Jeg har lige sat en mor og et barn på gaden

Jeg har lige sat et barn, på alder med min den ældste, på gaden med sin mor. Da vi kom, drønede de begge to rundt i lejligheden og forsøgte at pakke, hvad de kunne, inden fogeden skiftede låsen, og tingene var væk, mens tårerne trillede ned af kinderne på dem.

Jeg stod midt i det hele og havde lyst til at råbe og skrige. Af moderen, af fogeden, af politiet, af kommunen. For ingen børn fortjener at opleve det.
At skulle forlade sit barndomshjem i al hast, og aldrig komme tilbage.
At skulle vælge imellem sine ting, og sige farvel til resten.
At skulle se politiet og fogeden smide en og ens mor ud.

Jeg kan slet ikke forestille mig, hvad det må gøre ved sådan et sådan lille væsen. Følelsen af usikkerhed, utryghed, skam, sorg og vrede må være så ødelæggende, og sætte spor langt ind i barnets liv. Jeg har jernskjorten på i de situationer, ellers kunne jeg ikke passe mit arbejde, men når billedet af min pige eller dreng i det barns sted, popper op i mit hoved, kan jeg godt mærke tårerne presse sig på, så jeg er nødt til at spænde kæben alt, hvad jeg kan for at sørge for, at de bliver derinde.

Den lille familie er afsted nu, og forhåbentlig får de fundet en god løsning. Trods fejl og mangler i systemet så har vi dog et sikkerhedsnet, der gør, at de får tag over hovedet, mad i maven og nogle at tale med. Ihvertfald når vi kommunalt ansatte gør vores job ordentligt.

Men det burde bare ikke være nødvendigt. For hvis systemet var indrettet, som det burde være, så havde vi hjulpet den familie med at blive i lejligheden. For muligheden lå lige for, men vores regler gjorde, at vi sagde nej.
Nej til at hjælpe dem.
Nej til at de kunne blive der, hvor barnet er vokset op.
Nej til at sørge for at de ikke skal igennem det her.

Og det er ikke kun følelsesmæssigt eller psykologisk, om man vil, at det er en irrationel beslutning.
Rent økonomisk skriger det til himlen. For familien skal nu bo det næste stykke tid på et krisecenter, og det helt absurde her er, at på mandag har det kostet Københavns kommune det samme, som det ville have kostet at betale restancen.

Som en af mine borgere siger, “at være medarbejder i kommunen må føles som at være med i en Fellini film”. Og på dage som idag er det så sandt, som det er sagt.

Skrevet af: Sakse Ravnskov Andersen

En tanke om "Jeg har lige sat en mor og et barn på gaden"

  1. Jeg husker selv, da jeg var 3*34 flyttemand for snart mange år siden. Da fik jeg ofte kørsel for kongens foged ved udsætninger aller fogedsager af den eller anden art. Selv om alle forsøgte at gøre tingene så neutralt som muligt, så kunne det af og til gøre rigtigt ondt inden i – Som en gang jeg skulle hente et Tv, indkøbt alt for dyrt til familiens økonomi – ungerne sad og kiggede på det – og den ene sad og storgræd, den anden stirrede ondt på mig som om jeg var verdens ondeste menneske – og den tredje sad stille og holdt sig for ansigtet. Dér var det at jeg tog beslutningen og sagde venligt nej tak til at køre mere for fogeden. Selv om de fleste selv var skyld i deres situation, så følte jeg mig som systemets hangman – eller den lede fangevogter i en fortælling fra en Kz- lejr. Selv så mange år efter tænker jeg på den familie, når jeg tilfældigt kommer forbi det hus hvor det foregik. Håber at de har det godt i dag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *