Jorden skal nok overleve mennesket …

Åh, nej, nu dør Jorden, stønner miljø-romantikeren, når vedkommende læser om endnu et olie-udslip, endnu mere nedsivning af diverse kunst- og kvælstoffer til grundvandet og andre miljø-svinske ting.

Det her kan vores grønne og blå planet ikke overleve. Det er den sikre undergang, kommer det igen, når vedkommende læser om stigende vandstande i havene, smeltende indlandsis, ændrede nedbørsmønstre og hvad der ellers sker af store klima-forandringer i øjeblikket.

Men faktum er – som altid – at Jorden nok skal klare sig. Måske med et andet udseende end nu, med andre planter og med andre arter. Men klare sig, dét skal Jorden nok.

Sådan har det altid været i Jordens historie. Klima og planter har ændret sig. Arter er kommet og gået. Men Jorden vil bestå, lige indtil Solen ikke har mere brint, udvider sig og opsluger Jorden, inden Solen selv bliver til en dværg. Det forventes at ske om cirka fem  milliarder år – og ikke før.

Så det er altså ikke Jorden, men menneskeheden, der ikke vil kunne klare sig så længe … det er os, der vil gå under.

Som geologerne siger det med slet skjult tilfredshed: Jorden skal nok overleve mennesket, men mennesket overlever ikke Jorden.

Sådan er det. I de sidste par århundreder har vi så prøvet at komme naturen i forkøbet ved at ødelægge livsbetingelserne for os selv ved den måde, som vi forpester vand, luft og jord på.

Men selvom dét selvmordsforsøg skulle fejle, så skal vi ikke være bange. Det skal nok lykkes at få os ned med nakken alligevel. Naturen ligger inde med talrige måder at få bugt med os på.

For eksempel bakterie- og virus-angreb, som vi ikke kan gøre noget imod. De kommer fra tid til anden – og gør ofte ret store indhug i befolkningen. Pesten tog for eksempel en tredjedel af Europas befolkning i middelalderen.

En af supervulkanerne kan også gå i udbrud – og det gør de også fra tid til anden. For det er som altid ikke et spørgsmål, om de gør det – men hvornår! Yellowstone i USA må for eksempel formodes at gå af indenfor en – geologisk – kort tid af cirka 10.000 år.

Når det sker, er der ikke noget USA tilbage, som vi kender det i dag. Det vil være begravet under et metertykt askelag. Og er vindretningen rigtig, får vi også fornøjelsen af det grå, klistrede stads i Europa.

Men skulle vi alligevel misse asken, får vi lov til at opleve en meget mørk tid, da askelaget formodes at ville svæve rundt i atmosfæren i flere år og forhindre sollyset i at komme ned på Jorden. Og da ingen sol = ingen afgrøder, vil der være trængsel ved kølediskene, så længe der er noget at få fat på.

Tsunamier, jordskælv og andre helt naturlige ting vil også gøre sit til at komme af med os.

Men hvorfor nævne det her på Danmarksbloggen?

Fordi det er vigtigt at kunne se tingene i det store perspektiv. For kun sådan kan man glædes over og fokusere på nuet. Hvis man – som nogle gør det – lider af den vrangforestilling, at vi, der er her ligenu, er det allervigtigste i hele verden, bliver alt så ligegyldigt

For det er vi ikke. Vi er led i en lang, lang kæde. En kæde, der startede for mange milliarder år siden – og som slutter om fem milliarder år.

For vi er ikke andet end led i kæden, men det er også nok. Vi har Jorden til låns et ultrakort sekund, og det forpligter. Forpligter til at behandle den på en måde, så også vores efterkommere kan leve af og på den.

Som vinbønderne på Etna´s vulkanske jorde gør det, når de i asken fra det sidste vulkanudbrud sætter pinde ned. Pinde, som markerer jordgrænser og markskel til de vinmarker, som først deres børnebørn kan dyrke.

Dét er at tænke fremad og anerkende Jordens naturlige udvikling og vores korte nu her på jorden på en både smuk og livsbekræftende måde  …

Dét giver mening at tænke – og handle – på dén måde. Også i et land som Danmark, hvor naturen er mere end almindelig fredelig.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk