Når jeg skal se Shakespeare, læser jeg altid bardens stykke inden forestillingen. Også denne gang, hvor jeg tog ”Hamlet” i den komplette og uforkortede udgave – på det engelsk, som Shakespeare selv skrev stykket på. Det er en læsning, som tager tid. Men mindre kunne ikke gøre det, når teaterkompagniet ”Lord Chamberlains Men” til den årlige Shakespeare-festival på Kronborg spiller ”Hamlet”, som det blev opført første gang, at barden selv så stykket på scenen.

Så det var med enorme forventninger og hovedet fuldt af renæssance-engelsk, at turen gik til Kronborg. Der var selvsagt også fuldt hus på udendørsscenen, hvor aftensolen sænkede sig, mens tordenskyerne og mørket voksede. En passende kulisse til dramaet om den danske prins, der af sin fars spøgelse beordres til at hævne dennes død. For dræbt blev kongen af sin egen bror, der derpå overtog både krone og kone.

Dronningen blev så ligesom Hamlets udkårne Ophelia spillet af mænd. For det gjorde man på Shakespeares tid. Noget som vakte moro hos flere tilskuere, når de så en af de to mænd iført Tudor-kjolerne. For det var en aften med udelukkende hvide mænd på scenen. En speciel oplevelse i 2024, men ikke noget at blive stødt over – eller grine af.

TVÆRTIMOD lod de fleste af os let føre på historiens vinger tilbage til dengang, hvor Hamlet var et nyt stykke dramatik med personer, symboler og ord, som var gængse dengang. Ikke at der er nogen forskel i grunden på at se Shakespeare nu og dengang. Han er universel og altid aktuel, uanset hvor man er på kloden og i hvilket århundrede.

Men nuvel, de gode ”Lord Chamberlains Men” spillede, så det gjaldede foran det gamle slot i tøj fra den elizabethanske tid (knæbukser, store skjorter og lange sokker) tilsat kapper, kongekroner, skørter, knive, trommer og andet godt. Der var også både sang og musik, som traditionen bød dengang.

Og så agerede de hele tiden ud til os i publikum, og nærmest opfordrede os til at blande os med hujen, råben og klapsalver, som man gjorde det dengang, hvor den 4. væg var en aktiv medspiller. Men vi sad alt for godt fast i 2000-tallets stive teaterkultur, så vi ventede til den stående applaus, som kom velfortjent efter en forestilling, der var Shakespeare Classics – og udført, så det simpelthen ikke kan gøres bedre.

Englænderne kan generelt noget med attitude, sprog og det at række ud til publikum. De sætter simpelthen mentale hager i os – og så haler de os ind i dramaet, som var vi nogle af de torsk, der svømmer ude i det Øresund, der både kunne høres og lugtes salt i den lumre sommeraften, der var fuld af elektricitet – og rytmiske, plastiske engelske gloser – og tak for det.

For Shakespeare er bare bedst på engelsk – og især når det som her er klasseskuespillere, der taler, ånder, synger, agerer og bevæger sig Shakespearesk – i ord, toner og krop, så vi taler om, at det står mål med det, som man oplever ovre på bardens eget genopbyggede teater ”The Globe” i London.

Enhver opførelse af ”Hamlet” har så sin egen fortælling i stykket, og denne handlede om den unge mands kamp med sig selv – og for den far, som han satte op på en piedestal. Idoler skal man passe på med, især når de kræver, at man skal give dem hele sit liv. Det kan man blive gal af. Alligevel er det ikke en sort-hvid Hamlet, som bliver spillet på Kronborg denne sommer.

Det er en Hamlet, der handler om individet, om en ung mand – i tvivl, i sorg, men også fuld af kampgejst og en idealistisk tro på, at alt kan lade gøre for ham. At han kan vinde over den, som dræbte hans far, og stadig beholde det hele, både pigen, han elsker, og magten. Vi oplevede det måske allermest i Hamlets monolog, hvor han taler om at dø, at drømme. Om at livet kan være så hårdt, at søvnen, døden, virker som en udfrielse – men at vi stadig og på trods også drømmer og handler. Dér gik der et spøgelse gennem os i publikum. Dér blev vi spejlet.

På metaplanet er denne version af ”Hamlet” måske også historien om England efter Brexit. Et England, der som på Shakespeares tid igen står på egne ben (dengang uden paven, i dag uden Bruxelles), og hvis gamle venner kun tilsyneladende er venner – med undtagelse af den altid trofaste Horatio, der nok har været i lutherske Wittenberg, mens stadig går rundt med en katolsk rosenkrans i bæltet.

For vi er i stykket midt i en værdi-kampens tid, som vi også er det i vores tid. Man kan læse meget ind i Shakespeare. Man kan også bare gakke til Kronborg og nyde forestillingen, hvis eneste malurt i bægeret er, at vi IKKE i ørerne får Horatios smukke afskedsord over Hamlet: Now cracks a noble heart. Good night, sweet prince. And fligths of angels sing thee to thy rest.

Alligevel får ”Hamlet” 6 ud af 6 af de kranier, som i forestillingen er hofnarren Yoricks. For uanset om man er konge eller nar, renæssancemand eller kvinde i 2000-tallet, så ender vi alle som kranier, når vores gang over ormene, men under stjernerne er forbi. Det vidste verdens største dramatiker. Ham, som man aldrig bliver hverken helt klog på – eller færdig med.

Der spilles på engelsk med danske undertekster.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk