Det Nordiske Folk: Melankoliens og Lysets Folk

Nordmændene er nogle sportsgale fjeldaber, der har altfor mange oliepenge.
Svenskerne drikker altfor meget, er altfor langhårede, altfor kedelige og altfor reserverede.
Danskerne snakker altfor meget og altfor højt – og så kan man ikke stole på en dansker.

Cirka sådan lyder nogle af de klassiske fordomme, som vi render rundt med om hinanden her i Norden.

Men det er synd. For i virkeligheden har vi så meget, der binder os sammen: Demokratiet, velfærdssamfundet – og så især det at vores værdier om frihed og lighed og rummelighed er truet i en global verden, hvor menneskerettigheder og menneske-respekt trædes under fode fra flere sider – og på flere måder, nogle af dem fra vores egne regeringer.

Ja, os der bor heroppe nordpå, hvor vi har de lyse somre og de mørke vintre, vi er langt mere ens, end vi er forskellige.

Som ABBAs Benny Andersson sagde det i 2010: Os der bor på disse høje breddegrader, hvor det er vinter i et halvt år, og hvor solen nærmest er helt væk et par måneder, vi har melankolien som et fælles livsvilkår. En melankoli, der reflekteres i vores måde at være på, tænke på, føle på – og lave kunst og musik på.

Og som den danske skuespiler Nikolaj Lie Kass sagde det i sommers: Vi har mørket i os, og det skal vi beholde – dét er vores styrke.

Dét er værd at huske, og især nu hvor efteråret for alvor sætter ind – og dagene igen bliver rigtig korte, nætterne igen meget lange og mørket igen skal til at ruge tungt over landet.

For nok kan mørket knuge os både i sind og sjæl, men det er også i mørket, at vi henter vores styrke, og det gælder os alle sammen her i Norden.

Nordmænd, svenskere og danskere.
Os. Det Nordiske Folk. Melankoliens og Lysets Folk.

Os, der har en forpligtelse til at holde humanismens og medmenneskelighedens fane højt – også og måske især i en mørk tid som denne.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Den årlige vandbakkelse: Melodunte Grand Prix´et

Hånden på hjertet: Hvor mange internationale Melodi Grand Prix-vindere kan du synge eller nynne? De fleste af os kan vist ikke ret mange.

Måske en eller to af Johnny Logans vindere fra 80´erne? “Diggi-loo-diggi-ley” som de tre svenske Herreys-brødre med guldstøvlerne sang? Formentlig også brødrene Olsens vindersang fra år 2000 “Fly on the wings of Love”.

Og så selvfølgelig ABBA´s suveræne vindersang “Waterloo” fra 1974, der er af et format, som hæver både den og den legendariske gruppe langt over, hvad man kan forvente af det ellers meget sete Melodi Grand Prix.

Melodi Grand Prix, MGP eller Melodunte Grand Prix – kært barn har mange navne. Men uanset hvem der vinder i Malmø i morgen aften, så kan man være sikker på, at vedkommende med nærmest 100 procents sikkerhed er rimeligt glemt i løbet af meget kort tid.

For Melodi Grand Prixet har kun interesse i de få dage, som der sendes semifinaler og finale i tv.

Melodi Grand Prixet er den årlige tv-musik-vandbakkelse med farvestrålende glasur og sukker. Ingen næring er der i dén kage, men til gengæld masser af tom luft.

Men vi guffer alligevel musik-vandbakkelsen i os hvert år og nyder showet, mens det varer – og sidder så tilbage med en “nå-var-det-bare-det-følelse”, inden Melodi Grand Prix´et med al dets væsen af hurtige og aldeles forgængelige melodier og sangere går i glemsel indtil næste år.

Og måske er det, som det skal være. Ikke alle traditioner behøver dybde og substans for at have deres berettigelse. Af og til kan en vandbakkelse være på sin plads.

For der er unægteligt langt mellem ABBA´erne … som i øvrigt havde det senere megahit “Hasta Manana” som reserve-sang til Melodi Grand Prix´et i 1974.

En sang af dét format som reserve-sangen, som andet-valget. Dét alene siger alt om, at ABBA – både i Grand Prix-sammenhæng og i øvrigt – var en gruppe af et ganske særligt format, som sjældent eller måske endda aldrig er set, hverken før eller siden.

Og nok kunne man ønske, at ABBA gik på scenen i Malmö i morgen aften – eller enhver anden aften. Men det kommer ikke til at ske. Det har de sagt i en uendelighed. Deres sidste live-optræden var på britisk morgen-tv i 1982, hvor de meget passende sang “Thank you for the music”.

Og så er de to B´er alligevel med i årets Melodi Grand Prix. Björn Ulveaus og Benny Andersson har nemlig skrevet en sang, et anthem, der skal synges af alle deltagerne ved åbningen.

Jeg har ikke hørt sangen, men jeg vil vædde nærmest hvad som helst på, at Björn og Bennys sang er mange-mange niveuaer bedre end de sange, der deltager i årets konkurrence.

Så i år kommer der alligevel – helt utraditionelt – til at være næring i Melodi Grand Prix´et.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk