Mogens Hansen: Alle Helgen er, at du ikke er alene

I dag holder mange danskere Halloween – men i kirken fejrer man Alle Helgen på denne tid af året.
Pastor emeritus Mogens Hansen gav i går sit bud på, hvad dét handler om. Men i dag er det så Alle Helgen, og hvad handler det så om?
Teksterne har oprindelig været brugt til prædiken i Vor Frelsers Kirke på Christianshavn, hvor Mogens Hansen var kirkebogsførende sognepræst.

Vi overlader ordet til Mogens:

Alle Helgen er, at du ikke alene. Alle Helgen er historien om den store sammenhæng. Alle Helgen er skæringspunktet mellem det, som var, og det som skal komme. Alle Helgen er det store, hellige NU.

Dér er du. Alle Helgen er, at DET er DIN sammenhæng.

Alle Helgen er erindring. At erindre er det modsatte af at glemme. Det er ellers det vi gør, glemmer. Nogen siger: Heldigvis. Heldigvis glemmer vi. Hvordan skulle vi ellers kunne holde ud at leve. Med den bagage vi fører med os, er det nødvendigt at kunne glemme.

Andre siger: Det er vor tids forbandelse, at vi har glemt. Vi har glemt fortiden og dens historier. Vi er blevet historieløse, siger de. Det er derfor vi er så rodløse. Men Alle Helgens erindring er levende hukommelse. Erindring er et menneske, som vi kendte, og som kendte os. Det er det samme som det menneskes betydning, det vil sige den mening det gav at kende ham eller hende. Den mening, det gav at være kendt af ham eller hende. Selve det at være kendt og at være hinanden be-kendt.

Den erindring, der stadig lever og derfor stadig giver liv. DET er Alle Helgen.

Alle Helgen er dagen, der gi’r mening og helhed til dit liv. Det er dagen, hvor vi nægter at nøjes med at blive ved jorden. Grundtvig tog fejl når han sagde: Ved jorden at blive det tjener os bedst. I dag forlader vi denne jord. I dag synger vi evighedens sange og ser syner, der sprænger tid og sted. De gør fortid til fremtid og nutid til hellig tid. Hellighed. Helhed, Helbred… det kommer alt sammen af den samme sammenhæng. Den rette sammenhæng.

Alle Helgen er dagen, der er helbredelse for det smerteligste af alt, nemlig konstateringen af, at JEG er, selv om hun ikke er længere! Konstateringen af, at da HAN forlod mig, da gik jorden alligevel ikke under. For jeg er her stadig, tilsyneladende ene og forladt.

Alle Helgen er et rungende NEJ til alle flugtforsøg fra livet. Fordi det tilsyneladende er uudholdeligt. Alle Helgen siger, at det, der var, var godt, og det som kommer, er endnu bedre. DERFOR er det, som ER, godt nok! Alle Helgen er Guds levende hukommelse, der bryder ind i vores liv.

Alle helgen er Himlens lys, der kommer til jord. Alle Helgen fortæller os om de salige og om det, at være salig. Det er et ord vi sjældent bruger. Man ka’ nærmest om-sætte det til at betyde: Lykkelig. Men det er ikke den slags lykke, som vi er vant til.

Det er den lykke, som hører himlen til, men som allerede har sin afglans her på jord. Som altid, når Guds ord når frem til os, så indeholder de noget andet end vi kunne sige os selv.

På alle tider af døgnet og fra alle verdens medie-stationer hamres det ind i os, at det er de rige, de unge og de smukke, der er salige, lykkelige. ”Bare det snart var onsdag, for så er der jack-pot!” ”Løb for livet, så holder du dig ung.” Kan du ikke længere selv løfte dit ansigt, så ka’ plastickirurgen ta’ dig i nakken. Lykken ER gods og guld og alt det andet, som reklamerne får os til at tro på….

Jesus siger det modsatte. Det er denne verdens af-mægtige, de, der ikke kan gøre sig gældende af egen kraft, de der IKKE blev stjerne for så meget som een eneste aften, det er DEM, der er lykkelige, salige.

Salighed er, at det glemte, magtesløse og foragtede menneske får sin værdighed og betydning af Gud. Salighed er, at livet igen bli’r som Gud ville ha’ det. For mennesket er skabt i Guds billede. Svenskerne oversætter: Mennesket er skabt TIL Guds billede. Der ligger en fremtid og en bevægelse i den oversættelse. De gamle latinere sagde: De principio… i begyndelsen. I princippet er mennesket skabt til at være HOS Gud. Deri består vores lykke!

Den række af kendetegn på salighed og lykke, som Jesus i dag fremlægger, er derfor ikke egenskaber, som VI skal øve os i at opnå. De ER allerede. De er Guds kærligheds kendetegn. De udtrykker Guds kærlighed. De er udtryk for Alle Helgen.

Salige er de fattige i ånden. Nogen af de oprindelige håndskrifter siger blot: Salige er de fattige. Seidelinerne oversatte i sin tid: Salige er de magtesløse. Begge dele er egentlig bedre og i hvert fald tydeligere. Guds lykke gives til dem, der intet har selv! Kun de magtesløse kan tage imod det liv, som Gud giver os. Guds lykke er de fattiges. For himmeriget er deres!

Salige er de som sørger. Hvordan det? Hvordan kan sørgende mennesker være lykkelige? I den ægte kærlighed er der ikke nogen tid eller noget sted. Afstand ændrer ikke på kærligheden til den elskede. Han eller hun er altid nær. Altid en del af det, som sker. Altid med i det, som er. Kærlighed gør nemlig, at vi bli’r ude af os selv.

De elskende to, er ude af sig selv, for de er hos hinanden. Den ene lever i den anden og omvendt. Det er kærligheden, der slår en gyngende bro over afgrundene os imellem. Også over den afgrund vi kalder døden. At sørge er udtryk for den kærlighed. Og sorg er at udtrykke kærlighed. Vi elsker, fordi Gud elskede os først! Salige er de, som sørger, for de skal trøstes.

Salige er de sagtmodige. Der skal mod til at være sagtmodig. Det var en modig handling, da Jesus indtog Jerusalem, sagtmodig, ridende på et æsel, som det hedder i historien. For derved gjorde han sig sårbar. Kærlighed gør os sårbare.

Midt i forbeholdets og reservationernes verden er kærligheden sår-bar, når du uden forbehold elsker et andet menneske. Vi siger, at kærlighed gør blind. Det passer ikke. Kærlighed gør dig seende! Kærligheden får dig nemlig til at se alle muligheder i et andet menneske. Kærlighed gi’r dig mod til at vove. Vove at tro på den andens muligheder. Og vove at tro på dine egne muligheder. Kærligheden ved, at mulighederne ligger i det menneske, som er skabt i Guds billede. DET gi’r mod. Et sagte mod. Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden.

Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes. Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed.

Retfærdighed og barmhjertighed er Guds kærligheds væsen. I stedet for handelsprincippet ”noget for noget” sætter Gud den ubetalelige barmhjertighed. I stedet for den straffende retfærdighed sætter Gud den tilgivende u-retfærdighed. Gud elsker sin skabning. Men vi, hans udtrykte billede, mistede sin glans af det guddommelige.

Mennesket ville hellere selv. Og vi lærte at leve med det. Men det kunne elskeren ikke leve med. Guds kærlighed var større end vores svigt. Derfor valgte Gud at vende det blinde øje til. For i DEN forstand er kærligheden blind. Kærligheden kan nemlig tilgive.

Det betyder IKKE, at uretfærdighed og ubarmhjertighed er udryddet.

Og værst af alt: Døden er vores vilkår og vores virkelighed. Men selv DEN virkelighed kan kærligheden lære os at leve med. Salige er de, som lever af Guds retfærdighed og barmhjertighed.

Salige er de rene af hjertet. Det græske ord for ren betyder egentlig ”gennemsigtig”, noget der ikke standser lyset. Et menneske, der ikke standser lyset er en helgen. En helgen er et menneske, der lader lyset fra Gud skinne igennem sig. Det menneske er for os blevet Guds udtrykte billede. Igennem det menneske ser vi Gud. Igennem de rene af hjertet.

Salige er de som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn. I dag blot dette: De to stridende parter i Mellemøsten har et – næsten – fælles ord for fred, nemlig det jødiske shalom og det arabiske Salam. Det betyder egentlig helhed, harmoni, mening. At arbejde for fred er at forsøge at finde sammen-hængen på alle sprog, altså i alle de også meget forskellige og hinanden fjendtlige sammenhænge, så livet igen hænger sammen, og vi kan leve i harmoni med Gud og med hinanden! Det giver os helbred og helhed. DET er livets mening. Derfor er fredsstifterne Guds børn.

På Alle Helgens dag taler vi altså om de salige. Ikke som noget ”engang”… noget som vore afdøde HAR mødt før os. Salighed er midt iblandt os. Guds lykke HAR nået os. Den er ikke noget vi skal fremkalde ved at BLIVE som helgener, og derved GØRE os fortjent til Guds lykke. Det er noget vi ER. For Guds kærlighed HAR nået os. Saligheden er midt iblandt os.

Til sidst: Om et øjeblik bli’r vi inviteret til at spise og drikke sammen. Det kaldes nadver, med det gamle ord for aftensmad.  For mange mærkelig og særlig, for ikke at sige sær….. Det behøver det ikke at være. At deltage i nadverens måltid kræver kun, at man kan åbne munden og synke.

I dag vil jeg særligt tænke på, alterskranken kun er halv… og at dér ved den usynlige halvdel knæler alle vore døde. Vi spiser sammen. På tværs af tid og sted. Det er et billede på det himmelske festmåltid, som allerede ER i gang… vore afdøde HAR fået del i festen. Men der er også plads til dig og til mig.

For det er Alle Helgen.

Skrevet af: Pastor emeritus Mogens Hansen

Mogens Hansen: Alle Helgen er ikke Halloween

Idag holder mange danskere Halloween – men i kirken fejrer man Alle Helgen på denne tid af året. Pastor emeritus Mogens Hansen giver i dag og i morgen bud på, hvad dét handler om.Teksterne har oprindelig været brugt til prædiken i Vor Frelsers Kirke på Christianshavn, hvor Mogens Hansen var kirkebogsførende sognepræst.

Vi overlader ordet til Mogens:

Alle helgen har aldrig spillet nogen særlig rolle i det folkelige Danmark. Det har sin grund deri, at den lutherske kirke ikke har noget tæt, endsige afklaret forhold til begrebet helgen. Men på det seneste har dagen fået voksende betydning hos os, såvel i kirkelig som i folkelig sammenhæng.

Det har altid været et omdiskuteret spørgsmål, hvor de døde måtte opholde sig indtil dommens dag. De første kristne ventede, at dommedag ville indtræffe i deres egen levetid, og i Bibelen er der forskellig – også hinanden modstridende – omtale af situationen.

Efterhånden opstod tanken om skærsilden. Skær betyder ren. Der er ingen omtale i Bibelen af et sådant sted, og begrebet kendes kun i katolsk og ortodoks teologi. Tanken er, at for at den døde kan få adgang til det himmelske, skal sjælen renses for sine jordiske synder. Der sker ved hjælp af rensende ild, ikke at forveksle med den ild, som er i Helvede. Et særligt fromt menneske eller et menneske, der døde for sin tros skyld, forestillede man sig havde direkte adgang til Gud. Alle andre skulle gennem skærsilden.

For at forkorte og lette tiden i flammerne opstod den tanke, at de efterlevende kunne bede for de afdøde og ligefrem gøre Gud venlig stemt ved at give gaver til kirken, den såkaldte ´aflad´. Ordet er tysk og betyder ´at lade være´, ´at eftergive´.

I middelalderen blev det en væsentlig indtægtskilde for kirken. Herfra hentede man penge til tidens omfattende kirkebyggeri, ikke mindst Peterskirken i Rom. Det var tanken om skærsild og aflad, der var en af hovedårsagerne til Martin Luthers opgør med den katolske kirke.

I 998 fastlagde man en særlig dag, hvorpå man skulle bede for de afdødes hurtige udfrielse af skærsilden. Det var d. 2. november, dagen efter Alle helgens dag, og man kaldte dagen Alle sjæles dag. Efter reformationen i Danmark fastholdt man, at man på disse to dage skulle prædike om de helliges tro som et forbillede og opfordre menigheden til at følge de helliges eksempel.

I det gamle bondesamfund blev 1. november regnet for årets første vinterdag, og derfor tog man varsler i naturen, men ellers var det først og fremmest skiftedag, den dag hvor karle og piger flyttede til en ny tjeneste.

I det katolske Europa har alle helgen og alle sjæle bevaret meget af deres oprindelige betydning, men når Alle helgens dag i disse år får større og større betydning, skyldes det traditioner i den engelsktalende verden.

Baggrunden er folkelige skikke i først og fremmest Irland.

Her har man fra gammel tid fortalt sagnet om Jack of the Lantern (Jack med lampen). Jack var en gudsforgåen drukkenbolt. Engang var han i drikkelag med selveste Fanden, og da han ikke ville betale, fik han Fanden til at forvandle sig selv til en mønt. Men Jack lagde mønten ned i sin pung, hvor der også lå et kors, og på den måde kunne Fanden ikke igen antage sin egentlige skikkelse. De indgik så en aftale om, at Fanden skulle lade Jack være i et år. Og så slap han ud af pungen. Men nogen tid efter klatrede samme Fanden op i et træ, hvor Jack skyndte sig at skære et kors i barken, så han ikke kunne komme ned. Det kristne symbol er selv fanden for stærkt. Nu blev fredsaftalen udstrakt til at vare ti år. Men selv en snedig Jack dør, og da han stod foran Sankt Peter, blev han afvist og sendt nedenunder, men også her måtte han gå hus forbi, for Fanden havde jo lovet ham frit lejde. Selv Fanden kan forbarme sig, så han gav Jack et stykke gloende kul fra Helvedes ild, som han satte ind i en roe, så han kunne finde vej på sin hvileløse vandring mellem himmel og jord. Således opstod tanken om manden med lampen, og på aftenen før Alle helgen – altså d. 31. oktober – var han og alle andre hvileløse på fri fod.

Så sent som i 1950-erne udviklede der sig i USA en skik, hvor børn på Alle helgens aften d. 31. oktober klæder sig ud som monstre, vampyrer, spøgelser og banditter og går fra dør til dør og tigger slik. Man sætter græskar i haverne med lys indeni og leger forskellige former for lege og optrin.

Ret hurtigt så underholdningsindustrien fidusen, legetøjsbutikker solgte udklædning, og okkulte gyserfilm så biografernes lys. På typisk amerikansk vis kaldes begivenheden for Halloween, en sammentrækning af All Hallows Eve.

Med den stigende amerikanisering af Vesten nåede ideen også til Danmark, bl.a. gennem tegneserien Radiserne, hvor vi møder Den store græskarmand, en af tegner Charles M. Schulzs mange spøjse opfindelser. I de senere år har skikken desværre også bredt sig herhjemme med den kommercielle verdens uhyggelige hast. Desværre fordi der er tale om en forvrængning og udvanding af Alle helgens oprindelige indhold.

Alligevel er der også i kirkelig sammenhæng herhjemme tale om en fornyet fejring af Alle helgen, hvor det mere er tankerne bag Alle sjæles dag, der er fremherskende. I mange kirker læser man ved gudstjenesten navnene på årets afdøde. Ofte har man særligt inviteret deres pårørende til gudstjenesten, ligesom der holdes særlige andagter på de fleste kirkegårde.

Fra de katolske og ortodokse lande har skikken med levende lys på gravene også bredt sig til Danmark, på samme måde som det at lægge blomster og sætte lys på steder, hvor der er sket dødbringende ulykker.

Landsforeningen til støtte ved spædbarnsdød holder således i samarbejde med lokale kirker rundt om i landet en meget smuk gudstjeneste, hvor det døde spædbarns navn og dødsdag læses, samtidig med at de pårørende tænder et lys. Lystænding er og bliver et stærkt symbol.

Skrevet af: Pastor emeritus Mogens Hansen