Anmeldelse: ”DRUK”

What a life. Pop-hittet fra den danske musikgruppe ”Scarlet Pleasure” fylder biografsalen. Det samme gør lyden af fulde og feststemte gymnasieelever, og det er ren genkendelse hos mig. For det er den umiskendelige lyd, som inden Corona-karantænen var en fast del af mit liv som 3.g.´er. Lyden af ungdomsfester fyldt med liv, latter og ikke mindst alkohol i stride strømme. Den lyd, som Thomas Vinterberg med vanlig sans for detaljen får med i sin nye film ”DRUK”.

Men som bekendt kan vi ikke fortsætte ungdommens drukture. På et eller andet tidspunkt rammer den voksne virkelighed, og stilheden sætter ind. Men måske kan det være anderledes? For hvad nu hvis vi ikke behøvede at stille flasken på hylden? Hvad hvis vi i stedet kunne leve et bedre liv som højfunktionelle fuldtidsalkoholikere med bare en halv promille i blodet hele tiden?

Denne teori fra den norske psykiater, forfatter og professor Finn Skårderud udforsker de fire venner og gymnasielærere i Thomas Vinterbergs film ”DRUK”. De fire gymnasielærere spilles eminent af Mads Mikkelsen, Thomas Bo Larsen, Magnus Millang og Lars Ranthe. Mads Mikkelsen er blændende god, og Thomas Bo Larsen og Lars Ranthe leverer som sædvanlig en fornem præstation. Magnus Millang er man mest vant til at se som sjov mand, men det klæder ham at være mere alvorlig, og han er på nogle punkter den mest troværdige i skildringen af en dansk gymnasielærer.

Som alle andre midt i livet har de fire granvoksne gymnasielærere problemer at slås med på arbejdet og på hjemmefronten. Den fælles løsning bliver, at de sammen søger svaret på bunden af en flaske. De fire gymnasielærere i ”DRUK” er så mere end almindeligt grænsesøgende, når de gang på gang opfordrer hinanden til at fortsætte.

Og som forventet træder de også et skridt for langt i det vovelige eksperiment, så der opstår kriser, også store og skæbnesvangre kriser. Alligevel formår Thomas Vinterbergs ”DRUK” at være et livsbekræftende mesterværk, der blev til midt i instruktørens egen afgrundsdybe sorg.

For kun fire dage inde i optagelserne til filmen døde Thomas Vinterbergs datter, Ida, på tragisk vis i et trafikuheld. Ida var tiltænkt en større rolle i filmen, og hun var gymnasieelev på Aurehøj Gymnasium i Gentofte, hvor store dele af filmen er optaget. Filmen er derfor også tilegnet hende.

Med dette in mente rammer filmen endnu stærkere. Den står som et livsbekræftende testamente med dens budskab om, at vi skal leve livet fuldt ud, mens vi kan. Det siger man som bekendt også, at unge er gode til – og måske især unge på ungdomsuddannelserne i de afgørende år af ens liv, hvor der sker så meget. Dannelsesårene, hvor det betyder meget, hvem man har som lærer.

Det er et forhold, som fire lærere i ”DRUK” er meget bevidste om, og de vil så gerne være gode inspiratorer, som også mange af virkelighedens gymnasielærere vil det, og heldigvis er det.

Men også resten af gymnasie-universet er portrætteret tro mod virkeligheden i filmen, også fordi de unge spiller rigtigt godt. Mange af dem er også selv gymnasieelever i virkeligheden. Det er netop virkeligheden, som står som et monument i denne fiktive film. På mange måder er det en 1:1 socialrealistisk film, som Vinterberg har lavet. ”DRUK” handler ikke kun om den danske alkohol-kultur, men også om at træffe eksistentielle valg, der får stor betydning for ens liv.

Filmens univers er derfor også let at leve sig ind i, uanset om man lige er blevet student, eller om det er et par årtier siden, man stod med huen på hovedet. ”DRUK” taler derfor til alle aldre med budskabet om, at vi ikke skal tage livet for givet, heller ikke selvom man er ung. For man kan ikke automatisk gå ud fra, at man kommer til at opleve de store begivenheder som fx studentertiden.

Det ved jeg ligesom resten af min årgang, der blev student anno 2020, hvor Covid-19 truede med at lukke ned for studentertidens traditioner. Og vi gik også glip af nogle ting. Men vi fik det vigtigste: Vi fik huerne på, vi fik translokationen, og vi kørte rundt i studentervognene, som generationerne før os også gjorde det. Selvom restriktioner skabte ændringer i vores studentertid i forhold til dem, der var før os, så havde vi stadig det vigtigste: Hinanden. Vi var samlet til fælles fejring.

Det er der grund til at være taknemmelig over. For hverken i år eller fremover kommer alle klasser til at være hele og fuldtallige, når huerne skal på. I nogle klasser vil der være en tom stol som i Idas klasse, og som i en klasse på mit gymnasium. Vi kan alle blive ramt af døden, hvilket Vinterberg minder os om. Derfor er det så vigtigt at holde af livet og nyde det, mens man har det.

At se Thomas Vinterbergs ”DRUK” var derfor skræmmende og aktuel for mig. For livet forstås ofte stærkest set gennem kunstens briller, og ”DRUK” tvang mig til at se min egen dødelighed i øjnene og erkende, at mit liv også er flygtigt. Det var overvældende, og filmen ramte mig hårdt. Den er nemlig intens i sin realisme, men den giver samtidig en følelse, som kan vendes til en beslutning om at få det meste ud af livet, mens man er i det. Og så bliver filmen netop så livsbekræftende, som hensigten med den også er.

Men hvordan får man så mest ud af livet? Er det virkelig, som Finn Skårderud mente det, ved at drikke, så man konstant har en halv promille i blodet? Eller har vi alle sammen en personlig promille, der giver os den maksimale harmoni og veltilpashed? Og uanset hvad, hvor meget kan man så drikke, før det tager overhånd? Måske skal man slet ikke drikke, eller måske kunne man nøjes med at drikke med måde, selvom det ikke er en del af den indgroede danske alkohol-kultur, hvor hygge og fest rimer på alkohol?

Det sidste er ikke relevant for de fire gymnasielærere i ”DRUK”, som i stedet begiver sig ud på en vej, der er både forudsigelig og forfærdelig. Alligevel, eller måske netop på grund af dette, har Thomas Vinterberg skabt en livsbekræftende og ”larger than life” realistisk film, der handler om så meget mere end bare druk. What a life.

”DRUK” får seks ud af seks flasker fra Danmarksbloggens unge anmelder Anna M. T. Frederiksen.

Skrevet af Anna M. T. Frederiksen

Skal man drikke alkohol i store mængder for at være dansk?

Skal man drikke alkohol i store mængder for at være dansk? Og bliver man mere dansk, hvis man tit og ofte nedsvælger enorme mængder alkohol?

Det er der mange, der mener – især i de generationer, der er over 30 år, og som ikke kan tænke sig en weekend uden rødvin, øl og/eller stærke drinks.

Sådan har det været lige siden vikingetiden, vi danske, vi drikker – og drikker meget, lyder argumentet med henvisning til fortidens kæmper, der bællede mjød i en grad og et tempo, som kun nutidens hardcore weekend-rødvins-øl-drinks-drankere kan konkurrere med.

Og ja, siden vikingetiden gik det slag i slag med drikkeriet op gennem Danmarkshistorien.

I middelalderen drak således både børn og voksne øl i stedet for vand. Vandet var fuld af alt muligt, som man blev syg af, så man drak øl istedet, dog øl med mindre procenter end der er i nutidens øl.

I renæssancen drak Christian d. 4 enorme mængder af alkohol, både øl og rhinskvin, sammen med sin søn, den udvalgte prins Christian, der døde af skrumpelever og druk, inden han blev konge. Han tålte ikke de våde varer ligeså godt som faderen.

Senere i 1700-tallets oplysningstid drak alle – men især bønder og andre udsatte – snaps, øl og andre stærke drikke for at holde deres slidsomme og hårde liv ud, som Holberg så mesterligt har beskrevet det i “Jeppe på Bjerget”.

Og op gennem 1900-tallet blev hygge synonym med først det danske smørrebrød, øl og snaps, og senere med grill og rødvin.

Så ja, det er en dansk tradition at drikke alkohol. Drikke for at hygge sig, drikke for at være fri og slippe hæmningerne, drikke for at holde livet ud, om man så skal dø af det, hvad mere end 6000 danskere gør om året. Det er mere end ti gange så mange, som der dør i trafikken.

Ifølge Sundhedsstyrelsen drikker en fjerdedel af danskerne også over den anbefalede minimumsgrænse, som er 7 genstande for kvinder og 14 for mænd om ugen – og aldrig mere end 5 genstande af gangen.

Dertil kommer så de 10% af danskerne, der drikker over højrisiko-grænsen, som er 14 genstande for kvinder og 21 for mænd.

http://www.sst.dk/Sundhed%20og%20forebyggelse/Alkohol.aspx

Og det er langtfra kun ham på bænken, der drikker. Det er især alle de andre. Dér er misbruget bare accepteret, fordi det jo sker i venners lag eller familiens skød i weekenden. Og den tirsdag aften, hvor man da liiiiiiiige skal have sig en flaske vin … eller den onsdag eftermiddag, hvor man snupper sig et par øl eller fem med kollegaerne. For det er jo SÅ hyggeligt …

Eller er det nu så hyggeligt? For det på overfladen så “muntre” og “hyggelige” alkohol-liv har en skyggeside. Altfor tidlig død, altfor mange dårlige leveår, altfor mange sygdomme og mere end 120.000 børn, som vokser op i familier med alkoholproblemer.

Så nej, alkohol er ikke hyggeligt.

Og nej, bare fordi danskerne har drukket sig igennem et årtusinde, behøver det ikke fortsætte. Vi kan godt ændre vores drikkekultur – og samtidig være danske. Vores danskhed ligger ikke på bunden af en flaske, men findes i mødet og omgangen med vores medmennesker.

De unge er igang. Se her: http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2013/07/12/222514.htm

Dét er positivt. Nu mangler vi blot at få de ældre med på vognen, vandvognen. For man kan godt hygge sig og være fri uden alkohol.

Dermed ikke være sagt, at man aldrig skal nyde et glas vin eller en øl. Selvfølgelig kan man det – men med måde.

For der er en verden til forskel på – af og til og gerne med ugers mellemrum – at nyde et enkelt glas, og så dette at lade alkohol og hygge være hinandens siamesiske tvillinger, som altfor mange danskere gør det idag.

Man kan måske endda hygge sig mere og bedre, fordi man er ægte – og det er én selv og ikke et selv influeret af Rhône-vinen eller Carlsberg-øllen eller Smirnoff-vodkaen, der taler.

Man er ihvertfald mere fri, når ens livsglæde ikke afhænger af procenterne i en flaske, men af en selv og ens familie og venner.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk