Anmeldelse: Kaspar Colling Nielsen: ”Dengang dinosaurerne var små”

Jorden skal nok overleve mennesket, men mennesket overlever ikke jorden. Sådan har geologer og geografer sagt det i årevis – også dengang jeg blev geograf, og jeg har personlig altid fundet en vis trøst i lige det faktum.

Det er så også en viden, som Kaspar Colling Nielsen har – og som han er inde på i den første novelle i hans nye samling ”Dengang dinosaurerne var små”, hvor han på overfladen taler om dinoer, men i virkeligheden taler om os mennesker, der ligesom dinoerne er ved at blive overhalet indenom af de mindre arter.

For naturen er hele tiden under os, omkring os og over os, som det beskrives i novellen ”Byer” – og vi er dømt til at tabe kampen.

Som fagnørd udi dinosaurer kan jeg selvfølgelig ikke lade være med at påpege, at de historiske dinosaurer slet ikke er uddøde, men at de faktisk er her endnu, i hvert fald de meget nære efterkommere som de fleste fuglearter som fx skarven.

For de ”rigtige” dinosaurer – de er uddøde, formentlig på grund af de klimaændringer, som skete, da vulkanerne stod i massevis ude i Asien og spyede aske op, så asken spærrede for solen og dermed for energien til jorden, så planterne ikke kunne gro. Samtidig faldt de tungere dele af det magmatiske materiale ned i havet og forsurede vandet – så alle dyr i hele fødekæden døde.

Først de små, så de større og til sidst de største. Selv dinoerne.

Den slags kaldes arternes massedød, og dem har der været fem af i jordens historie – og nu er den sjette på vej. Men det bliver den første massedød, som er forårsaget af én enkelt art – nemlig os, mennesket, homo sapiens, den mest succesfulde art nogensinde på denne planet.

Og det er selvfølgelig også os og vores dårskaber, som Kaspar Colling Nielsen har skrevet en masse noveller om. 31 helt præcist. 31 forskelle historier, der som nedslag i den mest populære teori om dinoernes forsvinden (den med meteoren i Mexico) rammer præcist vor tid og dens mennesker, vores svagheder og kendetegn.

Det er knaldgod læsning for at sige det ligeud. For Colling Nielsen flænser os ligeså præcist og skarpt som Tyrannosaurus Rex´s tænder gjorde det dengang, og han er ligeså snedig i sine beskrivelser af vores gøren og laden som nogle af de lidt mindre kødædende dinoer var det, når de jagede i flok – og du som deres udsøgte byttedyr kun så den ene, men de to-tre andre kom fra siderne – og åd dig levende.

Nu er der ingen, der bliver direkte ædt i bogen – ikke fysisk i hvert fald. For psykisk bliver mennesker fortæret i stor stil i vores tid, som det fx sker for en falleret skuespiller i ”En ynkelig misere”– og en kok, der jager både den gode ret og berømmelsen i ”Tilstedevær´”.

For ja, der er også mennesker i ”Dengang dinosaurerne var små”, som må lade livet.

De er så også indimellem selv ude om det, kan man hævde. Sandt er det i hvert fald, at civilisationen kun er et tyndt lag af fernis over mere grundlæggende barbariske kræfter og reaktioner, som kommer frem, når vi selv og dem, som vi elsker, bliver truet, som man fx kan læse om det i den i starten meget idylliske, nærmest nutids-pastorale ”Sankt Hans uden bål”.

Som læser sidder man også og tænker, hvor mange af historierne der mon er personlige. Et bud er omkring 100 procent, og ikke kun fordi mange af novellerne har en midaldrende mand, der bor i København, men som drømmer sig ud på landet, som hovedperson – både med og uden selvkørende bil, men altid med rejsedrømmene intakt side om side med ønsket om bare at være derhjemme.

Men det gælder også, selvom nogle af historierne slet ikke omhandler danskere som fx ”Mikroskopiske brune snefnug”. Men den og andre er jo almene historier, som når det her handler om ikke at tænke over konsekvenserne af ens handlinger, selvom de er vidtrækkende som her, hvor det ikke er en sommerfugls vinger i Hong Kong, der skaber regnvejr i New York, men en kronprinsesses lort der skaber oversvømmelse i Umbrien. Samt blomster, som endda ad åre kommer til Buckingham Palace. For vi får altid vores eget lort tilbage – på den ene eller anden måde.

Men håbet, drømmen om Paradis. Hvad med den? Kan vi leve uden, så hvad sker der med Paradis og vores billede af det? Ja, Paradis ved vi efter Colling Nielsens mening helt præcist, hvordan ser ud, fordi vi aldrig har set det!

Genialt – ligeså genialt som de katte, Kaspar Colling Nielsen har som de absolutte mest kompetente i en novelle – også markant mere kompetente end homo sapiens.

Danmarksbloggen giver ”Dengang dinosaurerne var små” seks ud af seks dinosaurer – og vil gerne opfordre Kaspar Colling Nielsen til at skrive flere små historier. Der må også være masser af inspiration at hente – endda på flere planer – i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, hvor han pt. arbejder som taleskriver for minister Dan Jørgensen.

Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *