Christian d. 4. er blevet en øjenbæ

Hvem troede, at danskernes yndlingskonge Christian d. 4. kunne være en øjenbæ? Men en statue af ham er det i hvert fald. I de sidste små ti dage har Danmarksbloggen været forbi området foran Børsen og Christiansborg flere gange, og synet af den nye statue bliver ikke bedre med tiden. Snarere tværtimod.

Sagen er nemlig, at den i sidste weekend indviede og seks (6!) meter høje statue af danskernes favoritkonge foran Børsen i København rager uforholdsmæssigt meget op i byrummet, og virker direkte forstyrrende på de ellers smukke omgivelser med Børsen, Christiansborg, kanalerne og Holmens Kirke.

Og det er ærgerligt, også fordi vi danskere elsker Christian d. 4.

Han er som bekendt også manden bag mange af Københavns berømte bygninger som netop Børsen og Holmens Kirke, men også Rundetårn og Rosenborg Slot – og anlæggelsen af hele to bydele: Christianshavn og Nyboder.

At Christian d. 4. så også brugte alle rigets penge på netop byggeri – og på krig, vin og kvinder – og dermed ændrede Danmark fra det stærke og rige land, som han overtog fra sin far, til et fattigt land i krise – klar til at svensken få år efter hans død kunne tage Skåne, Halland og Blekinge, taler vi ikke så meget om.

Vi kan nemlig lide vores forhorede, fordrukne konge med alle de store planer og ideer, som på bedste Anders And-manér slet ikke blev til det, som han havde drømt om. Læs mere om Christian d. 4. her i Danmarksbloggens Danmarkshistorie:

http://danmarksbloggen.dk/?p=4142

For Christian d. 4. er en fascinerende skikkelse. Det er den nye statue af ham IKKE.

Den er – sagt på den pæne måde – direkte underlig med den overdimensionerede konge stående på Rundetårn og på begge sider to spir (fra Rosenborg og Børsen). Såvel tårn som spir vender så nedad. Det siges, at det er for at illustrere, at Rundetårn og spirerne spejler sig i vandet. Hvilket er noget vås, især fordi både Rundetårn og Rosenborg er bygget mange hundrede meter VÆK fra vandet, og spiret på Børsen er også så langt væk fra kanten til kanalen, at det stort set aldrig kan ses nede i vandet mellem Børsen og Holmens Kirke.

Men det er ikke alt. Udover statuens malplacering er der noget halvfærdigt over den, når man ser på det håndværksmæssige. Så det hele er noget decideret makværk, og den statue skal flyttes hurtigere end man kan nå at sige Bertel Haarder og Per Stig Møller, der har været med til at støtte dette projekt.

Må Danmarksbloggen derfor foreslå, at man stiller den nye statue ude i Ørestaden på et afsidesliggende hjørne ved et af højhusene. Her syner den ikke af så meget, og så er Københavns bygherre nr. 1 også repræsenteret i det nye København.

For inde i det historiske centrum ved Børsen skal den store statue ikke blive stående … her skæmmer den bybilledet i en grad, så Den Sorte Firkant på Rådhuspladsen (HT´s forkætrede busterminal) var smuk ved siden af.

Ja, hvis man skulle anmelde denne statue fik den én ud af seks sokler – og den ene kun fordi den forestiller Christian d. 4.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *