Påske i evighedens perspektiv

Påsken nærmer sig. Påske no. 2 i pandemiens tid.

Sidste år var undertegnede inde ved Marmorkirken skærtorsdag. Det var en lys forårsaften, hvor kirkeklokkerne ringede – og hvor tulipantræerne, som står mellem Marmorkirken og Bredgade, blomstrede i al deres hvide og lyserøde pragt.

En på alle måder smuk aften, som også blev en højtidsstund, selvom den sædvanlige skærtorsdagsaftens-gudstjeneste var aflyst, fordi alle landets kirker var lukkede i påsken 2020.

For mens jeg stod dér i aftenlyset, så på blomsterne og lyttede til klokkerne, blev jeg åndeligt set løftet – og mindet om, at livet og naturen går videre, uanset hvad vi mennesker foretager os eller ikke-foretager os.

Sollyset, blomsterne og klokkerne dannede nemlig denne skærtorsdags aften en åndelig åbning ind i pandemiens mørke. En åbning, så jeg kunne kigge op og ud – og væk fra det timelige – og hen mod det evige.

Det er altid givende at få evighedens perspektiv på, når man overvældes af det timelige. Men det er ekstra godt i en pandemi, hvor vi let overmandes af mørket, kontroltabet, isolationen og alt det, som vi ikke kan foretage os.

Og ja, det er superærgerligt ikke at kunne det, man savner. Men det skal nok komme igen – også selvom vi må slippe kontrollen undervejs. Give os Gud i vold, som man sagde det i gamle dage.

For som der stod på den seddel, som Marmorkirkens præster og andet personale havde sat op på kirkedøren dér sidste påske 2020:

Og det her er kun en tid. Husk det nu. Vi åbner igen. Verden går ikke under.

Kun en tid. Lige præcis. Det gælder stadig. Vi får det hele igen. En skønne dag. Dén tro skal vi gå med – og leve på, også selvom den store genåbningsplan ikke bliver som lovet.

For gør vi det, så kan langfredagsmørket sænke sig over landet, over hele verden så meget, det vil. Det får os ikke. Vi er lysets børn, og vi ved, at lyset skinner i mørket – og at lyset vil sejre på den lange bane.

Dét bliver påskemorgen, lys og liv, lykke og sol igen.

Dén tanke er der kraft i at holde fast i – også her i den kommende påske. Ja, måske især her. Påske no. 2 i pandemiens tid.

GOD PÅSKE.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Glædelig jul – og tag vare på hinanden

Der er tider, hvor det er nemt at skrive – og tider, hvor det er svært at skrive.

Denne jul er både-og.

For det er nemt at tale om vigtigheden af at holde ud og holde ved. For ja, vaccinen kommer lige om lidt. Vi er tæt på. Lastbilerne kører snart over grænsen med deres dyrebare last.

Men det er samtidig også så svært at ønske god jul i år. For det er ubærligt at tænke på dem, som vil tabe kampen til Corona her i den sidste, hårde tid.

Her mens mørket samler sig om os.

Visheden om, at det altid er mørkest lige før daggry, kan virke som en skæbnens hån, hvis man er angst for et elsket medmenneske eller for sig selv, her mens vi er så tæt på den vaccine, som er på vej.

Man bliver så lille og så magtesløs i det hele – men netop dér findes også svaret, hvis man tør give slip. Hvad man så falder på, må være op til den enkelte at finde ud af.

Selv finder jeg stor trøst og styrke i, at dér julenat tændes et lys, som skinner hele vejen fra Betlehem og gennem alle tider.

For det bliver jul … også i 2020.

Glædelig jul til alle – og tag vare på hinanden …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Noget mørkt i det danske folkedyb

Der er noget mørkt i det danske folkedyb, som vandt i går. Noget mørkt, sort og farligt, som nu igen slippes løs i Danmark.

Som en i mit netværk sagde det: “Jeg kan faktisk ikke begribe, at det er gået sådan. Det er som et mareridt, en ond drøm.”

Og ja, det er det. Dansk Folkeparti som Danmarks andetstørste parti – godtnok på bekostning af Venstre, men selvom de mandater modregnes så en voldsom fremgang alligevel.

Danmarksbloggen vil ikke lade sig kue, men har sat sigtet på 2019 – og på mere medmenneskelighed og tolerance. For nok går det mod mørkere tider nu – men lyset skal nok vinde. Vær med, bak op og kæmp.

Angsten og mørket skal have modsvar i form af mod og lys. For det danske folkedyb er mere end en gammel, angst mand, der sidder og kryber sammen i mørket – det er også en ung, glad pige, der går og nynner i lyset.

Og en blog, der kæmper for sagen … hjælp med at gøre Danmarksbloggen til en stemme, der høres i Danmark. TAK.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Demonstration for lyset – og demokratiet

Lyset er på vej tilbage – ihvertfald fysisk. For astronomisk set var det for en uge siden midvinter og solhverv – og det betyder som bekendt, at vi går mod lysere tider – i naturen, men ikke politisk.

Dér bliver det derimod mørkere og mørkere. Især siden Den Nye Offentlighedslov blev vedtaget i juni 2013, har det været markant sværere at kigge magthaverne efter i sømmene.

Det er så samtidig noget, som aldrig har været mere relevant end det er i øjeblikket. Man behøver blot sige Eritrea og “nødløgne” – og dét er kun et par eksempler.

Mød derop op i dag til lysfest og demonstration for åbenheden – og imod mørklægningen. Det handler i sidste instans om demokratiets overlevelse i Danmark.

Læs mere her: https://www.facebook.com/events/1442405965973298/?unit_ref=related_events

I København foregår det på Christiansborg Slotsplads fra kl. 19 til kl. 21.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kristi Himmelfart og kampen mellem Det Gode og Det Onde

Tilbage i middelalderen opførte man i mange kirker såkaldte kirkespil, når det var Kristi Himmelfart.

Kirkespil, hvor man selvfølgelig lod en figur af Jesus forsvinde op i et hul i kirkeloftet for på den måde at symbolisere himmelfarten.

Men også kirkespil, hvor Det Gode (Jesus) kæmpede mod Det Onde (Satan) – og hvor Det Gode vandt. Typisk var Det Onde symboliseret ved en drage eller en slange, og Det Gode ved en løve.

Se Danmarksbloggens indlæg om emnet fra 2013: http://danmarksbloggen.dk/?tag=kristi-himmelfart

Dét kunne være særdeles fristende at lave et sådant kirkespil i vore dage – og dét i en version, så nutidige samfundsproblematikker blev inddraget.

For vi lever i en tid, der officielt har afskaffet Det Onde og Det Gode til fordel for den ubegrænsede relativisme.

Men relativismen du´r ikke. Når alt erklæres for lige godt, bliver alt også ligegyldigt. Men alt er ikke lige godt.

Tværtimod findes der værdier, som er værd at kæmpe for. Værdier, som sagtens kan identificeres som værende af Det Gode. Og disse værdier er alt det, der samler og bringer lys, glæde og kærlighed mellem mennesker kontra deres modsætning, der skiller og bringer mørke, smerte og had mellem mennesker.

Værdier, der ikke kan leve side om side, men som konstant støder sammen i den evige kamp mellem Det Gode og Det Onde, som mennesker og samfund har kæmpet til alle tider.

Så nej, vi kan ikke bare trække på skulderen og lade verden gå sin skæve gang. Vi må vælge: Vil jeg følge løven eller dragen/slangen, lyset eller mørket?

Valget er vores, både på og efter denne Kristi Himmelfartsdag.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mørket er nøgleordet i Danmarks Oscar-chancer

Så er det i nat, at Oscar´erne skal uddeles.

Danmark har hele tre chancer for at få en af de tre gyldne statuetter. Alle med mørket som grundtone.

Mest opmærksomhed har der været omkring omkring Thomas Vinterbergs “Jagten”, der også var nomineret til Golden Globe uden dog at vinde dén. Filmen med dansk films mest strålende skuespiller Mads Mikkelsen i hovedrollen handler som de fleste nok ved om menneskejagt på en mand, der er uskyldig i den mistanke om pædofili, der kastes på ham.

Men også den danske dokumentarfilm “The Act of Killing” kan få en Oscar i kategorien bedste dokumentarfilm, og i kategorien bedste kortfilm er Anders Walters “Helium” nomineret.

I dokumentarfilmen “The Act of Killing” følger man en flok massemordere på øen Sumatra, hvor militæret i 1965 væltede den indonesiske regering og udryddede mere end en million mennesker. I filmen ser man mænd fra dødspatruljen filme og på skrømt genskabe nogle af de drab og voldshandlinger, som de selv deltog i dengang.

Kortfilmen “Helium” handler om drengen Alfred, der ligger dødeligt syg på hospitalet, hvor han bliver venner med den rengøringsmanden Enzo. Sammen skaber de to en magisk fantasiverden, Helium, som Alfred drømmer sig ind i.

Det er altså tre meget forskellige film, som danske filmskabere er nomineret for. Men alle handler de om livet, når det gør ondt … om livet, når mørket tager over eller truer med at gøre det.

Og det er også lige dér i mørket, at vores styrke ligger som danskere.

For uanset hvad vi siger og gør, så har vi mørket i os … også når det lyse forår som nu står udenfor vinduerne … for helt slipper vi aldrig det mørke og den melankoli, der ligger i den lange nordiske vinter.

Vi skal derfor lære at se mørket som en styrke, som noget vi tør være os bevidst, både i kunsten og i hverdagen. For kun sådan kan vi sikre os imod, at mørket får magten over os.

H. C. Andersen skrev om det i eventyret “Skyggen” – den til dato mest mesterlige fortællling om hvad der sker, når mørket får overtaget, fordi man ikke vil være sig det bevidst – eller bekendt.

For går man den anden vej og tør se sit eget mørke i øjnene, så opdager man, at mørket ikke har en chance mod kærlighedens lys og forårets varme. Så behøver man ikke en Oscar-statuettes guldskær for at se klart, omend Danmarksbloggen selvfølgelig hepper på flere gyldne statuetter til danske filmskabere.

For sikke en anerkendelse af os og vores dygtige filmskaberes evne til at fortælle vedkommende historier det er både at vinde, men også bare at være nomineret.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Det Nordiske Folk: Melankoliens og Lysets Folk

Nordmændene er nogle sportsgale fjeldaber, der har altfor mange oliepenge.
Svenskerne drikker altfor meget, er altfor langhårede, altfor kedelige og altfor reserverede.
Danskerne snakker altfor meget og altfor højt – og så kan man ikke stole på en dansker.

Cirka sådan lyder nogle af de klassiske fordomme, som vi render rundt med om hinanden her i Norden.

Men det er synd. For i virkeligheden har vi så meget, der binder os sammen: Demokratiet, velfærdssamfundet – og så især det at vores værdier om frihed og lighed og rummelighed er truet i en global verden, hvor menneskerettigheder og menneske-respekt trædes under fode fra flere sider – og på flere måder, nogle af dem fra vores egne regeringer.

Ja, os der bor heroppe nordpå, hvor vi har de lyse somre og de mørke vintre, vi er langt mere ens, end vi er forskellige.

Som ABBAs Benny Andersson sagde det i 2010: Os der bor på disse høje breddegrader, hvor det er vinter i et halvt år, og hvor solen nærmest er helt væk et par måneder, vi har melankolien som et fælles livsvilkår. En melankoli, der reflekteres i vores måde at være på, tænke på, føle på – og lave kunst og musik på.

Og som den danske skuespiler Nikolaj Lie Kass sagde det i sommers: Vi har mørket i os, og det skal vi beholde – dét er vores styrke.

Dét er værd at huske, og især nu hvor efteråret for alvor sætter ind – og dagene igen bliver rigtig korte, nætterne igen meget lange og mørket igen skal til at ruge tungt over landet.

For nok kan mørket knuge os både i sind og sjæl, men det er også i mørket, at vi henter vores styrke, og det gælder os alle sammen her i Norden.

Nordmænd, svenskere og danskere.
Os. Det Nordiske Folk. Melankoliens og Lysets Folk.

Os, der har en forpligtelse til at holde humanismens og medmenneskelighedens fane højt – også og måske især i en mørk tid som denne.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk