Dorte J. Thorsen: SPIONERNES BRO

Jeg er den sidste turist i Europa, sang Lulu Ziegler for 70 år siden med adresse til dén ødelæggelse af Europa, som 2. verdenskrig betød – og til dét håb om en fælles fremtid i fred og velstand, som rejste sig af ruinerne.

I dag – mere end 70 år efter at 2. verdenskrig er slut, og snart 30 år efter, at Muren faldt i Berlin – ved vi, at virkeligheden er mere kompliceret.

Totalitære systemer, magthavere som vil magten for enhver pris, og pengemænd, som er klar til at bryde alle regler og konventioner for at maksimere profitten, findes stadigvæk – og i ligeså høj grad i dag som under 2. verdenskrig og under Den Kolde Krig.

Situationen i dag minder også mere om 30´erne end de tidligere årtier gjorde det. Stigende ulighed, politikerlede og en hel befolkningsgruppe, som er udråbt som syndebuk, er blot nogle af tegnene.

Danmarksbloggen vil derfor her op mod sommerferien bringe ferieminder fra steder og begivenheder, som så alt for let kan ske igen – ja, som er tættere på at gentage sig end vi har lyst til at tænke på.

Og jeg starter selv:

Det var i sommeren 2014, hvor jeg og min familie besøgte Berlin.

Det var mit andet besøg i den tyske hovedstad, men første gang at jeg boede ude ved Bornholmer Strasse og Bösebrücke, som var et af de steder, hvor der var grænseovergang mellem Øst- og Vestberlin under Den Kolde Krig, og som også er kendt fra mange spionfilm.

For der var mange spioner, som gik hen over broen – og de gik ikke altid tilbage igen.

Men der var også almindelige mennesker, som døde her i forsøget på at komme fra Østberlin til Vestberlin, fire blev skudt og fem døde på de togskinner, der løber under Bösebrücke. I alt ved alle vagtposter på Muren blev der skudt 138 mennesker af østtyske vagter i de år, hvor Berlinmuren eksisterede (1961-89). Dertil kommer dem, som blev dræbt af landminer, eller som druknede, når de svømmede over floden.

Læg dertil alle de mange tusinder, som levede adskilt fra deres børn, forældre, ægtefæller og søskende – og som måske aldrig nåede at gense hinanden. Det har været grufuldt.

Bornholmer Strasse og Bösebrücke skulle så også blive det første sted, hvor grænsevagten lod tusindvis af østberlinere passere dengang i 1989, hvor verden i løbet af én eneste bevæget novemberaften blev en helt anden.

Men det mærkede man nu ikke noget til små 25 år senere. Tværtimod kunne man fra vores ferielejlighed på femte sal se, hvordan biler, sporvogne, cyklister og gående i en lind strøm bevægede sig over broen døgnet rundt – og nu i begge retninger. Ja, hvis ikke man vidste bedre, kunne man tro, at der aldrig havde været en adskillelse af Berlin netop dér.

Det var egentlig meget rart – og et smukt tegn på, at livet på forunderlig vis altid går videre, og at tiden heler selv de dybeste sår, som jeg tænkte dét den aften, hvor vi ankom, og jeg stod og kunne se horisonten rundt fra vores store vinduer.

Og så alligevel. For da vi gik over Bösebrücke næste morgen, så vi skiltene og plancherne, som fortalte historien om dengang, hvor man fra vores lejlighed, som lå i det tidligere Øst-Berlin havde kunnet se over til Vest-Berlin og de mennesker – måske den nærmeste familie – som boede dér. Se derover, ja – men ikke komme derover. Ikke uden at risikere at miste livet, hvad nogen også gjorde.

Det vidste vi selvfølgelig godt i forvejen. Men at vi nu kunne se den korte – og alligevel så uovervindelige afstand, som der havde været dengang, og at vi senere selv kunne gå dér – bare sådan uden videre. Dét gjorde et stort indtryk.

Måske allermest den aften, da vi gik hjem over Bösebrücke, for da var det meget nemt at forestille sig de årtier, hvor pigtråd, soldater og en stor mur skilte Berlin – og berlinerne. For nok er såret ikke åbent og blødende mere, men der er stadig et ar, i hvert fald psykisk, og det mærker man sådan en sen sommeraften, hvor luften og atmosfæren er fuld af følelser og historier. Som har begivenhederne dengang sat et aftryk, der stadig kan mærkes.

Jeg drømmer derfor også om at være i Berlin d. 9. november – og ude ved Bornholmer Strasse og Bösebrücke sammen med alle de andre, som samles der hvert år for at mindes dén aften i 1989, hvor ikke kun en mur faldt, men hvor en kold krig sluttede, og verden blev en helt anden.

For nok forandrede verden sig igen fundamentalt d. 11. september 2001, men begivenhederne i 1989 er stadig med til at præge os og vores verden – og vores liv. Og måske mere nu end i mange år.

Lulu Ziegler spørger også i den gamle vise, om Europa kan leve efter krig? Svaret er ikke så enkelt, for det kan vi vel godt. Men indtil vi bliver bedre til at huske, så er vi dømt til at gentage fortidens fejltagelser, deriblandt også de totalitære regimer, volden og grusomhederne.

Så rejs ud i den kommende sommerferie – og se andet end sol, strand og smukke bygninger. Oplev de steder, hvor menneskeligheden led et forlis. For så har vi måske en chance fremover.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Glade Jul, dejlige Jul”

Må man anmelde sig egen bog? Selvfølgelig må man ikke det. Undertegnede har derfor også bedt andre med forstand på bøger, jul og kultur om at anmelde undertegnedes bog om den danske jul – og her kommer resultatet:

Klogere på julen – og med søde tegninger
”Glade Jul, dejlige Jul” er rigtig hyggelig læsning i juledagene. Bogen er meget letlæst og rummer forklaringer på alt, hvad man kan tænke sig angående jul.
Jeg blev klogere på noget, jeg vidste lidt om i forvejen og på noget, som jeg aldrig har skænket en tanke. Hvor kommer juletraditionerne egentlig fra? Og hvordan har de forandret sig? Hvor kommer julekalenderen fra? Og gaverne? Og julefrokosten? Og sangene?
Alt er beskrevet uhøjtideligt og nede på jorden. Den lille illustration af AnnaMTF, som viser Jesusbarnet i krybben og dyrene m.m., er så sød og rørende, at jeg har kigget på den igen og igen.
Beatrice Brandt, illustrator

Hyggelig at læse og lærerig
Velskrevet og rigtig hyggelig at læse. God at dele med andre som julehistorie, så man kan lære, hvor julen stammer fra.
Der var simpelthen så meget, jeg ikke vidste, og hvor er det bare godt at lære om dansk jule-historie. Mange pudsige ting man kan finde tilbage i tiden. Utroligt at så mange af de traditioner, som man tager for givet, ikke engang er 100 år gamle. Gad vide, hvornår ting bliver en tradition?
Og vi plejer ikke at have hvid jul. Hold da op, min hukommelse er ikke, hvad den har været. Det er egentlig utroligt, hvor meget vi har fået fra Tyskland, men ikke overraskende.
Jeg kan også godt lide, hvordan der er fundet ting tilbage til vikingerne og linket til vores gode, gamle forfattere og sangskrivere. Rigtig god læsning. Jeg nød den rigtig meget – og flotte tegninger.
Yasmin Kristensen, fan af julen

Anderledes med paralleller til nutiden
Jeg er meget begejstret for bogen ”Glade jul, dejlige Jul” – især fordi den er anderledes, informativ og fortæller, hvorfra alle vore juletraditioner stammer fra. Og der var også nogle emner, som jeg ikke kendte til fx kage-rundfarten. Så udover at komme (mere) i julestemning, bliver jeg også oplyst, klogere og beriget.
Jeg kan godt lide, at der drages paralleller til nutiden – bl.a. trak jeg på smilebåndet over sammenligningen med to bistandsklienter fra Lolland, der sammen fik et barn i den enes sovehule ved banelegemet på Hovedbanegården.
Derudover så er bogen skrevet i et letforståeligt sprog – alle kan være med. En god og inspirerende bog.
Heidi Sagos, læsehest

Sammenkæder det historiske og det nutidige, det religiøse og det folkelige
Det er en super velskrevet bog, der forstår at sammenkæde det historiske med det nutidige og få læseren til at reflektere over sin egen jul og brug af traditioner. Bogen giver på denne måde mere betydning til traditionerne. Læsningen hylder julestemningen. Jeg kom simpelthen i julehumør af at sidde og læse den i min sofa – og jeg fik lyst til at købe et kalenderlys, hvad jeg ellers sjældent har.
Og så kan jeg lide, at bogen gør os opmærksom på, hvor traditionerne kommer fra – særligt mange fra Tyskland. Det rokker lidt ved den nationale selvforståelse.
Og så balancerer den fint mellem det religiøse og det folkelige. Jeg kan lide, at skilsmissebørnenes tradition med lillejuleaften er med og de unge nye familier, som skal forhandle om, hvordan julen i det nye hjem skal forløbe. Også at Facebook og selvpromoveringen er med. At vi repræsenterer vores jul på Facebook.
Måske mangler at mange også har det svært i julen, fordi forventningerne er så store, og er man ikke det rigtige sted familiemæssigt i livet, så bliver det ekstra tydeligt for en selv og omverdenen netop i juletiden. Men egentlig er det jo slet ikke bogens ærinde med det socialrealistiske. Det er mig selv, der gerne vil stikke hul på livsløgnen.
Dortes datter Annas tegninger er et sødt julekrydderi undervejs.
Altså en god bog, der slutter med at citere Hamlet. Superfint. For der er jo mere mellem himmel og jord … også til jul.
 Anette Jahn, indehaver af Måle Fortælleteater

”Glade Jul, dejlige Jul” fås udelukkende som e-bog.
Den koster 39 kroner – eller det samme som et magasin eller ugeblad.
Den kan købes her: https://www.saxo.com/dk/glade-jul-dejlige-jul_epub_9788799956104

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk