Demonstration for lyset – og demokratiet

Lyset er på vej tilbage – ihvertfald fysisk. For astronomisk set var det for en uge siden midvinter og solhverv – og det betyder som bekendt, at vi går mod lysere tider – i naturen, men ikke politisk.

Dér bliver det derimod mørkere og mørkere. Især siden Den Nye Offentlighedslov blev vedtaget i juni 2013, har det været markant sværere at kigge magthaverne efter i sømmene.

Det er så samtidig noget, som aldrig har været mere relevant end det er i øjeblikket. Man behøver blot sige Eritrea og “nødløgne” – og dét er kun et par eksempler.

Mød derop op i dag til lysfest og demonstration for åbenheden – og imod mørklægningen. Det handler i sidste instans om demokratiets overlevelse i Danmark.

Læs mere her: https://www.facebook.com/events/1442405965973298/?unit_ref=related_events

I København foregår det på Christiansborg Slotsplads fra kl. 19 til kl. 21.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Thornings selfie, giraffen Marius og billedet af Danmark

Så er Danmark igen på forsiderne af alverdens medier, denne gang skyldes det en giraf ved navn Marius, der nu ligger i maven på Zoo´s løver.

Sidst Danmark lavede overskrifter rundt om i verden handlede det om Thornings selfie.

Som dansker kan man egentlig godt ærgre sig lidt over det billede, som de to “nyheder” giver af Danmark – nemlig at vi er et lille lykkeland, når ting som statsministerens selfie og en død giraf åbenbart er det mest spændende, der sker hos os.

Det kan selvfølgelig også bare være en overfladisk verden, der søger letfordøjelige nyheder, og her er en selfie og en giraf bestemt egnede.

Men det ville unægtelig være mere interessant, hvis alverdens medier gik i flæsket på de danske magthavere på grund af ting som offentlighedsloven, antiterrorlovene, salget af DONG til Goldman Sachs og mange af de andre sager, der taler om et Danmark på vej til nogle tilstande, der minder mere om de stater, som vi engang omtalte som udemokratiske bananrepublikker end det gør om et frit og demokratisk land.

Der er nemlig noget at skrive om …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kan Danmark blive et totalitært samfund?

Kan I huske Franz Kafka´s bog “Processen” om bankmanden Josef K., der en morgen får at vide af to fremmede mænd, at han er arresteret, og at der er indledt en proces mod ham.

Det mærkelige er, at bankmanden Josef K. forbliver på fri fod, mens han indkaldes til parodiske retsmøder, at han aldrig lærer anklagen mod ham at kende, men at han alligevel accepterer sin “proces” og viljeløst underkaster sig den dødsdom, som det ender med.

Bogen, der er skrevet for små 100 år siden, har lige siden dens udgivelse stået som et af de bedste skræk-eksempler på, hvad der sker med retssikerheden og individets tro på sig selv og egne muligheder i et totalitært samfund.

Nå, men det er jo bare fiktion – og det sker ihvertfald ikke i Danmark, vil mange nok indvende. Danmark er jo et frit land, hvor vi både har rettigheder og muligheder – og retssikkerhed.

Og ja, det har vi – haft. For med den nye offentlighedslov, samkøringen af diverse registre og senest politiets brug af hemmelige advokater bliver det relevant at stille spørgsmålet alligevel.

Har vi egentlig retssikkerhed i Danmark? Eller kan Danmark blive et totalitært samfund?

Under COP15 i 2009 foretog politiet flere ulovlige handlinger, endda med støtte fra den daværende regering, og siden er glidebanen fortsat – og det i en grad så ikke kun flere af vores nabolande, men også OSCE (Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa) kritiserer den nye offentlighedslov for at være for lukket og hindre relevant information i at nå ud i samfundet.

http://www.dr.dk/Nyheder/Udland/2013/05/23/154016.htm

Og det er jo en kendt sag, at man kun kan handle på det, som man ved. Så kender danskerne ikke til, hvad der sker i det danske samfund, ja, så kan vi ikke handle, og så kan politikere, embedsstanden og de store spillere i øvrigt skalte og valte med Danmark og danskerne, som de ønsker. Altså: Keine Hexerei, nur Behendigkeit.

Det er lidt den kogte frøs princip, hvor man ikke starter med at præsentere danskerne for hele pakken om det totalitære samfund på een gang. For så skulle vi nok opdage, hvad der skete og protestere og brokke os.

Men skrues der i stedet lidt op for varmen hele tiden, slækkes dér bare en anelse på retsikkerheden her og der – samtidig med at der skubbes til folks frygt, så vi accepterer endnu mere overvågning og kontrol, ja så ender vi til sidst i det kogende vand sammen med ingredienser som rettigheder og muligheder.

Og så er retten serveret: Et dansk samfund, der er minder altfor meget om det, som Kafka skrev om for snart 100 år siden. For ja, Danmark kan sagtens ende som et totalitært samfund.

Dét skal vi ikke acceptere. Der skal råbes, demonstreres og skrives imod det. For det kan nytte at gøre noget. Danmarksbloggen vil ihvertfald gøre sit.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk