Anmeldelse: Svejk

Eventyr og historier fås i mange udgaver, og heldigvis også mere dystre end dem om prinser og prinsesser, der får det halve kongerige og lever lykkeligt til deres dages ende.

Et af de mere spændende eventyr er det om Den Gode Soldat Svejk, der ligenu spiller på Nørrebro Teater i en forrygende udgave med Rasmus Botoft i den centrale rolle om antihelten Svejk, der med egne ord aldrig har været særlig heldig. En rolle som Rasmus Botoft spiller, så det slår gnister omkring ham – og så han fylder hele scenen, ja hele teatret med sit medrivende portræt af den lille mand, som egentlig bare vil leve i fred med sine hunde og sine besøg på det lokale værtshus.

Rasmus Botoft har nemlig denne særegne kombination af tragedie og humor, som også Svejk-figuren har – og tilmed en stemme, som passer perfekt til rollen. Og ja, nok griner man mange gange af Svejks troskyldighed, barnlige ærlighed og manglende evne til at reflektere og overskue konsekvenserne af egne handlinger.

Men historien om Svejk og hans oplevelser under Første Verdenskrig er andet og mere end latter og morskab. Romanen om Svejk, som er skrevet af Jaroslav Hassek, er også en krigsroman, så den alvorstunge del giver næsten sig selv, om end krig på en eller anden twisted facon ofte i kunsten behandles så godt med humor.

Tag fx tv-serien M*A*S*H, hvis centrale person er kirurgen Hawkeye spillet af Alan Alda. Hawkeye var langtfra idiot på samme måde som Svejk, der hævder at have papir på det. Men den amerikanske kirurg, der altid havde en morsom bemærkning på læben, selv når han stod med indvolde mellem hænderne, og bomberne faldt om ham og de andre, blev ofte beskyldt for at være netop åndeligt mindrebemidlet af såkaldt mere fornuftige individer.

Han var tværtimod, for både Hawkeye og Svejk valgte humoren og de finurlige anekdoter for at holde krigens absurditet – og måske også sig selv – ud. Det er måske også den eneste måde, som man kan overleve på – hvis det altså er værd at overleve, hvis man bare skal sidde alene og vente på dem, der aldrig kommer. Det spørgsmål gik undertegnede i hvert fald hjem med efter forestillingen.

Der er nemlig forskel på eksistens og på liv – bare spørg nogle af de danske krigsveteraner.

Men Svejk vil måske – når han har ventet længe nok – gå videre med sine hunde og sit liv. Øllet får han i hvert fald til slut i forestillingen, og et solidt glas humle er trods alt lettere at blive mæt af og gå videre på end et postkort med kejserens billede.

Men tilbage til Første Verdenskrigs rædsler, selvom stykkets tunge alvor ikke kun drejer sig om bomber, granater, lig og menneskerester, men som også tegnes skarpt i beskrivelsen af livet på bunden af hierarkiet, dér hvor alle de andre kan herse rundt med én, og hvor mennesker må finde sig i ydmygelser og ordrer.

De færreste dog så smilende og anerkendende overfor autoriteten som Svejk, der som én af sine elskede hunde altid logrer med halen og gør det, som dens Herre siger – og netop derfor kan Svejk heller ikke besejres, og slet ikke af magtens mænd.

Alle de vigtige mænd med de betydningsfulde embeder og store titler, som udstilles i deres selvhævdende latterlighed, og det gøres så karikeret i forestillingen, at det næsten bliver bedre end virkeligheden. For naturligvis er alle katolske præster drikfældige og spillelystne, alle dommere kloge og milde, alle mellem-ledere i militæret binde- og skydegale og så videre.

Det er godt lavet – og det er også stærke kræfter, der spiller rollerne: Ulla Henningsen, Steen Stig Lommer, Asger Reher, Tom Jensen, Jesper Groth, Emil Bodenhoff-Larsen og Sara Viktoria Bjerregaard.

Endelig skal løjtnant Lukas – Svejks sidekick, selvom Svejk jo egentlig er dennes oppasser – nævnes. For han er den normalitet, som sætter Svejk i relief gennem forestillingen. En mand med smag for de gode ting i tilværelsen, en levemand, der ender med bogstaveligt at gå op i røg i skyttegravens helvede og kanonild. Han spilles mesterligt af Carsten Svendsen.

Danmarksbloggen giver seks skinnede grammofoner ud af seks mulige, som den der i forestillingens fantasifulde og meget Storm P.´ske scenografi danner en fortællestemme, som sammen med den allestedsnærværende fodnote skaber stumfilms-agtige billedrammer for dette moderne eventyr om antihelten.

Storm P. havde det i øvrigt med at bruge vagabonder og andre ringeagtede til at vise vanviddet i de såkaldte bedre folks verden. For hvem er det i virkeligheden, der er tossede i denne gakkede verden? Er det alle os såkaldte normale – og måske allermest dem med medaljer og magt? Eller er det sådan, at det er denne verdens Svejk´er, som har fanget pointen omkring, hvad det hele handler om?

Enfoldighed og naivitet er i hvert fald oversete dyder – også i vor tid. Det er så også dyder, som menneskets bedste ven hunden besidder – og så altså den gode soldat Svejk, der håber alt, tror alt og udholder alt. Måske derfor historien om ham taler til mennesker i alle tider og på alle steder.

Det er Peter Schrøder, der har instrueret på baggrund af et manuskript af Colin Teevan. Forestillingen spiller på Nørrebro Teater indtil 17. november.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *