Tag-arkiv: London Toast Theatre

Anmeldelse: ”Shakespeares Ghost”

Udgivet den af
Svar

Jeg har altid tænkt på Shakespeare … som Shakespeare. Men ude i november-mørket efter repremieren på London Toast Theatres ”Shakespeares Ghost”, der pt. gæstespiller på ”Teatret ved Sorte Hest”, er jeg blevet en af dem, som er overbevist om, at barden i virkeligheden ikke var handskemagerens søn William Shakespeare fra Stratford-upon-Avon, men skomagerens søn Christopher Marlowe fra Canterbury.

Historien er enkel: Den velbegavede og fra Cambridge University uddannede Christopher Marlowe, som også arbejdede som spion for Elizabeth d. 1, og som havde mægtige folks gunst, var i slutningen af 1500-tallet engelsk teaters golden child, da han skrev skuespil som ingen andre.

Marlowe var så samtidig også ateist og bøsse – og især kirken, men også andre med magt, havde derfor et horn i siden på ham. Så Marlowe blev fængslet og skulle for retten – og formentlig henrettes tilbage i 1593, der står som hans officielle dødsår, og hvor store dele af stykket foregår.

MEN – og nu kommer stykkets plot-twist: Da Shakespeare dør i 1616, finder en anden spion ud af, at Marlowe i virkeligheden IKKE døde 27 år før. Men at dette geni, der var for sproget, hvad Mozart var for musikken, i stedet – med mægtige folks velsignelse og hjælp – fakede sin egen død, rejste til det europæiske fastland, hvorfra han fortsatte med at skrive. Nu blot med en vis Shakespeare stående som forfatteren.

Om det er sandt eller ej, kan formentlig aldrig bevises. Men teorien er besnærende. Og sandt er det, at tre af Shakespeares tidlige skuespil tidligere blev opfattet som værende skrevet af Christopher Marlowe. Stilistisk minder Marlowe og Shakespeare også så meget om hinanden, at der let kan være tale om den samme person.

Kritikere af Marlowe-teorien hævder så, at Shakespeare er mere forfinet. MEN da Marlowe officielt dør i en alder af blot 27 år (ja, den berømte 27-klub startede allerede dér), er det rimeligt at antage, at Marlowe i hans 30´ere og 40´ere havde udviklet og forbedret sit i forvejen unikke skriveri.

Vivienne McKee, som de fleste kender som Le Grand Dame i Crazy Christmas Cabaret, har både skrevet og instrueret ”Shakespeares Ghost”, hvor datidens engelske tradition med udelukkende mænd på scenen følges, idet det er kendingene David Bateson, Linford Brown og Kevin Kiernan-Molly, som gestalter et i datiden velkendt persongalleri i fem scener i det, som er et teaterstykke i sin helt egen genre, helt egen kategori.

For hvad er det i grunden, som vi ser på scenen, der med sit sort-hvid-ternede gulv, tre søjler, bord og stole og fjerpenne, kårder og andet kræs er en perfekt renæssance-scene? Er det et mordmysterium? En kriminalgåde? Verdens første ghost-writer, I presume? En kærlighedserklæring til barden – og til teatret? Et kammerspil om religion, magt og teater, hvor uvidenheden iflg. Marlowe – og nok også iflg. McKee – er den største synd?

Det er det hele. Bundet op i en buket af lige dele drama og humor, som har Crazy Christmas i ascendenten. Dette herlige show, som desværre ikke kommer i år (boooh), men som heldigvis vender stærkt tilbage i 2025 (hoooray).

Så har man cravings efter de gæve englændere og deres leg med ord – og er man samtidig bidt af en vis William Rystespyd, som Dr. Van Helsingør from Elsinore (Bent) nok ville kalde Shakespeare, så gak til Vesterbro, og blev både klogere og godt underholdt.

Der er ordleg som det latinske memento mori, som slaven bag tronstolen hviskede til den romerske kejser. Det betyder husk at du skal dø, men oversæt her bliver det selvfølgelig til husk og dø. En fuld teatersal skreg af grin igen – og igen – og igen.

Det vrimler også med citater fra bardens berømte stykker – også i mixed versions, der giver mening i stykket, og som jeg ikke kunne dy for at citere med på (indeni mig selv, håber jeg – ellers undskyld til alle omkringsiddende).

For de citater er altså kræs, den fineste ord-vin, som man kan få, hvad jeg også tror, at Vivienne McKee mener. Hendes store beundring for barden skinner igennem forestillingen, men også – og heldigvis – med en tilgang, som nok er respektfuld, men ikke næsegrus, som man ellers ofte ser det i Danmark.

For englænderne – og Fru McKee er englænder – har en sædvane med frejdigt at gå i flæsket på bardens ord, og det kommer der altid noget forfriskende ud af. Også i dette stykke, der i sit vovemod minder mig om den måde, som man på bardens genopbyggede teater ”The Globe” i London opfører hans stykker, så det smælder mellem træsøjlerne for både siddende og groundlings.

For Shakespeares ord runger gennem århundrederne, og de er stadig mere nye, mere friske, mere givende end nærmest alt, som skrives i dag, i morgen – og om fem år.  

Som det læses i “Det Skotske Stykke” (og sig ikke navnet!!!): Life’s but a walking shadow, a poor player. That struts and frets his hour upon the stage. And then is heard no more. It is a tale. Told by an idiot, full of sound and fury. Signifying nothing. Men bardens ord kan alligevel mere, end hvad Eders filosoffer drømmer om.

Danmarksbloggen giver ”Shakespeares Ghost” 5 ud af 6 fjerpenne, som den der blev brugt til at skrive verdens bedste dramatik. For det er det – uanset hvem der står bag. Omvendt er uvidenhed den største synd, og sandhed den største dyd. Og man er i godt selskab, når man hepper på Marlowe. Fortælle-giganter som Charles Dickens, Charlie Chaplin og Orson Welles gjorde det.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Crazy Christmas Cabaret: “The Three Brexiteers”

Udgivet den af
4

Hvis De befandt Dem i nærheden af Tivoli i går aftes, kunne De sikkert høre et brøl sådan lidt efter kl. 19.30.

Men måske De ikke ved, hvad det handlede om. Men det kan Danmarksbloggen fortælle. Det var brølet, som rungede gennem Glassalen i Tivoli, da Dronningen af Crazy Christmas Cabaret Vivienne McKee igen stod på scenen i paillet-kjole, fjer og med armene løftet til hilsen – og hyldest.

For som de trofaste tilhængere af det elskede show ved, var hun ikke med på scenen sidste år – og hun var savnet. Men i år er hun, hvor hun skal være – mellem kulisserne sammen med hele det faste cast – plus en nytilkommen australier, som gjorde det forrygende.

Det gjorde de – selvfølgelig – alle sammen igennem en tempofyldt, kårdekæmpende, ordjonglerende, musikalsk, dansende og helt igennem fantastisk aften, der velfortjent sluttede af med stående ovationer.

Men inden vi kom dertil, så fik vi en fantastisk udgave af Dumas´ udødelige ”De tre musketerer” eller som det hedder i år hos CCC ”The Three Brexiteers”.

Ikke fordi der er lavet ret meget om i historien. Kun starten, det midt i og slutningen, som Vivienne McKee gjorde opmærksom på det i starten af forestillingen, der flere gange hævede sig op og blev meta, hvor skuespillerne for åbent tæppe diskuterede sig selv, stykket og deres egen rolle – eller ligefrem skiftede rolle.

Det minder lidt om samfundet i disse år. En nutid og et samfund, hvor man fristes til at spørge: Er der en voksen tilstede? Sådan én, der prøver at gøre noget ved kaosset? Sådan én, der råber order.

Men omvendt: Hvad skal vi bruge den slags ansvarlighed til – og hvem siger, at livet skal være så kedeligt, når det kan være en leg. Det skal det heller ikke. For det er All for Fun – og Fun for All, som årets CCC-motto er.

For hvorfor skal kvinder altid spille kvinder, når nu de hellere vil være helteagtige mænd, hvorfor skal mænd altid skal spille mænd, når nu de hellere vil være kvinder i kjole og netstrømper, hvorfor skal englændere altid spille englændere, når nu de hellere vil være franskmænd osv. I disse migogså-tider må det også være enhver forundt at lege med sit køn, sin rolle og sig selv – uanset om man er skuespiller eller politiker.

Som publikum til CCC kan man så ikke lade være med at tænke på, at nutidens skuespillere formentlig er bedre end mange politikere til at skelne mellem, hvad der er virkeligt-virkeligt – og hvad der foregår på en scene.

Virkelighedens Brexit-forløb minder i hvert fald meget om de klovne, som meget passende også kom på scenen – endda assisteret af en publikummer – til det store Europa-bal i Paris hos selveste den franske frøkonge, som naturligvis var mere latterlig og skabagtig end begreberne latterlig og skabagtig.

Sådan siger naturloven også, at englænderne skal fremstille frøæderne, undskyld franskmændene.

Der var dog en naturlov i CCC-universet, som opførte sig anderledes end den plejede. Dronning Margrethe d. 2 af Danmark plejer som bekendt at ringe under forestillingen. Men det gjorde hun ikke i går.

Men til gengæld fik vi en på alle måder fyldig EU-dronning med guldstjerner og en kjole så glitrende blå, at det skar ligeså meget i øjnene som et løfte fra en politiker, der gerne vil genvælges. Ja, på en måde fik vi to franske dronninger, og de fik endda begge lov til at beholde hovedet.

Om Europas politikere så kan beholde hovederne – eller om de vil blive fundet døde i en grøft, er der ingen, der ved – heller ikke Vivienne McKee, som også var udsat for en slags oprør fra den unge og meget velsyngende Katrine Falkenberg, der gerne vil være kalif i stedet for kaliffen. Det har hun også evnerne til.

Om hun bliver det, må tiden vise. Tiden er også en hovedfaktor for CCC i dette års udgave. For dels så kommer der et valg i Storbritannien 12. december, og dels så er Brexit blevet udskudt igen og igen og igen og …

Så det må have været svært at skrive manuskriptet til en forestilling, hvor emnet, som det handler om, er et drama under stadig udvikling – eller skulle man sige afvikling.

Vi ved det ikke. Men vi ved, at vi en i usikker og trusselfyldt tid har brug for en pause. Ikke fordi det ikke er vigtigt med klima, Brexit, Europas fremtid, forholdet til USA – og til Rusland.

Det ER vigtigt. Men vi har brug for pausen. For at grine, klappe og danse – og måske endnu mere, når dem, som vi har valgt til at varetage jobbet med at passe på landet, opfører sig som et barn, der er til fals for al smiger, alle indfald, alle distraktioner, alle nye glitrende ting som en vis fransk konge i årets CCC.

Så gå ind i Glassalen i Tivoli og lad Dem rive med af årets version af CCC. Her vi mindes om, at livet er godt, at livet skal synges, danses og sanses. For husk: Der er syv dødssynder. Én for hver dag i ugen, og når selv en kardinal kan have urene tanker og gå i netstrømper, så kan vi alle lege legen ”hvad laver en pæn dreng som dig i en beskidt fantasi som min?”.

Så opfordringen til at vi alle i almindelighed – og politikerne i særdeleshed – tager netstrømper og strudsfjer på, og danser i gaderne er hermed givet videre. For: All for Fun and Fun for All.

Danmarksbloggen giver årets Crazy Christmas Cabaret ”The Three Brexiteers” 6 ud af 6 stjerner – og ja, denne gang bliver det stjerner, de forkætrede EU-stjerner.

For det er en forestilling til tiden. En forestilling, der minder om gamle dages varietéer med lige dele tempo, sjov, musikalitet, kropslighed – og så den der fine balance mellem kunst og alvor, som skabes, når manuskriptet er godt skrevet, og dem som er på scenen – og oppe i musikerboksen – kan deres metier.

I skrivende stund er det ikke oplyst, om der kommer en Crazy Christmas Cabaret i 2020, men Danmarksbloggen vil på det kraftigste opfordre dertil. Det kræver den nye musketér-ed i øvrigt også: All for Fun and Fun for All.

Det er London Toast Theatre, der som altid står for løjerne, der kan ses i Glassalen i Tivoli indtil 11. januar.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Oh Baby – It´s Cole”

Udgivet den af
Svar

Verden af i dag er et klima, der er gået amok, en politisk verdensorden, som ingen rigtig forstår, men som alle frygter konsekvenserne af – og alle de andre skræmmende dystopier, som fylder vores nutid i en grad, så vi næsten ikke kan rumme det.

Heldigvis behøver vi heller ikke at SKULLE rumme det hele tiden. Vi må godt indimellem søge ly i en tidslomme, i en verden af i går – eller måske endda af i forgårs …

En af de mest vellydende og bedst udseende tidslommer, som dette forår kan byde på, er London Toast Theatres Cabaret Show ”Oh Baby – It´s Cole”, der 28 år efter sin første premiere endelig havde premiere på engelsk.

For vil De tænke Dem – dengang i 1991 blev sangene sunget på dansk. Ellers ville et dansk publikum ikke kunne forstå indholdet, havde Vivienne McKee fået at vide.

Men i går på Krudttønden i København blev der heldigvis både fortalt og sunget på originalsproget engelsk i en sprudlende forestilling med Vivienne McKee som den primære fortæller, der med nerve, humor og stor ømhed fortolkede historien om den charmerende overklassedreng Cole Porter, der skrev sange igennem flere årtier, så en hel verden lyttede – og stadig lytter med på klassikere som Night and Day, My heart belongs to Daddy, I love Paris og Anything goes.

For vi kender musikken, men hvad med manden? Navnet kan vi måske genkende. Men hvor mange af os havde hørt historierne om de overdådige fester sammen med den tids kendisser i både Paris, Venedig, New York og Hollywood? Hvor mange af os vidste, at han skrev Yales slagsang? At han skrev ord og musik på samme tid? Hvor mange af os ved, at Coles mor selvfølgelig gav den lille dreng et fint piano straks han bad om det?

For formuen i hjemmet var ligeså stor som moderens ærgerrighed og den lille Coles eget talent, som viste sig at være enormt både til at skrive sange og til at feste. For Cole Porter forstod at feste – og intet party uden de tre D´er: Drinks, Drugs and Dance.

Det vil sige: En dag sluttede festen. Hans elskede kone Linda gik fra ham. Det handlede ikke om deres indbyrdes kærlighed, men om de mænd, som hun ikke længere kunne acceptere, at han følte en tiltrækning imod. De mænd, som altid krøb ind under huden på ham. Cole Porter er også manden bag den fængende I´ve got you under my skin.

Men nedturen indebar også et rideuheld med en hest, der faldt over ham, gjorde ham til invalid med mange operationer, smerter og sågar amputation til følge. Men evnen til at skrive musik bevarede Cole Porter – og både før og efter uheldet skrev han den hvirvel af evergreens, som bærer hans navn, og som gjorde ham til en lysende stjerne både på Broadway og i filmens verden.

Evergreens som Lets to it, Take me back to Manhattan, I get a kick out of you og mange flere.

Vi hører dem alle sammen ude på Krudttønden i et set-up, der minder om en natklub fra 1920´erne, sådan en med mørke, røg, farver, glimmer og musik … og sangene fremføres fejende, flot og fabulous af ensemblet, der udover Vivienne McKee består af Katrine Falkenberg, Nicoline Siff Møller, Leo Andrew, Sebastian Harris og på piano Stuart Goldstein.

Danse kan de og synge og gestalte og vise følelser – og så kan manden ved pianoet spille, så det er fornøjelse, som at være rakt tilbage i Cole Porters tid, vel af mærke hans første storhedstid.

For efter uheldet kom en af alletiders største succeser, nemlig musicalen, der også blev en film, ”Kiss me Kate” skrevet med Shakespeares skuespil ”Trold kan tæmmes” som direkte forlæg. Den gav Cole Porter en Tony-award. Så der var glamour også over hans sidste værker.

Der er også både glamour og klassisk dannelse over London Toast Theatres forestilling, som er som et strejf fra den gamle verden. Med de optrædende i kjole og hvidt, i charlestonkjoler og i lange kjoler – både med og uden glitter og fjer. Med musik og stemning fra den gamle verden – eller måske rettere fra den verden, som var før det, som vi kalder den gamle verden.

For selv kunne en aldrende Cole Porter i slutningen af sit liv omkring 1960 ikke længere føle sig hjemme i det, som han kaldte den nye verden. Hans tid var den, som gik forud for Beatles, ungdomsoprør, Vietnam og kold krig.

Hans tid er noget, som er længe siden, men som også repræsenterer en sprudlende tilgang til livet, som vi i denne dystopiske tid har mere brug for end nogensinde, hvis vi skal holde os flydende. Eller som man siger det i Vivienne McKees fødeland: Keep calm and carry on – og det gælder også ihvertfald to af D´erne, nemlig Dans og Drinks.

Danmarksbloggen giver ”Oh Baby – It´s Cole” fem ud af seks boblende champagneglas, som dem Cole og hans festlige selskaber holdt så meget af. For det var funklende, gnistrende – ganske enkelt fabulous.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk