Only love can drive out hate

Så skete det igen – terroren viste igen sit usle, feje og menneskefjendske ansigt. Denne gang i Orlando, Florida, USA, hvor USA´s værste mareridt, nemlig en hjemmefødt terrorist, der arbejdede som en enlig ulv, dræbte 50 og sårede mindst ligeså mennesker. Bare fordi de mennesker var til stede på en homo-natklub!!!

Det er sindssygt – og vi skal huske på, at kun lys fordriver mørket, at kun kærlighed fordriver hadet – og at guldet lægger for enden og i regnbuen, og at mørkemændene m/k derfor aldrig vil vinde …

Vi skal i stedet vise regnbuen endnu mere … endnu stærkere … vi skal insistere på rummelighed, tolerance og vidsyn.

Kom derfor til Den Amerikanske Ambassade i KBH i aften, hvor der er arrangeret en højtidelighed. Læs mere her:

https://www.facebook.com/events/1215727155112970/

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kvindeforagten er problemet

De seksuelle overgreb i Köln på 100 tyske kvinder nytårsnat har rejst en enorm debat, som meget hurtigt kommer til at handle om race, religion og kultur.

På den ene side står dem, som siger, at det her handler om, at mænd fra Nordafrika og arabiske lande er vant til at betragte kvinder som enten madonnaer eller ludere – og at mændene derfor “ikke kan lade være” med at agere, som de gør.

På den anden side er så dem, som henviser til at også hvide, vestlige mænd begår seksuelle overgreb – og at vi skal passe på ikke at lade det her handle om race, religion og kultur.

Som Danmarksbloggen ser det, så skal vi holde fast i, at det er kvindeforagten, som er problemet.

En kvindeforagt – og en opfattelse af kvindens krop som per automatik tilgængelig for enhver mand, som måtte have lyst – der er et verdensomspændende fænomen, som også ses i fx Indien, hvor massevoldtægt af selv meget små piger er hverdag.

MEN – for der er et men. Vi skal heller ikke lukke øjnene for det faktum, at der ER problemer med mænd af nordafrikansk og mellemøstlig oprindelse, som er overrepræsenterede i voldtægts-statistikkerne.

Det er IKKE ensbetydende med, at ALLE muslimske mænd har den holdning – for det har de IKKE. Langtfra. Men andelen af mænd af mellemøstlig oprindelse, der begår seksuel kriminalitet, er større end andre grupper i Danmark – og vi hjælper ingen ved at fortie det faktum, hvad det så end skyldes.

Under alle omstændigheder: Så handler det her ikke om at smide møg i hovedet på hinanden, men om at støtte og øge respekten for kvinder – hos alle, både mænd og kvinder, hvide og mørke osv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Glædelig jul fra Danmarksbloggen

I går var det solhverv. Så nu går det – i naturen i hvert fald – mod lysere tider. Danmarksbloggen kunne godt drømme om, at det samme var tilfældet i samfundet.

Der er heldigvis også mange initiativer, enkeltpersoner og organisationer, som arbejder for et mere rummeligt og et mere solidarisk Danmark – blandt andet denne blog.

Så noget er på vej. Noget godt. Det må vi tro på. Alternativet er heller ikke til at holde ud.

Man siger også, at det altid er mørkest lige inden daggry.

Dét ønsker Danmarksbloggen i dén grad er sandt. For der er brug for lys i Danmark i disse år. Lys, som skinner ligeså klart, som julelysene vil gøre det på juletræerne i morgen rundt omkring i Danmark.

Danmarksbloggen ønsker alle en rigtig glædelig jul med ønsket om, at vores samfund igen bliver som dét juletræ. For ingen skal lades udenfor og alene. Alle skal ind i kredsen og deles om lysene, pynten og gaverne.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Solhverv og juleroser

Vintersolhvervet plejer at falde d. 21. december, men i år falder det i dag d. 22. december.

Solhverv er – basalt set – en astronomisk begivenhed, som har at gøre med Jordens bane om solen og Jordens rotation, der gør, at dagslængden varierer gennem året, så vi har lange, lyse dage om sommeren og korte, mørke dage om vinteren. Dagen er i Danmark cirka 7 timer lang her ved vintersolhverv, mens den er over 17 timer lang ved sommersolhverv.

Nogle sjove fakta om vintersolhverv er så, at den seneste solnedgang allerede har fundet sted, nemlig for en uges tid siden. Omvendt så står solen stadig senere op en uge endnu. Så vi skal altså helt frem til omkring nytår, før solen både står tidligere op og går senere i seng sådan samlet set.

Men under alle omstændigheder: Fra nu af bliver dagene længere – cirka 3 minutter og 20 sekunder i snit – indtil sommersolhverv i juni.

Omkring jævndøgn går det dog stærkere – her bliver dagen cirka 5 minutter længere pr. dag. Det er dér i slutningen i marts, hvor lyset også kommer væltende frem., og vi mærker, at det er forår.

Lysvæld efter lysvæld, som man også kan læse om det i Selma Lagerlöfs fantastiske historie om juleroserne, der ikke har noget direkte med vintersolhverv at gøre – men som foregår på denne tid på året, og som handler om kulden i et menneskehjerte. Men også om troen på næstekærligheden og modet og håbet – og om julehaven i Göinge skov.

Dén historie er det godt at læse en mørk vintersolhvervsdag som idag.

Glædeligt solhverv – eller rettere: År og Fred, som de asa-troende siger det, både i al almindelighed og når de skal blóte, som de skal det i dag for at fejre solhvervet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Boganmeldelse: Spøgelserne (lever endnu) på Frilandsmuseet

I 2013 kom første version af Steen Langstrups bog ”Spøgelserne på Frilandsmuseet”.

Bogen, der hurtigt blev en stor succes, handler om de spøgelser, som både ansatte og besøgende gennem mange år har mødt på Frilandsmuseets gamle gårde, der ligger spredt ud over landskabet i Kgs. Lyngby nord for København.

Spøgelser, der kan være harmløse og blot tilstedeværende som ”den grå mand”, men også truende som ”den hvide dame” eller ligefrem direkte farlige som ”dødens arme”, der trækker dem, der kommer for tæt på, med ned i alkovens dyb og måske længere ned endnu.

For der er mange gårde på Frilandsmuseet – og mange spøgelser. Og vi møder dem alle sammen i bogen ”Spøgelserne på Frilandsmuseet”, der på fredag d. 15. maj udkommer i en revideret og udvidet version, hvilket er en rigtig god ide.

For 2015-versionen af bogen er opdateret med dugfriske – og særdeles nutidige – beretninger om mødet mellem almindelige danskere og genfærd. Og det gør en i forvejen rigtig god bog så meget bedre, når man kan læse, at de overnaturlige hændelser også skete så sent som i 2013 og 2014.

For så kan man – mens nakkehårene rejser sig – konkludere: Spøgelserne lever endnu på Frilandsmuseet – hvis man ellers kan bruge ordet lever om spøgelser, der jo i sagens natur må forventes at være døde!

Men vigtigst er, at det også betyder, at man selv – med lidt held – kan møde spøgelserne og genfærdene derude, hvilket appellerer til både fantasien og nysgerrigheden.

Et oplagt tidspunkt at prøve, om man selv kan se, høre eller fornemme et spøgelse er selvfølgelig i forbindelse med de meget velbesøgte ture, som Frilandsmuseet arrangerer i de mørke efterårsaftner omkring Halloween. Men også resten af året – selv en solrig sommerdag – kan et genfærd manifestere sig ifølge bogen.

Både mænd og kvinder har i hvert fald oplevet lidt af hvert på alle tider af året. Undertegnede er desværre ikke en af dem. Jeg var ellers med på en af første spøgelsesture i efteråret 2013 – og ja, det var skræmmende med mørket, lygterne, historierne og den sorte kiste.

Men desværre hverken så, hørte eller mærkede jeg noget. Jeg håbede det ellers. På den anden side, så har jeg det lidt ligesom bogens forfatter Steen Langstrup: Jeg tror ikke på spøgelser, men jeg kan godt blive bange for dem alligevel.

Og så har jeg endda ikke engang været med på spøgelsesjagt med professionelle spøgelsesjagere, som Steen Langstrup har været det i flere omgange. For Steen Langstrup går hele vejen og har både besøgt kirkegårde i de egne af landet, hvor Frilandsmuseets gårde oprindeligt stammer fra – samt været med på spøgelsesjagt en midvinternat og en fuldmånenat.

Især den sidste tur rystede den garvede gyserforfatter – hvilket der også er kommet et spændende kapitel ud af i bogen, hvor man kan læse om både kuldefornemmelser, hvisken af stemmer, der ikke burde kunne høres i tomme rum samt mystiske skygger i vinduer med mere.

Der er også et kapitel, hvor Steen Langstrup har en spændende samtale med museumschef på Frilandsmuseet dr. phil Peter Henningsen om netop problematikken omkring spøgelser, videnskab og psykologi. Noget, der sætter bogens personlige beretninger og reportager i relief.

Endelig er der – selvfølgelig – også en opfordring til fortsat at rapportere det til Steen Langstrup, hvis man selv oplever noget usædvanligt. Der kunne altså med andre ord godt være lagt op til en version 3 af bogen, som Danmarksbloggen i så fald glæder sig til at læse til dén tid.

Indtil da vil Danmarksbloggen ile med fem genfærd ud af fem mulige for denne herlige anden version af en bog, der giver både masser af gys – og en stor lyst til selv at gå på spøgelsesjagt derude i de gamle gårde.

Undertegnede ved ihvertfald godt, hvor turen skal gå hen en regnvåd og mørk dag i sommerferien: Nemlig på spøgelsesjagt på Frilandmuseet.

Steen Langstrup: ”Spøgelserne på Frilandsmuseet.” Udgives af 2 Feet Entertainment. I samarbejde med Frilandsmuseet. Udkommer 15. maj.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mørket er nøgleordet i Danmarks Oscar-chancer

Så er det i nat, at Oscar´erne skal uddeles.

Danmark har hele tre chancer for at få en af de tre gyldne statuetter. Alle med mørket som grundtone.

Mest opmærksomhed har der været omkring omkring Thomas Vinterbergs “Jagten”, der også var nomineret til Golden Globe uden dog at vinde dén. Filmen med dansk films mest strålende skuespiller Mads Mikkelsen i hovedrollen handler som de fleste nok ved om menneskejagt på en mand, der er uskyldig i den mistanke om pædofili, der kastes på ham.

Men også den danske dokumentarfilm “The Act of Killing” kan få en Oscar i kategorien bedste dokumentarfilm, og i kategorien bedste kortfilm er Anders Walters “Helium” nomineret.

I dokumentarfilmen “The Act of Killing” følger man en flok massemordere på øen Sumatra, hvor militæret i 1965 væltede den indonesiske regering og udryddede mere end en million mennesker. I filmen ser man mænd fra dødspatruljen filme og på skrømt genskabe nogle af de drab og voldshandlinger, som de selv deltog i dengang.

Kortfilmen “Helium” handler om drengen Alfred, der ligger dødeligt syg på hospitalet, hvor han bliver venner med den rengøringsmanden Enzo. Sammen skaber de to en magisk fantasiverden, Helium, som Alfred drømmer sig ind i.

Det er altså tre meget forskellige film, som danske filmskabere er nomineret for. Men alle handler de om livet, når det gør ondt … om livet, når mørket tager over eller truer med at gøre det.

Og det er også lige dér i mørket, at vores styrke ligger som danskere.

For uanset hvad vi siger og gør, så har vi mørket i os … også når det lyse forår som nu står udenfor vinduerne … for helt slipper vi aldrig det mørke og den melankoli, der ligger i den lange nordiske vinter.

Vi skal derfor lære at se mørket som en styrke, som noget vi tør være os bevidst, både i kunsten og i hverdagen. For kun sådan kan vi sikre os imod, at mørket får magten over os.

H. C. Andersen skrev om det i eventyret “Skyggen” – den til dato mest mesterlige fortællling om hvad der sker, når mørket får overtaget, fordi man ikke vil være sig det bevidst – eller bekendt.

For går man den anden vej og tør se sit eget mørke i øjnene, så opdager man, at mørket ikke har en chance mod kærlighedens lys og forårets varme. Så behøver man ikke en Oscar-statuettes guldskær for at se klart, omend Danmarksbloggen selvfølgelig hepper på flere gyldne statuetter til danske filmskabere.

For sikke en anerkendelse af os og vores dygtige filmskaberes evne til at fortælle vedkommende historier det er både at vinde, men også bare at være nomineret.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Det Nordiske Folk: Melankoliens og Lysets Folk

Nordmændene er nogle sportsgale fjeldaber, der har altfor mange oliepenge.
Svenskerne drikker altfor meget, er altfor langhårede, altfor kedelige og altfor reserverede.
Danskerne snakker altfor meget og altfor højt – og så kan man ikke stole på en dansker.

Cirka sådan lyder nogle af de klassiske fordomme, som vi render rundt med om hinanden her i Norden.

Men det er synd. For i virkeligheden har vi så meget, der binder os sammen: Demokratiet, velfærdssamfundet – og så især det at vores værdier om frihed og lighed og rummelighed er truet i en global verden, hvor menneskerettigheder og menneske-respekt trædes under fode fra flere sider – og på flere måder, nogle af dem fra vores egne regeringer.

Ja, os der bor heroppe nordpå, hvor vi har de lyse somre og de mørke vintre, vi er langt mere ens, end vi er forskellige.

Som ABBAs Benny Andersson sagde det i 2010: Os der bor på disse høje breddegrader, hvor det er vinter i et halvt år, og hvor solen nærmest er helt væk et par måneder, vi har melankolien som et fælles livsvilkår. En melankoli, der reflekteres i vores måde at være på, tænke på, føle på – og lave kunst og musik på.

Og som den danske skuespiler Nikolaj Lie Kass sagde det i sommers: Vi har mørket i os, og det skal vi beholde – dét er vores styrke.

Dét er værd at huske, og især nu hvor efteråret for alvor sætter ind – og dagene igen bliver rigtig korte, nætterne igen meget lange og mørket igen skal til at ruge tungt over landet.

For nok kan mørket knuge os både i sind og sjæl, men det er også i mørket, at vi henter vores styrke, og det gælder os alle sammen her i Norden.

Nordmænd, svenskere og danskere.
Os. Det Nordiske Folk. Melankoliens og Lysets Folk.

Os, der har en forpligtelse til at holde humanismens og medmenneskelighedens fane højt – også og måske især i en mørk tid som denne.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk