p=5395
Industrialisering, arbejderbevægelse
og andelsbevægelse: http://danmarksbloggen.dk/?p=5434
Parlamentarisme og kvindernes stemmeret: http://danmarksbloggen.dk/?p=5476
Første Verdenskrig, Genforeningen
og Påskekrisen: http://danmarksbloggen.dk/?p=5518
Brølende 20´ere og kriseramte 30´ere: http://danmarksbloggen.dk/?p=5548
Anden Verdenskrig, besættelse
og befrielse: http://danmarksbloggen.dk/?p=5589

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk