Idag holder mange danskere Halloween – men i kirken fejrer man Alle Helgen på denne tid af året. Pastor emeritus Mogens Hansen giver i dag og i morgen bud på, hvad dét handler om.Teksterne har oprindelig været brugt til prædiken i Vor Frelsers Kirke på Christianshavn, hvor Mogens Hansen var kirkebogsførende sognepræst.

Vi overlader ordet til Mogens:

Alle helgen har aldrig spillet nogen særlig rolle i det folkelige Danmark. Det har sin grund deri, at den lutherske kirke ikke har noget tæt, endsige afklaret forhold til begrebet helgen. Men på det seneste har dagen fået voksende betydning hos os, såvel i kirkelig som i folkelig sammenhæng.

Det har altid været et omdiskuteret spørgsmål, hvor de døde måtte opholde sig indtil dommens dag. De første kristne ventede, at dommedag ville indtræffe i deres egen levetid, og i Bibelen er der forskellig – også hinanden modstridende – omtale af situationen.

Efterhånden opstod tanken om skærsilden. Skær betyder ren. Der er ingen omtale i Bibelen af et sådant sted, og begrebet kendes kun i katolsk og ortodoks teologi. Tanken er, at for at den døde kan få adgang til det himmelske, skal sjælen renses for sine jordiske synder. Der sker ved hjælp af rensende ild, ikke at forveksle med den ild, som er i Helvede. Et særligt fromt menneske eller et menneske, der døde for sin tros skyld, forestillede man sig havde direkte adgang til Gud. Alle andre skulle gennem skærsilden.

For at forkorte og lette tiden i flammerne opstod den tanke, at de efterlevende kunne bede for de afdøde og ligefrem gøre Gud venlig stemt ved at give gaver til kirken, den såkaldte ´aflad´. Ordet er tysk og betyder ´at lade være´, ´at eftergive´.

I middelalderen blev det en væsentlig indtægtskilde for kirken. Herfra hentede man penge til tidens omfattende kirkebyggeri, ikke mindst Peterskirken i Rom. Det var tanken om skærsild og aflad, der var en af hovedårsagerne til Martin Luthers opgør med den katolske kirke.

I 998 fastlagde man en særlig dag, hvorpå man skulle bede for de afdødes hurtige udfrielse af skærsilden. Det var d. 2. november, dagen efter Alle helgens dag, og man kaldte dagen Alle sjæles dag. Efter reformationen i Danmark fastholdt man, at man på disse to dage skulle prædike om de helliges tro som et forbillede og opfordre menigheden til at følge de helliges eksempel.

I det gamle bondesamfund blev 1. november regnet for årets første vinterdag, og derfor tog man varsler i naturen, men ellers var det først og fremmest skiftedag, den dag hvor karle og piger flyttede til en ny tjeneste.

I det katolske Europa har alle helgen og alle sjæle bevaret meget af deres oprindelige betydning, men når Alle helgens dag i disse år får større og større betydning, skyldes det traditioner i den engelsktalende verden.

Baggrunden er folkelige skikke i først og fremmest Irland.

Her har man fra gammel tid fortalt sagnet om Jack of the Lantern (Jack med lampen). Jack var en gudsforgåen drukkenbolt. Engang var han i drikkelag med selveste Fanden, og da han ikke ville betale, fik han Fanden til at forvandle sig selv til en mønt. Men Jack lagde mønten ned i sin pung, hvor der også lå et kors, og på den måde kunne Fanden ikke igen antage sin egentlige skikkelse. De indgik så en aftale om, at Fanden skulle lade Jack være i et år. Og så slap han ud af pungen. Men nogen tid efter klatrede samme Fanden op i et træ, hvor Jack skyndte sig at skære et kors i barken, så han ikke kunne komme ned. Det kristne symbol er selv fanden for stærkt. Nu blev fredsaftalen udstrakt til at vare ti år. Men selv en snedig Jack dør, og da han stod foran Sankt Peter, blev han afvist og sendt nedenunder, men også her måtte han gå hus forbi, for Fanden havde jo lovet ham frit lejde. Selv Fanden kan forbarme sig, så han gav Jack et stykke gloende kul fra Helvedes ild, som han satte ind i en roe, så han kunne finde vej på sin hvileløse vandring mellem himmel og jord. Således opstod tanken om manden med lampen, og på aftenen før Alle helgen – altså d. 31. oktober – var han og alle andre hvileløse på fri fod.

Så sent som i 1950-erne udviklede der sig i USA en skik, hvor børn på Alle helgens aften d. 31. oktober klæder sig ud som monstre, vampyrer, spøgelser og banditter og går fra dør til dør og tigger slik. Man sætter græskar i haverne med lys indeni og leger forskellige former for lege og optrin.

Ret hurtigt så underholdningsindustrien fidusen, legetøjsbutikker solgte udklædning, og okkulte gyserfilm så biografernes lys. På typisk amerikansk vis kaldes begivenheden for Halloween, en sammentrækning af All Hallows Eve.

Med den stigende amerikanisering af Vesten nåede ideen også til Danmark, bl.a. gennem tegneserien Radiserne, hvor vi møder Den store græskarmand, en af tegner Charles M. Schulzs mange spøjse opfindelser. I de senere år har skikken desværre også bredt sig herhjemme med den kommercielle verdens uhyggelige hast. Desværre fordi der er tale om en forvrængning og udvanding af Alle helgens oprindelige indhold.

Alligevel er der også i kirkelig sammenhæng herhjemme tale om en fornyet fejring af Alle helgen, hvor det mere er tankerne bag Alle sjæles dag, der er fremherskende. I mange kirker læser man ved gudstjenesten navnene på årets afdøde. Ofte har man særligt inviteret deres pårørende til gudstjenesten, ligesom der holdes særlige andagter på de fleste kirkegårde.

Fra de katolske og ortodokse lande har skikken med levende lys på gravene også bredt sig til Danmark, på samme måde som det at lægge blomster og sætte lys på steder, hvor der er sket dødbringende ulykker.

Landsforeningen til støtte ved spædbarnsdød holder således i samarbejde med lokale kirker rundt om i landet en meget smuk gudstjeneste, hvor det døde spædbarns navn og dødsdag læses, samtidig med at de pårørende tænder et lys. Lystænding er og bliver et stærkt symbol.

Skrevet af: Pastor emeritus Mogens Hansen