Kronborg og Hamlet hører sammen som salt og peber – og nu har makkerparret fået en ny aftapning, nemlig ”Hamlets stjerne”, som havde premiere i går aftes, og som er både nyskabende og særdeles spændende.

Ja, faktisk kan jeg ikke komme i tanke om en eneste anden nyskreven forestilling, hvor jeg gerne ville have læst manuskriptet, inden ”tæppet gik” på den meget stemningsfulde scene. For der er så mange finurligheder og lag, som kan være svære at nå at fange, mens handlingen folder sig ud mellem stjerner og støv, spejle, lys og de daglige opkald til Patricias telefonsvarer i Beijing, Kina.

Patricia er kæreste til thriller-monologens skuespiller, der er i gang med at forberede sig til den store titelrolle som Hamlet. Men som i læsningen af denne teatrets største klassiker ikke kun opdager skjulte beskeder i historien, men også finder sig selv i en anden virkelighed, hvor personer, begivenheder og tidsaldre mødes, og skaber nye erkendelser – som udvikler sig til et reelt mordmysterium.

Det er, som barden, altså Shakespeare, lader Hamlet sige: Der er mere mellem Himmel og Jord end Eders filosoffer drømmer om. Noget, som vi også ser på scenen, der er som en kopi af universet med lys og mørke, stjerner og jord – og så mennesket i drømme, valg og bevægelse derimellem.

Stjernerne er vigtige. Måske især Stella Nova, som Tycho Brahe, der er i stykket udnævnes til verdens vigtigste videnskabsmand, opdagede i 1572. Stella Nova, som i mange år var en lykkestjerne for den berømte astronom, astrolog og alkymist, indtil han blev landsforvist, og endte i Prag, som var et tolerancens fristed dengang. Her blev Tycho Brahe tilsyneladende så myrdet. Men af hvem – og hvorfor?

For ”Hamlets stjerne” handler også – ja, måske især om Tycho Brahe. Nærmere hvorfor og hvordan – og hvori sammenhængen med Hamlet består – skal ikke røbes. Blot vil jeg gøre opmærksom på, at kosmos og kaos åbenbart er som yin og yang, og at man gør klogt i at lytte til den seismografiske nar, der som ofte den eneste kan gennemskue verdens åndløse gøglerspil.

For rigdom og ære forgår, men kunst og videnskab består, som det siges i ”Hamlets stjerne”, hvor Ken Vedsegaard er eneste mand på scenen i halvanden time. En sand tour-de-force, som han klarer med bravour.

Ken Vedsegaard, som er en af dansk teaters mest spændende skuespillere i øjeblikket. Fordi han teknisk er rasende dygtig. Fordi han på scenen udstråler et intenst nærvær, uanset om han gestalter et genfærd, en videnskabsmand, en konge, en nar – eller en stakkels skuespiller, der som i en skyggevandring (model Macbeth plus søvnen) går på scenen. Men også og især fordi han sammen med stykkets forfatter og instruktør Lars Romann Engel tør gå sine egne veje. Være original og skabe en forestilling som ”Hamlets stjerne”.

For dén er kunst med en særlig nerve. Og kunst af dét format har altid været efterspurgt og nødvendig. Det gælder så endnu mere i en tid som vores, hvor alt for mange forestillinger er gammel vin fra tv og film hældt på nye teater-flasker.

Den slags kopier slukker sjældent tørsten efter det, som gør os klogere, dybere, mere reflekterede. Så søger man originalitet og næring, vil man gerne udfordres, overraskes og overvældes, så skal man drage til Kronborg – eller rettere Thalia-salen via-a-vis det gamle slot. For dér folder kunsten med stort K og skuespillet med stort S sig ud.

Danmarksbloggen giver ”Hamlets stjerne” seks ud af seks kranier. Dét er trods alt Hamlets ånd, som er i spil her, som lyset er det i forestillingen, både direkte og indirekte, både via ord og i prismer, der lyser som diamanter.

For vi er vores eget mørkekammer, og vi vælger selv, hvilket menneske vi vil være, som stykkets forfatter og instruktør Lars Romann Engel lader Ken Vedsegaard runde af med.

Vi kvitterede selvsagt med stående applaus.

Det er HamletScenen, som producerer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk