Søren Kragh-Jacobsens ”Lille sommerfugl” er en film, der vil to ting.

Men først og mest er den et familiedrama, der folder sig ud i en guldbryllups-ramme. Parret Ernst og Louise har været gift i fem årtier, og haft den store, fine slægtsgård på Fyn lige så længe, og det er gået dem godt, tror man.

Men nej, vi erfarer hurtigt, at Ernst er et par dage før den store dag er erklæret konkurs. Det har han så bare ikke fortalt Louise endnu, så den stakkels og noget vrantne guldbrudgom martres allerede fra morgenstunden, hvor der selvfølgelig er både æresport, hornmusik og en lille én til halsen.

Der er heller ikke noget som familiefester eller højtidsfejringer, når man skal vise en families indre dynamik med konflikterne mellem generationerne, i ægteskaberne og alle de andre steder, hvor mennesker kan fare vild i livet – trods alle gode intentioner.

Sådan en har-vi-det-ikke-dejligt-fest med levende orgel-musik, sang og en påtaget munterhed er også instant genkendelse. For vi har alle været til sådanne fester sammen med mennesker, som normalt ikke har noget med hinanden at gøre – af gode grunde.

Men nu til festen skal de være sammen, om så kun for en aften, og det bliver sådan en god aften, er der enighed om, når folk ankommer, og tjekker hinandens biler, tøj og gaver ud samtidig med goddag-hilsnerne og de små spidse bemærkninger.

Så er banen kridtet op, og man er kommet i stødet til at gå ind til bålet, undskyld festen i forsamlingshuset. Men det kommer hurtigt til at minde om ild. For den slags fester med hele familien og andre fra netværket – her landsbyen – er de rene brandfælder. Der er altid gamle konflikter, nye opgør, uforløste følelser og andet brændbart, som det kun kræver en lille gnist at tænde, så det udmunder i skænderier, skub og slåskampe.

Og som altid til de famøse forsamlingshus-fester sker det virkeligt interessante, når man er ude for at ryge og på andre måder ikke sidder inde ved bordet, hvor der snakkes om ingenting, grines af lige så lidt, holdes taler, råbes hurra, synges lejlighedssange – og først og fremmest spises og især drikkes.

Drikkes indtil selvbeherskelsen ryger sig en tur, så der både kan langes øretæver ud, grædes, skændes, kastes op og alt det andet, der sker, når mennesker insisterer på at ”men i aften skal vi hygge os og more os, for i aften er det guldbryllup/sølvbryllup/bryllup/konfirmation/rund fødselsdag/jul/bliv selv ved”.

Alle de dage – livets store dage – hvor forventningerne er i top, men hvor troldene altid springer op af æskerne, og sandhederne og skuffelserne kommer frem i lige så højt tempo som promillerne stiger.

Midt i det hele står så Ernst og Louise, som har en stor indbyrdes ømhed – og irritation på hinanden, men samtidig også en stålsat beslutning om at holde ud og holde af.

De portrætteres mesterligt af Jesper Christensen og Karen-Lise Mynster – godt sekunderet af Finn Nielsen, som er meget overbevisende som den trofaste ungdomsven Henning, der nærer en platonisk og permanent ulykkelig kærlighed til den i starten meget glade guldbrud.

I andre roller ses Mia Lyhne, Sarah Grünewald, Peder Thomas Pedersen – og Sofus Rønnov og Sofie Juul Blinkenberg som de to unge, barnebarnet og hans kæreste, næste generation måske af Ernst og Louise.

Det er en glimrende film, der dog mangler noget – og samtidig har for meget af noget andet.

For hvor vigtig debatten end er om, hvem der er danske, og at vi skal følge med tiden – og jo, man fanger godt den med, at de danske er dem, der bebor de danske øer, som Ebbe Kløvedal skrev det – så giver indslagene om flygtningene ikke mening. Medmindre selvfølgelig der tænkes på et metaplan omkring, at Ernst sælger grise til Kina, og nu kommer der afrikanere til egnen, og på den måde hører vi alle sammen her på kloden.

Dét kunne give mening, men måtte i så fald godt være fortalt lidt tydeligere. Det samme med Ernsts udvikling, især til sidst. For hvad er det – udover et heldigt tilfælde og en lille forsømt pige med en stor kærlighed til grise og sommerfugle – som gør, at han ændrer indstilling til livet og verden? Dét måtte godt have stået skarpere.

Men alligevel er det en solid og god film. Især fordi den er 1:1 med virkeligheden, som den leves i Danmark også i 2020 – også i Københavns kreative klasse, hvor man ellers gerne vil tro, at man er hævet over den slags ballade, som filmen viser. Men det er man ikke.

Man spiser bare noget andet end suppe, steg og is. Men konflikterne er de samme, og sammenhængen mellem fest, alkohol og trolden ud af æsken holder lige så godt på Østerbros hundedyre kartoffelrækker som ude på svineproducentens noget billigere marker.

Danmarksbloggen giver ”Lille sommerfugl” fem ud af seks sommerfugle, fordi filmen er så realistisk i sin skildring af menneskelivet og tilværelsen i Danmark, som den har været det gennem generationer – og formentlig vil fortsætte med at være det.

En tilværelse i medgang og modgang, hvor de menneskelige sommerfugle let får brændt vingerne eller bliver mast. Eller hvad? For er guldbruden Louise i virkeligheden en sommerfugl med lette vinger, der har sunget sig gennem livet, men som alligevel samtidig har en rygrad af stål, når det gælder? Er det i virkeligheden denne verdens sommerfugle, som bærer det hele på deres lette vinger? Dét skulle ikke undre.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk