Hejre(manden) på Frederiksberg

Det er frygtelige tider her på Frederiksberg. Danmarks farligste fugle hærger byen. Den glubske, muligvis menneskedræbende fiskehejre. De yngler i en koloni i Frederiksberg Have, disse flyvende monstre med deres lange, dødbringende næb, som med et eneste hug kan spidde et uskyldigt bymenneske i hjertet. Det er ikke til at spøge med.

Men det er værre. Der er nemlig en lokal mand – man kunne måske se ham som en slags landsbytosse, en original, men det gør man ikke. For er der noget, Frederiksberg ikke er, så er det en landsby. Vi er Nordeuropas tættest befolkede by. Ikke en landsby. Men denne mand har nu i snart 25 år fodret og til dels tæmmet disse livsfarlige uhyrer. De følger ham, kommer, når han fløjter, og forstår tilsyneladende simple beskeder fra ham.

Han har været et kuriøst indslag i parken, måske endda en turistattraktion i sig selv. Et udtryk for noget unikt og specielt i os mennesker.

Mere almindelige mennesker nøjedes med at fodre parkens ænder, duer, svaner og gæs med gammelt brød, mens de så fascineret til, når hejrerne sværmede om Hejremanden, uden at forstå den overhængende livsfare de befandt sig i.

Sådan ville harmonien sikkert være fortsat til Hejremanden ikke var mere, hvis ikke han pludselig var blevet et problem for nogle af de skønne og oplyste mennesker inde på Rådhuset.

Eller det var sådan set i første omgang ikke Hejremanden, der udgjorde et problem. Det var de pæne og almindelige andefodrende mennesker, der var problemet, og skulle stoppes. For nu efter i flere hundrede år at have hygget sig med at fodre ænder og småfugle, havde det nemlig vist sig, at denne ellers uskyldige gerning slet ikke var så uskyldig alligevel.

At fodre ændre var nemlig nu ikke bare skyld i, at ænderne overlevede de hårde vintermåneder. Denne egoistiske og selvgode hobby skadede nemlig både den vilde natur i den ellers velplejede park, plumrede vandet i søerne og tiltrak rotter! Og gammelt brød var i øvrigt slet ikke naturlig føde for parkænder.

De altid effektive og naturelskende mennesker inde på Rådhuset måtte gribe ind. Naturen i parken, hvor intet græsstrå, intet træ, ingen løgblomst i plænen er overladt til tilfældighedernes spil, men er nøje passet og plejet vild natur, er selvfølgelig noget, man tog meget alvorligt inde på Rådhuset. Ingen politiker vil i dag løbe den risiko at skade sit grønne image. Naturen er hellig, i hvert fald hvor der ikke er økonomiske interesser på spil.

Det var en oplagt sag, der skreg på, at nogen greb hårdhændet ind. Det ligger i tiden, at der skal slås hårdt ned på både uorden og fritidssysler. Så man forbød fodring af parkens fugle. Basta. Så kunne de lære det. Politikerne havde vist, at de skam godt kan gribe ind og vise handlekraft i sager vedr. klima og natur.

Ingen havde tænkt på Hejremanden. Men forbuddet ramte selvfølgelig også ham. Det vakte lidt lokal uro, men lov er lov, og originaler med kundevogne skal ikke komme her og bilde sig noget ind.

NU blev det så alvorligt. For fugle, selv Danmarks farligste fugl, den potentielt livsfarlige fiskehejre, har vinger og kan flyve. Og når Hejremanden ikke længere måtte fodre i parken, så gjorde han det andre steder. Fx på en af byens vigtigste pladser, den i øvrigt trafikalt kaotiske og på mange måder farlige plads ved Frederiksberg Centeret. Hejrerne kunne sagtens finde ham.

Snart var der hejrer i stort antal omkring pladsen. Nu kunne man tro, at det måske ville passe meget godt til Frederiksbergs selvforståelse. Vi er jo noget særligt, og alle byer har duer på større pladser, men vi har hejrer.

Både dem med pels og Jaguar og dem med fjer og næb.

Men store fugle betyder også større fugleklatter. Det ser ikke pænt ud. Det er sådan set hverken hejrernes eller hejremandens skyld. De ville jo så gerne være blevet i parken. Det er politikernes, hvis altså noget nogensinde har været politikernes fejl. Det er vist ikke set endnu.

Man kunne have givet Hejremanden en dispensation til at fodre i parken, de år han nu har tilbage, hvor han vil være i stand til det. Helt ung er han ikke, og det er jo ikke sådan, at han har dannet mode, og der står ti andre klar til at overtage efter ham. Han er en ener.

Men det ville jo sådan set betyde, at politikerne havde begået en fejl, eller i hvert fald noget, der skulle rettes op på, og den slags bruger man så ikke på Rådhuset.

Og let er det heller ikke, for Hejremanden er en værdsat person i bybilledet, så man kan ikke rydde pladsen for Hejremand og hejre med kampklædte betjente i Hollænderbiler, hvor fristende det end må forekomme i en sådan situation. Politiet har skam været på banen og bedt Hejremanden trække ind i den lille have bag domhuset og biblioteket, men det er lige ud til pladsen, så hvad nytter det?

Man må derfor vende befolkningen mod denne provokerende normbryder, denne folkelige antihelt, denne naturskadende fugletæmmer, ja fortsæt selv. Og er der noget politikere kan, eller deres højtbetalte og velklædte spindoktorer kan, så er det at føre krig i pressen.

Således er fiskehejren nu udråbt til Danmarks farligste fugl, ikke bare i lokalavisen, der ryddede forsiden, men i de landsdækkende medier også, for det er skam alvor. Hejremanden sætter andres liv på spil. Ingen kan vide sig sikker længere, og det er nærmest med livet som indsats, at pæne børnefamilier med topskat og Tesla vover sig forbi Frederiksberg Centeret for at shoppe i inflationens modvind.

Nok har de fået ulven tilbage i Jylland og piver over den, men det er intet mod fiskehejren her på Frederiksberg.

Fremtiden for Hejremanden ser dyster ud. Dem på Rådhuset skal man ikke rage uklar med, og med det billede de nu tegner af de livsfarlige hejrer, må man forvente, at disse handlekraftige mennesker gør mere ved sagen end blot at jage Hejremanden bort. Disse monstre må udryddes.

Man kan jo ikke have så farlige dyr i en by fuld af børn og topskattebetalere.

Skrevet af forfatter og forlagsmand Steen Langstrup

Læs mere her: www.steenlangstrup.wordpress.com

Litterær samtale: “1900. Et århundredes tusmørke”

I dag udkommer antologien ”1900. Et århundredes tusmørke”, som handler om de mørke sider i menneskelivet og menneskesindet.

Der er i alt 10 noveller.

Én novelle for hvert årti i 1900-tallet er en skæv idé og i teorien en god måde at fortælle om en tid på.

MEN: Når man bruger 10 forskellige forfattere, får man ti meget forskellige bud, selvom alle noveller i denne bog handler om den ondskab, som de fleste bruger livet på at løbe væk fra – men som er i os og i vores liv til alle tider.

Antologien er derfor lidt som et sammenskudsgilde, hvor retterne stikker i alle mulige retninger, og der bliver mere fokus på horror end på 1900-tallets ellers ret brogede historie. Ja, man kan sige, at den historiske virkelighed ofte blot optræder som ramme.

For man får serveret meget fra horror-fortællingernes slimede åleruse. Men det er et problem, at den historiske ramme langtfra altid er nødvendig for novellen. En god del af novellerne kunne lige så godt foregå på alle andre tidspunkter i århundredet – hvis nogle få og for fortællingen uvæsentlige detaljer blev lavet om.

Ja, nogle noveller kunne endda uden problemer flyttes til andre århundreder også.

Århundredet starter i 00´erne (1900´erne) på sygehuset. Vi skal også ud på en syg rejse i menneskesindet.

I 1910´erne er vi så med lægen på rundtur til de syge i ”Den spanske syge” og i 1920´erne med præsten, der indsamler lokalhistorie. Begge finder mere end de ønsker. Det med mere end man drømmer om, går igen i 1930´ernes historie om at være på jagt og det gode i, at der ikke findes varulve på Fyn. Men på den anden side: Bæstet æder os alle til sidst, som det konstateres i 1940´erne.  

Et bæst, der kommer både indefra – men også udefra. Af og til med musik som i 1950´erne. I 1960´erne er vi så ude på isen – på mere end en måde og i en mere end en virkelighed. I 1970érne ryger vi lige ind under en sølvglitrende discokugle. Men vi er stadig langt ude i en euforiserende verden, inden det hele slutter i 1980´ernes tåger og griseri – og med 1990´ernes ensomhed, menneskeforagt og selvforagt.

Det er Thomas Strømsholt, Steen Langstrup, Teddy Vork, Martin Wangsggard Jürgensen, Martin Schjönning, Carina Evytt, A. Silvestri, Sheila Eggenberger, Christian Reslow og Jonas Wilman, som har skrevet. Oprindelig redaktør var Henrik Harksen.

Danmarksbloggen har talt med den nuværende udgiver Steen Langstrup fra 2FeetEntertainment om antologien ”1900. Et århundredes tusmørke”:

Nu er bogen jo ikke din opfindelse og skabelse. Den er overtaget af dit forlag, som har sørget for at få den ud i verden. Så ville du selv have gjort det på samme måde? Eller ville du have sørget for mere styring? Netop sammenhæng er jo et kendetegn for det, som du selv skriver – og dit bidrag til antologien er netop et eksempel på en fortælling, som hører hjemme i den tid, som antologien handler om (Steen Langstrups novelle handler om Den Spanske Syge – og kan ikke overføres til andre tider).

Steen Langstrup: Når jeg har redaktørhatten på og udgiver andres værker, som det er tilfældet med denne antologi, så spørger jeg aldrig mig selv, hvordan teksten ville have været, hvis jeg havde lavet bogen selv. Jeg tager stilling til, om jeg synes værket kan noget, om det lykkes, om det gør noget ved mig — og hvor det kan strammes op eller gøres skarpere.

Da jeg overtog ‘1900’ var alle tekster skrevet og redigeret. Der manglede kun den sidste finpudsning. Jeg sad ikke og spekulerede over, om det ville have været sjovere med andre forfattere, eller om en anden styring eller vinkling af sammenhængen ville have været passet mig bedre. Det er uproduktive tanker.

Jeg læste antologien, inden jeg antog den, og jeg elskede novellerne, og den måde de i sammenhæng portrætterede århundredet, årti for årti, på. Det forvrængede billede, som det bliver, når det er en så fantasifuld genre som horror, der tegner tiden. I min læsning emmer hver en novelle af det pågældende årti, man kan mærke tiden. Jeg genkender ikke din tanke om, at min novelle hører mere hjemme i sin tid end andre. Vi har hver valgt vores måde at portrættere det pågældende årti på, selvom årtiet selvfølgelig mest af alt bliver en kulisse for gyset, så er tiden til at føle. Især som man bevæger sig gennem århundredet.

Du sagde til mig, at bogen helst skal læses kontinuerligt. Hvorfor det? For som jeg læser bogen, så er det ikke fordi, at ondskaben flytter sig eller udvikles gennem århundredet. Den kommer i samtlige fortællinger inde fra menneskesindet, hvor vi jo også har placeret ondskaben i vores moderne tid.

Steen Langstrup: Den skal læses fra en ende af, fordi man på den måde oplever århundredet passere forbi. Jeg synes selv, at det er en ret enestående oplevelse, som får ‘1900’ til at skille sig ud fra de mange horror-antologier, der er udgivet på dansk de sidste 10-15 år.

Igen genkender jeg ikke din udlægning af bogen. Jeg kommer faktisk lidt i tvivl, om du har læst den og ikke bare skimmet?

Ondskaben er IKKE placeret i menneskesindet i samtlige noveller. Det er svært at argumentere her uden at spoile novellerne her. Men der er da både sygdomme, varulveagtige væsner, vampyragtige væsner, medicinske forsøg, trolddom og mere, men da det er noveller, og gysernovellens styrke, modsat gyserromanens, er, at den antyder og lader meget være op til fortolkning. Det uvisse er i spil i flere af novellerne, og det kan selvfølgelig tolkes, hvorhen læseren har lyst, men det er ikke i spil i alle noveller, og nogle er ret klare i deres overnaturlige konklusion.

Når det er sagt, så ved jeg ikke engang, om jeg synes, at horrors hensigt er at placere eller beskrive ondskaben, det tror jeg faktisk ikke. For mig har gys og horror et ganske klart og enkelt formål: At skræmme læseren, at fremkalde gåsehud. Og det kan, som ‘1900’ også viser, gøres på rigtig mange måder.

Note fra undertegnede: Jeg HAR læst samtlige noveller, men vi læser alle forskelligt. Og jeg læser det, som foregår i bogen, som fx medicinske forsøg og trolddom, som noget der tager udgangspunkt i menneskesindet. Det første (de medicinske forsøg) som en bevidst handling – og det sidste (trolddom med mere) som en bekvem bortforklaring af egne short-comings. Overnaturlige væsner som varulve og vampyrer kan man så diskutere. Men ser man historisk på de fænomener har de typisk været brugt som redskaber for menneskelig ondskab – og uvidenhed overfor en verden, som både er skræmmende og uforståelig.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Samtale med Steen Langstrup om bogen ”Forfattersind”

Hemingway sagde – pr. stedfortræder, da den amerikanske ambassadør i Sverige i 1954 modtog Nobelprisen i litteratur på den store forfatters vegne i Stockholm: Writing, at its best, is a lonely life.

Passer det? Hvad består et forfatterliv af? Det kan man blive klogere på fredag d. 24. september, når Steen Langstrup udgiver bogen ”Forfattersind. Interviews og tanker om drømmejobbets bagsider”, hvor han hudløst ærligt fortæller om livet som forfatter – hele vejen rundt.

Det gøres udover Langstrup selv af andre kollegaer, som han har interviewet gennem et par år. Der er tale om – i alfabetisk rækkefølge: Jussi Adler-Olsen, Anette Ellegaard, Eva Maria Fredensborg, Agnete Friis, Katrine Marie Guldager, Helle Hedegaard Hein, Lars Kjædegaard, Anne-Marie Vedsø Olsen, Sara Skaarup og Peter Øvig.

”Forfattersind” er en mere end glimrende bog, som burde være obligatorisk læsning på samtlige sådan-bliver-du-forfatterkurser. For man hører om det hele – også det, som ingen ellers taler om: Klikerne i branchen, problemerne med økonomien, forlagene som en væsentlig forretnings- og magt-faktor, med juraen og med at få familieliv og forfatterliv til at gå op i en højere enhed.

Om PR, udgivelser, anmeldelser, de sociale medier, at sammenligne sig med andre forfattere – og om de forventninger og fordomme, forfattere ofte mødes med.

Der er også flere ting, som går igen hos Langstrup og kollegaer: Det introverte i al almindelighed, og behovet for at være alene for at skrive i særdeleshed. Det eksistentielle behov for at skrive. Fordi at skrive er som en indre ild. Dét hjerteblod, som man ikke kan være foruden.

Om skriverusen når man føler, at teksten lever sit eget liv, og den tilsvarende skriveblokering, når ordene ikke vil komme. Og så dette ikke at kunne arbejde, fordi der er andre i huset eller praktiske ting, der skal gøres. Om behovet for anerkendelsen. Om det at være anset og måske hyldet som forfatter, men også om afsavnene og tvivlen.

For er man god nok? Er bogen god nok? Måden at skrive på? Ideen?

Det er forhold, som man kan genkende – også selvom man ikke skriver skønlitteratur, men faglitteratur, essays, digte – ja, sågar artikler.

Måske fordi det ligger i det at være skabende med ord, tænker undertegnede, som har bloggen Danmarksbloggen – og som udover at anmelde bøger og teater, skriver reportager og kronikker – og har skrevet artikler om it, religion, ja sågar biler og haver, portrætartikler – og to bøger. En om mad og personlig udvikling – og en om julens traditioner.

For uanset hvad vi skriver, så tegner vi et billede af virkeligheden, når vi udvælger ordene.

Så hvad enten vi skildrer dén virkelighed, vi sanser – eller vi selv skaber en virkelighed med ord, så laver vi et billede, som kræver både indlevelse og valg af den, som afsender.

Det og meget andet har Danmarksbloggen spurgt Steen Langstrup om i dette interview: 

For hvad tror du, Steen Langstrup? Er den mentale proces den samme, om man skriver en skønlitterær bog, en faglitterær bog eller noget andet? Eller ligger er en forskel? Også i om man bruger lang eller kort tid? Du nævner et sted i bogen en novelle om en due, som du skrev på en eftermiddag? Den novelle fik meget opmærksomhed. Her var du i en anden virkelighed i nogle få timer i modsætning til i dine bøger, som kræver måneder? Så er er nogen forskel – og hvordan opfatter du i så fald den?

Først så tror jeg ikke, novellen handler om en due. Jeg tweetede om en due engang, men ellers så, ja, at skrive en enkelt novelle, hvis først idéen er der, er selvfølgelig lettere end at skrive en hel roman. Alene det, at novellen er så hurtig overstået er en gigantisk forskel. En roman er et langt slid, hvor tvivlen har rig mulighed for langsomt at æde sig ind på en, og dræne lysten og drivet fra værket, så der i værste fald til sidst ikke er andet end jernvilje tilbage. Lortet skal være færdigt. Men man hader det, man er fanget et mørkt sted, og det had ender med at rumme værket også. Dette er heldigvis ikke noget, der absolut sker hver gang, men som månederne går, og tidsplanen måske begynder at skride, så bliver det sværere at holde fra livet.

Når jeg skriver, at noveller er lettere, så gælder det kun en novelle – ikke hvis man i virkeligheden ikke bare arbejder på en enkelt novelle, men en novellesamling, så kan det nemlig være en sværere opgave at skrive end en roman, fordi romanen trods alt fortsætter i samme univers, med samme personer osv., og så oplever man ofte, at når først man er forbi det svære punkt eller de svære punkter, så er resten af vejen ned ad bakke. Det sker sjældent med novellesamlinger, hvor hver novelle er sit eget univers.

Det løber som en rød tråd gennem bogen, at det at skrive er et ensomt job. I hvert fald et job hvor man er – og ofte også gerne vil være – alene. Men omvendt så spejler man sig som forfatter også i omverden, og vil gerne fortælle den noget. Så ligger der indbygget en kontrast i dette ensomme job og spejlingen i omverden?

Jobbet er jo ensomt på mange planer. Ikke bare, at man sidder alene og skriver, men man er også alene med ansvaret, med konsekvenserne, med valgene, med talentet eller det manglende, med fiaskoer og succeser. Man er bare alene med det.

Men intet menneske er en ø, vi hænger sammen, og det er i andre mennesker, at man oplever at lykkedes eller mislykkes. Hvad det så end er, man søger med at skrive, for det er forskelligt. Forfattere er mere forskellige end mennesker i mange andre brancher, sikkert fordi vi ikke er sammen på samme måde, vi smitter ikke af på hinanden på samme måde som kollegaer i en bank eller på en fabrik.

Derfor rummer ensomheden blandt en del forfattere også en akavet følelse af at være udenfor. Det kan gøre ensomheden og det med at spejle sig i omverdenen ekstremt sårbart.

Du taler også om vindere og tabere – og det giver mening i antallet af solgte bøger. Men på et dybere plan findes der så vindere og tabere? Hvis man fx har givet bare ét menneske en oplevelse, som betød noget. Kan det så ikke betyde alverden? Jeg husker fx en gang at en artikel, jeg skrev, som fik en ung pige fra KBH til at tage til Jylland for at se en forestilling, som jeg havde skrevet foromtale om, fordi hun ville se premieren (forestillingen kom ellers senere til KBH). Er det ikke noget, som man kan leve længe på? For så ved man, at man har rykket noget – også selvom det ikke køber en pakke leverpostej. Men mennesket lever ikke af brød alene. Ånd må der til. Eller hvad siger du?

Jo, det er det, hvis man tillader sig selv at gøre det, og hvis man tager sig tid til det. En ting, der kan gøre det svært, er, at man konstant stræber mod noget, og at der er så langt mellem de forløsende øjeblikke, hvor man kan se, at de mange afsavn og det hårde, ensomme slid har gjort en forskel.

Problemet kan være, at andre ting demotiverer. Der er forsket en del i, hvad der motiverer mennesker, og jeg har under arbejdet med bogen bidt mærke i bl.a. psykologen Frederick Herzbergs teorier, hvor han konkluderer, at ting som økonomi sjældent har styrke til at motivere ret langt, men at dårlig økonomi ligefrem virker demotiverende. Forfattere og mange andre kreative erhverv har notorisk vanskelig økonomi, og er i kraft af denne i risiko for demotivering – og hvad sker der så, når demotiveringen kvæler arbejdsglæden? I flg. den danske forsker Helle Hedegaard Hein, som jeg også interviewer i bogen, regredierer man. En kunstner, der regredierer, holder op med at fokusere på de ting, der oprindeligt inspirerede en til at vælge sit virke, og fokuserer i stedet på ting som netop økonomi, som ikke bare igen er særdeles vanskelig at lykkedes med, økonomien rummer også meget sjældent det magiske kick, som gør det det hele værd i den sidste ende, og så er man i en ond cirkel.

Og hvad med dig selv? Du skriver et sted, at du pt. holder pause – måske for bestandigt. Jeg går ud fra, at du mener skønlitterært. For denne bog er jo også en bog. Så måske du stadig vil skrive, bare noget andet end romaner? Er det også derfor, at du har skrevet denne bog? Fordi du selv tumler med netop dit eget sind og din egen vej herfra?

Det er svært at svare på. If you are a writer, write about it, siger man jo. FORFATTERSIND er måske i virkeligheden en bog, jeg ville ønske, mit eget yngre jeg havde haft mulighed for at læse for mange år siden. Sandheden er, at jeg ikke aner, hvad jeg skal nu. Andet end, at jeg må finde mig en vej i livet, som giver mening – og som ikke rummer lange dyk ned i det indre mørke, det kan være at skrive romaner.

Jeg er på ingen måde stoppet med at være kreativ. Det tror jeg ikke, at jeg kan. Men livet skal være værd at leve, jeg vil grine og elske livet mere. Og det tankevækkende er, at det har jeg gjort, siden jeg stoppede med at skrive romaner. Men der skal også mad på bordet, og jeg er et stolt menneske, der sætter en ære i at klare mig selv, så der skal findes en balance og en vej frem, hvor jeg stadig kan leve af mine kreative sider og min krøllede hjerne. Jeg er 53 år nu, jeg har levet af at skrive, siden jeg var i tyverne, og man skal ikke være meget klog på verden for at vide, at jeg er ude af det traditionelle arbejdsmarked og sikkerhedsnet for livstid. Der er ingen vej tilbage.

Men det har på den anden side altid været en umulig vej, jeg har taget, og det er jo gået alligevel. I år har jeg fungeret som redaktør især og har både udgivet andre forfattere på mit lille forlag og redigeret bøger, der udgives andre steder. Der er altid en vej.

At skrive romaner må aldrig blive et fængsel, kreativitet skal åbne én, ikke holde én fanget, og for mig var det blevet et fængsel, eller i hvert fald et sted, jeg ikke har den store lyst til at vende tilbage til.

Du gør opmærksom på, at der er flere sindslidende blandt forfattere. Men hænger det ikke sammen med at være kreativ og skabende og sensitiv? Måske også fordi så mange kreative mennesker i bund og grund er socialt udfordret. Man kan lide at være alene, ja man foretrækker det. Måske fordi man blev mobbet som barn. Så man er vant til at være udenfor flokken. Men måske er det at være ene og stærk ikke noget, som man vælger, men noget man bliver – og finder accept af og få ro i og forløsning ved, når man skriver?

Jo, det er skam meget muligt. Men samtidig må man også se i øjnene, at mange af de kreative jobs stiller meget store mentale krav til udøverne. Så store, at selv badass fightertyper kan miste grebet undervejs. Det er ikke for børn. Og jeg vil vove den påstand, at den benhårde showbizz/kulturverden, hvor talent er billigt, og mennesker skrottes for et godt ord, bærer en lige så stor del af ansvaret for, at alt for mange af os går til undervejs. Depressioner er desværre ikke ualmindelige, misbrug i form af alkohol, hash eller hårde stoffer heller ikke (dog mest alkohol blandt forfattere) og desværre er selvmord også en del af branchen.

Og hvem skriver man for og til? Er det for sig selv – for at komme af med noget – eller er det også for andre?

Det må man jo finde ud af undervejs. Ting ændrer sig i løbet af et langt liv. Og måske bliver man også klogere på livet og en selv undervejs – og på kunsten, litteraturen. Det er først og fremmest individuelt, og noget ingen andre kan fortælle én.

Danmarksbloggen siger tak til Steen Langstrup, og kommer til at tænke på den delvist biografiske film ”Shadowslands”. Her spiller Sir Anthony Hopkins forfatteren C.S. Lewis, der også var professor på Oxford.

Og her er der en ung student, som lærer den gamle professor, hvad det vil sige at læse. Studenten siger: Når jeg åbner en bog, så dirrer mine hænder. Tænker forfatteren som jeg? Føler han som jeg? Hvordan opfatter han verden? Lewis affejer først studenten. Men senere lærer han af den unge mand, som siger de måske mest kloge ord, der er sagt om det at læse: We read to know we´re not alone

Måske det også er derfor, vi skriver? Måske det er derfor, at vi skulle skrive – alle os der skriver, og uanset hvad vi skriver. Vi skriver for at vise andre, at vi ikke er alene. Og vi læser andre for at erfare, at vi ikke er alene. Og dét er en erkendelse, som vi er nødt til at gøre igen og igen og igen og igen.

Mens jeg skriver dette indlæg, hører jeg ABBA´s to nye sange. ABBA, som man uden at overdrive kan kalde succesrige. Og jeg tænker igen, om ikke netop ensomheden gælder alle skabende. ABBA´s Benny Andersson siger nemlig i et interview, at han i reglen sidder ved klaveret i dagevis, ja ugevis, før der sker noget.

Benny Andersson – vor tids Mozart, hvis melodier sammen med kollegaen Björn Ulvaeus tekster, tegner vores tids mest langtidsholdbare musik. Evig gylden. Men ikke desto siger samme Benny Andersson også, at ABBA har lavet måske 10 gode recordings – og det er ikke snobberi. Manden mener det. 10 gode sange. Jeg kan på stedet synge flere end 10 gode ABBA-sange.

Så måske er det med ensomheden og søgen efter anerkendelsen, også fra sig selv, bare et grundvilkår ved at være skabende og vælge den stenede vej. Fordi man ikke kan andet.

Jeg kender mørket, slutter Langstrup sin bog. Ja, og han kaster med ”Forfattersind” lys ind i det mørke, som alle skabende og kreative kender.

Gad vide om de andre, de ekstroverte, der fungerer i samfundet med jobs blandt andre og et dagligt socialt liv, også læser med? HVIS kunne det øge forståelsen af forfatterlivet – og livet for alle kreative.

Det har vi brug for i en tid, hvor vi nok hylder mangfoldigheden. Men hvor det samtidig er en yndet sport blandt politikere, erhvervsfolk og såkaldt meningsdannere at udstille, nedgøre og ødelægge livet for alle dem, som ikke mindst 37 timer om ugen målbart bidrager til samfundets økonomiske bundlinje.

Dette til trods for at vi ved, at uden tanke og ånd, så dør ikke kun den demokratiske debat, men også hele det civiliserede samfund. Men det er måske også den herskende og brølende liberalistiske tidsånds ultimative mål?!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Litterær samtale: ”Kærlighedskontrakten”

For 10 år siden udgav Sara Skaarup bogen ”Kærlighedskontrakten”, hvor hun fortalte om sine personlige erfaringer med at leve i et åbent ægteskab.

Det gav genlyd. For nok har mennesker altid – også i Danmark – levet ”anderledes” end det, som den mo-ralsk set stramme norm dikterede. For kun få er ”normale”. De fleste kan bare godt lide, at det ser ”nor-malt” og gerne pænt og glitrende ud på overfladen.

Det gælder måske især ægteskabet, hvor opskriften på en fin facade hedder et heteroseksuelt og mono-gamt liv med 2-3 børn. Så ikke kun at gøre, men også at skrive om at gå i seng med og være kærester med andre var nyt – og tiltrængt, dengang Sara Skaarup gjorde det for ti år siden.

Og nu kommer bogen så i en opdateret og velfortalt version fra ”2 Feet Entertainment”, hvor der følges op på, hvad der er sket – både for forfatteren og med samfundet – i et årti, hvor Sara Skaarup også har fungeret som terapeut for nogle af de par, som lever i åbent forhold eller polyamorøst.

Tilværelsen i et åbent forhold er i bund og grund så ikke anderledes end tilværelsen som monogam. Håb, drømme, angst, tvivl, jalousi og alle de andre følelser og tanker bærer vi alle rundt på. At være tiltrukket af andre end ham/hende, som man deler postbox med, er også noget, som de fleste – hvis ikke alle – har prøvet.

Forskellen ligger i, hvad man gør med den følelse. Lader man den bare være dér – eller agerer man på den? Deri ligger valget, som Sara Skaarup også betoner som noget afgørende for livet i et åbent forhold i ”Kærlighedskontrakten”, der også i den opdaterede form er skrevet i et let og levende sprog. Bogen for-tjener masser af hjerter.

Meget af indholdet i bogen om at leve i et åbent forhold er også det samme. Mennesket har heller ikke ændret sig på de ti år. Men bogen er udvidet og uddybet med nye erfaringer og erkendelser, så den nu i endnu højere grad egner sig til både de nye og de mere garvede udi i kunsten at lukke andre end kære-sten/ægtefællen ind i intimsfæren.

For det er en kunst, en balancegang, som en del danskere giver sig i gang med, fordi det homogene for-hold er for snærende. For one size fits IKKE alle, og derfor lyder Sara Skaarups opfordring også til at se på, hvad kærlighed er for dig? For jer?

For hvad er frihed – og hvad er troskab? Det sidste er nemlig ikke nødvendigvis at have seksuelt monopol på hinanden.

I ”Kærlighedskontrakten” skriver hun således en alternativ definition af troskab, som gælder hende og hendes mand: At være ærlige – at gøre det, vi siger, vi vil gøre – at være solidariske og loyale – at dedikere os til at søge ikke kun vores egen, men også den andens lykke – at bestræbe os på at være omsorgsfulde og passe på hinanden – at være trofaste og blive ved den andens side i tykt og tyndt.

Danmarksbloggen har talt med forfatteren Sara Skaarup – og med udgiver Steen Langstrup.

Så Sara Skaarup:

Hvorfor føler du, at der er brug for en opdateret version? Siden bogen udkom første gang, har vi som aldrig før i Danmark skrevet og talt om seksualitetens mange ansigter – og om de forskellige forhold. Også kendte politikere har meldt sig på banen. Men det har måske ikke rykket afgørende – eller?

Det batter bestemt. Jo flere alternative stemmer, der lyder, jo tydeligere bliver budskabet om mangfoldighed. Bogen har fortjent en revival, fordi de principper, jeg beskriver for at leve ikke-monogamt med en fast partner, i mellemtiden har vist sig at holde vand. Bogen var udsolgt fra forlaget, og der findes stadig ikke rigtig andre danske bøger på markedet, der adresserer den problemstilling.

Samtidig får jeg jævnligt forespørgsler på, hvor den kan købes – folk har stadig brug for den. Så derfor måtte bogen selvfølgelig genudgives – og jeg greb så chancen for at opdatere indholdet.

Handler det også om kvinders seksualitet – og erkendelsen af, at kvinder har lyst? Du skriver i bogen, at det oftere er kvinden end manden, der tager initiativet til at leve polyamorøst. Det kolliderer formentlig med manges billede af mænd og kvinders seksualitet. Man kommer også til at tænke på, at kvinden måske besidder en – overset – seksuel kraft?

Både mænds og kvinders seksualitet bliver tit misforstået. Vedrørende kvinder er der en indgroet forestilling om, at kvinder er mere monogamt disponeret end mænd. Det er ikke korrekt. Men kvinder er som regel også meget fællesskabsorienterede, konsensussøgende og familiebevidste. Måske derfor ser jeg et flertal af kvinder som initiativtager til åbne forhold, hvor en livsstil med udadvendt seksualitet søges installeret på en måde, der ikke går ud over de etablerede relationer.

Kræver det mere at få et polyamorøst forhold til at lykkes end et monogamt? Og har samfundet en rolle i det?

At leve åbent kræver det samme som at leve monogamt plus noget mere. Man er oppe imod samfunds-normen, så er man ikke i forvejen både modig og i stand til at gå imod strømmen, så vil den åbne livsstil kræve, man får taget de evner hjem.

De personer, som er med i bogen, er typisk heteroseksuelle par i 30´erne og 40´erne. Men hvordan ser det ud for ikke-heteroseksuelle?

Bogen er hetero-normativ, og det er ikke et ønske, men et resultat af, at jeg selv er overvejende hetero-seksuel, og har vejledt flest med den seksuelle orientering. Der er ingen grund til at tro, at billedet tegner sig anderledes for folk med en anden seksuel orientering, når det kommer til de følelsesmæssige udfordringer.

Og dog er dét med at ’springe ud som noget andet end de fleste’ jo noget, homoseksuelle kender til. Mange homoseksuelle har derfor været nødt til at overveje deres egne præferencer og valg nøje på en anden måde end heteroseksuelle, der ofte blot glider med normen. Så folk med en seksuel orientering, der adskiller sig fra normen, har tit den fordel, at de er mindre identificeret med et fast ideal.

Jeg skriver om den aldersgruppe, fordi det tit er der, folk kommer til mig – par i kernefamilier, der gerne vil gentænke deres form. Men jeg har også haft mange samtaler med både barnløse yngre par, par der bor hver for sig og folk i 50´erne og 60´erne.

Og så til udgiveren Steen Langstrup fra forlaget 2 Feet Entertainment:

Hvad føler du, at denne nye version af ”Kærlighedskontrakten” kan bidrage med? Og ser du et seksuelt frisind i Danmark? Eller er det mere fortællingen om frisindet, som vi kan lide, mens vi stadig i praksis (på overfladen om ikke andet) er bundet af de stramme normer om det heteroseksuelle og monogame ægteskab med 2-3 børn?

‘Kærlighedskontrakten’ er en nødvendig bog, som jeg er meget stolt over at have fået mulighed for at være med til at give et nyt liv. Den bidrager med noget så ellers usexet som fornuft og livsklogskab, så man – hvis man overvejer at vælge en anden livsstil på dette område – er klædt på til de udfordringer, det altid fører med sig, når man vover at træde uden for normen og leve efter eget hjerte. Det er ikke noget, man bare gør. Eller hvis man bare gør det, så kan der følge nogle skrammer med.

Undervejs i processen spurgte Sara mig, hvorfor jeg var så entusiastisk omkring bogen, når jeg selv levede i et traditionelt ægteskab. Det er jo fordi den handler om at turde vælge sin egen måde at leve på, at sætte sine egne normer, og bryde den sociale kontrol, der stadig byder os at leve ens alle sammen, men at gøre det med omtanke, omsorg og omhyggelighed. Dét er i mine øjne meningen med livet at finde sin egen vej med øje på sig selv og sine omgivelser. Om det så er seksuelt eller på alle mulige andre områder af livet.

Frisindet er en sær elastisk størrelse. På nogle områder er rummeligheden jo vokset markant i vores levetid. Det er blevet mere acceptabelt at stå ved en alternativ seksualitet, og det ofte på en mere moden og mindre (selv)destruktiv måde end tidligere. Især blandt unge, og muligvis også mere i de store byer. Det sidste er måske en fordom fra min side? Folk vælger også mere åbent at leve i fx åbne forhold, fremfor tidlige tiders bollen udenom, mens man samtidig vogtede ægteskabets dyd.

Men samtidig er der meget, der trækker i den anden retning. Vi er blevet nøgenhedsforskrækkede i en grad, så selv en ammende kvinde kan forarge – og vi er blevet det på en måde, hvor det også rummer et krav om, at vi skal være smukke nok, før vi kan tillade os lidt nøgenhed. Det er der ikke megen rummelighed eller frihed i. Vi er også midt i en sort og ekstrem drejning af samfundet, hvor tolerance og accept af anderledes og andre måder at leve på trues hver eneste dag, hvor man desværre åbenbart finder det svært selv at være fri, hvis andre tillader sig at være frie på en anden måde.

Man søger at trække egne normer ned over hovedet på andre, og det rimer ikke meget med frisind. Det er komplicerede tider.

Og hvad betyder det for os som mennesker – og som samfund?

Jeg vælger at være optimist. Når normer forandres, vil det give nogle skælv, og vi lever i en tid, der elsker drama. Man kan godt blive overvældet af al polemikken, men meget af den handler om at sælge nyheder, og ofte er virkeligheden mere afdæmpet. Vrede og had gør os mindre. Tolerance og kærlighed gør os større. Det ændrer sig jo aldrig.

De kræfter, der fylder meget i dag, som vil mere social kontrol, om det så for at diktere, hvor mange partnere ægtefolk må have, eller om en skuespiller er homo nok til at kunne påtage sig en rolle som homo, eller hvad ved jeg, de bringer jo intet liv med sig. Det handler blot om at hegne andre inde, fordi de selv er usikre uden hegn, og der er vi et sted, hvor der trods alt og heldigvis er så mange, der trækker i hver sin retning, at de hegn vælter hele tiden.

Vi er et sted, hvor drømmen om ensretning og måske endnu mere frygten for alt det nye tegner nogle dystre fremtidsbilleder, men jeg tror ikke, de vil vinde. Mest af alt fordi de kræfter er så kedelige. Når rusen over at have brændt heksen tager af, har man jo alligevel ikke opnået en skid, der batter nogen steder.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Den stærkes ret

Danmarksbloggen har fået lov til at bringe dette indlæg skrevet af forfatter Steen Langstrup:

Kvinderne, der har været udsat for sexisme, har ofte oplevet, at når de gik til chefen med problemet, eller chefens chef, hvis det som oftest var chefen selv, der stod bag, så blev sagen vendt imod dem, og lynhurtigt måtte de forstå, at de selv var problemet, og nogle er endda blevet fyret på stedet.

Nogle lader til at chokeres over dette. Jeg selv, ikke rigtig.

For trods al vores snak om at tage os af de svage i samfundet, at ville mobning til livs, at ville bekæmpe magtmisbrug og gøre Danmark til et rart sted at være, så viser virkeligheden sig altså ofte at være en anden, når ordene skal omsættes til handling.

Børn, der mobbes i skolen, ender oftest selv med at måtte skifte skole, hvis forældrene forsøger at råbe skolen op. Her kan de så, usikre efter års mobning, se om de kan finde fodfæste i en ny klasses hierarki, og hvis de ikke kan, nå ja, så flyttede nissen jo med, og så var de nok selv ude om det. Imens fortsætter mobberne på toppen af den gamle klasse, styrket i deres magt, og tavst bakket op af skolen, der jo netop valgte ikke at gøre noget.

Folk, der mister jobbet, deres gode helbred eller begge, modtages af kommuner og jobcentre, som om de er svindlere, der blot ønsker at udnytte systemet, mens de lever en doven løgn om, at de enten er for syge til at arbejde, eller at der ikke er noget job til dem. For alle ved, at der ER job til dem, der vil. Arbejdsløshed har aldrig handlet om manglen på jobs, kun dovenskab, siger vi. Imens arbejder samfundet for flere skattelettelser til toppen, så dem, der har fat i den lange ende, kan bekræfte hinanden i, at de fortjener deres held.

Vi river ghettoer ned og gør byerne endnu dyrere at bo i, i den tro at underklassen forsvinder, hvis bare de presses langt nok ud på landet, og så kan vi andre imens nyde hinandens nydelige selskab i de dejlige byer med de mange kulturelle tilbud, mens vi glædes over, at statens har vores ryg, sålænge helbred og job består.

For den stærkes ret er nærmest en naturlov, og det skal man ikke lave om på. Går vi endelig på barrikaderne for at forsvare vores fine danske værdier, så er der intet som retten til at tryne og mobbe andre, der kan trække os op til fælles hån af de svagere, der ikke bare vil tage imod og finde sig i vores hellig ret til at IKKE at vise hensyn. Sagde nogen eskimoer?

Sådan har det altid været, det kan man ikke ændre på, hører jeg igen og igen. Og har jeg hørt igen og igen, når mit indre rebelske jeg har gjort oprør for snart syttende gang mod snart sagt hvad som helst. Man bør indordne sig, siger folk, de stærkes ret er lov, og man skal ikke tro, man kan ændre ved noget. Verden består, magten bliver på de samme hænder, der ruller et par hoveder, men intet ændrer sig. Bøj hovedet. Giv op. Det nytter ikke.

Men det skal nytte. Vi må ikke give op. Det hele hænger sammen. Lad det ikke stoppe ved et par hoveder, der ruller. Det handler ikke om hovederne. Det handler om liv, om frihed, om retten til at være her, om ligeværd. Det handler mindre om sexisme eller politisk korrekthed, og det handler slet ikke om retten til at more sig eller flirte. Det handler om, at den stærkes ret ikke skal være lov.

Det var bare det …

Læs også på Steen Langstrups blog: https://steenlangstrup.wordpress.com

Skrevet af: Forfatter Steen Langstrup

Anmeldelse: “Tabu”

En bog af Steen Langstrup er kendetegnet ved at spændingen bygges sikkert, men nådesløst op, hvorpå der kommer et eller flere uventede twists undervejs – og især til sidst.

Og således gælder det også i hans nye roman ”Tabu”, som udkommer i dag, og som på overfladen handler om en dansk familiejul langt væk fra hjemlandets klassiske decembervejr med gråt sjap og vådt søle.

Familien Sonnenborg, der består af Mor Jeanette, Far Klavs og de to voksne børn Birk og Ulrikke, er nemlig sammen med datterens nye kæreste Adam og øens lokale vicevært-ægtepar – de såkaldte property caretakers Juan og Eliana – forsamlet på en caribisk paradis-ø midt ude i det turkisblå hav.

Og det er selvfølgelig familiens egen ø, købt af faderen, der er iværksætter og har ligeså mange penge, som han har modstand mod alle andre end mennesker ligesom ham selv. Hvilket sønnen Birk heller ikke undlader at gøre opmærksom på, når han påtaler faderens manglende solidaritet med dem, som har mindre end familien Sonnenborg, og det er mere end 99% af verdens befolkning.

En familie, der naturligvis bor nord for København i det ”Reservat”, hvor der igennem december er blevet foretaget drab på to familier ligesom dem selv. Det ryster selvsagt familien Sonnenborg. En stund ihvertfald, for heldigvis er de jo selv så langt væk fra det hele. Fra drabene, mørket og kulden.

Eller er de? Alting er ikke altid, som det ser ud til at være, og modsætningerne danner rammen om Langstrups fortælling.

”Tabu” er nemlig fuld af kontraster, både de klassiske mellem generationerne, mellem det at være rig eller fattig, mellem det at være åben eller have hemmeligheder, mellem det at tale om tingene eller at gemme sig, men også om det som midaldrende at føle sig draget mod afkommets unge kæreste.

Og lige den tiltrækning er en følelse, som er mere tabu end det meste andet i vores ellers så frie tidsalder … i hvert fald hvis den midaldrende er en kvinde, en utilfredsstillet og uforløst kvinde, som har rundet de 50 år, og den anden part er en ung, lækker mand.

Men det er ikke desto mindre det emne, som Steen Langstrup tør tage op, tør skrive om. Det er modigt – og stærkt, og som læser tvivler man ikke på, at de kræfter, der sættes fri i mødet mellem den midaldrende kvinde og den unge mand, ikke nødvendigvis kommer til at skabe nogen glæde – på den lange bane.

Som læser fornemmer man også hurtigt, at idyllen på øen med palmerne, havet og de blå pools er ligeså overfladisk og falsk som det hvide plastic-juletræ, der efter planen skal danses om juleaften.

Men juleaften bliver ikke som forventet, for der er mange kræfter i spil – og intet af det handler om julegaver eller julemad, men i stedet om gamle konflikter, om fortidens nag og skygger.

Det er nemlig også klassisk Steen Langstrup at ville formidle andet og mere end gru og uhygge – og som regel handler dette andet om samfundet. Det gør det også i ”Tabu”, men her ses samfundet i miniformat og illustreret ved en enkelt families interne stridigheder og betændte relationer.

Og på den måde bliver bogen her anderledes end hans foregående bøger.

For i takt med at den solbeskinnende overflade krakelerer og den tropiske storm nærmer sig, så rulles familiekonflikterne og de sorte hemmeligheder op på en måde, så det bliver til et gedigent kammerspil.

Alle skeletterne ryger ud af skabene – og det ville ikke være Steen Langstrup, hvis ikke der også blev plads til nye lig. Og det hele beskrives med en nerve, så det gør ondt at læse. For personerne er så skarpt skåret, sproget så præcist og replikkerne lige i stormens øje.

”Tabu” er derfor et mesterligt portræt af en familie – og en tid og et samfund – i opløsning. Og er der overhovedet noget håb? Læs det selv – og glæd Dem.

Steen Langstrup har nemlig aldrig været bedre end han er det i ”Tabu”.

Danmarksbloggen giver ”Tabu” seks ud af seks lyserøde flamingoer, som dem der op mod jul landede på den tropiske ø og sked den fuld, inden stormen ramte.

I øvrigt: Så har Steen Langstrup to gange prøvet at få et manuskript filmatiseret. Senest ”Alt det, hun ville ønske, at hun ikke forstod”, som blev til filmen ”Finale”, der har vundet adskillige priser på horrorfestivaler over hele verden.

Denne bog – ”Tabu” – egner sig om muligt endnu mere til at blive filmatiseret. Den kunne blive en psykologisk thriller, som ville give selv den mest hærdede mareridt. For hvem er hvem – og hvad er hvad i vores fragmenterede og digitale verden, hvor vi kan rejse kloden rundt på få timer, men ikke nå vores nærmeste, selvom de sidder lige ved siden af? Dét kan man godt ligge søvnløs over.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Steen Langstrup forestiller sig dagens redaktionsmøde ovenpå angrebet på Skattestyrelsen

Forfatter Steen Langstrup har lavet dette skriv. Først så griner man – i anden omgang bliver man eftertænksom … for der er noget skævt over mediernes behandling af Danmarks mange parallelsamfund.

Opsnappet referat fra morgenens redaktionsmøde på et af landets formiddagsblade:

Chefredaktøren: “Der har været et terrorangreb mod Skattestyrelsen! Vi skal have et overblik over skaderne. Den klarer du, Per. Vi skal have en sprængstofsekspert til at beskrive bomben og hvor galt det kunne være gået. Den tager du, Kate.”

“Så skal vi have et par journalister ud på Cepos, gerne med skjulte mikrofoner, for at se, om vi kan opsnappe en tilfældig dialog, der kunne antyde opbakning til nattens angreb på Skattestyrelsen. Hvis det ikke er muligt, så gå dem på klingen og kræv en udtalelse. Alle ved, at Cepos HADER skat. Det klarer I to, Berit og Samuel.”

“Mens du, Peter, og du, Leif, I tager ud på Gammel Hellerup Gymnasium eller en af de andre reder for skattemodstanden herhjemme og ser, om I kan få et par ubetænksomme overklassebørn til at sige noget. De er ikke så kloge, de forkælede unger, så de kan nok manipuleres til at levere en stærk overskrift. Noget med whiskybæltets bander jubler over terrorangrebet.”

“Endelig skal klummeskribenterne i gang. Vi skal have i hvert fald et par klummer, der efterlyser eller forlanger, at alle topskattebetalere i landet offentligt tager afstand fra enhver form for terror.”

“Og en eller anden, se om vi ikke kan få Enhedslistens spidskandidat til at komme med en kontroversiel udtalelse rettet mod samfundsnasseriet i whiskybæltet og deres parallelsamfund derude og den måde, de foragter almindelige danskere og danske værdier, de EU-liderlige typer! Alle ved jo, at de rotter sig sammen og snyder i skat hele bundtet!”

Skrevet af: Steen Langstrup

Anmeldelse: “I lygternes skær”

I dag på selveste Valentins dag udkommer Steen Langstrups nye bog, novellesamlingen ”I lygternes skær”.

Og nej, bogen handler ikke om gamle dages romantik og datidens velstående københavnere, der hastede hjem til den ventende te og de varme boller gennem de stadig vintermørke gader, oplyst af gadelampernes spredte lys.

Men ja, handlingen i en enkelt novelle udspiller sig i tiden lige efter 1. verdenskrigs ophør, men scenen er ikke en bedsteborgerlig idyl eller en jazzklubs brølende frigørelse af normer, men Den Spanske Syges helvede af sygdom, blod, snavs og lidelse.

Det er slet ikke overraskende. For man ved jo, at vi skal nedom og bagom og ind i gruen, når forfatteren hedder Steen Langstrup, og således også i denne velskrevne og hurtigt læste novellesamling, hvor vi dog primært møder nutiden og nutidsmennesket i alle dets forklædninger og afskygninger – og med alle de handicap, som vi kan have.

Altså rigtige handicaps. For tabet af en eller flere sanser er ingenting i forhold til de psykiske mangler og de mentale krøblinge og deres afskyvækkende gerninger, som der rulles op for i de elleve noveller.

Det mest skræmmende er imidlertid ikke bogens vampyrer, dobbeltgængere, kryb, slangemennesker, dæmoner og alle de andre udtryk for mennesker af vor tid. Nej, det, som holdt mig vågen, mens jeg læste bogen i en sen nattetime (lad i øvrigt være med det, også fordi flere af historierne foregår om natten, så man ligger og føler sig rigtig bange) var normaliteten i al horroren.

Dette forhold at denne bogs uhyrer og monstre er ligeså udbredte, som de er usynlige i deres synlighed. For nej, de kan ikke ses på det ydre, de kan ikke kendes på at gå med klingende bjælder eller i mærkeligt tøj, ja selv et modermærke bliver kun et spejlbillede og ikke noget, der advarer de uskyldige mennesker, som kommer i kløerne på disse menneskelige monstre.

For denne novellesamlings uhyrer er så almindelige, så udbredte, at vi alle sammen hver dag og hele tiden sidder ved siden af dem i metroen eller står bag ved en af dem, når vi er ude og handle ind. De er også i sommerhuset eller i lejligheden, som har været udlejet via airbnb. De er de monstre, der er virkelige, og går mellem os hver dag og til hverdag – men vi har ikke en chance for at genkende dem.

Dét skræmmer mig helt vildt. For når vi ikke kan pege dem ud, så kan vi ikke beskytte os, men i stedet kan vi alle havne i kløerne på en af dem – også selvom vi tror, at vi er så forsigtige og påpasselige. Men intet er, som det ser ud til at være, og vi er nogle gange venlige overfor de forkerte mennesker.

Og det bliver ikke bedre, men kun værre af, at Steen Langstrup er så god til at beskrive, hvad der sker i sådant et uhyres formørkede sind, og hvordan ofrene på alle måder væves ind i monsterets spind.

For stille og roligt – næsten nøgternt – lader han den ene galning efter den anden, komme på banen i de elleve noveller, og som læser forstår man modstræbende og med stor væmmelse, hvorfor personen må gøre, som personen må gøre. Også selvom det betyder lidelse, smerte, snot, blod og død for de uheldige, der er på det forkerte sted det forkerte tidspunkt – eller har indgået i en relation med et af disse monstre.

Og selvom man – så vidt man ved – ligger trygt i sin varme seng derhjemme, så føler man sig lidt som hovedpersonen i Steen Langstrups bog ”Alt det hun ville ønske hun ikke forstod”, som i øjeblikket vises på filmfestivaler verden over. Som film hedder den i øvrigt ”Finale”, men grusomheden er den samme.

For man ved jo, at mennesker gør de uhyrligste ting, og en psykolog vil nok sige, at det handler om mangel på kærlighed og anerkendelse i barndommen. Når man læser Steen Langstrup, er man imidlertid ikke så sikker på, om ikke mørket, ondskaben, lidelsen for dens egen skyld, lidelsen for morskabens og underholdningens skyld har sin egen plads i verden – og i mennesket.

For det dybeste mørke kommer altid indefra, hvad Steen Langstrup også har baseret hele sit forfatterskab på. Og i hans seneste bog ”I lygternes skær” får vi – trods titlen – ikke spredt meget lys, men derimod mere mørke, mere mismod. Lyset er også kun et skær, og det kan ikke få bugt med mørket.

Og det allerstørste gys – ja det ligger til sidst, når man har lagt bogen fra sig, og nakkehårene rejser sig, mens man vender det mentale spejl og erkender, at kimen til at blive et af disse monstre også ligger i én selv.

For hvem har ikke haft lyst til at gøre andre ondt på et eller andet tidspunkt? Hånden på hjertet – eller måske på ens indre mørke: Hvem kender ikke til trangen om at hævne, gøre ondt for ondets egen skyld, driften mod en blodrus? Måske vi kun har prøvet triumfen ved at klaske den myg, som lige har stukket os en varm sommeraften, men det er nok til at forstå mekanismen.

Så prøv at gøre den myg lidt større, gå ind i sindet og mærk din vrede, dit had, din forsmåenhed og alt det andet – og erkend, at vi har mørket i os. Alle sammen.

For hvad vi ikke er i stand til i ondskabens navn. Det er massivt, som mørket er det en kold vinternat. Heldigvis findes der mennesker som Steen Langstrup til at beskrive det.

Danmarksbloggen giver ”I lygternes skær” fem ud af seks gadelamper.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Frygt Fabrik Fælde

Boganmeldelser er normalt noget, der laves af én person, som læser én bog og så skriver en anmeldelse.

Men nu vil Danmarksbloggen forsøge sig med en ny slags anmeldelse, nemlig en dobbelt anmeldelse, hvor vi er to, der diskuterer bogen og stiller hinanden spørgsmål. Denne gang undertegnede, som er 49 år – og så Anna Margrethe Thorsen Frederiksen, som er 17 år, så altså to generationer.

Og vi starter med Steen Langstrups nyeste værk ”Frygt Fabrik Fælde”, som meget apropos det med at være to også udkommer i to bind – og beskæftiger sig med minimum to verdner, to tider og mange andre dobbeltheder.

Bogen handler – helt kort – om en gruppe mennesker fra nutiden, der fotografer steder i byen, hvor man normalt ikke kan få adgang. De plejer ikke at efterlade andet end fodspor i støvet, men her i den mærkværdigt graffiti-løse fabrik med de intakte glasruder gemmer der sig noget ondt i skyggerne.

Vi læsere ved det, og de mærker det også, så uhyggen stiger i takt med at mørket falder over byen, og vi kommer længere og længere ind i rædslerne og i de begivenheder, der startede det hele for over 100 år siden.

Dengang da fabrikken var en god forretning for direktøren, der i virkeligheden interesserede sig mindre for virksomhedens drift og mere for at rejse verden rundt efter okkulte genstande – om end han måske aldrig havde behøvet at rejse så langt. Men nu skal der ikke røbes mere, for ja, det er en bog af Steen Langstrup, Danmarks svar på Stephen King, så vi er udover et møde med det overnaturlige også garanteret gys, blod og smerte – og anden menneskelig ondskab.

Læseoplevelsen
Dorte: Nu har jeg læst meget af Steen Langstrup, og jeg lægger altid mærke til, hvor flydende han skriver, og hvor let jeg rives med af fortællingen. Siderne vender ligesom sig selv, og det er forbavsende nemt at følge med – også i de ofte ret abrupte tidsspring, som der er i disse to bøger.

Anna: Jeg oplever det meget på samme måde. Bogen er superspændende, og man bliver helt opslugt af handlingen – og ikke mindst af personernes relation til hinanden, hvor der er ret mange usagte ting, der ligger som en skygge – ligesom de skygger, der er på fabrikken.

Virkemidler
Anna: Det er meget opfindsomt og innovativt, at bogen er opdelt i længere episoder, som igen er opdelt i kapitler, hvor overskriften er en tidsangivelse. Det skaber lidt en tv-serie-agtig følelse, så man ligesom man kan se en episode af en tv-serie, så kan man læse en episode. Og som man kan binge-watche en tv-serie, så kan man også binge-læse en bog, i hvert fald de her to bøger.

Dorte: Enig, for mig handler virkemidlerne så også om de ting, som sker i episoderne, hvor det indimellem gibber gevaldigt i én, når ondskaben får frit spil. Ikke at man ikke forventer den, for det gør man, man har også en idé om, hvordan og hvornår den viser – og indimellem har man ret, men oftere så overraskes man. Steen Langstrup er så djævelsk god til at twiste handlingen.

Det historiske aspekt
Dorte: Man behøver ikke at kunne alt om 1900-tallets historie for at læse ”Frygt Fabrik Fælde”, men en vis viden om de to verdenskrige, arbejdsmarkedet og de sociale klasseskel er en stor fordel. Jeg kan også mærke, at jeg – godt nok født i 1969 – på mange måder i min opvækst oplevede forhold og normer, der kan minde om de dele af bøgerne, der foregår i årtierne lige efter 2. verdenskrig – således så jeg føler, at jeg er tættere på bogens fortid end dig, Anna.

Anna: Jeg føler mig meget hjemme i bogens nutid, for jeg kan spejle mig i personerne, især i de yngre kvinder, som er med. Hvorimod det kan være sværere at sætte mig ind i de dele, der foregår i 1900-tallet, også selvom der er nogle almen-menneskelige ting, som gælder i alle tidsaldre, og som jeg også kan genkende – og som også gør, at bøgerne forbliver spændende – også for os yngre læsere som er født i dette årtusind.

Samlet
Steen Langstrup er som sagt kendt som gysets mester, men han vil i reglen også altid noget andet og mere end den rene gru. Han vil åbne vores øjne for det mørke, som er i os alle sammen – og som lever i vores samfunds skygger.

Så kan man i virkeligheden på et eller andet meta-plan tolke fabrikken derhen, at der er tale om Danmark?

Et Danmark, hvor de få bestemmer over de mange. Et Danmark, som er bygget på en gammel kultur af blod og ofringer, og som i øjeblikket lukker sig inde bag jernlågerne, mens mørket trækker sig sammen. Et Danmark i frygt og som en fælde for alt menneskeligt.

Danmarksbloggen ville slet ikke være overrasket, hvis det var meningen – og det er blændende godt lavet og pakket ind i den horror, som Langstrup mestrer så formidabelt.

Danmarksbloggen giver ”Frygt Fabrik Fælde” fem ud af seks okkulte genstande, som dem direktøren samlede så lidenskabeligt på.

Skrevet af: Anna Margrethe Thorsen Frederiksen og Dorte J. Thorsen

Hvorfor gør danskerne ikke oprør?

Horrorforfatter Steen Langstrup er kendt for at skabe uhygge og gys med sine bøger, hvor han i øjeblikket er aktuel med ”Frygt, fabrik, fælde”, som kommer i to bind, og som både foregår i fortiden og i nutiden.

Steen Langstrup er også optaget af det samfund, som han lever i – og hvor han ser scenarier, som er mindst ligeså skræmmende som hans bøger. Danmarksbloggen giver hermed ordet til Steen:

Hvorfor gør danskerne ikke oprør?

Vi ved jo godt, at vi bliver røvrendt af dem, der sidder på flæsket. Hvorfor finder vi os så i det?

Det spørgsmål ser jeg ofte på Facebook – og svaret er gerne noget med, at vi er for magelige, for bange eller måske gerne vil afvikle velfærd, retsstat og demokrati, så længe Vild med dans består.

Det tror jeg ikke er sandt. Jeg tror, mange har fået nok, men …

1) Dem, der råber op, jordes, nedgøres og nedbrydes. Se, hvad der sker med whistleblowers og hvem der ellers taler magten imod.

2) Det nytter alligevel ikke. Måske rammes en på toppen og må kortvarigt forlade sin post, gerne med en håndfuld millioner i gyldent håndtryk, for siden at vende tilbage i en ny toppost. Selv i de sjældne tilfælde, hvor vedkommende ikke vender tilbage, består systemet, og alle andre fortsætter som hidtil.

3) Der er ingen forbilleder, ingen der viser vejen, ingen der lykkes med at ændre noget, der betyder noget, ingen der samler modstanden bag sig.

4) I 60-70’erne var der USSR, der, hvor uhyggeligt et samfund det end var, dog havde vundet over systemet og brugte ressourcer på at støtte modstanden i Vesten.

Samtidig frygtede magten i Vesten kommunismen (for modsat fascisterne, som magten bedre tåler, så beslaglagde kommunisterne produktionsmidlerne), og derfor accepterede magten opbyggelsen af velfærdsstaterne.

Nu er kommunisme ikke længere en trussel, hvorfor velfærdsstaterne i magtens øjne ikke længere er nødvendige og derfor afvikles.

Skrevet af: Steen Langstrup, forfatter.