Dorte J. Thorsen: SPIONERNES BRO

Jeg er den sidste turist i Europa, sang Lulu Ziegler for 70 år siden med adresse til dén ødelæggelse af Europa, som 2. verdenskrig betød – og til dét håb om en fælles fremtid i fred og velstand, som rejste sig af ruinerne.

I dag – mere end 70 år efter at 2. verdenskrig er slut, og snart 30 år efter, at Muren faldt i Berlin – ved vi, at virkeligheden er mere kompliceret.

Totalitære systemer, magthavere som vil magten for enhver pris, og pengemænd, som er klar til at bryde alle regler og konventioner for at maksimere profitten, findes stadigvæk – og i ligeså høj grad i dag som under 2. verdenskrig og under Den Kolde Krig.

Situationen i dag minder også mere om 30´erne end de tidligere årtier gjorde det. Stigende ulighed, politikerlede og en hel befolkningsgruppe, som er udråbt som syndebuk, er blot nogle af tegnene.

Danmarksbloggen vil derfor her op mod sommerferien bringe ferieminder fra steder og begivenheder, som så alt for let kan ske igen – ja, som er tættere på at gentage sig end vi har lyst til at tænke på.

Og jeg starter selv:

Det var i sommeren 2014, hvor jeg og min familie besøgte Berlin.

Det var mit andet besøg i den tyske hovedstad, men første gang at jeg boede ude ved Bornholmer Strasse og Bösebrücke, som var et af de steder, hvor der var grænseovergang mellem Øst- og Vestberlin under Den Kolde Krig, og som også er kendt fra mange spionfilm.

For der var mange spioner, som gik hen over broen – og de gik ikke altid tilbage igen.

Men der var også almindelige mennesker, som døde her i forsøget på at komme fra Østberlin til Vestberlin, fire blev skudt og fem døde på de togskinner, der løber under Bösebrücke. I alt ved alle vagtposter på Muren blev der skudt 138 mennesker af østtyske vagter i de år, hvor Berlinmuren eksisterede (1961-89). Dertil kommer dem, som blev dræbt af landminer, eller som druknede, når de svømmede over floden.

Læg dertil alle de mange tusinder, som levede adskilt fra deres børn, forældre, ægtefæller og søskende – og som måske aldrig nåede at gense hinanden. Det har været grufuldt.

Bornholmer Strasse og Bösebrücke skulle så også blive det første sted, hvor grænsevagten lod tusindvis af østberlinere passere dengang i 1989, hvor verden i løbet af én eneste bevæget novemberaften blev en helt anden.

Men det mærkede man nu ikke noget til små 25 år senere. Tværtimod kunne man fra vores ferielejlighed på femte sal se, hvordan biler, sporvogne, cyklister og gående i en lind strøm bevægede sig over broen døgnet rundt – og nu i begge retninger. Ja, hvis ikke man vidste bedre, kunne man tro, at der aldrig havde været en adskillelse af Berlin netop dér.

Det var egentlig meget rart – og et smukt tegn på, at livet på forunderlig vis altid går videre, og at tiden heler selv de dybeste sår, som jeg tænkte dét den aften, hvor vi ankom, og jeg stod og kunne se horisonten rundt fra vores store vinduer.

Og så alligevel. For da vi gik over Bösebrücke næste morgen, så vi skiltene og plancherne, som fortalte historien om dengang, hvor man fra vores lejlighed, som lå i det tidligere Øst-Berlin havde kunnet se over til Vest-Berlin og de mennesker – måske den nærmeste familie – som boede dér. Se derover, ja – men ikke komme derover. Ikke uden at risikere at miste livet, hvad nogen også gjorde.

Det vidste vi selvfølgelig godt i forvejen. Men at vi nu kunne se den korte – og alligevel så uovervindelige afstand, som der havde været dengang, og at vi senere selv kunne gå dér – bare sådan uden videre. Dét gjorde et stort indtryk.

Måske allermest den aften, da vi gik hjem over Bösebrücke, for da var det meget nemt at forestille sig de årtier, hvor pigtråd, soldater og en stor mur skilte Berlin – og berlinerne. For nok er såret ikke åbent og blødende mere, men der er stadig et ar, i hvert fald psykisk, og det mærker man sådan en sen sommeraften, hvor luften og atmosfæren er fuld af følelser og historier. Som har begivenhederne dengang sat et aftryk, der stadig kan mærkes.

Jeg drømmer derfor også om at være i Berlin d. 9. november – og ude ved Bornholmer Strasse og Bösebrücke sammen med alle de andre, som samles der hvert år for at mindes dén aften i 1989, hvor ikke kun en mur faldt, men hvor en kold krig sluttede, og verden blev en helt anden.

For nok forandrede verden sig igen fundamentalt d. 11. september 2001, men begivenhederne i 1989 er stadig med til at præge os og vores verden – og vores liv. Og måske mere nu end i mange år.

Lulu Ziegler spørger også i den gamle vise, om Europa kan leve efter krig? Svaret er ikke så enkelt, for det kan vi vel godt. Men indtil vi bliver bedre til at huske, så er vi dømt til at gentage fortidens fejltagelser, deriblandt også de totalitære regimer, volden og grusomhederne.

Så rejs ud i den kommende sommerferie – og se andet end sol, strand og smukke bygninger. Oplev de steder, hvor menneskeligheden led et forlis. For så har vi måske en chance fremover.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk