Anmeldelse: ”Pigen med bomberne” på Mungo Park

Sagen om Kundby-pigen (hende, der ville bombe den jødiske Carolineskole i København og Sydskolen i Fårevejle) vakte alle danskeres interesse i 2017.

Men hvad skete der egentlig i den 15-årige piges hoved? Dét spørgsmål forsøger instruktør Tue Biering at svare på i sit nyeste teaterstykke ”Pigen med bomberne”, som spiller på Mungo Park.

Scenen er tom og mørk. En lyshåret, ung pige med ansigtet oplyst af mobilens skærmlys dukker frem. Alt, hvad hun og de andre piger foretager sig, gør de, fordi de på sms har fået at vide, at de skal.

Flere og flere piger kommer frem. Alle med hovedet dybt begravet i mobilen, og dette gør det umuligt for de tre voksne kvinder (som også er en del af forestillingen) at nå ind til pigerne. De tre kvinder prøver alle at finde ud af, hvad der kunne få en ganske ung, dansk skolepige til at ønske at lave et terrorangreb.

Kvinderne er et spejl af den gennemsnitlige dansker; uforstående, med et ønske om at forstå, men samtidig bange. Bange for den nye trussel. For den unge pige passer jo ikke på profilen af en såkaldt terrorist, men det var hun jo.

Men hvis ikke hun passer på den stereotype karakter, som mange i Danmark har om en terrorist – hvordan kunne hun så alligevel havne i den situation? Var hun vred? Forført af en tanke om at skabe et hul i verden, som ikke kunne overses? Var det opmærksomhed, der trak i hende? Eller var det en følelse af afmagt?

Vi får ikke et definitivt svar på de spørgsmål i stykket. Men alle sten bliver vendt, og alle argumenter bliver diskuteret. Dog bliver det hele lidt for meget en repetition af sig selv, og der er ikke mange tanker, som ikke allerede havde været på bordet, da sagen stadig var en sensation med nyhedsværdi.

En anden ting, der er i overflod, er rekvisitter.

Scenegulvet er bogstaveligt talt oversvømmet af rekvisitter og kostumedele, da alle skuespillerne kommer ind til sidst for at bukke og modtage publikums klapsalver. Rekvisitterne er overalt, og de tager desværre hurtigt fokus væk fra de dygtige skuespillere, som kommer med nogle udmærkede overvejelser over, hvorfor en ung pige bliver terrorist.

Forestillingens fokus bliver desværre også fjernet fra kvindernes egne idéer om, hvorvidt deres datter da ikke kunne blive sådan, eller at de måske selv kunne have gjort noget lignende i den alder. Det er rigtig synd for både de dybe psykologiske overvejelser, som kvinderne har – samt for nogle af rekvisitterne, som giver stykket en kant og en dybde, som er meget unik. Men det drukner desværre i bjergene af stof, røg og acetone.

Men midt i alle rekvisitterne skinner slutningen på stykket alligevel igennem.

Den hær af piger, som af de udefrakommende og uforstående voksne bliver udstyret med våben og motiver, står truende og tårner op over den rodede scene. Og da de voksne går, vender de unge piger tilbage til deres hverdag og deres mobiler. For ikke alle unge piger har ondt i sinde, når det kommer til stykket – selvom én havde.

For én havde. En, der var god til at lyve. En, der ikke var helt som de andre. En, der senere skulle blive kendt som Kundby-pigen – ”pigen med bomberne”.

Men hvem var hun? Det ved vi egentlig stadig ikke – og måske får vi det heller aldrig at vide.

”Pigen med bomberne” på Mungo Park får 4 ud af 6 sprængfarlige bomber af både Isabella Auken og Anna M. T. Frederiksen

Stykket spiller indtil 12. oktober.

Anmeldelse: SKAM3 på Aveny-T

Den norske hitserie ”SKAM” kommer endnu en gang på besøg på de danske skrå brædder, denne gang med sæson 3, hvis omdrejningspunkt er den svære romance mellem Isak og Even.

Som ung er det ikke altid nemt at finde sig selv og sin plads i livet, og når ens seksualitet udfordres, bliver det kun en endnu sværere balancegang. Det er tydeligt at se hos den unge Isak, som pludselig falder for en fyr, i stedet for den pige, han altid troede, han skulle blive forelsket i.

Men som stykket skrider frem, begynder Isak at tro på sine egne følelser, for som Even siger: ”ingen andre end dig selv kender dine følelser”. Og med troen på sine egne følelser, kan Isak også tro på, at forholdet mellem ham og Even vil lykkes, selvom det bestemt ikke er uden besvær.

For den fyr, som Isak er faldet for, er bipolær, og oven i det har han en pigekæreste. Men som det fleste nok allerede har set i tv-serien, ender det godt for de to unge fyre.

Det er altså ikke små emner, der tages op i ”SKAM3”, men det behandles af Aveny-T og de seks unge skuespillere med så megen finfølelse og troværdighed, at man som tilskuer aldrig stiller spørgsmålstegn ved, om Even nu også er syg, om Isak og Evens forhold er reelt, og om vennernes reaktion er realistiske.

Det virker på ingen måde opstyltet eller overdramatisk, men skildrer på autentisk vis til gengæld, hvordan det er at date som ung i 2019, og hvad en mental lidelse kan gøre ved en person og et forhold.

”SKAM3” viser alle op- og nedture, og det unge cast er ikke bange for at leve sig fuldt ind i rollerne. Dette giver stykket en fantastisk følelse af nærvær og troværdighed, både mellem selve karaktererne, og mellem skuespillerne og publikummet.

Og ligesom det ikke er lette emner, der bringes på bane, er det heller ikke små ting, der sker for hovedpersonen Isak. Man fornemmer klart, at han gennem stykket går fra at ville have kontrol over sit liv til at det hele ramler om ørerne på ham.

Selvom det kan være svært at forlige sig med, så indser Isak, at man bare må tage livet minut for minut, og at man ikke bare kan skifte scene, som hvis livet var en film. Det er et gennemgående ting, at Isak og Even snakker om, at livet er som en film, hvor man selv er instruktør.

Et andet gennemgående element er, at Isak bruges som et talerør mellem scenen og stolerækkerne, da han flere gange bryder den fjerde væg, og taler direkte til publikum.

Dette spring til et meta-niveau sker både i starten og slutningen med en lille monolog om forholdet mellem skuespiller og tilskuer, og gennem hele stykket med den korte bemærkning ”skift”, der indleder et sceneskift. Isak sætter herefter ganske kort scenen, så tilskueren igen ved, hvor vi er, og så kører showet ellers videre.

Men også disse behændige sceneskift stopper, da Isak og Even begge indser, at vi mennesker ikke kan undgå ubehagelige situationer ved at løbe fra dem, men ved at tage det et skridt ad gangen.

Man sidder som tilskuer tilbage med en følelse af, at man selv er en del af begivenhedernes gang. Kun i starten skulle man vænne sig til, at Isak var en slags fortæller eller en oversætter mellem verdenen på de skrå brædder og vores verden. Men efter kort tid blev det kun nemmere og paradoksalt nok mere nærværende, at Isak fungerede som et mellemled.

”SKAM3” på Aveny-T fanger Julie Andems originale skildring af unge mennesker, og gør da også brug af fx sms’er som i tv-serien. Derudover fremfører skuespillerne tv-serien på troværdig og virkelighedstro manér, og med en pikant nerve og en intensitet, som er fuldstændig fremragende.

Derfor skal ”SKAM3” have en klar anbefaling herfra; om du selv er ung og i gang med at finde din egen vej, eller om du bare er nysgerrig på, hvad morgendagens danske teaterstjerner kan byde på.

”SKAM3” får 5 ud af 6 stjerner fra både Troels Rindal og Anna M. T. Frederiksen.

Anmeldelse: SKAM2

Danmarksbloggen har ladet to unge mennesker, Troels Rindal og Anna M.T. Frederiksen, med en fremtid i teater- og filmverdenen stå for anmeldelsen af SKAM2 på Aveny-T:

Den norske tv-serie SKAM har taget hele verden med storm. Den store succes og næsten kultstatus, som serien hurtigt fik, har resulteret i mange genindspilninger i flere forskellige lande, bl.a. USA, Tyskland og Spanien.

Men i Danmark har Aveny-T valgt at bringe SKAM’s unge karakterer og deres problemer til live på de skrå brædder. Dette skift fra ét medie til et andet kan være svært at udføre, men det er blevet gjort med en kyndig og kærlig hånd på teatret på Frederiksberg, og resultatet er blevet et ganske innovativt teaterstykke, både på grund af scenografien, castet og fusionen af live-filmstumper og råt skuespil.

Hvis man aldrig har været på Aveny-T teateret og oplevet sceneopbygningen, kan det kun beskrives på én måde; Anderledes. Publikum sidder i 360 grader rundt om en firkantet scene, hvor vi ofte får lov at se det hele fra et fugleperspektiv med de opsatte kameraer og dertilhørende skærme. Men skuespillet foregår ikke kun på dette lille frimærke i midten af salen. De purunge skuespiller fistrer forbi, igennem og rundt om publikum, så vi konstant bliver holdt aktive og på kanten af vores sæder.

Og selvom skuespillerne farer rundt imellem os, formår de stadig at bevare den så berømte 4. væg, hvilket minder meget om selve tv-serien SKAM. Tv-serien brugte også sociale medier som Instagram for at kommunikere ud til seerne, men distancen blev altid bibeholdt i både tv-serien og teaterstykket.

De sociale medier, som spillede en kæmpe rolle i tv-serien, blev også stadig brugt på Aveny-T. Dog var det her kun sms-beskeder, der blev projekteret op på skærmene, men effekten var præcis som i serien – man kunne mærke den teknologiske udvikling verden har været igennem, og som har haft så stor betydning for os unge og vores kommunikationsmuligheder i dag.

Skærmene blev heller ikke kun brugt til at give publikum et glimt af, hvad der foregik på karakterernes mobiltelefoner. De blev også brugt til at vise de efterhånden ikoniske sceneskift med den velkendte gule skrift, som indikerer, at vi nu skal til et nyt tidspunkt i de unge gymnasieelevers liv.

Alle, der har set sæson 2 af SKAM, ved, at netop denne sæson er lang. Netop derfor gjorde vi os her hos Danmarksbloggen en del tanker om, hvordan folkene bag stykket skulle få kogt det hele ned til en én-aftensforestilling uden at tabe nogle centrale pointer eller begivenheder på gulvet. Og selvom det uden tvivl har været noget af en opgave, blev den fornemt løst – de vigtige begivenheder blev udført på smukkeste vis af de unge skuespillere, og det, der ikke kunne vises, blev fortalt af andre karakterer.

Dette fortællergreb ligger langt væk fra den originale serie, men det skabte en god dynamik at få de mange forskellige subjektive synspunkter – noget vi ikke får på samme måde i tv-serien. Derudover gjorde denne fortælleteknik det også muligt at slippe for en langtrukken eller kedelig aften i teatret med overflødigt mange informationer.

For dette stykke er alt andet end langtrukkent og kedeligt – der er fart på fra starten, der er masser af bevægelse og energi, og dette afspejler alt sammen, hvor karaktererne er i deres liv. For netop i denne unge alder er man fyldt med energi og tørst på at komme ud og leve livet, men man er samtidig så dritt-sårbar.

Alle disse aspekter af ungdomslivet ser vi hos hovedpersonen Noora, som spilles formidabelt af den 17-årige Fanny Bornedal. Og ikke kun teater-debutanten Fanny Bornedal spiller godt, hele castet er som skabt til deres individuelle roller. De giver alt, hvad de har i sig, og viser både de sjove og sårbare sider af det at være ung i dag. De kommer ud til publikum, både fysisk og psykisk, og man lader sig som publikum rive med og opsluge af interne intriger og udefrakommende problemer.

Vi føler med dem, vi bliver glade på deres vegne, og vi er sammen med dem hele følelsesregistret igennem – hvilket er ganske imponerende at nå på omkring 1 time og 45 minutter. Men dette formår de unge skuespillere og deres rå skuespil altså at gøre, hvilket også er med til at det bliver til et fantastisk teaterstykke, som kun kan anbefales herfra.

Vi har valgt at give individuelle stjerner:

Troels Rindal giver SKAM2 4 ud af 5 stjerner.
Anna M. T. Frederiksen giver SKAM2 4,5 ud af 5 stjerner.

Skrevet af Anna M. T. Frederiksen

Danmarksbloggen vil derfor konkludere, at det samlede antal stjerner for SKAM2 ender på 5 stjerner ud af 6 mulige – og tilføjer en kommentar omkring, at når de unge, som har set hele serien, er så begejstrede for teater-udgaven, så kan alle  i de ældre generationer også med fordel gå ind og se forestillingen.
Om ikke andet så for at forstå den generation, som er ung i dag – og som er så meget mere og meget bedre end sit rygte. De unge både kan og vil noget – og ikke kun for sig selv, også for resten af samfundet. Der er håb.

Anna M. T. Frederiksen: RÆDSELSFÆNGSLET

I Danmarksbloggens sommerserie om ferieminder, som handler om at besøge steder, der skal ses som en advarsel til vor tid, fortsætter vi med gymnasieelev Anna M. T. Frederiksens fortælling om, hvordan hun på en skoletur i 2016 oplevede rædselsfængslet Hohenschönhausen:

Det er efterår, og der er lang vej at gå fra sporvognen…

Vi er på vej til Hohenschönhausen, det gamle DDR-fængsel lidt udenfor Berlin, som russerne oprindeligt begyndte at anvende i 1945, da 2. verdenskrig sluttede. Men russerne forsvandt med tiden, og deres venner i det kommunistiske DDR overtog i 1951 fængslet, som snart blev berygtet for den ekstreme psykiske terror, som foregik dér orkestreret af det østtyske sikkerhedspoliti, det berygtede og frygtede Stasi.

Ja, allerede inden fangerne ankom til fængslet startede det psykiske pres. For når en person blev anholdt inde i Berlin, så kunne vedkommende blive kørt rundt i en varevogn gennem gaderne i timevis, inden bilen kørte op til fængslet, og mareridtet for alvor begyndte.

For var der en ting, som man kunne være sikker på som fange i Hohenschönhausen, var det, at der blev gjort alt for at nedbryde én, så man til sidst knækkede og fortalte alt.

Man måtte ikke tale med andre fanger, ja ofte så man end ikke andre fanger, man fik frataget alt personligt, man skulle ligge på ryggen og sove – og det blev tjekket flere gange i timen, om man lå reglementeret, man måtte heller ikke sidde eller ligge om dagen, men skulle stå ret op og vente på at komme til forhør.

Forhøret var så noget af det, som virkelig viste deres umenneskelighed, for det foregik i noget, der mindede om en dagligstue med bløde stole og brunmønstret tapet på væggene, og her var der tit en ”hyggelig” atmosfære med ”rare” mennesker, som stod i skærende kontrast til de umenneskelige vilkår, iskolde betonceller og hårde fangevogtere, som fangerne mødte til hverdag.

Meningen var selvfølgelig, at fangerne dermed ikke skulle kunne lade være med at bryde sammen og fortælle alt.

Og selvom vi ved, at vi kun er der på besøg og skal tilbage til vores hotel, hvor morgenmaden godt nok ikke er noget at råbe hurra for, så er det alligevel super-ubehageligt at gå igennem fængslet. Og måske allermest at se den lille gummi-celle, isolationscellen, som fangerne sad i, og som ikke var større end et par meter på hver led og kulsort.

Den slags kan gøre hvem som helst sindssyg, tænker jeg og gyser, mens jeg tjekker min mobil, som uvist af hvilken årsag er ved at gå i stykker. Det er selvfølgelig ærgerligt, især fordi vi skal være her to dage endnu, men sammenlignet med de mange tusinde mennesker, som sad her i månedsvis – måske bare fordi de havde søgt om udrejsetilladelse til Vesten eller sagt, at kommunisterne var dumme – så er det et meget lille problem.

Det samme er mine ømme fødder, selvom turen hjem fra Hohenschönhausen føles dobbelt så lang som turen ud. Heldigvis er der en moderne McDonalds i nærheden, som vi går ind på – for Vesten og alt hvad den står for er for længst kommet til denne del af det gamle DDR.

Skrevet af: Anna M. T. Frederiksen, gymnasieelev