Sommer-erindring: Territorial kamp i Berlin

Der er en voldsom storm på vej over Europa, hvilke bekræftes af tre oplevelser denne sommer – følg med i Danmarksbloggens sommer-erindrings-serie. Vi slutter i dag med Tyskland.

Danmarksbloggen sluttede sin sommerferie med nogle dages besøg i et hedevarmt Berlin – altid en spændende by, også fordi den vokser og ændrer sig så meget i disse år. Dog ikke altid til det bedre.

Der skete nemlig følgende: En af aftnerne stod jeg og min rejsefælle på en perron inde i Mitte og ventede på sporvognen ud til et af Prenzlauer Bergs hjerter, knudepunktet ved Eberswalder Strasse. Det var vi mange, som gjorde, da en større gruppe bestående af indvandrerdrenge ankom. De begyndte snart at spille særdeles højt på deres medbragte mobile højttaler, mens de tjekkede os andre – alle hvide – passagerer ud.

Min rejsefælle og jeg gjorde, hvad vi kunne for at se lokale ud, men det virkede vist ikke. For drengene – eller rettere de unge mænd – begyndte at nærme sig os fra flere sider. Umiddelbart tilfældigt men ud fra deres mimik og indbyrdes fagter (de talte nemlig et sprog, som vi ikke kunne forstå) virkede det mere som om, at det i høj grad var planlagt, at de nærmede sig os fra flere sider på samme tid.

Vi fandt aldrig ud af, hvad de evt. ville os – men de havde os på sigtekornet. Og måske var det grund nok, at vi blev siddende og ikke lod dem fylde hele perronen, som de hvide tyskere gjorde, da de unge mænd larmende ankom og begyndte at sprede sig og indtage hele den ret lange perron. For i selvsamme øjeblik var de hvide tyskere simpelthen gået væk fra perronen og havde stillet sig ovre på et slags fortov. Man skal nemlig vælge sine kampe med omhu.

Det endte vi også med, for man behøver ikke at sidde som en lam and – klar til at blive plukket, så vi rejste os fra bænken og gik væk fra perronen og over til dér, hvor de andre hvide stod. De unge indvandrere kom heller ikke efter os, men tog den næste sporvogn. Det samme gjorde de hvide tyskere, som vi stod sammen med – selvom de måtte løbe lidt for at nå dén – vi stod jo som sagt lidt væk fra perronen.

Men min rejsefælle og jeg nåede ikke sporvognen – og vi prøvede heller ikke. I stedet gik vi langsomt tilbage til den nu tomme perron og satte os ned – lidt chokerede. For aldrig havde vi i dén grad følt os truede og udsatte. Men nu var det jo endt godt, og det værste var alligevel også den stiltiende accept, som der åbenbart var blandt de lokale berlinere om, at dem, som er flest og i gruppe – de vinder retten til territoriet, som altså her var en sporvogns-perron.

Andre steder i Berlin handler det om andre ting – og vi så også andre eksempler, som bestyrkede teorien om, at livet i Berlin anno 2018 ikke kun er genopbygningen af en kultur- og verdensby, men at det OGSÅ er en territorial kamp om byen mellem forskellige etniske grupper – og med forskellige vindere.

Men det er jo netop dén mentalitet, der skaber krige … uanset hvem vinderen er i første omgang.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dorte J. Thorsen: SPIONERNES BRO

Jeg er den sidste turist i Europa, sang Lulu Ziegler for 70 år siden med adresse til dén ødelæggelse af Europa, som 2. verdenskrig betød – og til dét håb om en fælles fremtid i fred og velstand, som rejste sig af ruinerne.

I dag – mere end 70 år efter at 2. verdenskrig er slut, og snart 30 år efter, at Muren faldt i Berlin – ved vi, at virkeligheden er mere kompliceret.

Totalitære systemer, magthavere som vil magten for enhver pris, og pengemænd, som er klar til at bryde alle regler og konventioner for at maksimere profitten, findes stadigvæk – og i ligeså høj grad i dag som under 2. verdenskrig og under Den Kolde Krig.

Situationen i dag minder også mere om 30´erne end de tidligere årtier gjorde det. Stigende ulighed, politikerlede og en hel befolkningsgruppe, som er udråbt som syndebuk, er blot nogle af tegnene.

Danmarksbloggen vil derfor her op mod sommerferien bringe ferieminder fra steder og begivenheder, som så alt for let kan ske igen – ja, som er tættere på at gentage sig end vi har lyst til at tænke på.

Og jeg starter selv:

Det var i sommeren 2014, hvor jeg og min familie besøgte Berlin.

Det var mit andet besøg i den tyske hovedstad, men første gang at jeg boede ude ved Bornholmer Strasse og Bösebrücke, som var et af de steder, hvor der var grænseovergang mellem Øst- og Vestberlin under Den Kolde Krig, og som også er kendt fra mange spionfilm.

For der var mange spioner, som gik hen over broen – og de gik ikke altid tilbage igen.

Men der var også almindelige mennesker, som døde her i forsøget på at komme fra Østberlin til Vestberlin, fire blev skudt og fem døde på de togskinner, der løber under Bösebrücke. I alt ved alle vagtposter på Muren blev der skudt 138 mennesker af østtyske vagter i de år, hvor Berlinmuren eksisterede (1961-89). Dertil kommer dem, som blev dræbt af landminer, eller som druknede, når de svømmede over floden.

Læg dertil alle de mange tusinder, som levede adskilt fra deres børn, forældre, ægtefæller og søskende – og som måske aldrig nåede at gense hinanden. Det har været grufuldt.

Bornholmer Strasse og Bösebrücke skulle så også blive det første sted, hvor grænsevagten lod tusindvis af østberlinere passere dengang i 1989, hvor verden i løbet af én eneste bevæget novemberaften blev en helt anden.

Men det mærkede man nu ikke noget til små 25 år senere. Tværtimod kunne man fra vores ferielejlighed på femte sal se, hvordan biler, sporvogne, cyklister og gående i en lind strøm bevægede sig over broen døgnet rundt – og nu i begge retninger. Ja, hvis ikke man vidste bedre, kunne man tro, at der aldrig havde været en adskillelse af Berlin netop dér.

Det var egentlig meget rart – og et smukt tegn på, at livet på forunderlig vis altid går videre, og at tiden heler selv de dybeste sår, som jeg tænkte dét den aften, hvor vi ankom, og jeg stod og kunne se horisonten rundt fra vores store vinduer.

Og så alligevel. For da vi gik over Bösebrücke næste morgen, så vi skiltene og plancherne, som fortalte historien om dengang, hvor man fra vores lejlighed, som lå i det tidligere Øst-Berlin havde kunnet se over til Vest-Berlin og de mennesker – måske den nærmeste familie – som boede dér. Se derover, ja – men ikke komme derover. Ikke uden at risikere at miste livet, hvad nogen også gjorde.

Det vidste vi selvfølgelig godt i forvejen. Men at vi nu kunne se den korte – og alligevel så uovervindelige afstand, som der havde været dengang, og at vi senere selv kunne gå dér – bare sådan uden videre. Dét gjorde et stort indtryk.

Måske allermest den aften, da vi gik hjem over Bösebrücke, for da var det meget nemt at forestille sig de årtier, hvor pigtråd, soldater og en stor mur skilte Berlin – og berlinerne. For nok er såret ikke åbent og blødende mere, men der er stadig et ar, i hvert fald psykisk, og det mærker man sådan en sen sommeraften, hvor luften og atmosfæren er fuld af følelser og historier. Som har begivenhederne dengang sat et aftryk, der stadig kan mærkes.

Jeg drømmer derfor også om at være i Berlin d. 9. november – og ude ved Bornholmer Strasse og Bösebrücke sammen med alle de andre, som samles der hvert år for at mindes dén aften i 1989, hvor ikke kun en mur faldt, men hvor en kold krig sluttede, og verden blev en helt anden.

For nok forandrede verden sig igen fundamentalt d. 11. september 2001, men begivenhederne i 1989 er stadig med til at præge os og vores verden – og vores liv. Og måske mere nu end i mange år.

Lulu Ziegler spørger også i den gamle vise, om Europa kan leve efter krig? Svaret er ikke så enkelt, for det kan vi vel godt. Men indtil vi bliver bedre til at huske, så er vi dømt til at gentage fortidens fejltagelser, deriblandt også de totalitære regimer, volden og grusomhederne.

Så rejs ud i den kommende sommerferie – og se andet end sol, strand og smukke bygninger. Oplev de steder, hvor menneskeligheden led et forlis. For så har vi måske en chance fremover.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nein, nicht noch einmal

Så ramte terroren Berlin. En lastbil bragede ind i en menneskemængde på et julemarked ved Gedächtniskirche og Kurfürstendamm i den centrale del af det gamle Vest-Berlin.

Det var om ikke ligefrem ventet, så dog ikke overraskende. Vi er nemlig for længst forbi det punkt i Europa, hvor vi bliver overrasket over terror …

Terror er noget, som vi bare ved, kan ske hvor som helst og når som helst. For sådan er virkeligheden her i sidste halvdel af 2010´erne. Der er stærke kræfter, der hader os og vores måde at leve på.

Vor tids virkelighed er også en verden, hvor det nemmeste er at vælge mørkets og hadets vej. Men det må vi ikke. For så gør vi netop det, som IS/Dash og andre fundamentalister gerne vil have os til at gøre.

Så vi skal insistere på medmenneskeligheden – men heller ikke være naive. Folk, der vil os og vores åbne og frie demokratier ondt, skal stoppes. Så enkelt er det.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmark – set fra Berlin og Paris

Undertegnede har på sommerens rejser til henholdsvis Berlin og Paris prøvet at kigge nordpå mod Danmark med udgangspunkt i de kommentarer og holdninger, som kom fra de tyskere og de franskmænd, som vi mødte undervejs.

Og der er to ting, som i dén grad skilte sig ud, når talen kom på Danmark:

Den første var vores statsminister Helle Thorning-Schmidt, som mange både tyskere og franskmænd kender, og som nyder megen respekt i de to store EU-lande – og også mere end hun gør det i Danmark.

Den anden var Dansk Folkeparti og den fremmedfjendskhed, som bliver stadig større i Danmark. Dén bryder man sig ikke om i Berlin og Paris, omend man qua sin historiske arv er lidt mere afdæmpet i sin kritik i Berlin, end man er det i Paris. I Paris er franskmændene så også til gengæld mere end klar over, at de selv slås med Front Nationale.

Enighed er der ihvertfald om, at fundamentalismen og fremmedhadet er et stigende problem både i Berlin, Paris og København – både i Tyskland, Frankrig, Danmark og alle andre europæiske lande.

Danmarksbloggen vil også tilslutte sig – og tilføje: Det sociale aspekt og hensynet til de svage i samfundet. For rummelighed og tolerance trives bedst med tryghed og solidaritet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk