Er den vestlige civilisation på vej ned?

En civilisation, som ikke kender og værner om sine egne historier, er en kultur, der er på vej ned. Det er et samfund, som er i gang med at falde fra hinanden, hvad vi har set mange gange i historien – også på vores eget kontinent med Romerriget og de græske bystater som de mest kendte eksempler.

Og nu tyder meget på, at det er ved at ske igen. Denne gang i hele den vestlige verden, hvor vi på den ene side har travlt med at hylde friheden og individet – mens vi på den anden glemmer det, som vi er bygget på og af.

Og nej, jeg taler ikke om kristendommen som institution, selvom det ellers er så populært i denne tid. Jeg taler om de historier, som er blevet fortalt gennem de sidste tusinde, ja to tusinde år plus det løse, og som har givet os rødder, selvforståelse og fremtidsdrømme.

De historier er selvsagt de bibelske fortællinger. Men det er også de historier, som vi har fra de tidligere civilisationer på vores breddegrader, hvor en af de mest kendte beretninger er Homers ”Odysseen”.

Det er en fantastisk – og trods både tragedier og masser af action – humoristisk fortælling om en mand, Odysseus som fornærmer guderne – især Havets gud Poseidon, men også både Solens gud Helios og Chefguden Zeus. Odysseus må derfor må lide alverdens modgang i de 10 år, som det tager ham at komme hjem til Ithaka efter han har været i krig i Troja.

Og at Odysseus overhovedet vender hjem, skyldes en fjerde guds – eller rettere gudindes mellemkomst, nemlig selveste Athene, der er gudinde for krig, kunst og håndværk – og som ikke er bange for at udfordre selveste Zeus, der i øvrigt er hendes far.  

Så nej, man kan ikke fortælle om Odysseus uden at fortælle om guderne. De er ligeså centrale i historien om Odysseus selv. Men det kan den berømmede filminstruktør Christopher Nolan så godt i hans nye film ”The Odessey”, hvor guderne er helt væk – og det blot handler om en PSTD-ramt mand på vej hjem fra krig.

Det holder ikke. Men en ting er et dårligt filmmanuskript. Det værste er, at filmen roses i lange baner … og at nærmest ingen, heller ikke anmeldere, sender græske klagesange, de såkaldte elegier, ud i verden over det håbløse filmmanuskript, som Nolan har filmatiseret, og som er det rene asebi, en respektløs holdning over for guderne, som var en alvorlig forbrydelse på Homers tid, men som nu blot accepteres.

 For så stort er videns- og dannelsestabet blevet – også på Parnasset.

Det er skræmmende. Man skal kunne sin Homer, sin Holberg, sin Heiberg og alle de andre skønånder, når man beskæftiger sig professionelt med kunst og kultur i Danmark. For så er man bærer af de historier, som skal bringes videre til kommende generationer. De historier, som vi forstår os selv og vores kultur og historie og identitet igennem. De historier, som skal fortælles igen og igen – og som skal drages ind i nye beretninger, som Karen Blixen og H. C. Andersen gjorde med manér.

De historier, som handler om det almene ved at være menneske og livet. For hvis ikke vi fortæller de historier, så mister vi os selv og vores kultur – og så er vi og vores civilisation dømte til undergang.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Den fjerde Oscar for bedste film

Siden H.C. Andersen har danskerne kunnet det med at fortælle historier – både med ord og i billeder.

I nat fik Danmark således sin fjerde Oscar i kategorien bedste udenlandske film for Thomas Vinterbergs ”DRUK” – eller ”Another Round”, som den lidt lamt hedder på engelsk. BINGE DRINKING havde været en mere rammende titel. Det er instruktør Thomas Vinterberg, som sammen med Tobias Lindholm har skrevet manuskriptet til ”DRUK”.

Men uanset titel er det en rigtig god film, fordi den handler om eksistentielle emner, fordi den tør behandle alkoholen hele vejen rundt – fra ekstasen til katastrofen.

Så det var så fortjent, at filmen vandt til en Oscar-uddeling, der midt i pandemiens alvor viste os lidt galla og glamour. Samt at en hel verden delte Vinterbergs tårer, da han dedikerede prisen til datteren, Ida, som skulle have haft en rolle, men som døde fire dage inde i optagelserne.

Danmarksbloggen gav i sin tid “DRUK” seks ud af seks flasker i sin anmeldelse – og Danmarksbloggens unge anmelder Anna M. T. Frederiksen skrev blandt andet:

Det er netop virkeligheden, som står som et monument i denne fiktive film. På mange måder er det en 1:1 socialrealistisk film, som Vinterberg har lavet.

”DRUK” handler ikke kun om den danske alkohol-kultur, men også om at træffe eksistentielle valg, der får stor betydning for ens liv.

Thomas Vinterbergs ”DRUK” er et livsbekræftende mesterværk, der blev til midt i instruktørens egen afgrundsdybe sorg.

Med dette in mente rammer filmen endnu stærkere. Den står som et livsbekræftende testamente med dens budskab om, at vi skal leve livet fuldt ud, mens vi kan

Læs hele anmeldelsen her: http://danmarksbloggen.dk/?p=11427

Danmarksbloggens unge anmelder var dybt grebet – også fordi hun kunne spejle sig én til én i det gymnasie-miljø, som filmen foregår i.

Som midaldrende kan undertegnede derimod spejle sig i de fire hovedpersoners længsel efter dengang verden var stor, åben, grøn og saftig. Dengang men ikke lod sine forår gå til spilde. En tid man godt kan savne, fordi den var så levende, så fuld af alting, at det gnistrede og sprudlede.

Men det kan livet blive igen, omend vejen til et sprudlende liv som midaldrende ikke går via en ekstra halv promille. Den går via en accept af, at livet og verden også er godt senere på året, når skoven står mørkegrøn, kornet er gyldent, og man aner løvfaldet et sted ude i horisonten.

Men livet har stadig meget at byde på, og inden det sidste løvfald kan man få en dejlig og lang sensommer – hvis man tør gribe de frugter, som der ret beset hænger flere af på træerne, end der gjorde dengang, hvor alt var nyt og lysegrønt.  

De tre andre danske Oscars for bedste udenlandske film er gået til ”Babettes gæstebud” i 1988 (historien skrevet af Karen Blixen og filmen instrueret af Gabriel Axel), ”Pelle Erobreren” i 1989 (historien skrevet af Martin Andersen Nexø og filmen instrueret af Bille August) og ”Hævnen” i 2011 (historien skrevet af Anders Thomas Jensen og filmen instrueret af Susanne Bier).

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hvem er Danmark?

Dansk Forfatterforening sendte tidligere på året (i et projekt støttet af Nordea) 20 danske forfattere ud til 20 forskellige byer i Danmark for at tage pulsen på byen og give et bud på, hvordan byen er – eller rettere hvem byen er.

Danmarksbloggen har læst alle 20 fortællinger – og især bidt mærke i dem, som foregår udenfor de store byer, hvilket er langt de fleste.

For historierne fra byer som Korsør, Nyborg, Marstal, Ringkøbing, Ikast og flere endnu er mere ens end de er forskellige i deres beskrivelser af en hverdag, der minder mere om livet i København og Aarhus end den kreative klasse måske bryder sig om at høre.

Ja, når man læser de små fortællinger (der måtte fylde max en side, og som for nogles vedkommende er digte eller forsynet med tegninger), så fornemmer man hos forfatterne en slags forundring over, at livet i de mindre byer kan spejles en-til-en med tilværelsen i storbyernes kreative ghettoer (hvis altså man ser bort fra prisskiltet på en café latte og boligen).

Men det er ganske enkelt: Mennesket er ens alle steder til alle tider. Det har vi så åbenbart glemt. For så langt ude er det åbenbart kommet med danskernes kendskab til hinanden, så langt væk er vi i 2019 fra hinanden. Vi tror, at ”de andre” er helt vildt anderledes – men det er de ikke.

Vi er ret ens, uanset om vi bor på den jyske hede, i en forstad til København, en gammel fynsk købstad eller alle mulige andre steder.

Projektet med de udvalgte 20 byer er også tænkt som en opfordring til at lade skoleelever i udskolingen skrive om deres lokalområde. Og det har de gjort i de udvalgte byer på workshops sammen med forfatterne – og vinderne får en klassetur til Bogforum i Bellacentret til november.

Danmarksbloggen forventer, at de unges historier bliver spændende i betydningen seriøst spændende.

Alene fordi de historier skrives af dem, som ikke kun er på besøg, men som lever i de forskellige danske byer. Så ved at læse de unges historier vil man reelt kunne blive klogere på de forskelle og ligheder, som der måske/måske ikke er i vores lille, homogene land.

Danmarksbloggen håber derfor, at de unges fortællinger også kommer på nettet. Der bliver i så fald noget at læse, som giver mening.

Se mere på www.hvemerdanmark.dk

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk