Anmeldelse: Kaspar Colling Nielsen: ”Dengang dinosaurerne var små”

Jorden skal nok overleve mennesket, men mennesket overlever ikke jorden. Sådan har geologer og geografer sagt det i årevis – også dengang jeg blev geograf, og jeg har personlig altid fundet en vis trøst i lige det faktum.

Det er så også en viden, som Kaspar Colling Nielsen har – og som han er inde på i den første novelle i hans nye samling ”Dengang dinosaurerne var små”, hvor han på overfladen taler om dinoer, men i virkeligheden taler om os mennesker, der ligesom dinoerne er ved at blive overhalet indenom af de mindre arter.

For naturen er hele tiden under os, omkring os og over os, som det beskrives i novellen ”Byer” – og vi er dømt til at tabe kampen.

Som fagnørd udi dinosaurer kan jeg selvfølgelig ikke lade være med at påpege, at de historiske dinosaurer slet ikke er uddøde, men at de faktisk er her endnu, i hvert fald de meget nære efterkommere som de fleste fuglearter som fx skarven.

For de ”rigtige” dinosaurer – de er uddøde, formentlig på grund af de klimaændringer, som skete, da vulkanerne stod i massevis ude i Asien og spyede aske op, så asken spærrede for solen og dermed for energien til jorden, så planterne ikke kunne gro. Samtidig faldt de tungere dele af det magmatiske materiale ned i havet og forsurede vandet – så alle dyr i hele fødekæden døde.

Først de små, så de større og til sidst de største. Selv dinoerne.

Den slags kaldes arternes massedød, og dem har der været fem af i jordens historie – og nu er den sjette på vej. Men det bliver den første massedød, som er forårsaget af én enkelt art – nemlig os, mennesket, homo sapiens, den mest succesfulde art nogensinde på denne planet.

Og det er selvfølgelig også os og vores dårskaber, som Kaspar Colling Nielsen har skrevet en masse noveller om. 31 helt præcist. 31 forskelle historier, der som nedslag i den mest populære teori om dinoernes forsvinden (den med meteoren i Mexico) rammer præcist vor tid og dens mennesker, vores svagheder og kendetegn.

Det er knaldgod læsning for at sige det ligeud. For Colling Nielsen flænser os ligeså præcist og skarpt som Tyrannosaurus Rex´s tænder gjorde det dengang, og han er ligeså snedig i sine beskrivelser af vores gøren og laden som nogle af de lidt mindre kødædende dinoer var det, når de jagede i flok – og du som deres udsøgte byttedyr kun så den ene, men de to-tre andre kom fra siderne – og åd dig levende.

Nu er der ingen, der bliver direkte ædt i bogen – ikke fysisk i hvert fald. For psykisk bliver mennesker fortæret i stor stil i vores tid, som det fx sker for en falleret skuespiller i ”En ynkelig misere”– og en kok, der jager både den gode ret og berømmelsen i ”Tilstedevær´”.

For ja, der er også mennesker i ”Dengang dinosaurerne var små”, som må lade livet.

De er så også indimellem selv ude om det, kan man hævde. Sandt er det i hvert fald, at civilisationen kun er et tyndt lag af fernis over mere grundlæggende barbariske kræfter og reaktioner, som kommer frem, når vi selv og dem, som vi elsker, bliver truet, som man fx kan læse om det i den i starten meget idylliske, nærmest nutids-pastorale ”Sankt Hans uden bål”.

Som læser sidder man også og tænker, hvor mange af historierne der mon er personlige. Et bud er omkring 100 procent, og ikke kun fordi mange af novellerne har en midaldrende mand, der bor i København, men som drømmer sig ud på landet, som hovedperson – både med og uden selvkørende bil, men altid med rejsedrømmene intakt side om side med ønsket om bare at være derhjemme.

Men det gælder også, selvom nogle af historierne slet ikke omhandler danskere som fx ”Mikroskopiske brune snefnug”. Men den og andre er jo almene historier, som når det her handler om ikke at tænke over konsekvenserne af ens handlinger, selvom de er vidtrækkende som her, hvor det ikke er en sommerfugls vinger i Hong Kong, der skaber regnvejr i New York, men en kronprinsesses lort der skaber oversvømmelse i Umbrien. Samt blomster, som endda ad åre kommer til Buckingham Palace. For vi får altid vores eget lort tilbage – på den ene eller anden måde.

Men håbet, drømmen om Paradis. Hvad med den? Kan vi leve uden, så hvad sker der med Paradis og vores billede af det? Ja, Paradis ved vi efter Colling Nielsens mening helt præcist, hvordan ser ud, fordi vi aldrig har set det!

Genialt – ligeså genialt som de katte, Kaspar Colling Nielsen har som de absolutte mest kompetente i en novelle – også markant mere kompetente end homo sapiens.

Danmarksbloggen giver ”Dengang dinosaurerne var små” seks ud af seks dinosaurer – og vil gerne opfordre Kaspar Colling Nielsen til at skrive flere små historier. Der må også være masser af inspiration at hente – endda på flere planer – i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, hvor han pt. arbejder som taleskriver for minister Dan Jørgensen.

Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dystopi som mental GPS på Christianshavns Gymnasium – og i samfundet

Udenfor lyste træerne i de fineste grønne nuancer, og om to dage var det sidste skoledag. Men i den såkaldte pige-sal på Christianshavns Gymnasium var flere elever og lærere alligevel i de sene eftermiddagstimer samlet til skoleårets sidste ”Kulturkonditori”, som denne gang var en blanding af oplæsning og samtale omkring emnet dystopi.

Andre gange kan Kulturkonditoriet være en diskussion eller andet, men uanset hvad så handler det om at møde andre mennesker, få nye tanker, mere viden og større visioner – og i går, da Danmarksbloggen var på besøg, var emnet altså dystopi.

Dystopi fylder meget i vor tid. Ja, der er tilmed en fascination af dystopiske fortællinger. Måske fordi vi lever i en tid med store forandringer og trusler, som forfatteren til blandt andet ”Den danske borgerkrig 2018-24” Kaspar Colling Nielsen sagde det på Kulturkonditoriet.

Men inden han gik på, var det de unge menneskers tur, vel at mærke dem som havde gået på gymnasiets forfatterskole – og der var ingen tørre læber eller øh´er, når de unge mennesker entrede scenen og læste op af egne tekster.

De var også gode, og der var tænkt over både sprog og indhold. Det, som undertegnede lagde mest mærke til, var imidlertid fraværet af mobiler og tilstedeværelsen af nærværet i rummet. Det var, som var den gamle verden tilbage for en tid, også selvom historierne foregik ude i rummet og i en dystopisk fremtid, som ingen af os ønsker at leve i.

Historierne var også skrevet eller printet på fysisk papir. For visse ting ændrer sig tilsyneladende aldrig, og som en af de unge gjorde opmærksom på, så kan vi ikke flygte fra os selv – heller ikke selvom vi tager ud i rummet. Vi møder altid os selv igen.

Undertegnede kom derfor til at tænke på, at vi som mennesker er dømte til at gentage tidligere generationers fejl – men også tidligere tiders succeser. Så måske – bare måske er der også håb. Men nu handlede denne version af Kulturkonditoriet om dystopi – og så var det oplagt at få forfatteren Kaspar Colling Nielsen på banen.

Undertegnede har også anmeldt hans forestillinger ”Den danske borgerkrig ” på Nørrebro Teater og ”Håbet er lysegrønt” på Betty Nansen/Edison. Se mere her:

http://danmarksbloggen.dk/?p=8605

http://danmarksbloggen.dk/?p=9917

Så jeg vidste, at vi ville møde et reflekteret menneske, der var dybt bekymret over de ting, som sker i vores samfund, som ændrer det – og som sker voldsomt, med lynets fart og uden at vi kan gøre særligt meget ved det.

Det er ret forstemmende, og Kaspar Colling Nielsen havde heller ikke hverken svar eller løsninger på tidens udfordringer, men til gengæld en forklaring på, hvorfor vi er så fascinerende af dystopien: Nemlig at ved at forestille os en mørk fremtid, så kan vi bedre orientere os i vores samtid.

Så altså dystopien som en mental GPS.

Det var også interessant at høre Kaspar Colling Nielsen fortælle om både en kinesisk og en egyptisk forfatter, som brugte deres bøger til at angribe de totalitære systemer, som de lever i. Systemer, som vi i den vestlige verden dømte ude engang. For de var jo hverken demokratiske eller baserede på de frihedsrettigheder, som vi tager for givet som en del af et godt og rigt samfund.

Men som man kan se det, så klarer nogle totalitære stater som fx Kina og visse arabiske lande sig udmærket, og også bedre end os i de liberale demokratier, hvilket i de sidste især 20-30 år har sendt store chokbølger igennem hele den vestlige verden.

For hvis ikke vi er de bedste til alt, hvad så? Det ryster vores selvopfattelse i sin grundvold, og derfor befinder vi i den vestlige verden os i vores største krise siden oplysningstiden, mente Kaspar Colling Nielsen og pegede på fire faktorer, som ryster os, da vi ikke længere tror på dem som garanter for samfund, stabilitet og fremgang:

Humanisme
Troen på kunsten
Troen på teknologien
Troen på demokratiet

Vores guldalder er altså for længst forbi – og ingen kan længere huske Grundtvig. Ja, dansk åndslivs kæmpe, som mange har kaldt ham, blev selvfølgelig ikke nævnt med et ord til trods for at han om nogen har givet danskerne viden og dannelse, blandt andet i de fire afgørende år han var præst i Vor Frelsers Kirke lige ved siden af Christianshavns Gymnasium. Men det er længe siden.

Nutid er derimod globaliseringen, den kapitalforvaltning og den teknologi-udvikling, som vi ikke har nogen magt over, men som bestemmer vores levevilkår – og som vi derfor må tilpasse os så godt, vi nu kan.

”Men der følger ikke automatisk et værdi- eller et menneskesyn med en smartphone,” som Kasper Colling Nielsen sagde det.

Han havde heldigvis også nogle gode råd til de unge forfatterspirer om at skrive på deres følelse, og om vigtigheden af at blive ved med at skrive. At det at skrive var ligesom at løbe et maraton. Man starter med at løbe måske 500 meter, og så øver man sig rigtig længe, inden man en dag kan man løbe rigtigt langt. Undervejs skal man tage sig selv og sit skriveri alvorligt og tro på det.

For på en måde er det meget simpelt. Bare skriv, og jo mere du skriver, jo lettere bliver det, var meldingen fra ham.

Og så fik de unge og vi andre lov til at høre Kaspar Colling Nielsen læse en novelle op fra hans novellesamling ”Den falske fisker og andre fortællinger”, der ellers først udkommer til oktober.

Dén håber Danmarksbloggen at få lov til at anmelde. Bøger er som bekendt vidunderlige – eller som Kaspar Colling Nielsen sagde det: Så er bogen den bedste teknologi.

Danmarksbloggen er enig. Bøger er bedre end alverdens film og tv-serier, for her danner du dine egne billeder, og du kan altid skabe nye. Ja, hvis du læser en bog for anden gang, så kommer der altid noget nyt til, fordi du er et andet sted i dit liv.

Et liv, som vi selv kan forme … trods alle mørke varsler om dystopi …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk