Kan Dansk Folkeparti gøre noget godt?

Kan Dansk Folkeparti gøre noget godt?

Umiddelbart er svaret nej – med tanke på Dansk Folkepartis menneskefjendske politik og ditto retorik overfor alle, der ikke er leverpostejfarvede og hedder Hansen.

Men på en eller anden twistet og forfærdelig måde gør Dansk Folkeparti måske alligevel noget godt.

For i Danmark har vi ikke (i nær samme grad) de afbrændinger af flygtningecentre, som vi i øjeblikket ser eksplodere i Sverige og Tyskland. Det kan selvfølgelig også bare skyldes, at vi ikke har nær så mange flygtninge som Sverige og Tyskland.

Men måske spiller det – på denne meget twistede måde – alligevel en positiv rolle, at det er acceptabelt i Danmark at lukke den indre svinehund ud. Noget, der er en disciplin, som Dansk Folkeparti er suveræne Danmarksmestre i sammen med integrationsministeren fra Venstre Inger Støjberg.

Men tænk hvis den lille, grimme svinehund måske en skønne dag redder nogle flygtninges liv i Danmark, fordi der IKKE sker en mordbrand på et dansk flygtningecenter? Dén havde ingen – og slet ikke Dansk Folkeparti – formentlig regnet med.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk