En besøg i Teatret ved Sorte Hest giver altid noget med hjem, uanset om det er et hestespil eller som i går aftes premiere på et gæstespil.

Nemlig Tim Crouchs ”Jeg, Malvolio” med Michael Moritzen alene på scenen i mere end 75 minutter i en ikke monolog – men dialog med publikum, som han møder med intenst nærvær, lige fra vi kommer ind og sætter os – og til lang tid efter vi er gået hjem.

For manden – altså både karakteren og skuespilleren, som fejrer 40-års jubilæum i rollen – vil os noget, har et ærinde, og han gør det forrygende og med lige dele frækhed og følsomhed.

For sit indre øre kan man også længe efter, at man har forladt den sidste enlige lyspære på scenen høre det insisterende ”ER DET IKKE SÅDAN, DET ER?” efterfulgt af en form for brummen, som kommer efter hver eneste bredside mod os, som sidder på sæderne, og hvis undskyldninger og bortforklaringer i vores tilværelse fremkaldes nådesløst – og morsomt.

For vi nailes spot on, som det hedder på nudansk af den grinagtige person i de gule strømper og tøjet, som bærer præg af et længere ophold i et uhumsk fængsel i den Shakespeare-komedie, som han er flygtet fra.

Malvolio er nemlig – uanset hvad århundrede han befinder sig i – sådan én, som man efter temperament shamer – eller har ondt af.

Men allermest er han et spejl på os og på de dårskaber, som menneskeheden deler på tværs af tid og sted … og som ingen har beskrevet bedre end selveste Shakespeare, som vi også mindes om. Både i form af kranier lavet i plastic (formoder jeg) – og senere i en version af kød og blod.

Men vi klukker af grin, når vi mindes om, at vi ikke går i kirke – ikke lige i dag i hvert fald. Men at vi da godt kan tillade os at smide lige det lille-bitte stykke papir på gaden, gå hjem og tage en stor vodka og juice – og bare glem juicen.

Vi lever i det hele taget konsekvent efter devisen ”Det, vi skal, gør vi ikke. Men det, vi ikke skal – det gør vi – og det til gavns”.

Og lige præcis dér rammer ”Jeg, Malvolio” den lige i røven – også bogstaveligt. For dét er stykkets sweet spot – dér hvor tragedie og komedie mødes.

Dér hvor man fejlagtigt tror, at fornøjelse ikke kommer med en pris, men at man bare kan accelere udi sine dårskaber. Og det er vi dygtige til. For mon vi ikke alle sammen – også i dag – tager det ekstra stykke kage og alt det andet, som vi ”burde” være blevet kloge nok til at lade være med efter Malvolio har læst os teksten?

Gu´ gør vi så – og det er også derfor, at forestillingen “Jeg, Malvolio” spiller livets skæve akkorder så smukt.

Den eneste mislyd er måske, at Shakespeares ”Helligtrekongersaften”, som Malvolio kommer fra, er en forvekslings-kærligheds-komedie og en med Malvolios øjne stor kærligheds-tragedie, mens ”Jeg, Malvolio” mere er et moralsk stykke (der sine steder kan minde om Holberg) med hip til Gud og hvermand – og tak for det.

De opsange, den demaskering har vi brug for. Der sker så også en re-maskering, men sådan må det være, når forestillingens eneste person har brug for flere gange at pointere, at han ikke er gal.

Det er han så. Det er vi alle. Galskaben, vanviddet er ligesom stanken og råddenskaben – det trænger ind alle vegne, og i sindet på os alle sammen.

Se bare på verden af i dag – som i præcis i dag eller rettere i nat, hvor det store vanvid blev sluppet løs ikke så langt fra Illyrien.

Forskellen på despoterne og os andre er så kun, at despoterne har meget mere til rådighed, som de kan hærge og ødelægge med.

Det er trist. Men: ER DET IKKE SÅDAN, DET ER?

En anden og mere opmuntrende forskel er så, at nogle få udvalgte også har geniets evne. Shakespeare havde for eksempel. Hans ord og hans figurer bliver ved med at give – også selvom andre fører pennen.

Således også i ”Jeg, Malvolio”, der er en spøjs og underfundig sag, som sine steder gnistrer og sprudler – og især når den møder os dér, hvor vi er her i 2022, hvor vi er lige så meget i vores forfængeligheds og selvretfærdigheds vold, som menneskene var det i renæssancen på Shakespeares tid.

Danmarksbloggen giver fem kranier … og gør opmærksom på, at det i stykket omtalte land Illyrien faktisk har eksisteret.

Illyrien lå på Balkanhalvøen, og strakte sig ned langs Adriaterhavskysten med tilhørende bagland – dvs. Illyrien inkluderede de nuværende lande: Slovenien, Kroatien, Serbien og Albanien. Altså indtil Illyrien blev erobret af romerne et par århundreder før Kristi fødsel – og starten gik til en omtumlet tilværelse på det også i dag urolige Balkan.

”Jeg, Malvolio” spiller til 19. marts. Det er Lene Vasegaard, der har instrueret.

Ps. Der er i forestillingen også en unik mulighed for en one-in-a-life-time-mulighed, som inkluderer både smartphones og sociale medier. Intet mere skal røbes. Dét skal opleves!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk