Anmeldelse: “Stikker” og “Panzer”

I dag er det 74 år siden, at de danske jøder blev reddet og sejlet til Sverige.

I den anledning vil Danmarksbloggen anmelde to bøger, som for nylig blev udgivet i 8. oplag: Steen Langstrups ”Stikker” og ”Panzer”, der foregår i krigens sidste hektiske måneder, hvor sabotagen, likvideringerne og clearingmordene tog til, mens det danske politi var sendt i tyske lejre, og den offentlige orden blev varetaget af besættelsesmagten og deres danske håndlangere. Det var med andre ord en hård og ganske lovløs tid, som vi stadig meget gerne læser om.

De fleste danskere dengang puttede sig bag mørklægningsgardinerne og tænkte bare på at klare sig igennem, for på det tidspunkt, hvor bøgerne foregår (november 1944 og april 1945) vidste alle, hvordan krigen ville ende. Spørgsmålet var blot, om russerne eller de allierede kom først, hvornår det skete og med hvilke omkostninger for både den enkelte og landet.

Omkostningerne for Danmark, der blev kaldt Hitlers kanariefugl, var sammenlignet med de fleste andre europæiske lande såre små. Vores land var stort set intakt og ikke sønderbombet som store dele af resten af Europa. Vi havde som bekendt også samarbejdet med Hitler indtil 1943, og kun modstandsbevægelsens indsats og ikke mindst det at vi som det eneste europæiske land for alvor hjalp jøderne sikrede os en plads på de allieredes side.

Sådan lyder den kendte historie om besættelsen, og den holder også i store træk. Det er så også en beretning, der kalder på helte og på stor dåd – og de har også været der.

Men modstandsbevægelsen var også andet og mere, som Steen Langstrup så præcist beskriver det i de to bøger ”Stikker” og ”Panzer”, hvor de klassiske historier fra 2. verdenskrig i stedet for heltekvad om modige unge mennesker, der kæmpede selvom de var bange, bliver rammer om datidens storpolitiske og grimme spil om magt og penge – og ikke mindst almen-menneskelige fortællinger om ensomhed, vrede, længsel, sex, penge, generationskløfter, utroskab, vold, alkohol, depression og hvad der ellers fandtes – og findes.

For uanset om det er en rig fabrikantsøn, en prostitueret, en ung mand fra datidens slum, en præst eller en politimand, som er de fem, der danner en modstandsgruppe og hovedperson-galleriet i den første bog ”Stikker”, så prøver de bare at finde en vej i livet, en plads i samfundet, og dermed er de ikke anderledes end os, der lever nu.

Vores håb, drømme, fejl og valg er de samme som deres.

Og det samme gælder i ”Panzer”, hvor næsten alle trådene fra ”Stikker” samles. Der er en enkelt løs tråd, hvor man selv må vurdere, om det bliver en happy ending eller ikke – eller måske en grå, for tilværelsen fås stort set kun i forskellige grå nuancer, hvad der slås fast mange gange i ”Panzer”.

Virkeligheden er nemlig sjældent sort og hvid, og helte er en raritet. Svigt – også og måske især fra og mod dem som man holder allermest af – er derimod en fast ledsager i tilværelsen, så nej, man bliver ikke opmuntret af at læse Steen Langstrups to bøger om besættelsen.

Men man bliver på en mærkelig måde alligevel opstemt af ”Stikker” og ”Panzer”, fordi man erfarer, at det glitrende billede af både den tids modstandsfolk og samfundsstøtter – og vor tids idealer om vores samfund – ikke holder til et reality-tjek.

Så ja, mørket er massivt i bøgerne, og de er også fulde af lort, blod og tårer – præcis som livet er det. Men livet er alt, vi har, og det er trods alt bedre end alternativet … døden, som der selvsagt findes en del af i de to bøger.

Handlingen hænger i øvrigt sammen i de to bøger, så det vil være umuligt at skrive om persongalleriet i bog to uden at røbe slutningen i bog et, og det du´r jo ikke.

Men Danmarksbloggen kan slå fast, at persongalleriet i ”Panzer” er ligeså favnende og realistisk som i ”Stikker”, og at det i begge bøger handler om etik og moral. Om de valg, som vi kan træffe – og om de ting, som vi bare er nødt til at gøre, fordi vi er rundet af både vores tid og vores baggrund – og det, som vi fik eller måske især ikke-fik med hjemmefra.

Danmarksbloggen kan også uden at fortælle for meget røbe, at vi i ”Panzer” kommer ind bagom en enkelt tysker, der sidder med de samme tanker, som enhver anden ville. For hos Steen Langstrup er alle mennesker, også en nazist, der har et foto af ham selv og Himmler stående på kontoret.

Steen Langstrup skriver også – som altid – flydende og med en god fornemmelse for de små ting, der tegner personer og stemninger.

Spændende er det også at læse om muligheden af eksistensen af en nazistisk flugtrute gennem Danmark, som kunne have været benyttet efter krigen, samt om det såkaldte Varulvenet, som skulle have lavet modterror efter krigen – og endelig om det møde, som efter sigende fandt sted mellem modstandsbevægelsen, tyskerne og repræsentanter for det gamle Danmark (politikere og kongehus) for at sikre, at Danmark ikke blev kommunistisk efter Tysklands sammenbrud.

For i Danmark har vi altid snoet os – som flere af personerne i de to bøger også gør det, så hvem ved, hvad der i virkeligheden er foregået bag mørklægningsgardinerne? Gad vide om der findes noget i nogle af de arkiver, der endnu er lukkede? Det må være guf for en historiker.

Danmarksbloggen giver Steen Langstrups “Stikker” og “Panzer”  fem ud af seks stenguns, som dem modstandsbevægelsen ofte selv måtte flikke sammen for at have noget at skyde med.

For nok blev der kastet våben ned, men mange af dem gik til såkaldte ventegrupper, der først skulle i aktion, hvis noget gik galt efter freden. Det skete så ikke.

Til gengæld blev der skabt en tradition, som er fortsat med hjemmeværnet, hvor mænd kan skyde med våben uden at det rigtig betyder noget. En meget dansk måde at lege krig på, som først er blevet udfordret i de seneste årtier, hvor det er blevet blodig alvor i Irak og Afghanistan.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Skadedyr og tulipaner”

Mørkets mester har gjort det igen. Steen Langstrup har med domestic noir-bogen ”Skadedyr og tulipaner” skrevet endnu en bog om dét altfortærende, altødelæggende mørke i menneskesindet. Det mørke, der skaber en ondskab, der får mænd, kvinder og børn til begå den ene ugerning efter den anden i voldens blodrøde billede.

Og i ”Skadedyr og tulipaner” taler vi ikke kun om et enkelt menneske – eller måske en lille gruppe syge-i-hovedet-individer. Nej, her er det en hel flok på en ø, der nok består af grønne marker og ligesågrønne skove, og som er omgivet af blåt hav og en stor, åben himmel, hvor stjernerne lyser om natten. Men alligevel er øens beboere helt og aldeles så opslugt i og af deres eget mørke, at lovene åbenbart ikke gælder.

”Du er på landet nu,” som en af de voksne på øen siger til drengen Archibald fra København, da han er med ude og fiske og protesterer over, at den fredede sæl skal skydes. Men den spiser jo de fisk, som øens beboere vil have til sig selv. Så derfor må den dø.

For sådan er det ude på øen, hvor der er kontant afregning på mere end en måde, og hvor kultur er at drikke sig fuld til den lokale byfest og derpå køre hjem, selvom man ikke kan stå på sine ben.

Der er derfor heller ikke noget eller nogen, der er fredet på øen – og slet ikke en københavnerhvalp som Archibald, der flytter til øen sammen med sin kunstnerfar efter moderens tragiske død i et trafikuheld i det København, hvor familien ellers boede og havde det godt. Men idyllen sluttede brat – og nu er virkeligheden øen langt væk fra byens lys og mennesker.

Og her er den usikre, følsomme og næsten konstant blomster-tegnende 13-årige Archibald et oplagt mål og en ligeså naturlig syndebuk for de selvtilfredse ø-boere, der mener sig i deres gode ret til at herske over liv og død, og som i virkeligheden ikke ønsker, at nogen andre end dem selv skal være på øen.

Det vil sige undtagen én, pigen Fie, som er ligeså drømmende og sensibel som Archibald – men som fordi hun er opvokset på øen, også ved, hvad det er for et sted. Et fængsel, hvor alle kender alle, og hvor alle vogter på hinanden, så ingen forlader den meget smalle sti af, hvad der er acceptabel adfærd – eller udfordrer hierarkiet.

For sådan er hverdagen i det lille samfund – og når man har læst Steen Langstrups novelle-samling ”Amerikansk Olie”, er det nærliggende at spørge sig selv, om drengen Archibald måske ikke ligeså godt kunne komme fra fx Syrien og have mistet sin mor i et bombeangreb? Og om den lille, selvtilfredse ø, hvis beboere har så snæver en mental horisont ikke kunne være Danmark? Det er i hvert fald ligefor at tolke det derhen.

MEN måske det er en overfortolkning. Måske bogen bare handler om det, som den giver sig ud for at handle om: En dansk dreng, der mister sin mor i en trafikulykke, og som efterfølgende må klare sig igennem sorgen og smerten stort set på egen hånd – og på et fremmed sted, hvor han ikke er velkommen, mens faderen maler og går til i druk. Farbroderen hjælper lidt, når han er på besøg. Og pigen Fie er der også – når hun altså kan. Og så er der selvfølgelig hundehvalpen Mette Tulipan, der på mere end en måde er det centrale omdrejningspunkt i bogen og i Archibalds liv.

Men det er i grunden ikke afgørende, om bogen skal tolkes på den ene eller den anden måde. For ”Skadedyr og tulipaner” er som Steen Langstrups andre bøger velskrevet på en måde, så man læser den i ét eneste øksehug og efterlades med den sædvanlige knugen i maven. Steen Langstrup flår nemlig også her slørene og selvbedragene væk, så man endnu engang ser menneskene og verden præcis så sorte, som de OGSÅ er – men som vi er så gode til at glemme. Fordi vi gerne vil glemme, at virkeligheden er så grum og grim.

Men vi må ikke glemme. Vi skal huske på mørket og ondskaben – og måske især vores egen ondskab. For som der står i bogen ”Mørket trives bedst i små, sorte rum”.

Og livet er ikke for børn, som bogen også slår fast. Og skadedyrene? Ja, de findes alle vegne – også inde i vores eget sinds mørkeste afkroge. Det kan selv tusinde tegnede tulipaner ikke ændre på. Men måske, bare måske kan vi gøre noget, hvis vi løfter en flig og lader lyset og kærligheden komme ind i mørket.

Danmarksbloggen giver fem blodrøde tulipaner ud af seks mulige.

Bogen udgives i morgen d. 20. januar.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kom til bogmesse – og sid i Steen Langstrups torturstol

Danskerne læser som aldrig før, og i den kommende weekend løber årets største fest for alle Danmarks læseheste af stablen, når der er bogmesse i Bella Centret i København fra fredag d. 11. november og til søndag d. 13. november.

Danmarksbloggen har derfor interviewet forfatter Steen Langstrup, som er en af de mange forfattere, som man kan møde derude, både alene og sammen med skuespillere og instruktør fra filmen FINALE, der er bygget over Langstrups anmelderroste bog ”Alt det, som hun ville ønske hun ikke forstod”. Filmen forventes at få premiere i 2017.

Læs Danmarksbloggens anmeldelse af bogen her: http://danmarksbloggen.dk/?p=7752

I bogen spiller en bestemt stol en stor rolle som det sted, hvor hovedpersonen tortureres. Og Steen Langstrup fortæller, at stolen også vil være på standen, og at man – på eget ansvar – kan få lov til at sætte sig i den. Han skal da også selv prøve at sidde i stolen, der i bogen ikke er noget særligt, men bare en stol, mens den i filmen er tænkt noget mere visuelt.

Steen Langstrup har ikke set stolen endnu, så han er meget spændt på at se den, og vildt glad for at have fået lov til at få den med på standen. Han har heller ikke set filmen endnu.

Så hvordan bliver det (tror du) til næste år at se sin bog på det store lærred?

Jeg er superspændt. Jeg har endnu ikke set andet end et par klip.

Tænk at man har skrevet bøger, der har gjort så stort et indtryk på nogle mennesker derude, at de får lyst til at bygge en film over det. Det skal man huske ikke at tage som en selvfølge. Der er så mange gode bøger derude. Men det er én ting, at de får lyst til at lave filmen. Noget helt andet er, at der også er nogen, der er så glade for hele filmprojektet, at de vil betale for at få bogen filmatiseret. Og selv low-budget film koster altså en formue at producere. Man skal altså huske at værdsætte det, og være stolt af det.

Når det er sagt, så er det pokkers følsomt at blive filmatiseret. Jeg har jo prøvet det en gang før. Det er en gammel kliche at sammenligne ens bøger med ens børn, men det er ikke helt ved siden af. At se sin bog filmatiseret er lidt som at sende sit barn ned til skolefotografen. Og der er det jo sådan, at lige meget hvor dygtig denne skolefotograf er, lige meget om det er ægte kunst, mageløse portrætter han tager, så vil man som forældre have det lidt svært, hvis billedet ikke forestiller ens barn, ikke? Man vil faktisk hellere have et dårligt skolefoto af ens eget barn end fotoets svar på Mona Lisa – som så bare forestiller et andet barn.

Det er jo her, hvor man som forfatter må acceptere, at man er den mindst kvalificerede overhovedet til at have en mening om en filmatisering af ens bog. Det er lidt som Stephen King, der ikke kunne lide Kubricks The Shining. Og jeg er helt med King her, Kubrick havde misforstået kernen i bogen. MEN man skal altså være et pokkers skarn, hvis man er ked af, at en instruktør skaber et kunstværk af den kaliber, som Kubrick gjorde. Uden den film var Stephen King måske ikke blevet det, han siden blev. Så havde han måske bare været en blandt mange horrorforfattere.

Så det er sådan en bittersød glæde. Filmen er filmholdets værk. Bogen mit. Hvad der betyder noget i den sidste ende er ikke, hvad jeg får ud af den, men hvad resten af verden får ud af den. Jeg ønsker alt godt for filmen, og dem der har lavet den. Jeg ved, de har gjort deres bedste, jeg ved, de har ofret blod, sved, tårer og økonomi for at få filmen til at blive så god som overhovedet muligt. Og jeg tror faktisk på, at de har fat i noget, der kan blive rigtig godt. Og så bliver det jo mindre følsomt for ham fjolset, der skrev bogen, det hele startede med.

Din nye bog ”Ø” har jo også fået mange glimrende anmeldelser, og nok tilhører den gyser-genren ligesom ”Alt det, som hun ville ønske hun ikke forstod”, men den er også anderledes: Hvad er det i ”Ø”, der rammer læserne?

Det tror jeg er meget individuelt. Læseren er altid mindst halvdelen af læseoplevelsen. En bog er to hjerner, der enten spiller sammen eller ikke gør det. Min hjerne og læserens. Er der noget samklang der, og har jeg magtet af få de rette ord ned på papiret, så læserens fantasi får lyst til at lege med, så lykkes det, ellers ikke. Det er derfor, der ikke er to læseoplevelser af den samme bog, som er ens.

Så jeg kan kun fortælle hvorfor, jeg tror, idéen blev hængende i hovedet på mig i mange år, og til sidst voksede sig til den bog, man kan læse i dag. Den spiller på nogle strenge, nogle ting, der kan rumme noget angst, som man bare ikke kan gøre noget ved. Man kan ikke leve livet uden at bevæge sig ud af sin comfort-zone, og når man gør det, så pirrer det noget angst. Det er faktisk afsættet for næsten al horror. At man vover at søge lykken eller eventyret. Man flytter, man får nyt job, man rejser langt væk.

‘Ø’ finder næring i drømmerejserne – og den der angst, de også rummer. Rejsekatalogerne viser drømmen, men inden i os er der også den der pokkers lille angst for alle de der kryb, alle de fremmede og mærkelige mennesker, man er nødt til at lægge sit liv i hænderne på. Man kommer virkelig på udebane, ikke? Man læser ting i aviserne. Røverier, kidnapninger, mord, svindel. De frygtelige fængsler dernede. Nogle danskere ender jo i dem. Man undertrykker de her ting med fornuft. Det sker jo næsten aldrig. Horror finder næring i at pirke lidt til de ting, vi undertrykker.

Et andet sted ‘Ø’ finder næring er i angsten for at miste sin elskede. Vi drømmer alle om at finde den store kærlighed. Jeg er så heldig at have fundet min. Men når man så har det, så har man lige pludselig noget at miste. Det er det samme med at få børn. Der følger angst med. De fleste af os kan sagtens håndtere det. Men igen så kan en historie som ‘Ø’ sagtens trække på den angst alligevel. For kan man forstille sig noget værre end at sidde der alene på en øde ø med sin elskedes lig i favnen. Jeg kunne så, for det stopper jo ikke der. Det er kun begyndelsen. Men alligevel.

Jeg følte selv, at det var lykkedes mig at ramme, hvor jeg sigtede med ‘Ø’, alligevel var jeg sgu lidt usikker, da jeg udgav den, for det er jo et langsomt gys. Der sker ikke noget hele tiden. Noa er pokkers meget alene på den ø. Nogle læsere vil ikke kende den angst, der følger med at elske eventyrrejserne, enten fordi de er begravet alt for dybt, eller fordi man slet ikke vover at tage disse chancer i livet, eller fordi min måde at skrive på bare ikke rammer alle. Der var ingen måde, jeg kunne vide, om ‘Ø’ ville ramme mange eller få. Jeg vidste bare, jeg havde gjort mit allerbedste, jeg vidste, den ramte noget i mig, resten var faktisk ude af mine hænder. Den del er op til læseren.

Se også Danmarksbloggens anmeldelse af ”Ø”: http://danmarksbloggen.dk/?p=8449

Og endelig: Hvad læser du selv ligenu?

Jeg læser The Taste of Fear af Jeremy Bates. Måske ikke den af hans bøger, jeg har været gladest for. Han har skrevet en roman-serie om de uhyggeligste steder på jorden, som jeg har fornøjet mig okay med. Især kunne jeg godt lide den om Selvmordsskoven i Japan.

———————————-
Steen Langstrup og store dele af holdet fra FINALE kan mødes på scene 2 lørdag d. 12. november kl. 17.15. Men han kan også mødes på stand C4-005A fredag d. 11. november kl. 18 samt på stand C3-046 lørdag d. 12. november kl. 16.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Ø” – et gys af Steen Langstrup

At være strandet på en øde tropeø med kridthvidt sand, svajende palmer og et så langt øjet rækker azurblåt hav – det er da drømmen, ikke? Og allerbedst er det, når det sker i selskab med den, som man elsker. Ja, det lyder unægteligt som det rene Paradis, om at vinde både kærligheden og den store gevinst i Lotto.

Eller nej, måske ikke – i hvert fald ikke, hvis scenen er som i Steen Langstrups nye bog Ø, hvor kæresten, som hovedpersonen Noa endda lige har friet til, ender som et lig på Bounty-stranden. Et lig,  der går både myrer, fluer, almen rigor mortis og forrådnelse i.

For så er Paradiset lige pludselig ikke nær så paradisisk, men snarere et løfte om en langsom og pinefuld død.

Og det hele bliver kun værre af, at Noa er en indadvendt it-nørd, der er uden nogen som helst overlevelsesevner ude i den frie og vilde natur, hvori han er havnet – og hvor både brændende sol, dehydrering, solskoldning og et forrygende og dagslangt uvejr er hverdagskost.

For nok har Noa, der ellers er et ægte barn af Danmarks velordnede samfund, sammen med hans noget mere eventyrslystne, udadvendte og nu afdøde kæreste Selina backpacket over det meste af kloden. Men alligevel kender han åbenbart ikke til verdens farer og til at passe på sig selv og tage de nødvendige forholdsregler, inden man foretager sig noget som helst.

Så ja, Noa er bange – og tør hverken vove sig ud i det store blå på den anden side af de koraller, som han hævder gjorde det af med hans kæreste – eller ind i den sorte urskov, hvorfra de mange lyde ellers fortæller ham, at der er dyr – og dermed mad. Men det skal Noa med den veludviklede fantasi ikke nyde noget af.

Så hellere blive på Bounty-stranden (hos det efterhånden ret stinkende lig, som han ikke kan tage sig sammen til at få begravet), selvom det er en beslutning, der med sikkerhed havde slået ham ihjel på den ene eller anden måde, hvis altså ikke det var, fordi han blev fundet og havnede i et thailandsk fængsel, hvor vi møder ham sammen med ambassadens udsending Line, der er sendt hen for at assistere sin landsmand.

For ja, Selina blev ikke kun fundet død. Hun havde skader efter et voldsomt slag i hovedet, så Noa anklages selvsagt for drabet på hans kæreste – en anklage, der kan føre til en dødsstraf i Thailand. Og selvom Noa hævder, at det ikke er ham, og at parret er blevet svigtet og forladt på øen, så er der ikke nogen, der tror på ham. Heller ikke Line fra ambassaden. Ikke at det overrasker Noa.

”Jeg er jo en udlænding, en fremmed her,” som Noa også selv konkluderer det.

For sådan er det åbenbart i alle paradiser, både dem i troperne og dem i velfærdslandene. En mase usagte regler, interne ting som udefrakommende intet ved om … og hvor kun tilfældet og en god portion penge kan redde den ulykkelige – i Thailand som i Danmark

Om det så lykkes, eller om Noa skal rådne op i et thailandsk fængsel som Selina rådnede op på tropeøen – og om hvem der har ret: Slog Noa Selina ihjel, eller var det en giftig koral derude i det azurblå hav, skal Danmarksbloggen ikke røbe.

Læs selv ”Ø” og find ud af det hele. Virkeligheden har måske også mere én form, et svar. Bogens slutning overrasker ihvertfald voldsomt.

Og som altid hos Steen Langstrup læser man bogen i et eneste stræk, og som altid fanges man først af den snigende uhygge, senere af erkendelsen af at det måske også kunne ske for en selv – og endelig til sidst af at det her ikke kun handler om Noa og Selina – og måske en selv. Men også om samfundet og de myter og forestillinger, som vi render rundt med om os selv – og som der helst ikke skal rokkes ved.

Og læg så mærke til titlen Ø. Danmarksbloggen kom til at tænke på det gamle ord om, at intet menneske er en ø.

For ja, ja. Intet menneske en ø, men alligevel opfører vi os – både individuelt og nationalt – som om vi er det, og vi gider ikke engang lære den mest nødvendige overlevelseshjælp. Vi bliver på de stande, der slår os ihjel i stedet for at vove os ind til de vilde dyr i junglen eller ud på det blå hav.

Vi tør nemlig ikke (længere) miste fodfæstet – eller tro på det, der er udenfor vores egen forestillingsverden. Vi henlægger det og lader som om det ikke eksisterer. Men ved ikke at vove, så taber vi det hele.

For som Kierkegaard sagde det: ”At vove er at miste fodfæstet for en stund, ikke at vove er at miste sig selv”. Den Kierkegaard, der også talte om de 70.000 favne vand, som den troende kaster sig ud på.

Det gør bogens Noa ikke, men han er heller ikke troende som den bibelske Noa, der byggede en ark og hentede dyrene fra junglen ind på arken, inden de alle sammen sejlede ud på det blå ocean. Bogens ateistiske Noa kan ikke engang lave et bål.

Og spørgsmålet, som vi som læsere må stille os selv, er: Er det kun bogens Noa – eller er det hele vores civilisation – der er på vej ned, fordi vi ikke længere tror på noget, der er større og bedre end os selv?! Fordi vi ikke længere tør miste fodfæstet og kaste os ud i livet og verden.

Danmarksbloggen giver 5 ud af 6 næringsrige kokosnødder, som dem Ø´s Noa overlevede på, mens han sad ude på øen med sin døde kæreste som eneste – ret stinkende – selskab.

Steen Langstrups nye bog “Ø” udkommer på mandag d. 22. august hos forlaget 2 Feet Entertainment. Den koster 269,- og kommer i første omgang kun på papir som en hyldest til papirbogen.

Anmeldelse: “I skyggen af Sadd 2”

Der er gået 10 år siden ”I Skyggen af Sadd 1” udkom. En bog, der udmærkede sig ved kombinationen af et godt krimi-plot, det at fire forskellige forfattere skrev hver sin del af historien – og så beskrivelsen af et samfund (vores samfund) hvor alle løber rundt i hvert sit hamsterhjul, stort som lille. Men for alle et liv, der foregår i skyggen af Sadd, en af byens mest magtfulde mænd, der via de mange penge fra underverdens morads af narko og prostitution har bevæget sig op til at blive en af samfundets støtter – og hvis beslutninger og dispositioner sætter rammerne for folks liv i byen.

Og nu barsler tre af de samme forfattere fra dengang og en ny med ”I skyggen af Sadd 2”.

Konceptet er det samme. De fire – som denne gang er Agnete Friis, Gretelise Holm, Lars Kjædegaard og Steen Langstrup – skriver hver deres del af historien, som den opleves af fire forskellige personer. En historie, som umiddelbart er en spændende krimi-historie om et attentatforsøg på Sadd og en død ministerfrue i et badekar, men som nedenunder er en nedslående og rammende karakteristik af livet, som det folder sig ud i Byen.

Og lad det bare være sagt med det samme: Det er ikke gået den rigtige vej i Byen, siden vi sidst var på besøg. Tværtimod …

I de 10 år, der er gået, er Byen og dens mennesker blevet endnu mere forhærdede, endnu mere rå, endnu mere opdelte i en fattig del, der må skralde, fuppe og snyde, hvor de kan for at klare dagen og vejen, mens de rige lever livet i overhalingsbanen med lækre silkelagener, dyre mærkevarer og frisk kaviar fløjet direkte ind fra Det Kaspiske Hav.

Og selvom de to verdener mødes og lever tæt sammen på Byens fine Royal Park Palads Hotel, der danner rammen om størstedelen af romanen, så har de kun noget med hinanden at gøre, når den fattige del skal servicere den rige, både alle måder (også, ja måske især dem, som er personligt fornedrende).

Eller når den fattige del indimellem kan udnytte den rige del og skaffe sig nogle smuler fra de riges overfyldte bord. Eller som her hvor et velklædt og til at starte med diamantbehængt lig i et badekar for en kort tid skaber uro i andedammen, inden pengene – selvfølgelig – vinder igen, og alt falder til ro.

For penge er lig det gode liv i Byen – og hverken liv eller død betyder noget i jagten på det gode liv. Tilværelsen er i Byen er derfor også for længst reduceret til et spørgsmål om udbud og efterspørgsel – og livet er kun noget værd, når du er lækker eller har penge. Og der er ingen grænser – som i INGEN grænser – for, hvad folk vil gøre for at få penge. Ligesom at der heller ikke er nogen ende på de perversiteter, som dem med penge kan finde på, bare fordi de kan, og fordi fattige mennesker i Byen forbruges ligesom alle andre varer.

Alle er med andre ord i stand til at gøre alt mod og med alle, sålænge de bare selv kan vinde eller tjene på det – eller måske more sig.Og det gælder også stuepigen, radioværten, kriminalbetjenten og ministeren, hvis fire skæbner flettes ind og ud af hinanden i endnu en krimi-samtidsroman.

Menneskeforagten er massiv, og mørket hænger endnu tættere over Byen – og har forlængst forgiftet menneskenes sind, så et menneskes værdi er lig dets attraktionsværdi som sex-objekt, hvis det er ungt eller/og fattigt – eller i dets evne til at betale for netop sex, hvis det har penge.

Som læser sluger man bogen i én eneste mundfuld ligeså grådigt og hurtigt, som menneskene i Byen lever. Som menneskene i Byen vil man have det hele NU, så man læser uden pause – men med et stigende ubehag, der kun overgås af den voksende genkendelse af, at det er vor egen tid og vor egen verden, som portrætteres. Og dét er langt mere uhyggeligt end noget krimi-plot.

Og ja, Byens mennesker lever stadig i skyggen af Sadd – uanset om de har mødt ham eller ej. For det er stadig ham, der sætter rammerne for deres liv, som også de virkelig Sadd´er gør det i Danmark som i alle andre lande efter mottoet: Stjæl lidt og du kommer i fængsel, stjæl det hele og de hylder dig som konge.

Danmarksbloggen giver fem store diamanter ud af seks mulige, mens Marilyn Monroes klassiker ”Diamonds are a girl´s best friend” lyder i ørene. For lige præcis dét budskab fra den gamle evergreen er på mere end én måde det bærende element i denne velskrevne og samfundsbevidste krimi noir, der er dyster med dyster på.

”I skyggen af Sadd 2” udgives af 2 Feet Entertainment og koster 249 kroner. Den udkommer 11. marts 2016.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “I skyggen af Sadd 1”

Tag fire forfattere og sæt dem til at skrive hver sin del af en krimi-historie udfra hver sin person. Nogenlunde sådan lød det for 10 år siden, da Sara Blædel, Gretelise Holm, Lars Kjædegaard og Steen Langstrup udgav ”I skyggen af Sadd 1”.

En bog, der dengang fik mange rosende ord med på vejen fra et samlet dansk anmelderkorps. Ja, Det Danske Kriminalakademi anerkendte endda projektet med et diplom.

Danmarksbloggen anmelder normalt ikke så gamle bøger, men fordi der kommer en ”I skyggen af Sadd 2” om et par uger – som Danmarksbloggen også anmelder, så ingen regler uden undtagelser. Desuden så genudgives 1´eren også ved den lejlighed.

Og lad det være sagt med det samme: Samtlige roser dengang var fuldt fortjent. ”I skyggen af Sadd 1” handler på overfladen om en kriminel håndlanger med en bror, en ung mand uden format, men med mange drømme om både kærlighed og penge, en måske sindsforvirret kvinde fra den rige forstad og en kynisk, ung kvinde med en barsk fortid og en trøstesløs nutid.

I løbet af ét eneste hektisk døgn hvirvles og flettes de fire personers skæbner ind i hinanden i et mønster, der væves af både bevidste og ubevidste handlinger, af tilfældigheder og snedig planlægning – men aldrig er nogen af dem udenfor Sadd´s rækkevidde.

Sadd, der som en anden edderkop sidder i midten af sit spind i Byen, hvor han med hård hånd og iskoldt overblik styrer sit imperium af bordeller, narko-handel og de andre lyssky forretninger, der med tiden skal gøre ham til en anerkendt og respekteret forretningsmand.

For nedenunder historien om de mange penge og liget, det først ikke er til at komme af med, men som siden så forsvinder som dug for solen, er historien om et samfund, hvor menneskene tror, at de kan forandre deres skæbne og få et bedre liv.

Men nej, det kan de ikke. De er nødt til at fortsætte med at løbe endnu en tur i det hamsterhjul, som er deres hverdag – og hvor det er Sadd, der har sat betingelserne op, enten direkte eller indirekte – og uanset om de bor i Villalundens pragthuse eller en snusket lejlighed i Hispaniola´s slum.

Lyder det ikke bekendt? En by og et samfund, der er opdelt i ghetto´er. Mennesker, der for længst har overgivet sig til egoismen. Og så en lille – meget lille – overklasse, der qua deres penge kan bestemme over andre mennesker i en grad og på måder, som ingen mennesker burde kunne afgøre andres menneskers muligheder og skæbne.

For ja, sådan var det – også i vores samfund – for 10 år siden, og sådan er det stadigvæk. Money talks – og de råber ligeså højt nu som dengang. Ligeså højt i bogens Byen – som i alle andre byer verden over.

Danmarksbloggen giver fem pengebundter ud af seks mulige for en krimi-samtidsroman, der selvom den er 10 år gammel, stadig er foruroligende aktuel i sin beskrivelse af et kynisk samfund, hvor pengene til hver en tid vinder.

Danmarksbloggen vil også allerede nu afsløre, at der er al mulig grund til at læse efterfølgeren ”I skyggen af Sadd 2”, som anmeldes her på Danmarksbloggen om en uge – fredag d. 4. marts, en uge inden den udkommer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Alt det hun ville ønske hun ikke forstod

Der er film, som man kun ser én gang – og bøger, som man kun læser én gang. Ikke fordi de er dårlige, men fordi de er så sindssygt gode – og skræmmende – at de ætser sig ind i ens sind og efterlader et varigt ar.

Steen Langstrups ”Alt det hun ville ønske hun ikke forstod” er en af disse særlige bøger.

Åbningsscenen er en tankstation ude på landet, der ligger helt uden for lands lov og ret på alle måder. En øde tankstation, der endda er endnu mere øde end normalt denne aften, hvor alle sider foran tv-skærmene, fordi Danmark er i finalen. I hvad får vi ikke at vide – og det er også lige meget.

For det vigtige er langtfra altid det, som der vises på en skærm – selvom skærme fylder meget i bogen – og i vor tid. Mobil-skærme, overvågnings-skærme, kamera-skærme, computer-skærme og mange andre skærme, der har afløst det virkelige liv. Det liv, hvor vi kommer hinanden ved og bekymrer os om og kerer os om hinanden – uanset status.

Men i ” Alt det hun ville ønske hun ikke forstod” ser vi livet, som det er blevet i Danmark, hvor vi har glemt hinanden og kun tænker på os selv – og penge. Ser livet, som det er i den hverdag, som vi alle kender med arbejde og problemer med at orke at forstå dem, der er anderledes end os selv. Den pointé er skrevet før, men hos Steen Langstrup ser vi også mere end det. Meget mere – og mere end man måske egentlig har lyst til. For vi ser også det senmoderne og egocentrerede menneskes allerværste mareridt, som bogens hovedpersoner, de to piger Agnes og Belinda, gennemlever på måder, der viser, at ondskab og sadisme ikke kender nogen grænser.

For nok er det en helt ualmindelig almindelig aften derude på tanken – og så ikke alligevel. Langsomt, men sikkert fanges pigerne ind i en skæbne værre end døden, som man sagde det i gamle dage. Her betyder udsagnet bare noget lidt andet – og så måske ikke alligevel. Mere skal ikke røbes her.

Læserne skal selv føle den kriblende uhygge og forfærdelse, som kommer krybende og væltende, indtil den nærmest bliver fysisk, mens de letlæselige og velskrevne sider vendes én efter én. Skræmt er man, så det værker helt ind i knoglerne. Angst og fuld af væmmelse over, at mennesker kan være så onde og afstumpede – og samtidig må man bare læse bogen fra start til slut i ét eneste langt, tilbageholdt åndedrag.

For nok mærker man hurtigt, hvor det går hen – og det gør det også, men så alligevel med en masse twists – og endnu flere kulsorte og blodrøde grusomheder.

Det er med andre ord en gennemført og velskrevet bog, som Danmarksbloggen anbefaler af flere årsager:

1)    Hvis man vil have et godt gys – hvor det værste ikke er torturen og smerterne, hvor grusomme de end er – men derimod ondskaben inde i menneskers sind

2)    Hvis man vil se de mørke sider af menneskesindet folde sig lige præcis så bloddryppende og bestialske ud, som de kun kan gøre det i ens sorteste mareridt – og hos Steen Langstrup, der er Danmarksmester i gys – endda uden at have været i nogen finale

3)    Hvis man vil se, hvorfor det er godt at droppe skærmene og leve livet rigtigt og i dialog, også med dem, som er anderledes end en selv – bare indimellem – og endelig

4)    Hvis man vil se, hvorfor det giver mening at lære at mærke sig selv, og at turde udleve de grundfølelser af frygt, vrede og glæde, som vi alle har indeni os – lære det og gøre det uden tanke på konventioner – og inden det er for sent.

Danmarksbloggen giver seks ætsende stjerner ud af seks mulige.

Bogen ”Alt det hun ville ønske hun ikke forstod” udkom for fire år siden, men er højaktuel, fordi den i øjeblikket bliver filmatiseret. Den kan derfor også købes i en speciel version ligenu. Læs mere her: http://www.mxrket.dk/WORKfinaleFILM1.html

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Glem de pædofile og politiet et øjeblik

Prøv engang at skubbe skræmmekampagnerne til side, tag en dyb indånding og saml tankerne. Glem de pædofile, politiets svære kår, den sociale dumpning, og hvad vi ellers får at vide, at valget handler om. Til side med dem.

Bare et øjeblik.

Bare længe nok til at svare på disse to simple spørgsmål, som burde stå over alle andre:

— Vil vi skulle stemme om igen, hvis resultatet bliver et ja?

 — Vil vi skulle stemme om igen, hvis resultatet bliver et nej?

Er svaret IKKE det samme på de to spørgsmål, så er det demokratiet, der stemmes om, ikke alt det andet.

Det kan være meget dyrt her i livet blindt at tro på, hvad politikernes spindoktorer fortæller os. De vigtige spørgsmål er desværre sjældent dem, de bringer på bane.

Demokratiet er vores eneste middel til at holde dem lidt i ørerne, især i en verden, hvor politikernes evne til at lytte til argumenter eller overhovedet forholde sig til virkeligheden uden for deres egen kreds virker lammet.

Har politiet svære kår, så skyldes det måske også, at selvsamme politikere har været særdeles flittige med sparekniven til gavn for pædofile, cykeltyve, bagmænd, svindlere og de østbander, som EUs åbne grænser har sikret fri bevægelighed.

Måske er de grimme mørkemænd, der lokker med slik, hvis man sætter sig ind i deres vogn, ikke børnelokkere, men politikere med blikket fokuseret på nye karrieremuligheder?

Demokratiet er alt for vigtigt at overlade til politikerne. Beskyt det.

Skrevet af: Steen Langstrup, forfatter – https://steenlangstrup.wordpress.com/

Boganmeldelse: Spøgelserne (lever endnu) på Frilandsmuseet

I 2013 kom første version af Steen Langstrups bog ”Spøgelserne på Frilandsmuseet”.

Bogen, der hurtigt blev en stor succes, handler om de spøgelser, som både ansatte og besøgende gennem mange år har mødt på Frilandsmuseets gamle gårde, der ligger spredt ud over landskabet i Kgs. Lyngby nord for København.

Spøgelser, der kan være harmløse og blot tilstedeværende som ”den grå mand”, men også truende som ”den hvide dame” eller ligefrem direkte farlige som ”dødens arme”, der trækker dem, der kommer for tæt på, med ned i alkovens dyb og måske længere ned endnu.

For der er mange gårde på Frilandsmuseet – og mange spøgelser. Og vi møder dem alle sammen i bogen ”Spøgelserne på Frilandsmuseet”, der på fredag d. 15. maj udkommer i en revideret og udvidet version, hvilket er en rigtig god ide.

For 2015-versionen af bogen er opdateret med dugfriske – og særdeles nutidige – beretninger om mødet mellem almindelige danskere og genfærd. Og det gør en i forvejen rigtig god bog så meget bedre, når man kan læse, at de overnaturlige hændelser også skete så sent som i 2013 og 2014.

For så kan man – mens nakkehårene rejser sig – konkludere: Spøgelserne lever endnu på Frilandsmuseet – hvis man ellers kan bruge ordet lever om spøgelser, der jo i sagens natur må forventes at være døde!

Men vigtigst er, at det også betyder, at man selv – med lidt held – kan møde spøgelserne og genfærdene derude, hvilket appellerer til både fantasien og nysgerrigheden.

Et oplagt tidspunkt at prøve, om man selv kan se, høre eller fornemme et spøgelse er selvfølgelig i forbindelse med de meget velbesøgte ture, som Frilandsmuseet arrangerer i de mørke efterårsaftner omkring Halloween. Men også resten af året – selv en solrig sommerdag – kan et genfærd manifestere sig ifølge bogen.

Både mænd og kvinder har i hvert fald oplevet lidt af hvert på alle tider af året. Undertegnede er desværre ikke en af dem. Jeg var ellers med på en af første spøgelsesture i efteråret 2013 – og ja, det var skræmmende med mørket, lygterne, historierne og den sorte kiste.

Men desværre hverken så, hørte eller mærkede jeg noget. Jeg håbede det ellers. På den anden side, så har jeg det lidt ligesom bogens forfatter Steen Langstrup: Jeg tror ikke på spøgelser, men jeg kan godt blive bange for dem alligevel.

Og så har jeg endda ikke engang været med på spøgelsesjagt med professionelle spøgelsesjagere, som Steen Langstrup har været det i flere omgange. For Steen Langstrup går hele vejen og har både besøgt kirkegårde i de egne af landet, hvor Frilandsmuseets gårde oprindeligt stammer fra – samt været med på spøgelsesjagt en midvinternat og en fuldmånenat.

Især den sidste tur rystede den garvede gyserforfatter – hvilket der også er kommet et spændende kapitel ud af i bogen, hvor man kan læse om både kuldefornemmelser, hvisken af stemmer, der ikke burde kunne høres i tomme rum samt mystiske skygger i vinduer med mere.

Der er også et kapitel, hvor Steen Langstrup har en spændende samtale med museumschef på Frilandsmuseet dr. phil Peter Henningsen om netop problematikken omkring spøgelser, videnskab og psykologi. Noget, der sætter bogens personlige beretninger og reportager i relief.

Endelig er der – selvfølgelig – også en opfordring til fortsat at rapportere det til Steen Langstrup, hvis man selv oplever noget usædvanligt. Der kunne altså med andre ord godt være lagt op til en version 3 af bogen, som Danmarksbloggen i så fald glæder sig til at læse til dén tid.

Indtil da vil Danmarksbloggen ile med fem genfærd ud af fem mulige for denne herlige anden version af en bog, der giver både masser af gys – og en stor lyst til selv at gå på spøgelsesjagt derude i de gamle gårde.

Undertegnede ved ihvertfald godt, hvor turen skal gå hen en regnvåd og mørk dag i sommerferien: Nemlig på spøgelsesjagt på Frilandmuseet.

Steen Langstrup: ”Spøgelserne på Frilandsmuseet.” Udgives af 2 Feet Entertainment. I samarbejde med Frilandsmuseet. Udkommer 15. maj.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Steen Langstrup: ”Amerikansk olie”

Danmark, danskerne og det danske samfund behøver et skud amerikansk olie. Vel at mærke når den amerikanske olie gives i bogform og er skrevet af Steen Langstrup, hvis nye bog ”Amerikansk olie” udkommer i morgen torsdag d. 15. januar.

Bogen, der ikke er en gyserhistorie som mange andre af Steen Langstrups over tyve bøger, er skrevet i forfatterens sædvanlige flydende og letlæste stil, hvor man som læser sluger bogens 191 sider i een eneste stor mundfuld, mens man samtidig bliver mere og mere bange – også selvom “Amerikansk olie” ikke er en klassisk Langstrup-horrorhistorie.

Istedet spidder Steen Langstrup dygtigt og med sans for både perspektivet og detaljen vor tid og dens mennesker på en måde, så vi alle kan genkende os selv – og desværre i de versioner af os selv, som vi helst ikke vil se – og i hvert fald slet ikke vedkende os og tale om.

Men det er vi nu nok nødt til alligevel, hvis vi vil noget andet end det mørke, som omgiver os i dag – og som vi ikke kan flygte fra til fx Thailands sol og strande, som er scenen i et par af novellerne.

”Amerikansk olie” starter dog hverken i Thailand eller i Danmark. Bogen åbnes med en brag af en allerede kendt novelle, der er uhyggelig aktuel på én måde, som forfatteren næppe havde forestillet sig, da han sendte bogen til tryk for flere uger siden. Den første novelle ”Amerikansk olie” foregår nemlig i Paris og har på overfladen terror, terrorister og terrorangreb som tema.

Nedenunder handler det – som alt andet i samfundet og i bogen – om at finde sin plads, høre til, blive set og anerkendt – og hvad der så sker, når mennesker og samfund istedet svigter og svigtes. For det er lige der, at vi er – både i samfundet og i ”Amerikansk olie”, der er et skarpt og afslørende spejl på vor tid og vort samfund.

Bogens 20 noveller, hvoraf langt de fleste foregår i Danmark, og handler om mænd, kvinder og børn i alle aldre og fra alle sociale lag, hænger også sammen på flere planer. Nogle direkte, hvor man følger den samme person over en dag gennem flere noveller eller for en enkelt persons vedkommende gennem hele livet. Andre mere indirekte.

Men alle noveller væver sig ind i hinanden, og tiden går både forlæns og baglæns og sidelæns i bogen. Men det betyder mindre, om noget overhovedet. For menneskene i de 20 noveller er – trods oprør og forsøg på at ændre deres liv – næsten alle låst fat af deres miljø og deres egne forestillinger om sig selv og deres muligheder.

Novellerne i ”Amerikansk olie” er derfor også det mest skræmmende, som Steen Langstrup nogensinde har skrevet. Fordi de handler om virkeligheden som virkeligheden er det anno 2015.

Steen Langstrup skriver normalt gysere – sidste år udgav han fx den eminente ”Katrine” om hvad ondskaben i et menneskehjerte kan føre med sig af smerte og død. Læs Danmarksbloggens anmeldelse her: http://danmarksbloggen.dk/?p=3680

Men her har uhyggen fået en tand til. For i ”Amerikansk olie” taler vi ikke om en fiktiv historie og et sort hjerte, men om mørket i et helt samfund.

Om at Danmark er et mørkt land, hvor solen står sent op, som det også siges i novellen om tiggerfamilien fra Bulgarien, der i et juleudsmykket Danmark med pebernødder og julesange ikke møder varme noget steds eller fra noget menneske, men i stedet kulde på så mange planer, at det kun er virkeligheden, der kan være ligeså infam i den fremmedgørelse og dæmonisering af mennesker, som der sker i Danmark i øjeblikket.

Det er en novelle, det gør fysisk ondt at læse – men som derfor også burde være fast pensum på samtlige skoler i Danmark.

For skal noget laves om, skal der mennesker til. Mennesker, som tør være åbne og nærværende, som man møder dem enkelte steder i bogen. Få steder.

For ellers er der ikke meget håb i “Amerikansk olie”, der foregår i en kold tid og en kold verden. I et samfund som det danske uden farver, men i strømlinet gråt, hvidt og sort. Et samfund, hvor kun succes, præstation og effektivitet taler og vises i den bil, som man kører i, den mobil som man har  og det tøj, som man går i osv.

Et samfund som det danske anno 2015, hvor glæden tilhører dem, der tager den – inden de også møder og overvældes af ”den stille grå danske død af almindelighed”, som Steen Langstrup så malende beskriver danskernes hverdag i hamsterhjulet.

En hverdag med stress og pres (også fra sig selv) om at være perfekt. Med alkohol, stoffer, mobning, vold, manglende omsorg og ingen lydhørhed. En hverdag, hvor en finanskrise og en fyring kan være starten til enden.

Og hvor selv en lotto-gevinst ikke er nok, hvis man først er havnet helt nede på samfundets bund. Her får den så i ”Amerikansk olie” lige et nøk til. For selv den hjemløse tror, at det er hans egen skyld. At det er ham, der er svag.

Og ingen stiller spørgsmålstegn ved samfundets strukturer eller spørger, om fordelingen af goder er i orden. Det er altsammen DIN EGEN SKYLD OG DIT EGET ANSVAR. Men som det ses i bogen, går det pr. automatik galt, når vi overlades til os selv og bliver vores egne guder.

Og det er så fint tænkt ud og skrevet af Steen Langstrup, der har sproget i sin hule hånd – og på en helt anden måde end den danske version af Mr. Grey, som taler på en måde, så den søde rengøringspige slet ikke forstår, at han vil det samme som hende.

For i en tid med mantraer som vær dig selv nok, mindfulness, du kan hvis du vil og anden moderne overtro – er det godt at læse noveller og historier, der viser virkeligheden, som den er. Viser det umenneskelige pres som alle er ofre for – og udøvede bødler for.

Selv en tænker hos CEPOS, der naturligvis slagtes, da han påpeger det urimelige i at skulle starte fredagens Matadorspil på et tidspunkt, hvor kollegaerne allerede har hotel på Rådhuspladsen og flere grunde samlet.

For vi har jo alle samme udgangspunkt, ikke sandt?

Nej, det er netop det vi ikke har. Og det får Steen Langstrup vist så godt i de 20 noveller. Ja, han får i “Amerikansk olie” hjertegribende og brutalt vist, at den amerikanske drøm er et fata morgana. At den enkeltes muligheder ikke handler om evner og engagement, men om arv, miljø og udgangspunkt – og at vi ikke kan løbe fra det, heller ikke engang selvom vi er bortadopterede og ikke kender vores ophav.

Eller hvis vi skifter miljø som tømreren Abraham, der skriver en bog om at være arbejdsløs og håndværker. En bog, som forlagene elsker – ihvertfald da de først har redigeret virkeligheden med masser af røde streger – og indtil de opdager, at Abraham slet ikke er en forklædt akademiker med fine ord og afstand til livet og verden, men et virkeligt menneske af kød og blod som sin bibelske navnebror, der i øvrigt blev stamfader til en hel slægt. For bogens Abraham er en virkelig tømrer – som en anden tømrer fra Biblen, nemlig menneskesønnen fra Betlehem.

Navnet og erhvervet er næppe tilfældigt valgt. Hverken den bibelske Abraham eller Jesus var således frie mennesker uden ansvar for andre. Det ønskede de så heller ikke at være. De talte derimod om at forpligte sig på hinanden. Ja, Jesus talte endda om næstekærligheden som det største af alt. Den forpligtende næstekærlighed og ikke den uforpligtende frihed, som mange ønsker sig så brændende i dag, at de kvæles i ensomhed i deres jagt på den store, hvide frihed..

Men kan vi overhovedet være frie? Ikke iflg. Steen Langstrup. Det er så heller ikke vigtigt. Det vigtige er, hvad vi gør i forhold til hinanden, og at vi kerer os om hinanden. For ellers så vil vi som Rikke i “Amerikansk olie”s sidste novelle en skønne dag vågne op hjemme hos os selv, i vores eget liv, og tro, at vi er et fremmed sted.

Men der er vi jo også – som samfund – i øjeblikket her i Danmark. Og det er på høje tide at komme hjem.

For verden og livet ændrer sig ikke. Men som den hjemløse kvinde i Paris i bogens første novelle påpegede det, så kan vores forestilling om verden og livet ændre sig – og deri ligger både muligheden for enten fortabelse eller fællesskab. For dét vælger vi nemlig selv.  

Danmarksbloggen giver Steen Langstrup og hans bog fem store svingende skefulde amerikansk olie ud af fem mulige.

Steen Langstrup: ”Amerikansk olie” er udgivet af 2Feet Entertainment med støtte fra Statens Kunstråd. Pris ca. 249,- . Fås også som e-bog.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk