Anmeldelse: SKAM2

Danmarksbloggen har ladet to unge mennesker, Troels Rindal og Anna M.T. Frederiksen, med en fremtid i teater- og filmverdenen stå for anmeldelsen af SKAM2 på Aveny-T:

Den norske tv-serie SKAM har taget hele verden med storm. Den store succes og næsten kultstatus, som serien hurtigt fik, har resulteret i mange genindspilninger i flere forskellige lande, bl.a. USA, Tyskland og Spanien.

Men i Danmark har Aveny-T valgt at bringe SKAM’s unge karakterer og deres problemer til live på de skrå brædder. Dette skift fra ét medie til et andet kan være svært at udføre, men det er blevet gjort med en kyndig og kærlig hånd på teatret på Frederiksberg, og resultatet er blevet et ganske innovativt teaterstykke, både på grund af scenografien, castet og fusionen af live-filmstumper og råt skuespil.

Hvis man aldrig har været på Aveny-T teateret og oplevet sceneopbygningen, kan det kun beskrives på én måde; Anderledes. Publikum sidder i 360 grader rundt om en firkantet scene, hvor vi ofte får lov at se det hele fra et fugleperspektiv med de opsatte kameraer og dertilhørende skærme. Men skuespillet foregår ikke kun på dette lille frimærke i midten af salen. De purunge skuespiller fistrer forbi, igennem og rundt om publikum, så vi konstant bliver holdt aktive og på kanten af vores sæder.

Og selvom skuespillerne farer rundt imellem os, formår de stadig at bevare den så berømte 4. væg, hvilket minder meget om selve tv-serien SKAM. Tv-serien brugte også sociale medier som Instagram for at kommunikere ud til seerne, men distancen blev altid bibeholdt i både tv-serien og teaterstykket.

De sociale medier, som spillede en kæmpe rolle i tv-serien, blev også stadig brugt på Aveny-T. Dog var det her kun sms-beskeder, der blev projekteret op på skærmene, men effekten var præcis som i serien – man kunne mærke den teknologiske udvikling verden har været igennem, og som har haft så stor betydning for os unge og vores kommunikationsmuligheder i dag.

Skærmene blev heller ikke kun brugt til at give publikum et glimt af, hvad der foregik på karakterernes mobiltelefoner. De blev også brugt til at vise de efterhånden ikoniske sceneskift med den velkendte gule skrift, som indikerer, at vi nu skal til et nyt tidspunkt i de unge gymnasieelevers liv.

Alle, der har set sæson 2 af SKAM, ved, at netop denne sæson er lang. Netop derfor gjorde vi os her hos Danmarksbloggen en del tanker om, hvordan folkene bag stykket skulle få kogt det hele ned til en én-aftensforestilling uden at tabe nogle centrale pointer eller begivenheder på gulvet. Og selvom det uden tvivl har været noget af en opgave, blev den fornemt løst – de vigtige begivenheder blev udført på smukkeste vis af de unge skuespillere, og det, der ikke kunne vises, blev fortalt af andre karakterer.

Dette fortællergreb ligger langt væk fra den originale serie, men det skabte en god dynamik at få de mange forskellige subjektive synspunkter – noget vi ikke får på samme måde i tv-serien. Derudover gjorde denne fortælleteknik det også muligt at slippe for en langtrukken eller kedelig aften i teatret med overflødigt mange informationer.

For dette stykke er alt andet end langtrukkent og kedeligt – der er fart på fra starten, der er masser af bevægelse og energi, og dette afspejler alt sammen, hvor karaktererne er i deres liv. For netop i denne unge alder er man fyldt med energi og tørst på at komme ud og leve livet, men man er samtidig så dritt-sårbar.

Alle disse aspekter af ungdomslivet ser vi hos hovedpersonen Noora, som spilles formidabelt af den 17-årige Fanny Bornedal. Og ikke kun teater-debutanten Fanny Bornedal spiller godt, hele castet er som skabt til deres individuelle roller. De giver alt, hvad de har i sig, og viser både de sjove og sårbare sider af det at være ung i dag. De kommer ud til publikum, både fysisk og psykisk, og man lader sig som publikum rive med og opsluge af interne intriger og udefrakommende problemer.

Vi føler med dem, vi bliver glade på deres vegne, og vi er sammen med dem hele følelsesregistret igennem – hvilket er ganske imponerende at nå på omkring 1 time og 45 minutter. Men dette formår de unge skuespillere og deres rå skuespil altså at gøre, hvilket også er med til at det bliver til et fantastisk teaterstykke, som kun kan anbefales herfra.

Vi har valgt at give individuelle stjerner:

Troels Rindal giver SKAM2 4 ud af 5 stjerner.
Anna M. T. Frederiksen giver SKAM2 4,5 ud af 5 stjerner.

Skrevet af Anna M. T. Frederiksen

Danmarksbloggen vil derfor konkludere, at det samlede antal stjerner for SKAM2 ender på 5 stjerner ud af 6 mulige – og tilføjer en kommentar omkring, at når de unge, som har set hele serien, er så begejstrede for teater-udgaven, så kan alle  i de ældre generationer også med fordel gå ind og se forestillingen.
Om ikke andet så for at forstå den generation, som er ung i dag – og som er så meget mere og meget bedre end sit rygte. De unge både kan og vil noget – og ikke kun for sig selv, også for resten af samfundet. Der er håb.

Anna M. T. Frederiksen: RÆDSELSFÆNGSLET

I Danmarksbloggens sommerserie om ferieminder, som handler om at besøge steder, der skal ses som en advarsel til vor tid, fortsætter vi med gymnasieelev Anna M. T. Frederiksens fortælling om, hvordan hun på en skoletur i 2016 oplevede rædselsfængslet Hohenschönhausen:

Det er efterår, og der er lang vej at gå fra sporvognen…

Vi er på vej til Hohenschönhausen, det gamle DDR-fængsel lidt udenfor Berlin, som russerne oprindeligt begyndte at anvende i 1945, da 2. verdenskrig sluttede. Men russerne forsvandt med tiden, og deres venner i det kommunistiske DDR overtog i 1951 fængslet, som snart blev berygtet for den ekstreme psykiske terror, som foregik dér orkestreret af det østtyske sikkerhedspoliti, det berygtede og frygtede Stasi.

Ja, allerede inden fangerne ankom til fængslet startede det psykiske pres. For når en person blev anholdt inde i Berlin, så kunne vedkommende blive kørt rundt i en varevogn gennem gaderne i timevis, inden bilen kørte op til fængslet, og mareridtet for alvor begyndte.

For var der en ting, som man kunne være sikker på som fange i Hohenschönhausen, var det, at der blev gjort alt for at nedbryde én, så man til sidst knækkede og fortalte alt.

Man måtte ikke tale med andre fanger, ja ofte så man end ikke andre fanger, man fik frataget alt personligt, man skulle ligge på ryggen og sove – og det blev tjekket flere gange i timen, om man lå reglementeret, man måtte heller ikke sidde eller ligge om dagen, men skulle stå ret op og vente på at komme til forhør.

Forhøret var så noget af det, som virkelig viste deres umenneskelighed, for det foregik i noget, der mindede om en dagligstue med bløde stole og brunmønstret tapet på væggene, og her var der tit en ”hyggelig” atmosfære med ”rare” mennesker, som stod i skærende kontrast til de umenneskelige vilkår, iskolde betonceller og hårde fangevogtere, som fangerne mødte til hverdag.

Meningen var selvfølgelig, at fangerne dermed ikke skulle kunne lade være med at bryde sammen og fortælle alt.

Og selvom vi ved, at vi kun er der på besøg og skal tilbage til vores hotel, hvor morgenmaden godt nok ikke er noget at råbe hurra for, så er det alligevel super-ubehageligt at gå igennem fængslet. Og måske allermest at se den lille gummi-celle, isolationscellen, som fangerne sad i, og som ikke var større end et par meter på hver led og kulsort.

Den slags kan gøre hvem som helst sindssyg, tænker jeg og gyser, mens jeg tjekker min mobil, som uvist af hvilken årsag er ved at gå i stykker. Det er selvfølgelig ærgerligt, især fordi vi skal være her to dage endnu, men sammenlignet med de mange tusinde mennesker, som sad her i månedsvis – måske bare fordi de havde søgt om udrejsetilladelse til Vesten eller sagt, at kommunisterne var dumme – så er det et meget lille problem.

Det samme er mine ømme fødder, selvom turen hjem fra Hohenschönhausen føles dobbelt så lang som turen ud. Heldigvis er der en moderne McDonalds i nærheden, som vi går ind på – for Vesten og alt hvad den står for er for længst kommet til denne del af det gamle DDR.

Skrevet af: Anna M. T. Frederiksen, gymnasieelev