Så er svinehunden HELT ude

I går i Debatten på DR2 tonede Dansk Folkeparti rent flag, da udlændinge- og integrations-ordfører Martin Henriksen sagde:

“Problemet er, at der er for mange i Danmark med muslimsk baggrund. Det er derfor, vi har disse diskussioner, konflikter, frustrationer og spændinger og diskussionen i Folketinget om religionsfrihedens grænser.”

Væk var alle tidligere forsikringer om, at der skal være plads til alle – og at Dansk Folkeparti ikke har noget imod muslimer. Her kom ord for ord det, som alle ved, at Dansk Folkeparti mener.

Den indre svinehund kom altså HELT ud, hvad også bekræftes af flg. udtalelse fra Martin Henriksen: “Vi bliver nødt til at forstå problemet for at løse det. Problemet er, at islam spiller en stor rolle i Danmark og har potentiale til at spille en endnu større rolle. Det er, hvis ikke det største, så et af de største samfundsproblemer vi har i landet. På lange stræk mener jeg, at de værdier, der er i islam, er uforenelige med de værdier, vi har i det danske samfund.”

Så kan det ikke siges tydeligere, hvad Dansk Folkeparti mener. Se artikel med link til udsendelsen her: http://www.dr.dk/nyheder/politik/df-der-er-mange-muslimer-i-danmark

Spørgsmålet herfra er så, om Dansk Folkeparti får lov til at slippe afsted med at gøre en hel religion til syndebuk. Det bør de ikke få – men måske er tonen og stemningen i Danmark allerede så hadsk og fremmedfjendtlig, at danskerne blot trækker på skuldrene – hvis ikke de ligefrem giver Dansk Folkeparti ret.

Og dét er fanme uhyggeligt for alvor, du …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kan Dansk Folkeparti gøre noget godt?

Kan Dansk Folkeparti gøre noget godt?

Umiddelbart er svaret nej – med tanke på Dansk Folkepartis menneskefjendske politik og ditto retorik overfor alle, der ikke er leverpostejfarvede og hedder Hansen.

Men på en eller anden twistet og forfærdelig måde gør Dansk Folkeparti måske alligevel noget godt.

For i Danmark har vi ikke (i nær samme grad) de afbrændinger af flygtningecentre, som vi i øjeblikket ser eksplodere i Sverige og Tyskland. Det kan selvfølgelig også bare skyldes, at vi ikke har nær så mange flygtninge som Sverige og Tyskland.

Men måske spiller det – på denne meget twistede måde – alligevel en positiv rolle, at det er acceptabelt i Danmark at lukke den indre svinehund ud. Noget, der er en disciplin, som Dansk Folkeparti er suveræne Danmarksmestre i sammen med integrationsministeren fra Venstre Inger Støjberg.

Men tænk hvis den lille, grimme svinehund måske en skønne dag redder nogle flygtninges liv i Danmark, fordi der IKKE sker en mordbrand på et dansk flygtningecenter? Dén havde ingen – og slet ikke Dansk Folkeparti – formentlig regnet med.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danske politikere er som de tre aber: Ser, hører og siger intet

I Sverige er både de borgerlige, socialdemokraterne og venstrefløjen enige om, at Sverigesdemokraterne og meningsfæller ikke skal til fadet på nogen måde.

Og i Tyskland taler kansler Angela Merkel stærkt imod de kræfter, der er imod muslimer som fx den anti-islamiske bevægelse Pegida, der i går (som hver mandag) arrangerede demonstrationer overalt i Tyskland mod islamiseringen. Demonstrationer, der blev mødt af moddemonstrationer som den stille protest i Köln, hvor lyset blev slukket på byens store katedral. Læs mere her: http://www.dr.dk/Nyheder/Udland/2015/01/05/0105194610.htm

Også i Danmark var der en sådan anti-muslimsk demonstration, nemlig i Haderslev, der er første stop på vejen i en anti-islam turné, der hver anden mandag vil betyde demonstration mod islamisering ét sted i Danmark.

Men hvor er de danske politikere i alt det her? De er totalt fraværende. De er som de tre aber: Ser intet, hører intet og siger intet.

Det er rystende, og hvad værre er: De danske politikere svigter deres demokratiske ansvar, når de ikke taler mod denne dæmonisering af en bestemt befolkningsgruppe, nemlig muslimerne, der i virkeligheden er ligeså forskellige som alle mulige andre.

Men de folkevalgte i Danmark skal stoppe med at hytte og putte sig. De skal istedet tage kampen op og tale medmenneskelighedens sag – og sige, at i Danmark drejer det sig om at være menneske – ikke om hvilken religion du har.

Men nej, det sker ikke. Tværtimod så lefler samtlige danske politiske partier (pånær SF og Enhedslisten) istedet for den indre svinehund – og dens tro væbnere i Dansk Folkeparti. Dét er beskæmmende.

I vores nabolande kan politikerne godt finde ud af at kæmpe på mangfoldighedens og medmenneskelighedens side. Det skal de sørme også kunne her i Danmark.

De politiske aber må til at tage hænderne væk fra øjne, ører og mund.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vintersolhverv og julefred

På mandag er det vintersolhverv – altså årets allerkorteste dag.

SÅ går det mod lysere tider igen – ihvertfald i naturen.

For politisk tyder det desværre stadig på, at mørkemændene og -konerne (qua deres appel til den indre svinehund og angsten for det ukendte) har godt fat i danskerne.

Men det skal ikke slå os, der tror på lyset og fællesskabet, ud. Tværtimod så skal vi – og netop her ved solhvervstide – tro på, at det nytter at kæmpe.

Og det er som bekendt altid mørkest ligefør daggry …

Så lad nu blot julefreden sænke sig, og så starter vi kampen igen i 2015, der ovenikøbet bliver et valgår.

Danmarksbloggen udkommer dog adskillige gange endnu op mod jul – og også mellem jul og nytår. Vel mødt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dansk Folkeparti bliver aldrig stuerene

Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen sagde for lidt over 20 år siden til Dansk Folkeparti: Stuerene, dét bliver I aldrig.

En bemærkning, som mange (også medier) mener ikke længere holder. For nu har Dansk Folkeparti jo fået mere end 25% af stemmerne – og så er partiet blevet stuerene.

Men nej, Nyrups bemærkning holder stadigvæk. Så kan Dansk Folkeparti få nok så mange stemmer. Dét betyder ingenting.

Dansk Folkeparti er stadig et parti, der sætter skel og graver grøfter. Et parti, der deler mennesker op i dem og os – og som mener, at de og deres meningsfæller er bedre end alle andre. Et parti, der mener, at de partout har retten til at håne og tale nedsættende om dem, der mener noget andet og er anderledes end dem selv. Et parti der taler til alt, hvad der er menneskefjendsk.

Dansk Folkeparti er og har altid været et parti, der taler til den indre svinehund. Den hund, som Venstre og Konservative lukkede ind på de bonede gulve, hvor den siden til hver fjerde danskers store fornøjelse har rendt rundt og pisset på uvurderlige skatte som medmenneskelighed og solidaritet og frisind.

Dét er mere end skræmmende. Så lad os få den hund ud i hundehuset, hvor den hører til, og det kan kun gå for langsomt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Islandske sagaer versus Se & Hør

Nogenlunde samtidig med at skandalen på Se & Hør begyndte at rulle, blev de islandske sagaer udgivet i en nyoversættelse, hvor det er første gang, at samtlige sagaer er oversat – her til dansk, svensk og norsk.

Læs mere om det her: http://island.um.dk/da/om-os/nyheder/newsdisplaypage/?newsID=4F5A97EA-9B3A-4F90-BFFF-B544A66C1DAB

De islandske sagaer blev til i en tid uden overvågning, en tid hvor mellemværender blev afgjort hurtigt og i reglen meget konsekvent. Man kunne godt forestille sig, at nogle af de kendte kunne drømme sig tilbage til den tid, når de tænker på Se & Hør.

Det kunne Danmarksbloggen også – men ikke pga muligheden for blodhævn og andre brutale og primitive metoder, men pga det æreskodeks, som saga-tiden også – ihvertfald i nutiden – er et udtryk for.

Et æreskodeks, hvor man behandler mennesker ordentligt og med respekt.

For den kynisme, hvormed Se & Hør har behandlet mennesker, er bare ikke i orden. En ting er, at den er ulovlig – og det må retsinstanserne tage sig af. Men den er også uetisk og forkert og er med til at skubbe samfundet i en forkert og mere rå og umenneskelig retning.

Se & Hør er så ikke alene om at trække på den hammel, hvor fællesskabet og solidariteten latterliggøres. Den indre svinehund har desværre gode betingelser i disse år, hvor den bliver fodret af både medierne (også andre end Se & Hør) og visse politikere.

Men det er ikke vejen frem for nogen af os – eller for Danmark. Vejen frem er snarere det mod og den styrke, som man også kan læse om i de islandske sagaer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk