Der er film, der går direkte ind i hjertekulen, og så er der film, som går endnu dybere, og ætser sig fast i ens dna. ”Retfærdighedens ryttere” er en af de film. Man ler, så det klukker, man kan mærke spændingen sitre i hele kroppen, man græder, og man kan næsten ikke bære det mere – og hele tiden sidder man med en stor knude i maven, der måske/måske ikke forløses, inden filmen er slut.

Dvs. jeg kender godt svaret på dét med forløsningen. Men hvis jeg skriver det, så giver jeg hele filmen væk, og det vil være en forbrydelse. For ”Retfærdighedens ryttere” er en af de få film, som bare skal ses – uanset om man er til thrillere, psykologiske dramaer, tids- og generationsportrætter – eller bare en god dansk film.

Filmen har også fire af de største danske filmstjerner i de bærende hovedroller. Men der er også en femte stjerne i filmen i den femte hovedrolle.  Hun hedder Andrea Heick Gadeberg, og spiller datteren Mathilde på en så hudløs måde, at man glemmer, at der ikke er tale om en dokumentar om en teenager, der mistede sin mor, da et tog blev sprængt i stykker. Mathildes sorg og manglende kontakt med den fra krigen hjemvendte far skildres præcist – og man føler med dem begge i deres søgen efter hinanden og de svar, som det er svært, ja måske umuligt at få.

”Retfærdighedens ryttere” er en eksistentiel film, der fortæller historien om, hvorfor en rød cykel i Tallinn, der skulle have været blå, afstedkommer adskillige voldsomme begivenheder i Danmark. Eller startede det hele i virkeligheden tidligere? For hvorfor sker ting? Hvad er årsag, og hvad er virkning? Og kan vi overhovedet nogensinde forvente at få et svar? Store spørgsmål, som filmen hele tiden kredser om, går ned i, ind i og tager livtag med.

”Retfærdighedens ryttere” bliver derfor også siddende i kroppen i flere timer, ja dage. Den bider sig fast i ens sjæl som et uafrysteligt mesterværk. Det er også Anders Thomas Jensen, der har skrevet og instrueret, som han har gjort det med en perlerække af gode, danske film. Også den, som mange i forvejen har sammenlignet ”Retfærdighedens ryttere” med, nemlig ”Blinkende lygter”.

Men til dem, som forventer en slags ”Blinkende lygter version 2”, er der kun en ting at sige: ”Blinkende lygter” var en fantastisk film, og der er ligheder. MEN: ”Retfærdighedens ryttere” er bedre. Mere voksen. Mere moden. Mere gakket, mere voldelig og endnu morsommere.

”Retfærdighedens ryttere” tør samtidig gå endnu længere ud i handlingen, endnu dybere ned i personerne og deres baggrundshistorier – og ikke mindst så viser og trækker filmen på den store alvor, som på mange måder har ramt vores samfund siden ”Blinkende lygter” havde premiere for 20 år siden. Også derfor er filmen et mesterværk.

For det er de helt store ting, som er på spil: Liv, død, menneskelige relationer og den mening med det hele, som så mange gerne vil finde, og søger i fx videnskaben, religionen og psykologien. Men indimellem kan ingen af de tilbudte forklaringsmodeller bruges. Indimellem har vi – når alt kommer til alt – kun hinanden og den tid, som vi bruger sammen. Men det kan være nok – også selvom vi så gerne vil have forklaringer og retfærdighed.

Men både forklaringer og retfærdighed kræver, at det er en overordnet mening og sammenhæng. Men måske findes der ikke andet end det fællesskab, som skabes, når vi rækker ud til hinanden. Dér hvor lyset stander stille på verdens kyst, som det synges i Jacob Knudsens salme ”Se, nu stiger solen”, som er med i ”Retfærdighedens ryttere”. Et smukt udtryk, uanset om man er troende eller ej.

Fællesskab har de fire retfærdighedens ryttere i hvert fald. For nok er ”Riders of Justice” navnet på en rockergruppe i filmen. Men de fire nedenstående herrer udvikler sig også til en slags retfærdighedens ryttere, der endda påtager sig at være både den dømmende og udøvende magt – samt fortolkere af den lovgivende magt. De fire ryttere er:

Mads Mikkelsen, der spiller Markus, som er en verbal ret tavs, men fysisk aktiv hævner. Mads Mikkelsen decideret lyser i flere scener. Nogle af de mest stærke er dem, hvor han alene, uden ord og med en minimal mimik på få sekunder får fortalt så meget, som da han ser sin døde kone på sygehuset.

Nikolaj Lie Kaas (Otto) spiller som så ofte før den kiksede, ærlige og på en eller måde midt i sartheden så stærke nørd, som man umiddelbart og hele vejen igennem føler stor sympati for.

Lars Brygmann er Lennart, der kan hacke sig ind i hvad som helst, og hvis moralske kompas løber om kap med hans humoristiske bemærkninger. Men som alle klovne, der gerne vil lægges mærke til, græder han også indeni.

Endelig er der den pizzaglade Emmenthaler. Han spilles af Nicolas Bro, der med vanlig elegance og en perfekt timing fylder rollen ud som eksperten, der kan det hele – i hvert fald i teorien og bag skærmen.

Filmen har flere store og gode biroller, men fremhæves skal især Roland Møller som rockerboss, svenske Gustav Lindh som ukrainsk trækkerdreng og Albert Rudbeck Lindhardt som Mathildes kæreste Sirius.

Danmarksbloggen giver normalt max 6 stjerner, men vil her kvittere med 7 store funklende stjerner til en film, som i dén grad kandiderer til at blive en klassiker. ”Retfærdighedens ryttere” viser det ypperste af, hvad dansk filmkunst og danske skuespillere kan i 2020 – og dét er gigantisk.

Samtidig fortæller filmen en almen historie om liv og død, om forholdet mellem generationer og mennesker, og ikke mindst om de dæmoner, vi alle render rundt med samt om hvordan vi – uden at vide, hvordan vi gør det – begraver vores døde, rejser os og går videre.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk