God tur hjem

Så er Danmarks egen astronaut Andreas Mogensen på vej hjem. I skrivende stund suser kapslen med ham og de andre mod Jorden, hvor de forventes at lande i havet i morgen formiddag.

Gid det må gå godt. For faktisk er ankomsten til Jorden og Jordens atmosfære det farligste ved en rum-mission. Atmosfæren skal rammes i den rigtige vinkel, hvis ikke kapslen skal brænde op. Og så skal faldskærmen folde sig ud, inden de lander i vandet cirka kl. 11 i morgen.

Gad vide, hvad Andreas Mogensen tænker? Udover det oplagte at han glæder sig til at komme hjem til familien, sin kone og sine børn.

Rejser han måske også med en smule vemod i bagagen? Vemod og visheden om at han for altid vil savne rummet. Det rum, som også blev hans hjem, og hvorfra han kunne se det fantastiske syn af Jorden og atmosfæren.

Andreas Mogensen har flere gange fortalt, hvordan han elskede at sidde i Cupola og se ned mod Jorden, se vores fantastiske planet.

Som Andreas Mogensen selv skriver det på Facebook: Jeg brugte også mange timer af min fritid i Cupola, hvor jeg tog fantastiske billeder af Jorden – herfra er det tydeligt, at der kun er én blå planet vores. Fra grønne skove, sandørkener og flere vulkaner, end jeg kan tælle, viser hvert billede, hvad vores plads i universet har at byde på..

Det er en erkendelse og en viden, som man kunne ønske, at denne verdens magthavere besad. For så ville verden være et lige så godt sted, som kloden ser ud – betragtet fra universet.

Velkommen hjem til Jorden, Andreas Mogensen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Efter udslettelsen – hvad så?

Begge valg er blevet klimavalg. Skal vi gøre det ene eller andet? Det diskuterer politikerne. Men det kan faktisk være lige meget. For hvis ikke vi laver radikalt om på vores livsstil, så er det hele snart slut.

Så ender det for vores race med dén udslettelse, som vi frygter mere end noget andet, men som er det mest realistiske scenarium, når man medregner vores psykologi og adfærd i ligningen.

Men hvordan vil Jorden se ud efter udslettelsen – altså udslettelsen af vores art? Det kan vi af gode grunde ikke vide.

Men sandsynligvis vil der i tiden lige efter den store massedød være store mængder plastic, store ørkenområder, forfaldne bygninger og asfalt, der er brækket op – og kun få dyr tilbage – samt måske nogle få overlevende mennesker hist og pist.

Så vil der gå nogle år – sådan et par millioner år eller så. Ikke noget at regne med i geologisk tid. Bare et sekund i den kosmiske tidsregning.

Og så vil Jorden igen være et dejligt sted. For så har vulkanerne haft så mange udbrud, at der er kommet nyt næringsrigt materiale på overfladen, som planter kan vokse i. Planter, som dyr kan spise. Plasticen, asfalten og alt det grimme, som vi har lavet, vil også være væk. Strålingen fra vores radioaktive affald er også stort set forsvundet. Vandet er blevet rent igen. Og der vil igen være former for liv.

Hvad for nogle dyr og hvad for nogle planter det så bliver vides ikke. Temperatur-, vand- og vindforhold kan man også kun gisne om. Men at Jordkloden igen bliver en grøn og blå perle i universet, det taler alt for.

Man kan så blot ønske, at det næste gang bliver uden os …

For ellers så starter vi bare forfra med at udslette os selv. For vi er racen med evnen til at rejse til Mars, gå på Månen og samtidig ødelægge alt for os selv på Jorden. Os – den formentlig den dummeste race, som evolutionen nogensinde har fremavlet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Naturen slår igen – god midsommer

Ulven er i Jylland. Elgen er på Sjælland.

Nature strikes back.

Det er også på tide, for de virkelig farlige – mennesket – er alle vegne.

Og vi formerer os og sviner i en grad, så rotterne må stå misundelige tilbage og tænke: Pokkers, og vi som troede, at ingen kunne overgå det stunt, som vi lavede med den sorte død tilbage i middelalderen. Men dengang døde jo kun en tredjedel af menneskeheden – i Europa. Det, som de selv laver nu, kan dræbe ikke kun dem selv, men også mange andre arter. Og det over hele kloden.

Vi mennesker kunne selvfølgelig også bare begynde at passe på os selv, dyrene og kloden – på Moder Jord.

Men det ville kræve en omtanke og en vilje til at lave om på os selv og vores levevis, som vi nok desværre – for os selv og en del andre arter – ikke besidder.

Den gode nyhed er så, at Jorden nok skal overleve selv os … i en ændret form javist, men forandring er naturens og universets lov, så det er fint nok.

God midsommer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Shoppingen bliver vores undergang

Jordens ressourcer forbruges altfor hurtigt og altfor grådigt …

Mennesker – uanset religion og hudfarve – sætter forbrug og shopping over bæredygtighed og miljø. Kvinder og mænd fra Singapore og Beijing i Asien over olie-arabere i Dubai til mennesker i London, New York og alle andre metropoler shopper løs i tide og især i utide.

Men det kan vores Jord og dermed også os selv ikke holde til. Shoppingen – som ellers hyldes som den ultimative måde at slappe af og hygge sig på – kan derfor ende med at blive vores undergang. Vores miljø og økosystemer bryder sammen og dermed også civilisationen.

Så enkelt er det. Danmarksbloggen opfordrer derfor alle til at droppe Black Friday. Se dig omkring: Har du ikke allerede nok? Køb kun, når noget er blevet slidt (op) eller er gået i stykker uden at kunne laves. Så har Jorden også en chance – og vi selv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Arternes massedød og jordens overlevelse

Verdens dyrearter forsvinder i rivende hast. Mere end 40% af alle dyrearter er forsvundet indenfor for få år, og det går rigtig stærkt nu med at få resten udryddet.

Situationen er i dag så grel, at man sammenligner med dengang dinosaurerne uddøde. Dengang døde mere end 90% af alle arter på jorden – og hvis ikke mennesket ændrer adfærd, kan vi meget let ende dér igen.

Og det er skrappe sager, der skal til. Vi skal lære at undvære produkter og goder, som vi har vænnet os til. Nogle ting kan således ikke spises mere som fx ål, da ålen er en udrydningstruet art.

Men hvad sker der egentlig, hvis vi mennesker ikke i tide begynder at opføre os bæredygtigt? Vil verden så høre op? Vil alting stoppe, og kloden blive kold og gold?

Svaret er heldigvis nej.

Livet – bare i en anden form – vil nemlig fortsætte. Nogle dyr og nogle planter vil overleve og skabe en ny jord – også når vi er væk.

For som geologerne altid har sagt det: Mennesket overlever ikke jorden, men jorden skal nok overleve mennesket.

Dét er der – på en eller anden absurd måde – en vis trøst i.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Jorden skal nok overleve mennesket …

Åh, nej, nu dør Jorden, stønner miljø-romantikeren, når vedkommende læser om endnu et olie-udslip, endnu mere nedsivning af diverse kunst- og kvælstoffer til grundvandet og andre miljø-svinske ting.

Det her kan vores grønne og blå planet ikke overleve. Det er den sikre undergang, kommer det igen, når vedkommende læser om stigende vandstande i havene, smeltende indlandsis, ændrede nedbørsmønstre og hvad der ellers sker af store klima-forandringer i øjeblikket.

Men faktum er – som altid – at Jorden nok skal klare sig. Måske med et andet udseende end nu, med andre planter og med andre arter. Men klare sig, dét skal Jorden nok.

Sådan har det altid været i Jordens historie. Klima og planter har ændret sig. Arter er kommet og gået. Men Jorden vil bestå, lige indtil Solen ikke har mere brint, udvider sig og opsluger Jorden, inden Solen selv bliver til en dværg. Det forventes at ske om cirka fem  milliarder år – og ikke før.

Så det er altså ikke Jorden, men menneskeheden, der ikke vil kunne klare sig så længe … det er os, der vil gå under.

Som geologerne siger det med slet skjult tilfredshed: Jorden skal nok overleve mennesket, men mennesket overlever ikke Jorden.

Sådan er det. I de sidste par århundreder har vi så prøvet at komme naturen i forkøbet ved at ødelægge livsbetingelserne for os selv ved den måde, som vi forpester vand, luft og jord på.

Men selvom dét selvmordsforsøg skulle fejle, så skal vi ikke være bange. Det skal nok lykkes at få os ned med nakken alligevel. Naturen ligger inde med talrige måder at få bugt med os på.

For eksempel bakterie- og virus-angreb, som vi ikke kan gøre noget imod. De kommer fra tid til anden – og gør ofte ret store indhug i befolkningen. Pesten tog for eksempel en tredjedel af Europas befolkning i middelalderen.

En af supervulkanerne kan også gå i udbrud – og det gør de også fra tid til anden. For det er som altid ikke et spørgsmål, om de gør det – men hvornår! Yellowstone i USA må for eksempel formodes at gå af indenfor en – geologisk – kort tid af cirka 10.000 år.

Når det sker, er der ikke noget USA tilbage, som vi kender det i dag. Det vil være begravet under et metertykt askelag. Og er vindretningen rigtig, får vi også fornøjelsen af det grå, klistrede stads i Europa.

Men skulle vi alligevel misse asken, får vi lov til at opleve en meget mørk tid, da askelaget formodes at ville svæve rundt i atmosfæren i flere år og forhindre sollyset i at komme ned på Jorden. Og da ingen sol = ingen afgrøder, vil der være trængsel ved kølediskene, så længe der er noget at få fat på.

Tsunamier, jordskælv og andre helt naturlige ting vil også gøre sit til at komme af med os.

Men hvorfor nævne det her på Danmarksbloggen?

Fordi det er vigtigt at kunne se tingene i det store perspektiv. For kun sådan kan man glædes over og fokusere på nuet. Hvis man – som nogle gør det – lider af den vrangforestilling, at vi, der er her ligenu, er det allervigtigste i hele verden, bliver alt så ligegyldigt

For det er vi ikke. Vi er led i en lang, lang kæde. En kæde, der startede for mange milliarder år siden – og som slutter om fem milliarder år.

For vi er ikke andet end led i kæden, men det er også nok. Vi har Jorden til låns et ultrakort sekund, og det forpligter. Forpligter til at behandle den på en måde, så også vores efterkommere kan leve af og på den.

Som vinbønderne på Etna´s vulkanske jorde gør det, når de i asken fra det sidste vulkanudbrud sætter pinde ned. Pinde, som markerer jordgrænser og markskel til de vinmarker, som først deres børnebørn kan dyrke.

Dét er at tænke fremad og anerkende Jordens naturlige udvikling og vores korte nu her på jorden på en både smuk og livsbekræftende måde  …

Dét giver mening at tænke – og handle – på dén måde. Også i et land som Danmark, hvor naturen er mere end almindelig fredelig.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk