Tag-arkiv: film

Anmeldelse: ”Fædre & Mødre”

Udgivet den af
Svar

Der er film, sågar komediefilm, som giver en ubehagelig følelse af deja-vu over en del af ens fortid, som man ellers troede, at man succesfuldt havde fortrængt.

Paprika Steens nye film ”Fædre & Mødre” er en af disse. For den kunne sagtens være en dokumentar. Jeg genkendte i hvert fald i en gennem-hele-filmen-varende-tilstand af kvalme og ondt i maven 1:1 situationerne og dialogerne fra dengang, at jeg havde barn i grundskolen.

Dét er den slags, der også kaldes for et godt manuskript, som her er skrevet af den talentfulde Jakob Weis. For filmen er nemlig fiktion, og handler om forældreparret Piv og Ulrik, hvis datter Hannah starter i 6.B. på en attraktiv privatskole, fordi det med Pivs ord ”vil være så godt for det liv, vi lever”.

Bemærk pronomenet VI. Heri ligger filmens kerne, filmens handling og filmens budskab:

Nemlig at skolelivet for især den urbane kreative klasse (det er den med det store behov for anerkendelse, som kun matches af et tilsvarende stort mindreværd – og storhedsvanvid) ikke blot handler om børnene, men i lige så høj grad – hvis ikke mere – om de voksne og deres indædte kamp i klassens hierarki.

En giftig kamp, der udfolder sig nådesløst, mens den pakkes ind i falske smil og korrekte begreber, og skylles ned med først hjemmebagt kage – og senere alkohol i umådelige mængder.

Størstedelen af filmen foregår på den af forældrene arrangerede årlige hyttetur med alle de klassiske ingredienser: Et uhyggeligt natløb, musik omkring det flammende bål, den rituelle badning i en sø, ophedede debatter om hvad korrekt ernæring er og ros til den, der laver den mad, som er in i øjeblikket, fremvisning af statussymboler som biler, en intern konkurrence om hvem der er bedst uddannet/er mest kreativ – og generelt bare voksne, der opfører sig værre end umodne teenagere, mens børnene er statister til de voksnes leg – og derfor også lægges i seng, når de voksne har brug for ”voksentid”. 

Alt sammen noget, som jeg husker alt for godt fra de hytteture, som jeg var med på. Hytteture arrangeret under samme motto som i filmen: ”Et godt sammenhold mellem forældrene giver et godt sammenhold mellem børnene.”

Det er sikkert sandt. Men hverken i filmen eller i virkeligheden holder de voksne sammen, og de hjælper slet ikke de nye børn ind i gruppen – eller de udsatte børn med at få det bedre.

Det er derimod jungleloven, der hærger. Og den stærkeste vinder retten til at bestemme, hvem der er inde og ude i den store forældregruppe – og med i de eksklusive grupper, som i filmen BADEKLUBBEN.

Sætningen fra den ene forælder til den anden Hvem af jer tager hytteturen i år, som vi hører i filmen, viser med en skarphed som en syl, at tjansen med den årlige hyttetur er forældreskabets allerstørste uriaspost (også værre end en kolikramt baby).

Mind mig om, at jeg ikke kan takke min mand nok for, at han tog den de sidste mange år.

For engagerede forældre skal der til, hvis børnene ikke skal udstødes – af de andre forældre. Forældre, som mener, at børnenes venskaber er for vigtige til at overlade til børnene selv, når nu man som forælder har nogen forældre, som man hellere vil være ven med end andre.

Det er direkte ulækkert, men sandt. For Paprika Steen ser klart, når hun viser, at forældre af i dag og i de sidste 10-15 år er meget langt oppe i egen røv. Når man er dér, kan man ikke se særligt langt – og naturligvis går det også galt på hytteturen – i filmen.

Konflikterne kommer op til overfladen, og en reel kamp tager sin begyndelse. Hvad der sker derfra, skal ikke røbes her. Men det er mesterligt lavet – og spillet. Man sidder og tænker, at Paprika Steen, Jakob Weis og skuespillerne nok også har haft poder i sådanne nogle klasser her, så researchen er på plads.  

I hovedrollerne ses Katrine Greis-Rosenthal og Jacob Hauberg Lohmann, der spiller forældre med så megen nerve og bid, at de er mere end overbevisende. Det samme er Ida Skelbæk-Knudsen, som spiller deres følsomme, men også stærke datter Hannah, der lige er startet på skolen. Hun er også aktuel i Halloween-serien ”Felix & Åmanden”, hvor hun også gør det forrygende.

I de andre roller ses Lise Baastrup, Rasmus Bjerg, Nikolaj Lie Kass, Line Kruse, Mikael Birkkjær, Carsten Bjørnlund, Amanda Collin, Martin Greis-Rosenthal og Merete Mærkedahl som forældre – samt Victor Madsen som Hannahs klassekammerat og ven Julian (Han spiller også med i Felix & Åmanden).

Og ja, alle forælder-arketyperne er dér: Klassens klamme score-fædre, hende med referatet, hende der altid laver kage, den forælder, der altid ved bedst, designer-typen, den konstant-aktive, den forælder, der altid kommer for sent – og alle de andre.

Samt Lars Brygmann, som en på alle måder forfængelig og forfærdelig rektor, der samtidig er kalif over alle klasser på hele skolen – og ikke er bange for at bruge den magt, som alle kæmper om, men som ingen vil vedstå sig.

Danmarksbloggen Paprika Steens ”Fædre og Mødre” seks ud af seks skole-kridt. Fordi den kan så meget. Fordi den er både sjov og skræmmende som ind i helvede på en og samme tid.

Det er årets med længder største psykologiske gyser om det værste i verden: Forældre med alt for mange ambitioner på deres børns – og egne – vegne. Socialrealisme fra samfundet wanna-be-top hældt ned med dyr rødvin i stride strømme og pakket ind i ord som fællesskab, der lyder flot, men ikke betyder en skid i kampen om den rå magt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

.

Anmeldelse: ”De efterladte”

Udgivet den af
Svar

Nogen må dø for at andre kan leve. Sådan lød moralen i den første film om Hvidstensgruppen. Den velkendte del. Den om modstandskampen, nedkastningerne og sammenholdet. Den om kroejer Marius Fiil, der som en anden Jesus tilgav den unge tyske soldat, inden Marius Fiil og de syv andre mænd blev henrettet af tyskerne i Ryvangen.

Jeg sad ligesom alle andre og græd snot i biografen, da dén film gik sin sejrsgang over lærredet for ti år siden. For hvor var det stort det offer, som de mænd ydede. Men efter at have set fortsættelsen – den anden film om Hvidstensgruppen ”De efterladte”, har jeg fået en anden dimension på sagen.

For hvorfor fortæller vi altid historien om mændene? Dem, som havde privilegiet at dø og blive husket som helte. Dem, som vi rejser mindesten over. Hvorfor glemmer vi kvinderne, som resten af livet måtte leve med de lidelser, som krigen påførte dem?

For ja, kvinderne fra familien Fiil overlevede – fysisk. Men på alle andre områder betalte kvinderne en langt højere pris, fordi de skulle leve videre med skyggerne, smerten, sorgen og alt det andet, som kvinderne altid har skullet det i krigens ødelæggende malstrøm.

Normalt taler vi ikke om det. Normalt holder vi os til historien om mændene – og deres heltegerninger. Men her får kvinderne og deres skæbne deres egen film, og det er også på tide:

Matriarken Gudrun Fiil, der som en anden trojansk dronning Hekabe mistede så meget: En mand, en søn og en svigersøn – og som havde to døtre (Gerda og Tulle) i umenneskelige fængsler i Tyskland, og som samtidig kørte kroen videre, og passede på den yngste datter Bitten – og barnebarnet Gulle, hvis mor Tulle først kom hjem med de hvide busser.

Deres historie er ikke fortalt før, selvom den i sin grundform er lige så gammel som krigens væsen og de lidelser, som kvinder altid har måttet udholde. For krige er altid ekstra grusomme mod kvinderne. Fordi kvinderne er de efterladte. Fordi kvinderne kan fornedres på så mange – også seksuelle – måder.

Og tro endelig ikke, at kvindelige fangevogtere er mere humane, bare fordi de er kvinder. I filmen – og i nazismens Tyskland – var det snarere tværtimod. Her er der ingen nåde eller bare mindste glimt af håb og lys at finde hos de sadistiske kvinder, som i forskellige fængsler og på transporterne umenneskeliggører og fornedrer de tilfangetagne kvinder på måder, som burde høre hjemme i en absurd horrorfortælling.

Desværre er det hele autentisk. Det foregik sådan.

De scener er ikke til at holde ud. De er så slemme, at jeg ikke engang kunne græde. Kun sidde stivnet i frygt og bange anelser, og holde om mig selv for at komme igennem det. For der var ingen afstand mellem mig og kvinderne på lærredet – ikke mentalt.

Jeg var i ånden lige ved siden af Tulle, som er hende, man følger mest – og jeg greb flere gange mig selv i indeni at gentage Tulles ord: ”De skal ikke få mig”. ”De skal ikke få mig”. ”De skal ikke få mig”.

Og jeg sad endda i et behageligt sæde, og var mæt og varm. Tulle og de andre har levet i dage, uger, måneder med sulten, kulden, stanken, rædslen, angsten og uvidenheden omkring, hvad der skete om et sekund, og om de var i livet om fem minutter. 

Og netop derfor kan jeg ikke anbefale ”De efterladte” nok. For filmen viser eksakt, hvor ondt mennesket kan være – og nej, den kommer ikke med letkøbte svar på, hvorfor mennesker kan være så onde. Den viser bare – ærligt og brutalt, hvordan tilværelsen kan være, når den er et sted så mørkt, at jeg godt kan forstå, at man kan miste enhver tro – også den kristentro, som var en del af livsgrundlaget for familien Fiil – og som også både Tulle og Gudrun Fiil giver udtryk for.

For kan vi få større byrder, end vi kan bære? De to kvinder kom i hvert fald derud, hvor man skal være en helgen for at slå ud med hånden og sige jeg tilgiver dig. Og ja, jeg kan også godt forstå, hvorfor tyskerhadet blev en faktor i tiden efter krigen.

I det hele taget tegner filmen et så gribende og medrivende billede, så man kan forledes til at tro, at det er en dokumentar – hvis ikke det var fordi, at man kan genkende de skuespillerinder, som spiller de store hovedroller, og som alle spiller med mere nerve, nærvær og følelse, end de nogensinde har gjort før.

Og det siger meget, når vi taler om: Marie Bach Hansen som Tulle, Bodil Jørgensen som Gudrun og Ellen Hillingsø som Monica Wichfeld.

Derudover ser vi Laura Winther Møller som Gerda og Selma Sophia Høst som Bitten. Samt en hel masse andre, også udenlandske, kvinder i rollerne som fangevogtere og fanger. Og fordi vi ikke kender de udenlandske kvinder, bliver de et ekstra symbol på alle de ukendte kvinder, som vi ikke kender, aldrig hører om, men som altid – sammen med børnene – er de største ofre i enhver krig.

Det er skarpt set af Anne-Grethe Bjarup Riis, som har instrueret – og Torval Lervad, som har skrevet manuskriptet.

Det her er så en film, som er mere end mimik og større end ord. Den løfter historien præcis som virkeligheden gjorde det.

For hvad kræver mest: At sidde på kroen med piben og øllet – og blive enig med de andre mænd om, at de våben ude i mosen, dem napper vi sgu, drenge. Eller: Måned efter måned at udholde kulde, sult, sygdom, lidelse og fornedrelse i en tysk celle – af og til alene, af og til sammen med andre kvinder, mens man ryster af savn, og klamrer sig fast til håbet om en dag at komme hjem, en dag se sit barn igen.

Jeg er ikke i tvivl, og det er Anne-Grethe Bjarup Riis heller ikke. Hun gik med det, som hun ville – og skabte et mesterværk om nogle af de danske kvinder, der var Hitlers Nacht-und-Nebel-fanger.

I centrum står selvfølgelig Hvidstensgruppens to kvinder – Gerda og Tulle – som nok kom hjem, men hele mennesker blev de aldrig mere. Især Tulle havde det svært resten af livet. I dag ville vi sige, at de havde PTSD og give dem massiv psykologhjælp. Dengang var det mere et velment nu er du hjemme igen, som i ”nu bliver alt godt”.

Det gør det ikke. Svigtet var massivt – og end ikke offentlig anerkendelse fik de hjemvendte kvinder. De skulle tværtimod bare være stolte af deres mandlige familiemedlemmer, som ofrede hjerteblodet for Danmark.

Det er lige til at sprænge i luften af raseri over. Og jeg indrømmer ærligt, at jeg var så afsindigt vred, da jeg gik ud af biografen, at jeg næsten ikke kunne være i min krop. Vreden ligger i mig endnu. Den er massiv.

For der er noget historie, der skal om ikke skrives om, så dog suppleres. Og her er denne film en ledestjerne. Ja, filmen ”De efterladte” er et mesterværk, en hel ny måde at fortælle kvinde- og krigshistorie på. Et paradigmeskifte fordi den tør være med kvinderne i lidelserne – og helt derud, hvor det ikke er til at bære, ikke er til at holde ud. Lige dér hvor livet er – især når man er kvinde og efterladt i eller efter en krig.

For de største helte er ikke de mænd, der dør på slagmarken, men de kvinder, der overlever og må leve med det hele bagefter. Det ved man, når man har set ”De efterladte”.

Filmen skulle have haft premiere 1. juledag sidste år, men nu bliver det 10. marts i stedet. Budskabet gælder også til alle tider – og vi kan også året rundt synge med Tulle og de andre ”Dejlig er jorden”. For det er den – også midt i krigens ufattelige gru og rædsel.

Det er vi nødt til at tro på, hvis ikke vi skal falde ned i det barbari, som blev udøvet og fremelsket som en kunstart i Det Tredje Riges mørke og tåge.

Danmarksbloggen giver ”De efterladte” en hel armada at hvide busser som dem, der hentede de danske fanger hjem i foråret 1945. Det er det samme som seks stjerner, som kommer sammen med en understregning fra en kvinde, der ikke bander.

Men den her film: ”De efterladte” skal fucking have en Oscar for bedste udenlandske film til prisuddelingen i Hollywood i 2023.

Det er Regner Grasten Film, der har produceret – og det er Nordisk Film, der distribuerer.

TILFØJELSE: Når man anmelder, ser man filmen i god tid inden premieren, og jeg så og skrev anmeldelsen af ”De efterladte” i december 2021 op til det, som vi troede skulle være premieren.

Men jeg kunne lige så godt have set filmen i går. For jeg husker scener, replikker, mimik og stemning knivskarpt, og jeg føler stadig rædslen, der springer ud af filmen – og ind i sindet, og dér bliver den.

Det er godt. For vi må aldrig glemme, hvor ond krig er – og at det er kvinder og børn, som betaler den højeste pris.

Der ser vi hver dag i denne tid, hvor Europa igen hærges af stormagtsfantasier, invasion og krig. Så ”De efterladte” har nu også fået en uhyggelig aktualitet, der gør filmen endnu mere vigtig. For det grufulde og djævelske mørke, som fandtes dengang filmen foregår, kan så let omslutte os igen. Ja, det udfoldes i et land tæt på og truer os andre, mens disse ord skrives.

Men mørket skal have et modsvar. For ”Dejlig er Jorden” – og Jorden ER dejlig. Dét er vi nødt til at tro på. Nødt til at holde fast i.

Tulle Fiil gjorde det, mens hun som en af Hitlers Nacht-und-Nebel-fanger sultede, tørstede, frøs, længtes og var rædselsslagen hvert eneste sekund – og så kan vi andre også.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Ternet Ninja 2”

Udgivet den af
Svar

Så sidder man her en smågrå-men-alligevel-med-solstrejf-og-dog-indimellem-en-regnbyge-ja-tilmed-en-ordentlig-skylle-inficeret sommerdag, og skal anmelde Anders Matthesens ”Ternet Ninja 2”.

Den herresvære 2´er, som Matthesen kalder den i traileren til filmen.

Jeg er så nødt til at breake, at nej, det er ikke 2´eren i almindelig forstand. Det er derimod den helt naturlige konsekvens af 1´eren. En fortsættelse, der binder de tråde, som skal bindes, så de to film bliver en større og helstøbt fortælling.

”Ternet Ninja 2” er så samtidig helt sin egen og langt mere en thriller end den film om at finde og turde være sig selv – være god nok, som 1´eren var – udover selvfølgelig historien om at få skovlen under den onde legetøjsforhandler Eberfrø.

Den-med-en-altid-voldsparat-advokat-til-ven-dæmoniske-Eberfrø, som i 2´eren viser sig at være endnu mere ond, endnu mere brutal end den lede satan, som han var i 1´eren.

Det klæder ”Ternet Ninja”-universet at turde kaste sig ud i noget hæsblæsende action, og ja, en dansk teenagedreng med kæresteproblemer kan sagtens være hovedperson i en thriller-roadmovie lavet som en tegnefilm. I hvert fald når det sker sammen med en ninja-tøjdukke, som her i 2´eren optræder i et noget andet outfit end i 1´eren: Nemlig er rødt-hvidt-mønstret stof med hjerter – men det er økologisk!

Geografisk er vi i 2´eren tilbage i Thailand, hvor Aske og Ternet Nina er skiftevis de jagtende og de jagede i en historie, der fortælles, som kun Anders Matthesen kan det: Med sjove ordspil og med replikker og handlinger, der sidder præcis, som de skal – og som er 1:1, som der tales og gøres i Danmark.

Det holder max. Men hvorfor i grunden?

Er det bare fordi, at filmen er hylende morsom med den ene gode oneliner efter den anden – ofte serveret af selveste onkel Stewart, der i disse film også er en slags helt?

Nej, det skyldes, at filmen har noget så sjældent som substans. Mange lag i lagkagen simpelthen. Komik lagt sammen med indsigt og klogskab – og en eminent evne til at twiste. Matthesen er en gudsbenådet fortæller, som jeg også har mistænkt for at kunne sine klassikere, selvom han har travlt med at være street og den slags.

Men det ene udelukker jo ikke det andet. Anders Matthesen har også en gang sagt, at han er buddhist. Der er også noget karma over hans historier. Men det er samtidig også bibelske temaer, som tages op i hans film og tv-serier, og måske især spørgsmålet om: Hvem er min næste – og hvordan skal vi behandle hinanden?

Det er også altid relevant – og her endnu mere. For er det med hævn så god en idé, som den gamle hævnende Ninja-ånd hævder, og som i ”Ternet Ninja 2” understreges med guldkornet fra den-med-sværd-beklædte-men-alligevel-også-nuttede-tøjdukke: Der er jo ingen, der siger, at vi ikke kan have det hyggeligt, mens vi hævner os.

Sådan et udsagn er filosofi og religion på højt plan. Et andet klassisk – ja religiøst – tema er det om brødre og broderskab, og det fylder meget i ”Ternet Ninja 2”, hvor forholdet mellem Aske og Sune bliver udfordret og udviklet.

Det gør broderskabet også i Gammelt Testamente, hvor der går en brødre-bue fra drab (Kain og Abel) og indædte kampe (Esau og Jacob) til tilgivelse og forsoning (Josef og hans brødre). En udvikling ikke helt ulig forholdet mellem Aske og Sune.

Om Matthesen læser Biblen, vides ikke. Men han kan skabe glitrende fortællebuer, så man gribes, griner – og sågar også bliver lidt rørt til sidst i filmen.

En lille klump i halsen og en lille tåre i øjenkrogen sneg sig i hvert fald frem hos undertegnede. Det er det, som den fineste komik bare kan.

Danmarksbloggen giver derfor ”Ternet Ninja 2” seks funklende, fine Ninja-sværd ud af seks mulige – og håber, at der kommer en ”Ternet Ninja 3”. For normalt snævrer universet sig ind for hver film, man laver med de samme figurer. Men her åbner verden sig op.

Der er også nok uretfærdigheder at gå i gang med – og hvem ved? Måske Aske kunne tage på efterskole i Jylland i den næste film? For ved nogen, hvad der rører sig i Jyllands mørke underverden? Måske nogle gemte og glemte mink – eller det, der er værre?

Thorbjørn Christoffersen har instrueret ”Ternet Ninja 2”sammen med Anders Matthesen, og filmen har premiere torsdag d. 19. august i 130 biografer.

Det bliver spændende, om ”Ternet Ninja 2” kan slå rekorden i antal solgte billetter, som lige nu indehaves af ”Ternet Ninja”, der solgte 950.000 billetter. ”Ternet Ninja 2” har potentialet til det. For det er en herregod film.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Centervagt”

Udgivet den af
Svar

Grundlaget for filmen ”Centervagt” er den til alle tider klassiske historie om den følsomme og generte dreng, der er kronisk forelsket i den kønne pige, som kan alt. Men hun er ikke interesseret i ham. Hun falder for de macho typer, der behandler hende dårligt, og så græder hun ud hos den søde dreng.

Det er Rune Klan, der spiller rollen som den venlige og betænksomme Glen, som er håbløst forelsket i kollegaen MC, spillet overbevisende af Josephine Park, som ellers er kendt for seriøse roller, og som har en Robert i bagagen.

Men altså: Glen og MC bliver udfordret, da chefen for det økonomisk set skrantede butikscenter meddeler, at der fremover kun er plads til én af dem som centervagt. Så de begynder at stjæle for at vise, at der er brug for dem begge to. Resultatet er selvfølgelig, at der ansættes en ny supervagt som supplement. Og så ruller historien, som også inkluderer en livsklog kvinde, der kan lide at dreje ler, en isenkræmmer og hans medhjælper, en fotograf og de kunder, der trods alt er nogen stykker af.

”Centervagt” er en folkekomedie med alle folkekomediens klassiske træk som humor, kærlighed, sammenhold mellem de gode og gæve – og så en ydre modstand, der truer eksistensen. Der mangler kun skurken, som er ond hele vejen igennem. Sådan en karakter går det så ikke at lave i dag. Det er for karikeret – trods alt. Til gengæld benytter vores helt Rune Klan sig – ganske uautoriseret for en folkekomedie-helt – af ufine tricks i kampen for sit job og den pige, som han vil have.

For skal man gøre det, skal man gøre det ordentligt, som Glen overbeviser MC om, inden de to vagter napper de første ting fra centrets butikker. Men stjæle er det ikke – ikke rigtig. De vil jo levere det tilbage igen, lyder forklaringen, som man som publikum køber lige på stedet – ligesom man køber hele filmen.

Det er nemlig en sød film, som kalder latteren frem – og ja, man kan i store træk regne handlingen ud. Men kun i store træk. Der gemmer sig nemlig en enkelt overraskelse eller to, som – uanset om man havde set det komme eller ej – gør, at filmens happy end bliver endnu mere sødmefyldt, så man forlader biografen med et stort smil bag mundbindet.

Det er også – og heldigvis – en film, som ikke nævner Corona med et ord. Den viser derimod en hverdag og en verden af i går og i morgen. Det trænger vi også til, selvom pandemien forhåbentlig kører på sidste vers. Sidste vers er der heldigvis ingen af skuespillerne, som er i gang med. De spiller sprudlende og med stor energi.

Man sidder så også og drømmer om at se nogle af dem i andre roller end de sædvanlige. Hvorfor skal Christopher Læssø fx altid være den flotte helt, der kan alt – og hvorfor er Stephania Potalivo altid sød og lidt kantet? Men allermest er det Rune Klan, som sætter tankerne i gang.

Der er nemlig undervejs i filmen sekvenser, hvor han viser en sårbarhed, et vemod og en smerte, så jeg kom til at tænke på scenen med Dirch Passer i ”Sommer i Tyrol”, hvor han sidder ved grøftekanten, og synger om sin kærlighed til og længsel efter Susse Wold. Dér ser man en helt anden Dirch end ham, som vi alle tror, at vi kender. Men Dirch Passer fik aldrig de alvorlige roller, fordi folk grinede per automatik, når han viste sig på scenen.

Dén skæbne må ikke overgå Rune Klan, som kan lave stand-up, trylle og være sjov på tv og i film, så man vrider sig af grin. Men jeg er overbevist om, at han kan noget mere – hvis han vil, og han får lov. Giv ham lov.

”Centervagt” er en feel-good-film. Og man føler sig vældig godt tilpas, når man ser filmen. Den er et skud af latter og smil – og med et væld af spøjse detaljer. Måske fordi den er folkekomedie på den klassiske måde med et moderne twist – drejet i ler endda.

Danmarksbloggen giver ”Centervagt” fire ud af seks wienerpølser i glas, som dem Rune Klans karakter Glen elsker at spise.

Pølser skåret fint på tværs, inden de puttes i de hvide boller lavet af det hvedeste hvedemel, som en komiker ville beskrive posen med boller. En fin detalje og et sjovt drilleri til nutidens madsnobberi.

I rollerne ses Rune Klan, Josephine Park, Kirsten Lehfeldt, Charter McCloskey, Nikolaj Stokholm, Martin Brygmann, Christopher Læssø, Stephania Potalivo med flere. Det er Rasmus Heide, der har skrevet og instrueret ”Centervagt”, som produceres af Nordisk Film. Filmen har premiere i dag d. 10. juni.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Picture of Lies”

Udgivet den af
Svar

Kan man forestille sig en kulturel thriller? Måske, måske ikke.

Men det er ikke desto mindre eksakt, hvad man får, hvis man sætter sig foran skærmen d. 22. marts, hvor der er VOD-premiere på Giuseppe Capotondis film ”Picture of Lies” med danske Claes Bang i hovedrollen og i selskab med den talentfulde Elizabeth Debicki samt verdensstjerner som Donald Sutherland og Mick Jagger. Ja, dén Mick Jagger.

Alle fire leverer top-skuespil, som også sprudler på grund af den usædvanlige sammensætning af castet:

En af verdens største rockstjerner, som er eminent og ekspressiv i rollen som rigmanden Cassidy, der er uden skrupler både generelt og især i bestræbelsen på at få fat i et værk af kunstneren Debney.

Debney spilles af den legendariske Donald Sutherland, og man føler sig – ligesom Claes Bangs karakter – in the presence of greatness, når Sutherland toner frem på skærmen. Han spiller så legende let, dybt og smukt som et billede af Monet, og får alt til at se så nemt ud.

Men det er selvfølgelig en løgn. For skuespil er ligesom kunst svær, hvis det skal brænde igennem – og det gør det her. Det ved Claes Bangs karakter, den charmerende, men moralsk ret anløbne kunstanmelder James Figueras også. Ikke at det stopper Figueras i at gøre, hvad han kan for at komme nær Debney, så han kan sørge for, at Cassidy får sit billede – og han selv sin belønning.

Claes Bang spiller fantastisk – og helt op – til Donald Sutherland. En bedrift i sig selv. Dansk film er i disse år også inde i en guldalder, og der er mange, som kan blive den første danske skuespiller, som snupper en Oscar for bedste mandlige hovedrolle. Note: Skriv Claes Bang på dén liste over mulige kandidater. Han kan det hele – og får lov til det hele i de udenlandske film, også for en mand vældig mange scener uden tøj på. Dét er ligeret.

Elizabeth Debicki, som vi allerede kender fra ”Natportieren” og ”The Great Gatsby”, spiller også her en anæmisk, sart og alligevel skarp-som-en-ragekniv-kvinde ved navn Berenice Hollis, som ikke omtales som en muse i filmen, men som er en muse: Luftig, inspirerende for de mænd, der er omkring hende, men uden nogen klar forklaring på, hvorfor hun er på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Men filmen har et gedigent plot, hvor handling og relationer udfolder sig og udvikles som farverne på et lærred. Hvor vi som beskuere indimellem er så tæt på billedet, at vi ikke kan se det klart, mens vi andre gange er så langt fra, at vi tror, at vi har regnet det hele ud.

Det skal selvfølgelig ikke afsløres, hvad der er løgn, og hvad der er sandhed. Den opdagelse skal man selv have lov til at få. Det eneste, der skal slås fast er, at løgnen og løgnens væsen – og måske nødvendighed – sammen med de masker, som vi alle bærer på, er en vigtig del af filmen.

Der er med andre ord masser at gnaske i for dén, der kan lide at få noget til eftertanken og filosofien over tilværelsen og dens mening. Men der er også noget til dén, som foretrækker action og en god thriller. Normalt mødes de to formål ikke i samme film – men det gør de her hos Giuseppe Capotondi.

Det er fint. Ja, det er ligesom at frembringe et maleri, hvor personerne på samme tid bliver malet, som Renoir og Picasso gjorde det. Det bør ikke kunne lade sig gøre, og det kan det heller ikke på et lærred beregnet til farver og pensler, men på filmlærredet kan det godt.

For i denne film mødes modsætningerne, så det giver mening – på nær nogle få steder i filmen, hvor man tænker, at noget virker ulogisk. Men skal handlingen fortsætte, så kan vi kun gå ned ad den vej.

Danmarksbloggen giver ”Picture of Lies” fem ud af seks tuber med akrylmaling. Det er solidt håndværk.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Lille sommerfugl”

Udgivet den af
Svar

Søren Kragh-Jacobsens ”Lille sommerfugl” er en film, der vil to ting.

Men først og mest er den et familiedrama, der folder sig ud i en guldbryllups-ramme. Parret Ernst og Louise har været gift i fem årtier, og haft den store, fine slægtsgård på Fyn lige så længe, og det er gået dem godt, tror man.

Men nej, vi erfarer hurtigt, at Ernst er et par dage før den store dag er erklæret konkurs. Det har han så bare ikke fortalt Louise endnu, så den stakkels og noget vrantne guldbrudgom martres allerede fra morgenstunden, hvor der selvfølgelig er både æresport, hornmusik og en lille én til halsen.

Der er heller ikke noget som familiefester eller højtidsfejringer, når man skal vise en families indre dynamik med konflikterne mellem generationerne, i ægteskaberne og alle de andre steder, hvor mennesker kan fare vild i livet – trods alle gode intentioner.

Sådan en har-vi-det-ikke-dejligt-fest med levende orgel-musik, sang og en påtaget munterhed er også instant genkendelse. For vi har alle været til sådanne fester sammen med mennesker, som normalt ikke har noget med hinanden at gøre – af gode grunde.

Men nu til festen skal de være sammen, om så kun for en aften, og det bliver sådan en god aften, er der enighed om, når folk ankommer, og tjekker hinandens biler, tøj og gaver ud samtidig med goddag-hilsnerne og de små spidse bemærkninger.

Så er banen kridtet op, og man er kommet i stødet til at gå ind til bålet, undskyld festen i forsamlingshuset. Men det kommer hurtigt til at minde om ild. For den slags fester med hele familien og andre fra netværket – her landsbyen – er de rene brandfælder. Der er altid gamle konflikter, nye opgør, uforløste følelser og andet brændbart, som det kun kræver en lille gnist at tænde, så det udmunder i skænderier, skub og slåskampe.

Og som altid til de famøse forsamlingshus-fester sker det virkeligt interessante, når man er ude for at ryge og på andre måder ikke sidder inde ved bordet, hvor der snakkes om ingenting, grines af lige så lidt, holdes taler, råbes hurra, synges lejlighedssange – og først og fremmest spises og især drikkes.

Drikkes indtil selvbeherskelsen ryger sig en tur, så der både kan langes øretæver ud, grædes, skændes, kastes op og alt det andet, der sker, når mennesker insisterer på at ”men i aften skal vi hygge os og more os, for i aften er det guldbryllup/sølvbryllup/bryllup/konfirmation/rund fødselsdag/jul/bliv selv ved”.

Alle de dage – livets store dage – hvor forventningerne er i top, men hvor troldene altid springer op af æskerne, og sandhederne og skuffelserne kommer frem i lige så højt tempo som promillerne stiger.

Midt i det hele står så Ernst og Louise, som har en stor indbyrdes ømhed – og irritation på hinanden, men samtidig også en stålsat beslutning om at holde ud og holde af.

De portrætteres mesterligt af Jesper Christensen og Karen-Lise Mynster – godt sekunderet af Finn Nielsen, som er meget overbevisende som den trofaste ungdomsven Henning, der nærer en platonisk og permanent ulykkelig kærlighed til den i starten meget glade guldbrud.

I andre roller ses Mia Lyhne, Sarah Grünewald, Peder Thomas Pedersen – og Sofus Rønnov og Sofie Juul Blinkenberg som de to unge, barnebarnet og hans kæreste, næste generation måske af Ernst og Louise.

Det er en glimrende film, der dog mangler noget – og samtidig har for meget af noget andet.

For hvor vigtig debatten end er om, hvem der er danske, og at vi skal følge med tiden – og jo, man fanger godt den med, at de danske er dem, der bebor de danske øer, som Ebbe Kløvedal skrev det – så giver indslagene om flygtningene ikke mening. Medmindre selvfølgelig der tænkes på et metaplan omkring, at Ernst sælger grise til Kina, og nu kommer der afrikanere til egnen, og på den måde hører vi alle sammen her på kloden.

Dét kunne give mening, men måtte i så fald godt være fortalt lidt tydeligere. Det samme med Ernsts udvikling, især til sidst. For hvad er det – udover et heldigt tilfælde og en lille forsømt pige med en stor kærlighed til grise og sommerfugle – som gør, at han ændrer indstilling til livet og verden? Dét måtte godt have stået skarpere.

Men alligevel er det en solid og god film. Især fordi den er 1:1 med virkeligheden, som den leves i Danmark også i 2020 – også i Københavns kreative klasse, hvor man ellers gerne vil tro, at man er hævet over den slags ballade, som filmen viser. Men det er man ikke.

Man spiser bare noget andet end suppe, steg og is. Men konflikterne er de samme, og sammenhængen mellem fest, alkohol og trolden ud af æsken holder lige så godt på Østerbros hundedyre kartoffelrækker som ude på svineproducentens noget billigere marker.

Danmarksbloggen giver ”Lille sommerfugl” fem ud af seks sommerfugle, fordi filmen er så realistisk i sin skildring af menneskelivet og tilværelsen i Danmark, som den har været det gennem generationer – og formentlig vil fortsætte med at være det.

En tilværelse i medgang og modgang, hvor de menneskelige sommerfugle let får brændt vingerne eller bliver mast. Eller hvad? For er guldbruden Louise i virkeligheden en sommerfugl med lette vinger, der har sunget sig gennem livet, men som alligevel samtidig har en rygrad af stål, når det gælder? Er det i virkeligheden denne verdens sommerfugle, som bærer det hele på deres lette vinger? Dét skulle ikke undre.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Retfærdighedens ryttere”

Udgivet den af
1

Der er film, der går direkte ind i hjertekulen, og så er der film, som går endnu dybere, og ætser sig fast i ens dna. ”Retfærdighedens ryttere” er en af de film. Man ler, så det klukker, man kan mærke spændingen sitre i hele kroppen, man græder, og man kan næsten ikke bære det mere – og hele tiden sidder man med en stor knude i maven, der måske/måske ikke forløses, inden filmen er slut.

Dvs. jeg kender godt svaret på dét med forløsningen. Men hvis jeg skriver det, så giver jeg hele filmen væk, og det vil være en forbrydelse. For ”Retfærdighedens ryttere” er en af de få film, som bare skal ses – uanset om man er til thrillere, psykologiske dramaer, tids- og generationsportrætter – eller bare en god dansk film.

Filmen har også fire af de største danske filmstjerner i de bærende hovedroller. Men der er også en femte stjerne i filmen i den femte hovedrolle.  Hun hedder Andrea Heick Gadeberg, og spiller datteren Mathilde på en så hudløs måde, at man glemmer, at der ikke er tale om en dokumentar om en teenager, der mistede sin mor, da et tog blev sprængt i stykker. Mathildes sorg og manglende kontakt med den fra krigen hjemvendte far skildres præcist – og man føler med dem begge i deres søgen efter hinanden og de svar, som det er svært, ja måske umuligt at få.

”Retfærdighedens ryttere” er en eksistentiel film, der fortæller historien om, hvorfor en rød cykel i Tallinn, der skulle have været blå, afstedkommer adskillige voldsomme begivenheder i Danmark. Eller startede det hele i virkeligheden tidligere? For hvorfor sker ting? Hvad er årsag, og hvad er virkning? Og kan vi overhovedet nogensinde forvente at få et svar? Store spørgsmål, som filmen hele tiden kredser om, går ned i, ind i og tager livtag med.

”Retfærdighedens ryttere” bliver derfor også siddende i kroppen i flere timer, ja dage. Den bider sig fast i ens sjæl som et uafrysteligt mesterværk. Det er også Anders Thomas Jensen, der har skrevet og instrueret, som han har gjort det med en perlerække af gode, danske film. Også den, som mange i forvejen har sammenlignet ”Retfærdighedens ryttere” med, nemlig ”Blinkende lygter”.

Men til dem, som forventer en slags ”Blinkende lygter version 2”, er der kun en ting at sige: ”Blinkende lygter” var en fantastisk film, og der er ligheder. MEN: ”Retfærdighedens ryttere” er bedre. Mere voksen. Mere moden. Mere gakket, mere voldelig og endnu morsommere.

”Retfærdighedens ryttere” tør samtidig gå endnu længere ud i handlingen, endnu dybere ned i personerne og deres baggrundshistorier – og ikke mindst så viser og trækker filmen på den store alvor, som på mange måder har ramt vores samfund siden ”Blinkende lygter” havde premiere for 20 år siden. Også derfor er filmen et mesterværk.

For det er de helt store ting, som er på spil: Liv, død, menneskelige relationer og den mening med det hele, som så mange gerne vil finde, og søger i fx videnskaben, religionen og psykologien. Men indimellem kan ingen af de tilbudte forklaringsmodeller bruges. Indimellem har vi – når alt kommer til alt – kun hinanden og den tid, som vi bruger sammen. Men det kan være nok – også selvom vi så gerne vil have forklaringer og retfærdighed.

Men både forklaringer og retfærdighed kræver, at det er en overordnet mening og sammenhæng. Men måske findes der ikke andet end det fællesskab, som skabes, når vi rækker ud til hinanden. Dér hvor lyset stander stille på verdens kyst, som det synges i Jacob Knudsens salme ”Se, nu stiger solen”, som er med i ”Retfærdighedens ryttere”. Et smukt udtryk, uanset om man er troende eller ej.

Fællesskab har de fire retfærdighedens ryttere i hvert fald. For nok er ”Riders of Justice” navnet på en rockergruppe i filmen. Men de fire nedenstående herrer udvikler sig også til en slags retfærdighedens ryttere, der endda påtager sig at være både den dømmende og udøvende magt – samt fortolkere af den lovgivende magt. De fire ryttere er:

Mads Mikkelsen, der spiller Markus, som er en verbal ret tavs, men fysisk aktiv hævner. Mads Mikkelsen decideret lyser i flere scener. Nogle af de mest stærke er dem, hvor han alene, uden ord og med en minimal mimik på få sekunder får fortalt så meget, som da han ser sin døde kone på sygehuset.

Nikolaj Lie Kaas (Otto) spiller som så ofte før den kiksede, ærlige og på en eller måde midt i sartheden så stærke nørd, som man umiddelbart og hele vejen igennem føler stor sympati for.

Lars Brygmann er Lennart, der kan hacke sig ind i hvad som helst, og hvis moralske kompas løber om kap med hans humoristiske bemærkninger. Men som alle klovne, der gerne vil lægges mærke til, græder han også indeni.

Endelig er der den pizzaglade Emmenthaler. Han spilles af Nicolas Bro, der med vanlig elegance og en perfekt timing fylder rollen ud som eksperten, der kan det hele – i hvert fald i teorien og bag skærmen.

Filmen har flere store og gode biroller, men fremhæves skal især Roland Møller som rockerboss, svenske Gustav Lindh som ukrainsk trækkerdreng og Albert Rudbeck Lindhardt som Mathildes kæreste Sirius.

Danmarksbloggen giver normalt max 6 stjerner, men vil her kvittere med 7 store funklende stjerner til en film, som i dén grad kandiderer til at blive en klassiker. ”Retfærdighedens ryttere” viser det ypperste af, hvad dansk filmkunst og danske skuespillere kan i 2020 – og dét er gigantisk.

Samtidig fortæller filmen en almen historie om liv og død, om forholdet mellem generationer og mennesker, og ikke mindst om de dæmoner, vi alle render rundt med samt om hvordan vi – uden at vide, hvordan vi gør det – begraver vores døde, rejser os og går videre.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Falling”

Udgivet den af
Svar

”Falling” er om noget Viggo Mortensens film. Han har instrueret filmen (debut) samt været manuskriptforfatter, producer, komponist og hovedrolle-indehaver. Ja, man kan nærmest kalde ham en altmulighed i det medrivende familiedrama, som ikke er bange for at vise de konflikter, der nødvendigvis må opstå i en kontrastfyldt familie.

De to hovedpersoner er far og søn. Sønnen John spilles af Viggo Mortensen, mens faderen Willis spilles af Lance Henriksen, og de er forskellige på næsten alle punkter, hvilket giver et problematisk forhold, der bliver yderligere besværliggjort af farens hurtigt svindende hukommelse. Og der lægges ikke fingrene imellem i filmen.

”Falling” er tværtimod en virkelighedstro film, der viser den barske virkelighed, når et familiemedlem lider af demens. Men det, der gør ”Falling” ganske særlig, er, at filmen tør fremstille den demente far Willis som et usympatisk røvhul. Det er en meget befriende og mere korrekt portrættering af nogle personer med demens. Læg dertil at det er rart for en gangs skyld ikke at se det klassiske romantiserede Hollywood-glansbillede af en syg person.

Den usympatiske portrættering af Willis ligger også langt bedre i tråd med hans opførsel som ung far, som vi får et indblik i via diverse flashbacks. Flashbacksene er placeret gennem hele filmen, og giver os et bredere og bedre grundlag for at forstå historien og dermed forholdet mellem far og søn. Vi ser, og vi forstår, når vi får indblik i Willis’ hjerne og sporadiske hukommelse, der nogle gange er usammenhængende og fragmenteret, mens andet står helt skarpt.

Vi kommer blandt andet tæt på forholdet mellem Willis og hans første kone Gwen, som han elskede meget højt, selvom der også var store problemer. Disse glimt ind i det haltende ægteskab mellem Johns forældre er også med til at forklare nutidens konflikter mellem far og søn, der som de fleste familie-konflikter har rødder langt tilbage i tiden, her til Johns barndom.

Men vi kommer endnu tættere på John og Willis’ indbyrdes forhold i nogle filmtekniske flotte scener med håndholdt kamera, hvor man bliver suget ind i filmlærredet, og bliver holdt fast i dialogen mellem far og søn. En dialog, der skifter mellem det mondæne til en frustrerende samtale mellem to individer, der ikke længere har samme virkelighedsopfattelse pga. Willis’ forværrede hukommelse.

Dialogen mellem far og søn bliver til tider så vild og fuldstændig grænseoverskridende, at man sidder og krummer tæer, mens man andre gange ikke kan lade være med at grine ad de åndsvage kommentarer fra Willis. Uanset samtaleemnet viser disse intime scener mellem John og Willis deres modstridende forhold med kærlighed og knas, som udspringer fra de enorme identitets-forskelle på far og søn.

”Falling” går derfor tæt på de svære situationer, der kan opstå, når en sygdom som demens rammer et familiemedlem, og dennes normale, grundlæggende forståelse for verdenen går tabt. Vi står sammen med John i den frustrerende følelse af fortabthed, mens vi kun som tilskuere kan kigge på, at Willis’ personlighed langsomt krakelerer, og bliver mere og mere outreret. Men vi kan også lære noget af den svære situation, som ”Falling” portrætterer, nemlig hvordan vi selv kan handle som pårørende til en person med svigtende hukommelse/demens.

Viggo Mortensens karakter John prøver altid at være meget tålmodig overfor sin far, også selvom han må gentage sig selv, eller bare spille med på Willis’ forkerte minder. For filmens morale er, at det ikke er bedst, som nogle måske tror at fortælle en dement person, at de husker forkert, og at faktisk er x person død, eller y ting skete slet ikke. Men hvem gavner denne rettelse, spørger filmen. Ikke den demente. Den demente bliver kun overvældet af en følelse af mistillid til egen hukommelse, og en følelse af savn på ny, som den demente ellers kunne være forskånet for.

Filmens budskab er derfor, at det at rette på en dement i virkeligheden er en langt mere egoistisk handling fra de personer, som ikke lider af dårlig hukommelse eller demens, end at det er en god og påskønnet handling, der kommer den demente til gavn.

Hvad der er op eller ned i dén diskussion, vil Danmarksbloggen overlade til de professionelle. Men filmen ”Falling” er absolut seværdig – uanset om man er pårørende til en dement eller ej.

Danmarksbloggen giver ”Falling” 5 ud af 6 stjerner, da filmen er mere end blot et forfriskende virkelighedstro familiedrama. Den er også en mini-manuel til at omgås personer med svindende hukommelse. Samt at ”Falling” er en flot demonstration af Viggo Mortensen mesterlige egenskaber som en af Hollywoods dygtigste altmuligmænd.

Filmen har premiere overalt i landet i dag torsdag d. 5. november.

Skrevet af: Anna M. T. Frederiksen

Guide til en Corona-sikker Halloween

Udgivet den af
Svar

I morgen er det Halloween. Men højtiden bliver anderledes, som alt andet er det her i 2020.

Sundhedsstyrelsen anbefaler også at droppe de dele af årets Halloween-fejring, der inkluderer fester, udklædning, den traditionsrige slik-eller-ballade-runde, fakkeloptog og andet, hvor man er flere sammen end de 10, som man må være.

Danmarksbloggen iler derfor med en guide til, hvordan du kan fejre Halloween på en Corona-sikker måde – i din egen sociale boble:

  1. Skær et græskar derhjemme med familien – og stil det i vindueskarmen eller udenfor på trappen med et lys i
  2. Læs en spøgelseshistorie eller to højt for de mindste – eller for hinanden
  3. Skriv eller tegn en spøgelseshistorie selv – eller lav noget klippe-klistre-Halloween
  4. Bag en kage med Halloween-tema
  5. Se en uhyggelig film. Der er et væld af film, som har Halloween som tema

I Danmark omtales Halloween ofte som hyggelig uhygge, og det kan det sagtens være i en Corona-tid. Varm kakao og friskbagte boller smager heldigvis altid godt, også når man er i gang med et græskar, en spøgelseshistorie eller en film med hekse, skeletter, zombier og andet uhyggeligt.

Om dit udskårne græskar så skal have et mundbind på, bestemmer du selv. Græskar smitter nemlig ikke.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”DRUK”

Udgivet den af
Svar

What a life. Pop-hittet fra den danske musikgruppe ”Scarlet Pleasure” fylder biografsalen. Det samme gør lyden af fulde og feststemte gymnasieelever, og det er ren genkendelse hos mig. For det er den umiskendelige lyd, som inden Corona-karantænen var en fast del af mit liv som 3.g.´er. Lyden af ungdomsfester fyldt med liv, latter og ikke mindst alkohol i stride strømme. Den lyd, som Thomas Vinterberg med vanlig sans for detaljen får med i sin nye film ”DRUK”.

Men som bekendt kan vi ikke fortsætte ungdommens drukture. På et eller andet tidspunkt rammer den voksne virkelighed, og stilheden sætter ind. Men måske kan det være anderledes? For hvad nu hvis vi ikke behøvede at stille flasken på hylden? Hvad hvis vi i stedet kunne leve et bedre liv som højfunktionelle fuldtidsalkoholikere med bare en halv promille i blodet hele tiden?

Denne teori fra den norske psykiater, forfatter og professor Finn Skårderud udforsker de fire venner og gymnasielærere i Thomas Vinterbergs film ”DRUK”. De fire gymnasielærere spilles eminent af Mads Mikkelsen, Thomas Bo Larsen, Magnus Millang og Lars Ranthe. Mads Mikkelsen er blændende god, og Thomas Bo Larsen og Lars Ranthe leverer som sædvanlig en fornem præstation. Magnus Millang er man mest vant til at se som sjov mand, men det klæder ham at være mere alvorlig, og han er på nogle punkter den mest troværdige i skildringen af en dansk gymnasielærer.

Som alle andre midt i livet har de fire granvoksne gymnasielærere problemer at slås med på arbejdet og på hjemmefronten. Den fælles løsning bliver, at de sammen søger svaret på bunden af en flaske. De fire gymnasielærere i ”DRUK” er så mere end almindeligt grænsesøgende, når de gang på gang opfordrer hinanden til at fortsætte.

Og som forventet træder de også et skridt for langt i det vovelige eksperiment, så der opstår kriser, også store og skæbnesvangre kriser. Alligevel formår Thomas Vinterbergs ”DRUK” at være et livsbekræftende mesterværk, der blev til midt i instruktørens egen afgrundsdybe sorg.

For kun fire dage inde i optagelserne til filmen døde Thomas Vinterbergs datter, Ida, på tragisk vis i et trafikuheld. Ida var tiltænkt en større rolle i filmen, og hun var gymnasieelev på Aurehøj Gymnasium i Gentofte, hvor store dele af filmen er optaget. Filmen er derfor også tilegnet hende.

Med dette in mente rammer filmen endnu stærkere. Den står som et livsbekræftende testamente med dens budskab om, at vi skal leve livet fuldt ud, mens vi kan. Det siger man som bekendt også, at unge er gode til – og måske især unge på ungdomsuddannelserne i de afgørende år af ens liv, hvor der sker så meget. Dannelsesårene, hvor det betyder meget, hvem man har som lærer.

Det er et forhold, som fire lærere i ”DRUK” er meget bevidste om, og de vil så gerne være gode inspiratorer, som også mange af virkelighedens gymnasielærere vil det, og heldigvis er det.

Men også resten af gymnasie-universet er portrætteret tro mod virkeligheden i filmen, også fordi de unge spiller rigtigt godt. Mange af dem er også selv gymnasieelever i virkeligheden. Det er netop virkeligheden, som står som et monument i denne fiktive film. På mange måder er det en 1:1 socialrealistisk film, som Vinterberg har lavet. ”DRUK” handler ikke kun om den danske alkohol-kultur, men også om at træffe eksistentielle valg, der får stor betydning for ens liv.

Filmens univers er derfor også let at leve sig ind i, uanset om man lige er blevet student, eller om det er et par årtier siden, man stod med huen på hovedet. ”DRUK” taler derfor til alle aldre med budskabet om, at vi ikke skal tage livet for givet, heller ikke selvom man er ung. For man kan ikke automatisk gå ud fra, at man kommer til at opleve de store begivenheder som fx studentertiden.

Det ved jeg ligesom resten af min årgang, der blev student anno 2020, hvor Covid-19 truede med at lukke ned for studentertidens traditioner. Og vi gik også glip af nogle ting. Men vi fik det vigtigste: Vi fik huerne på, vi fik translokationen, og vi kørte rundt i studentervognene, som generationerne før os også gjorde det. Selvom restriktioner skabte ændringer i vores studentertid i forhold til dem, der var før os, så havde vi stadig det vigtigste: Hinanden. Vi var samlet til fælles fejring.

Det er der grund til at være taknemmelig over. For hverken i år eller fremover kommer alle klasser til at være hele og fuldtallige, når huerne skal på. I nogle klasser vil der være en tom stol som i Idas klasse, og som i en klasse på mit gymnasium. Vi kan alle blive ramt af døden, hvilket Vinterberg minder os om. Derfor er det så vigtigt at holde af livet og nyde det, mens man har det.

At se Thomas Vinterbergs ”DRUK” var derfor skræmmende og aktuel for mig. For livet forstås ofte stærkest set gennem kunstens briller, og ”DRUK” tvang mig til at se min egen dødelighed i øjnene og erkende, at mit liv også er flygtigt. Det var overvældende, og filmen ramte mig hårdt. Den er nemlig intens i sin realisme, men den giver samtidig en følelse, som kan vendes til en beslutning om at få det meste ud af livet, mens man er i det. Og så bliver filmen netop så livsbekræftende, som hensigten med den også er.

Men hvordan får man så mest ud af livet? Er det virkelig, som Finn Skårderud mente det, ved at drikke, så man konstant har en halv promille i blodet? Eller har vi alle sammen en personlig promille, der giver os den maksimale harmoni og veltilpashed? Og uanset hvad, hvor meget kan man så drikke, før det tager overhånd? Måske skal man slet ikke drikke, eller måske kunne man nøjes med at drikke med måde, selvom det ikke er en del af den indgroede danske alkohol-kultur, hvor hygge og fest rimer på alkohol?

Det sidste er ikke relevant for de fire gymnasielærere i ”DRUK”, som i stedet begiver sig ud på en vej, der er både forudsigelig og forfærdelig. Alligevel, eller måske netop på grund af dette, har Thomas Vinterberg skabt en livsbekræftende og ”larger than life” realistisk film, der handler om så meget mere end bare druk. What a life.

”DRUK” får seks ud af seks flasker fra Danmarksbloggens unge anmelder Anna M. T. Frederiksen.

Skrevet af Anna M. T. Frederiksen