Kulde og mørke forude …

Så kan vi lære det her i Danmark.

Mange brokkede sig under Corona-nedlukningerne: Jeg sidder bare her. Jeg kan ikke komme ud og spise. Jeg vil også til frisør. Og i biffen. Etc, etc.

Der var meget, som de forkælede og forvænte brokkede sig over at måtte undvære for en kort tid.

Men alle havde rindende vand.

Alle havde mad nok.

Alle havde lys.

Alle kunne få varme.

Alle de basale behov VAR med andre ord dækket – og til normale priser vel og mærke.

Sådan er det ikke i den kommende vinter. Tværtimod.

Alt koster allerede mange gange mere end normalt. Og der kan – lige om lidt – blive mangel på både det ene og andet. Fx strøm. Der tales allerede om daglige brown-outs, altså planlagte daglige perioder uden strøm.

Det er også skræmmende realistisk, at nogle danskere havner i samme situation som en del englændere, der i flere uger har sagt HEAT OR EAT. Altså at der skal vælges mellem, om man vil have varme eller mad.

Hver fjerde englænder vil således ikke tænde for varmen i den kommende vinter. Der er ingen tal på, hvor mange danskere, der på samme måde satser på at stå vinteren igennem i en iskold bolig.

Så: Aldrig har vinteren været mere skræmmende end nu.

Og det kunne være sundt for os og vores forvænthed og forkælelse med sådan et par hårde måneder eller fem med lidt mørke, kulde og mangel på enkelte fødevarer.

Hvis altså ikke lige det er fordi, at det som altid er de svageste, der kommer til at betale den højeste pris.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *