Længsel efter en mere fri tid

På denne – endnu en isnende kold dag – længes jeg endnu mere end normalt efter varme, og ikke kun fysisk varme, selvom det ellers er relevant nok – især for de hjemløse. Men også efter mental varme – og nydelse og frihed.

Jeg er nemlig så træt af alle de trusler, der er i vores tid, og jeg ville så gerne – bare for en dag – leve i en tid, hvor alting kan lade sig gøre, hvor mennesker er frie og glade og ikke hele tiden definerer og defineres efter status og penge. Hvor effektiviteten, bundlinien og fornuften er sat ude af spil – bare lidt.

Jeg længes efter friheden – efter en fri og varm tid, hvor det farvestrålende, det barokke og alt det andet vanvittige danser og livsnyder og griner og har den fedeste fest. Fordi alt – om så bare for en stund – kan lade sig gøre.

Og ja, det er virkelighedsflugt, så det basker – eskapisme, så det drøner derudaf – men nogen gange, bare nogen gange kan man kun bære den tunge tid, som vi lever i, ved at hengive sig – bare for en stund – til længslen efter frihed, varme og nydelse.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Arternes massedød og jordens overlevelse

Verdens dyrearter forsvinder i rivende hast. Mere end 40% af alle dyrearter er forsvundet indenfor for få år, og det går rigtig stærkt nu med at få resten udryddet.

Situationen er i dag så grel, at man sammenligner med dengang dinosaurerne uddøde. Dengang døde mere end 90% af alle arter på jorden – og hvis ikke mennesket ændrer adfærd, kan vi meget let ende dér igen.

Og det er skrappe sager, der skal til. Vi skal lære at undvære produkter og goder, som vi har vænnet os til. Nogle ting kan således ikke spises mere som fx ål, da ålen er en udrydningstruet art.

Men hvad sker der egentlig, hvis vi mennesker ikke i tide begynder at opføre os bæredygtigt? Vil verden så høre op? Vil alting stoppe, og kloden blive kold og gold?

Svaret er heldigvis nej.

Livet – bare i en anden form – vil nemlig fortsætte. Nogle dyr og nogle planter vil overleve og skabe en ny jord – også når vi er væk.

For som geologerne altid har sagt det: Mennesket overlever ikke jorden, men jorden skal nok overleve mennesket.

Dét er der – på en eller anden absurd måde – en vis trøst i.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk