Danske politikere er som de tre aber: Ser, hører og siger intet

I Sverige er både de borgerlige, socialdemokraterne og venstrefløjen enige om, at Sverigesdemokraterne og meningsfæller ikke skal til fadet på nogen måde.

Og i Tyskland taler kansler Angela Merkel stærkt imod de kræfter, der er imod muslimer som fx den anti-islamiske bevægelse Pegida, der i går (som hver mandag) arrangerede demonstrationer overalt i Tyskland mod islamiseringen. Demonstrationer, der blev mødt af moddemonstrationer som den stille protest i Köln, hvor lyset blev slukket på byens store katedral. Læs mere her: http://www.dr.dk/Nyheder/Udland/2015/01/05/0105194610.htm

Også i Danmark var der en sådan anti-muslimsk demonstration, nemlig i Haderslev, der er første stop på vejen i en anti-islam turné, der hver anden mandag vil betyde demonstration mod islamisering ét sted i Danmark.

Men hvor er de danske politikere i alt det her? De er totalt fraværende. De er som de tre aber: Ser intet, hører intet og siger intet.

Det er rystende, og hvad værre er: De danske politikere svigter deres demokratiske ansvar, når de ikke taler mod denne dæmonisering af en bestemt befolkningsgruppe, nemlig muslimerne, der i virkeligheden er ligeså forskellige som alle mulige andre.

Men de folkevalgte i Danmark skal stoppe med at hytte og putte sig. De skal istedet tage kampen op og tale medmenneskelighedens sag – og sige, at i Danmark drejer det sig om at være menneske – ikke om hvilken religion du har.

Men nej, det sker ikke. Tværtimod så lefler samtlige danske politiske partier (pånær SF og Enhedslisten) istedet for den indre svinehund – og dens tro væbnere i Dansk Folkeparti. Dét er beskæmmende.

I vores nabolande kan politikerne godt finde ud af at kæmpe på mangfoldighedens og medmenneskelighedens side. Det skal de sørme også kunne her i Danmark.

De politiske aber må til at tage hænderne væk fra øjne, ører og mund.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk