Anmeldelse: “I lygternes skær”

I dag på selveste Valentins dag udkommer Steen Langstrups nye bog, novellesamlingen ”I lygternes skær”.

Og nej, bogen handler ikke om gamle dages romantik og datidens velstående københavnere, der hastede hjem til den ventende te og de varme boller gennem de stadig vintermørke gader, oplyst af gadelampernes spredte lys.

Men ja, handlingen i en enkelt novelle udspiller sig i tiden lige efter 1. verdenskrigs ophør, men scenen er ikke en bedsteborgerlig idyl eller en jazzklubs brølende frigørelse af normer, men Den Spanske Syges helvede af sygdom, blod, snavs og lidelse.

Det er slet ikke overraskende. For man ved jo, at vi skal nedom og bagom og ind i gruen, når forfatteren hedder Steen Langstrup, og således også i denne velskrevne og hurtigt læste novellesamling, hvor vi dog primært møder nutiden og nutidsmennesket i alle dets forklædninger og afskygninger – og med alle de handicap, som vi kan have.

Altså rigtige handicaps. For tabet af en eller flere sanser er ingenting i forhold til de psykiske mangler og de mentale krøblinge og deres afskyvækkende gerninger, som der rulles op for i de elleve noveller.

Det mest skræmmende er imidlertid ikke bogens vampyrer, dobbeltgængere, kryb, slangemennesker, dæmoner og alle de andre udtryk for mennesker af vor tid. Nej, det, som holdt mig vågen, mens jeg læste bogen i en sen nattetime (lad i øvrigt være med det, også fordi flere af historierne foregår om natten, så man ligger og føler sig rigtig bange) var normaliteten i al horroren.

Dette forhold at denne bogs uhyrer og monstre er ligeså udbredte, som de er usynlige i deres synlighed. For nej, de kan ikke ses på det ydre, de kan ikke kendes på at gå med klingende bjælder eller i mærkeligt tøj, ja selv et modermærke bliver kun et spejlbillede og ikke noget, der advarer de uskyldige mennesker, som kommer i kløerne på disse menneskelige monstre.

For denne novellesamlings uhyrer er så almindelige, så udbredte, at vi alle sammen hver dag og hele tiden sidder ved siden af dem i metroen eller står bag ved en af dem, når vi er ude og handle ind. De er også i sommerhuset eller i lejligheden, som har været udlejet via airbnb. De er de monstre, der er virkelige, og går mellem os hver dag og til hverdag – men vi har ikke en chance for at genkende dem.

Dét skræmmer mig helt vildt. For når vi ikke kan pege dem ud, så kan vi ikke beskytte os, men i stedet kan vi alle havne i kløerne på en af dem – også selvom vi tror, at vi er så forsigtige og påpasselige. Men intet er, som det ser ud til at være, og vi er nogle gange venlige overfor de forkerte mennesker.

Og det bliver ikke bedre, men kun værre af, at Steen Langstrup er så god til at beskrive, hvad der sker i sådant et uhyres formørkede sind, og hvordan ofrene på alle måder væves ind i monsterets spind.

For stille og roligt – næsten nøgternt – lader han den ene galning efter den anden, komme på banen i de elleve noveller, og som læser forstår man modstræbende og med stor væmmelse, hvorfor personen må gøre, som personen må gøre. Også selvom det betyder lidelse, smerte, snot, blod og død for de uheldige, der er på det forkerte sted det forkerte tidspunkt – eller har indgået i en relation med et af disse monstre.

Og selvom man – så vidt man ved – ligger trygt i sin varme seng derhjemme, så føler man sig lidt som hovedpersonen i Steen Langstrups bog ”Alt det hun ville ønske hun ikke forstod”, som i øjeblikket vises på filmfestivaler verden over. Som film hedder den i øvrigt ”Finale”, men grusomheden er den samme.

For man ved jo, at mennesker gør de uhyrligste ting, og en psykolog vil nok sige, at det handler om mangel på kærlighed og anerkendelse i barndommen. Når man læser Steen Langstrup, er man imidlertid ikke så sikker på, om ikke mørket, ondskaben, lidelsen for dens egen skyld, lidelsen for morskabens og underholdningens skyld har sin egen plads i verden – og i mennesket.

For det dybeste mørke kommer altid indefra, hvad Steen Langstrup også har baseret hele sit forfatterskab på. Og i hans seneste bog ”I lygternes skær” får vi – trods titlen – ikke spredt meget lys, men derimod mere mørke, mere mismod. Lyset er også kun et skær, og det kan ikke få bugt med mørket.

Og det allerstørste gys – ja det ligger til sidst, når man har lagt bogen fra sig, og nakkehårene rejser sig, mens man vender det mentale spejl og erkender, at kimen til at blive et af disse monstre også ligger i én selv.

For hvem har ikke haft lyst til at gøre andre ondt på et eller andet tidspunkt? Hånden på hjertet – eller måske på ens indre mørke: Hvem kender ikke til trangen om at hævne, gøre ondt for ondets egen skyld, driften mod en blodrus? Måske vi kun har prøvet triumfen ved at klaske den myg, som lige har stukket os en varm sommeraften, men det er nok til at forstå mekanismen.

Så prøv at gøre den myg lidt større, gå ind i sindet og mærk din vrede, dit had, din forsmåenhed og alt det andet – og erkend, at vi har mørket i os. Alle sammen.

For hvad vi ikke er i stand til i ondskabens navn. Det er massivt, som mørket er det en kold vinternat. Heldigvis findes der mennesker som Steen Langstrup til at beskrive det.

Danmarksbloggen giver ”I lygternes skær” fem ud af seks gadelamper.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Frygt Fabrik Fælde

Boganmeldelser er normalt noget, der laves af én person, som læser én bog og så skriver en anmeldelse.

Men nu vil Danmarksbloggen forsøge sig med en ny slags anmeldelse, nemlig en dobbelt anmeldelse, hvor vi er to, der diskuterer bogen og stiller hinanden spørgsmål. Denne gang undertegnede, som er 49 år – og så Anna Margrethe Thorsen Frederiksen, som er 17 år, så altså to generationer.

Og vi starter med Steen Langstrups nyeste værk ”Frygt Fabrik Fælde”, som meget apropos det med at være to også udkommer i to bind – og beskæftiger sig med minimum to verdner, to tider og mange andre dobbeltheder.

Bogen handler – helt kort – om en gruppe mennesker fra nutiden, der fotografer steder i byen, hvor man normalt ikke kan få adgang. De plejer ikke at efterlade andet end fodspor i støvet, men her i den mærkværdigt graffiti-løse fabrik med de intakte glasruder gemmer der sig noget ondt i skyggerne.

Vi læsere ved det, og de mærker det også, så uhyggen stiger i takt med at mørket falder over byen, og vi kommer længere og længere ind i rædslerne og i de begivenheder, der startede det hele for over 100 år siden.

Dengang da fabrikken var en god forretning for direktøren, der i virkeligheden interesserede sig mindre for virksomhedens drift og mere for at rejse verden rundt efter okkulte genstande – om end han måske aldrig havde behøvet at rejse så langt. Men nu skal der ikke røbes mere, for ja, det er en bog af Steen Langstrup, Danmarks svar på Stephen King, så vi er udover et møde med det overnaturlige også garanteret gys, blod og smerte – og anden menneskelig ondskab.

Læseoplevelsen
Dorte: Nu har jeg læst meget af Steen Langstrup, og jeg lægger altid mærke til, hvor flydende han skriver, og hvor let jeg rives med af fortællingen. Siderne vender ligesom sig selv, og det er forbavsende nemt at følge med – også i de ofte ret abrupte tidsspring, som der er i disse to bøger.

Anna: Jeg oplever det meget på samme måde. Bogen er superspændende, og man bliver helt opslugt af handlingen – og ikke mindst af personernes relation til hinanden, hvor der er ret mange usagte ting, der ligger som en skygge – ligesom de skygger, der er på fabrikken.

Virkemidler
Anna: Det er meget opfindsomt og innovativt, at bogen er opdelt i længere episoder, som igen er opdelt i kapitler, hvor overskriften er en tidsangivelse. Det skaber lidt en tv-serie-agtig følelse, så man ligesom man kan se en episode af en tv-serie, så kan man læse en episode. Og som man kan binge-watche en tv-serie, så kan man også binge-læse en bog, i hvert fald de her to bøger.

Dorte: Enig, for mig handler virkemidlerne så også om de ting, som sker i episoderne, hvor det indimellem gibber gevaldigt i én, når ondskaben får frit spil. Ikke at man ikke forventer den, for det gør man, man har også en idé om, hvordan og hvornår den viser – og indimellem har man ret, men oftere så overraskes man. Steen Langstrup er så djævelsk god til at twiste handlingen.

Det historiske aspekt
Dorte: Man behøver ikke at kunne alt om 1900-tallets historie for at læse ”Frygt Fabrik Fælde”, men en vis viden om de to verdenskrige, arbejdsmarkedet og de sociale klasseskel er en stor fordel. Jeg kan også mærke, at jeg – godt nok født i 1969 – på mange måder i min opvækst oplevede forhold og normer, der kan minde om de dele af bøgerne, der foregår i årtierne lige efter 2. verdenskrig – således så jeg føler, at jeg er tættere på bogens fortid end dig, Anna.

Anna: Jeg føler mig meget hjemme i bogens nutid, for jeg kan spejle mig i personerne, især i de yngre kvinder, som er med. Hvorimod det kan være sværere at sætte mig ind i de dele, der foregår i 1900-tallet, også selvom der er nogle almen-menneskelige ting, som gælder i alle tidsaldre, og som jeg også kan genkende – og som også gør, at bøgerne forbliver spændende – også for os yngre læsere som er født i dette årtusind.

Samlet
Steen Langstrup er som sagt kendt som gysets mester, men han vil i reglen også altid noget andet og mere end den rene gru. Han vil åbne vores øjne for det mørke, som er i os alle sammen – og som lever i vores samfunds skygger.

Så kan man i virkeligheden på et eller andet meta-plan tolke fabrikken derhen, at der er tale om Danmark?

Et Danmark, hvor de få bestemmer over de mange. Et Danmark, som er bygget på en gammel kultur af blod og ofringer, og som i øjeblikket lukker sig inde bag jernlågerne, mens mørket trækker sig sammen. Et Danmark i frygt og som en fælde for alt menneskeligt.

Danmarksbloggen ville slet ikke være overrasket, hvis det var meningen – og det er blændende godt lavet og pakket ind i den horror, som Langstrup mestrer så formidabelt.

Danmarksbloggen giver ”Frygt Fabrik Fælde” fem ud af seks okkulte genstande, som dem direktøren samlede så lidenskabeligt på.

Skrevet af: Anna Margrethe Thorsen Frederiksen og Dorte J. Thorsen

Hvorfor gør danskerne ikke oprør?

Horrorforfatter Steen Langstrup er kendt for at skabe uhygge og gys med sine bøger, hvor han i øjeblikket er aktuel med ”Frygt, fabrik, fælde”, som kommer i to bind, og som både foregår i fortiden og i nutiden.

Steen Langstrup er også optaget af det samfund, som han lever i – og hvor han ser scenarier, som er mindst ligeså skræmmende som hans bøger. Danmarksbloggen giver hermed ordet til Steen:

Hvorfor gør danskerne ikke oprør?

Vi ved jo godt, at vi bliver røvrendt af dem, der sidder på flæsket. Hvorfor finder vi os så i det?

Det spørgsmål ser jeg ofte på Facebook – og svaret er gerne noget med, at vi er for magelige, for bange eller måske gerne vil afvikle velfærd, retsstat og demokrati, så længe Vild med dans består.

Det tror jeg ikke er sandt. Jeg tror, mange har fået nok, men …

1) Dem, der råber op, jordes, nedgøres og nedbrydes. Se, hvad der sker med whistleblowers og hvem der ellers taler magten imod.

2) Det nytter alligevel ikke. Måske rammes en på toppen og må kortvarigt forlade sin post, gerne med en håndfuld millioner i gyldent håndtryk, for siden at vende tilbage i en ny toppost. Selv i de sjældne tilfælde, hvor vedkommende ikke vender tilbage, består systemet, og alle andre fortsætter som hidtil.

3) Der er ingen forbilleder, ingen der viser vejen, ingen der lykkes med at ændre noget, der betyder noget, ingen der samler modstanden bag sig.

4) I 60-70’erne var der USSR, der, hvor uhyggeligt et samfund det end var, dog havde vundet over systemet og brugte ressourcer på at støtte modstanden i Vesten.

Samtidig frygtede magten i Vesten kommunismen (for modsat fascisterne, som magten bedre tåler, så beslaglagde kommunisterne produktionsmidlerne), og derfor accepterede magten opbyggelsen af velfærdsstaterne.

Nu er kommunisme ikke længere en trussel, hvorfor velfærdsstaterne i magtens øjne ikke længere er nødvendige og derfor afvikles.

Skrevet af: Steen Langstrup, forfatter.

Anmeldelse: Frygt fabrik fælde

Danmarks gyserforfatter no. 1 Steen Langstrup prøver i dette efterår noget nyt, nemlig at udgive sin nye historie som lydbog i ti afsnit, inden den kommer som e-bog og papirbog.

Når man ikke er vant til lydbøger, er det mærkeligt at høre en tekst læst op – især når den som her er skrevet af Steen Langstrup, som er en forfatter, jeg kender så godt, at jeg for længst har min egen ”indre tone”, når jeg læser hans bøger – og den lyder selvfølgelig anderledes end Grete Tulinus´s behagelige stemme.

Men nu hører jeg altså Grete Tulinius læse første del af ”Frygt fabrik fælde”, og jeg er ikke i tvivl om, at lydbøger er en gave til travle danskere på farten. Jeg ville nok også – privat – hoppe på lydbogs-bølgen, hvis jeg skulle pendle halve og hele timer hver dag. For nok skal man se op, se ud og snakke med sine medmennesker som nutidens hippier – inkl. mig selv – altid siger. Men kører man den samme vej med det samme tog året rundt, så giver det så fin mening efter en lang arbejdsuge at læne sig tilbage, lukke øjnene og lade historien folde sig ud.

Og netop uge er en god idé her, for det er om fredagen, at der kommer et nyt afsnit – hver fredag på eReolen startende i dag, fredag d. 7. september og til og med fredag d. 9. november.

At skrive en lydbog kræver så også, at det er en historie med gode indre billeder. Og det er netop, hvad man får i Steen Langstrups lydbogserie ”Frygt fabrik fælde”. Malende billeder og et sikkert blik for nutiden forankret i vor tids digitale, penge-bestemte og anarkistiske virkelighed, hvor vi gerne vil udforske det, som ingen har adgang til – som denne fabrik – for så at tage billeder af det skjulte, som vi kan dele på de sociale medier – eller sælge.

Nu er det ikke til at sige, hvordan denne bog fortsætter og ender. For det er kun første del, som Danmarksbloggen har hørt, men historien er meget lovende, både i sit præcise portræt af vor tids mennesker og adfærd samt i den spænding og de konflikter, som tegnes så fint allerede fra inden det umage fotograferende selskab kommer ind på den på overfladen forladte fabrik, som er målet for deres ekspedition.

En ekspedition, som man mærker, vil blive uhyggelig ligesom lokationen er det. For nej, der er ingen graffiti i den gamle fabriksbygning – ja, ikke engang en knust rude kan den byde på, og dét varsler ikke godt i en tid, hvor alt forladt straks skal hærges, men ikke denne fælde, undskyld fabrik.

Man mærker også noget truende i luften tilbage i 1917, hvor fabrikken var i gang, og hvor ejerens, en gullasch-fabrikant, børn taler om det medium, der skal komme til aftenselskabet.

For ja, vi hopper lige pludselig 101 år tilbage i tiden til en virkelighed, der på mange måder minder mere om vores tid end vi vil være ved – på nær måske lige den polio, som har ramt storesøster Nathalie Marie, der nok er fysisk handicappet, men psykisk stærk som en okse og fuld af vilje. Det samme er faderen, som trods en meget virkelighedsnær opfattelse af hvordan man tjener penge på 1. verdenskrig, også er interesseret i naturfolks religioner og i spiritualisme.

Det er en kombination, som man fornemmer vil bringe sorg og smerte. Men det fortsætter selvfølgelig, for senere befinder vi os i 1958 og møder en ung pige på eventyr sammen med en lidt ældre mand, der byder på både stil og champagne – men som bekendt ender alle eventyr ikke lykkeligt.

Og sådan hopper vi frem og tilbage mellem tre tider, 1917, 1958 og vor tid – men kun et sted. Så som læser forventer man, at på et tidspunkt vil de forskellige tidsaldre og deres mennesker møde hinanden. Spørgsmålet er bare hvornår, hvordan og hvilke uhyrligheder som det onde i skyggerne fører med sig.

For at det bliver skræmmende og væmmeligt – dét ved man, når forfatteren hedder Steen Langstrup. Og blodet, tårerne og den snigende frygt, uhygge og kulde fra denne første del gør kun denne forventning større.

Som læser, undskyld lytter fik undertegnede også mindelser om to af hans tidligere mesterværker ”Alt det hun ville ønske hun ikke forstod” og ”Ø” – selvom ”Frygt fabrik fælde” alligevel samtidig er helt sin egen.

Danmarksbloggen glæder sig til fortsættelsen og giver fem ud af seks murbrokker, som dem ligger på fabrikken … lige præcis der, hvor personerne fra vores tid tager de billeder, der giver dem gåsehud på helt andre måder end det, som de havde drømt om – og ønsket.

Danmarksbloggen kan i øvrigt godt forestille sig, at historien er seks murbrokker værd – men det må de kommende ni afsnit vise. Det bliver nervepirrende at følge med.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Forfatter lader ny bog få premiere på gratis tjeneste

Biblioteket findes også på nettet – og hedder eReolen – og det er ligeså gratis at låne dér som på de fysiske biblioteker.

En af de forfattere, der i det kommende efterår, vil udgive sin nye historie på eReolen – og vel at mærke først dér, er Steen Langstrup, der på fredag kommer med den første ud af ti dele af ”Frygt fabrik fælde” – en uhyggelig historie, som Danmarksbloggen anmelder på udgivelsesdagen fredag d. 7. september.

Men inden er det tid til en snak med Steen Langstrup:

For hvorfor har du valgt denne model til dit nye værk, som i øvrigt senere kommer som traditionel bog og e-bog?

Som så mange andre har jeg set en del tv-serier de sidste mange år. Formen og fortællestilen fascinerede mig, og jeg begyndte at lege med tanken om at stjæle fortælleteknikken og bruge den i en roman.
Jeg havde samtidig længe været fascineret af forladte bygninger, og det levede liv man kan fornemme eller bilde sig ind, man fornemmer, disse steder, og haft lyst til at lade en historie udspille sig sådan et sted, og da de to ting smeltede sammen, opstod der noget, jeg havde lyst til at dykke ned i. Den forladte bygnings historie som den egentlige kerne i romanen, mens vi i nutiden følger nogle, der besøger stedet, og alt fortalt og tænkt i serieform, i episoder.
Mens jeg skrev romanen, gik det op for mig, at den fortjente at blive udgivet i en eller serieform, og jeg legede med forskellige modeller, inden jeg endelig besluttede at lade det være en lydbogsserie. Lydbogen er et medie i kraftig vækst i disse år, og gys er gerne en genre, der gør sig godt på lyd.

Og hvad mener du om en tjeneste som e-reolen versus streamingtjenester som Mofibo eller Storytel, der koster penge?

Jeg er meget glad for eReolen – og biblioteker i det hele taget. Jeg holder af velfærdssamfundet og synes, vi skal genindføre det, da det mange steder nærmest allerede er afskaffet.
Bibliotekerne findes endnu, men desværre ikke som de gjorde engang. Jeg forstår selvfølgelig, at verden ændrer sig, at nye digitale medier de sidste ti år har indtaget en stor del af markedet, og det er ikke kun skidt, for mig har det overvejende været et tiltrængt skub i ryggen, men det er supervigtigt, at eReolen findes som et gratis modspil til de private streamingtjenester.
Det er utrolig vigtigt, at der er fri adgang til viden, fagbøger og litteratur i et samfund, der har andre end dem, der blev født med penge, for øje. At ‘Frygt fabrik fælde’ udkommer eksklusivt på eReolen de første måneder er min måde at sige tak til ikke bare eReolen, men også bibliotekerne, for det skal ikke være nogen hemmelighed at uden dem, så ville et forfatterskab som mit være visnet bort for mange år siden.
Vi er et meget lille land, et meget lille sprogområde, og vi må passe på os selv og hinanden, vores sprog og selvforståelse, for det at have en levende kultur, en levende litteratur er ikke noget, et land på vores størrelse får forærende. Og slet ikke noget det til guddommelighed ophøjede marked kan garantere. Det er noget, vi skal være fælles om.

Hvordan ser du fremtiden for danske forfattere – i forhold til at tjene penge? Hvilke muligheder har I?

Forfatterøkonomi er noget mærkeligt noget. For det første er der ingen timeløn, ingen månedsløn, ingen fast indtægt. Man får sjældent penge for at lave noget, man lever af det, man allerede har lavet, mens man forsøger at lave noget nyt, der er godt nok – eller heldigt nok – til man kan fortsætte med at leve af det i fremtiden, og det nærmest med bind for øjnene, for ingen aner, hvad fremtiden bringer af muligheder, umuligheder, nedskæringer og forhindringer, forandringer og nye medier.
Der skal en masse flid til, en lang backlist er en god hjælp, en vilje til at blive ved på trods af alt, og så det magiske held, uden hvilket intet lykkes.

Derfor holdt jeg for længe siden op med at forsøge at se ind i fremtiden. Den ser sort ud. Det har den altid gjort. Den er uoverskuelig. Jeg fokuserer i stedet på at skrive de bedste ting, jeg overhovedet kan, og så må heldet og lykken stå mig bi – eller jeg må dø af sult undervejs. Det er de to muligheder. Indtil videre er det lykkedes mig at overleve. I den sidste ende er kunstneren eller forfatteren intet. Det er værkerne, bøgerne, historierne, der tæller.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Steen Langstrup: DØDSFABRIKKEN

I Danmarksbloggens sommerserie om ferieminder, som handler om at besøge steder, der skal ses som en advarsel til vor tid, runder vi af med gyserforfatter Steen Langstrups fortælling om, hvordan han som ung oplevede Auschwitz:

Det er mange år siden nu. Det var tilbage i starten af 90’erne. Muren var lige faldet. Østblokken sunket i grus, og Tredje Verdenskrig var aflyst. Gamle fjender var nu venner. Fremtiden så lysere ud, end den havde gjort i mange år. Sovjet var gået i opløsning, og fredelige revolutioner var fulgt i kølvandet i langt de fleste østeuropæiske lande. Kun i Jugoslavien var der udbrudt borgerkrig, ellers var Europa fredeligt som aldrig før.

Jeg var ung og nysgerrig. Havde lige fået antaget manuskriptet til min første roman på et anerkendt forlag, hvilket var så overvældende, at jeg faktisk ikke troede på det. Min daværende kæreste og jeg havde pakket rygsækkene, og med Interrail-billetter i lommen var vi taget ud for at udforske et Østeuropa, der stadig var mærket af den kolde krigs fattigdom og de totalitære kommunistiske regimer.

Vi havde set ubeskrivelig fattigdom i Rumænien. Et Bucarest stivet midt i Ceausescus byggevanvid. Et land, hvor det gamle styre stadig havde magten, bare i nye klæder. Eliten havde stadig særlige vognbaner til deres sorte luksusbiler. Der var stadig skudhuller i murene, hvor oprøret og gadekampene, der førte til ‘revolutionen’, havde fundet sted få år før. Politik var stadig noget, man hviskede om i kælderen, hvor naboen ikke kunne høre en. Hestevogne var almindelige i gadebilledet, der ellers domineredes af gamle rustne Daciaer. Vi havde været dybt inde i Karpaterne på jagt efter den historiske Dracula. Kærligheden til gysergenren var ikke til at løbe fra, selvom jeg endnu ikke kunne få mig selv til at kalde mig for forfatter. Rejsen var gået videre til Ungarn og det mere vestlige Budapest, hvor der både var lysreklamer og McDonald’s. Næsten som at vende hjem.

Jeg kan ikke huske, om vi havde været i Tjekkiet og Prag, der myldrede med amerikanere, eller om vi først tog dertil efter Polen. Men jeg husker tydeligt, da vi stod af toget i Oswiecim i det sydlige Polen og grinede ad, at det var forbudt at ryge uden for på perronen. Det havde ingen af os set nogen steder før. Selve tanken forekom os latterlig. Det ville aldrig nogensinde kunne ske i Danmark, tænkte vi, hvilket kan virke lidt pudsigt i dag.

Det fede ved Interrail var, at togbilletten gjaldt i hele Europa. Den gav frihed til at rejse, hvorhen man fik lyst til — og ændre planer undervejs. Polen havde ikke været på vores liste, da vi tog hjemmefra, men nu stod vi i en grå og ucharmerende afkrog af landet, der lignede en kliché på det gamle DDR. Vi stod så at sige i ruinerne af et totalitært helvedesregime, men vi var her for at se ruinerne af et andet. Det Tredje Riges mest berømte dødsfabrik: Koncentrationslejren Auschwitz.

Det var sent på eftermiddagen. Vi var trætte efter rejsen, rygsækkene var tunge. Vi skulle bare finde et sted at sove, så ville vi se, om vi kunne finde lejren dagen efter. Vi fandt et hotel nær baneområdet. Det var et underligt hotel. 70’er-beton og uden nogen egentlige naboer. Det lå bare der ved skinnerne, midt på en lille parkeringsplads. Der var ingen ledige værelser, fik vi af vide. De ventede et stort rykind pga en eller anden konference, men så fandt de alligevel et ledigt værelse, som vi kunne få for en nat og kun en nat. Der var ingen biler på parkeringspladsen — og vi så ingen andre gæster på stedet. Det var en smule skummelt.

Dagen efter gik vi ud på opdagelse. Vi vidste, at nazisterne havde udvalgt Oswiecim til at rumme deres største koncentrationslejr på grund det veludbyggede jernbanenet i området, så det virkede logisk, at lejren måtte ligge i nærheden af jernbaneområdet. Så vi gik på opdagelse i kvarteret, der hurtigt viste sig at bestå af gamle fabriksbygninger, og vi skulle ikke rundt om mange hjørner, før vi pludselig stod foran den berygtede Arbeit Macht Frei-port.

Dette var Auschwitz I. Den oprindelige lejr. Pigtråd, vagttårne og gamle to-etages kasernebygninger i mursten. Det var her lejren blev grundlagt i 1940. Ikke som led i jødeudryddelsen, men som fængsel for polske politiske fanger. Siden kom russiske krigsfanger til — og jøder, sigøjnere, homoseksuelle, asociale, kommunister, og hvem søren nazisterne ellers så sig sure på. Det er en stor fejltagelse at tro, at det mest var jøder, der havde noget at frygte fra nazisterne. Ingen kunne vide sig sikker. Totalitære ideologier er farlige for alle, ikke kun deres syndebukke nu og her.

Auschwitz bestod, da lejren var på sit højeste, af tre hovedlejre og omkring 40 underlejre. Det var den største blandt Nazitysklands mange koncentrationslejre, den mest effektive blandt udryddelseslejrene, og en af nøglelejrene, når det kom til medicinske forsøg udført på mennesker. En af Hitlers første love forbød brug af forsøgsdyr, paradoksalt måske, da man næsten i samme åndedrag opførte de første koncentrationslejre og snart erstattede forsøgsdyrene med mennesker.

Auschwitz I er ganske velbevaret. Det var en smuk og meget varm sommerdag, vi var der. Fuglene kvidrede i buskene, solen skinnede fra en skyfri himmel. Alligevel var stemningen i lejren tung. Auschwitz I har rum fulde af sko, rum fulde af kufferter, rum fulde af afklippet kvindehår. Koncentrationslejrene var pengemaskiner først og fremmest. Fangerne skulle arbejdes ihjel på private fabrikker, der betalte nazisterne for billig, rettighedsløs arbejdskraft. Men inden fangerne blev sat i arbejde, blev de frastjålet alt af værdi. Selv kvindernes lange hår blev konfiskeret og brugt til fyld i madrasser. Det var tungt at se de mange sko, kufferter og hår, det var overvældende, men det var i virkeligheden kun en beskeden rest, man så. For disse rum blev indrettet, da man indrettede stedet til museum. Dengang lejren fungerede, blev disse effekter samlet i store lagerhaller ude i Auschwitz II – Birkenau. Disse haller findes ikke længere, og det er næppe gavnligt for ens sjælefred at forestille sig, hvor store mængder hår, tøj, guldtænder osv. der blev samlet derude.

Auschwitz I rummer også torturkamre, henrettelseplads og det kælderrum, hvor nazisterne eksperimenterede med at gasse fanger med Zyklon B. Et billigt rengøringsmiddel, der afgav giftige gasser. Det var ikke i Auschwitz, at de startede med at gasse fanger, men tidligere havde man brugt udstødningsgas fra lastbiler. En teknik de udviklede i forbindelse med medlidenhedsdrabene på rigets psykiatriske patienter. Problemet var, at den metode var for langsom, besværlig og kostbar, nu turen var kommet til jøderne og sigøjnerne. De første fanger, man gassede med Zyklon B, var russiske krigsfanger. Auschwitz’ første gaskammer med krematorium kan ses i lejren. Det er ikke et rart sted at besøge.

Auschwitz I var — trods sit ene gaskammer — først og fremmest en slavearbejdslejr som så mange andre. At bruge ordet slave om fangerne er måske ikke voldsomt præcist, for slaver er mennesker, der ejes af andre, og de besidder derfor oftest en vis værdi for ejeren, men fangerne i Nazitysklands koncentrationslejre havde ingen værdi. De blev arbejdet ihjel, og når de døde udvalgte man blot nogle nye fra køen til gaskammeret. Der var ingen mangel på ny arbejdskraft.

Det tog et par timer at se hele Auschwitz I — så det var stadig formiddag, da vi forlod den gamle kasserne, og missende mod solen trådte ud af porten igen. Vi havde stirret ned i helvede, vi havde været på det sted i Europa, hvor nogle af de værste grusomheder i menneskehedens historie havde fundet sted, og oplevelsen ætsede stadig inden i os. Men vi var også meget unge, måske for unge til helt at fatte virkeligheden af den ondskab, der var sket lige her. Vi var blevet sultne — og en lille smule … skuffede … jeg ved ikke. Dette var ikke det Auschwitz, historiebøgerne beskrev. Lejren forekom ikke engang voldsomt stor. Auschwitz I var måske nok en dødsfabrik, og det er svært at skrive disse ord efter at have beskrevet de grusomheder, der fandt sted her, men det var ikke her det organiserede, industrielle massemord fandt sted for alvor. Det var i Auschwitz II – Birkenau.

Vi fik noget at spise og drikke. Det sidste var tiltrængt. Det var nu bagende hedt. Et godt stykke over tredive grader. På vej tilbage til hotellet fik vi øje på et skilt, der viste vej til Auschwitz II – Birkenau små to kilometer væk, og vi blev enige om at forsøge at gå derud og se, om den var åben for besøgende.

Vi kom ud af byen og gik langs en smal landevej. Det kunne have været hvor som helst. Det lignede Danmark. Marker, gårde, åer. Og så slog vejen et sving, og vi var fremme. Ved jernbanesporet, der førte ind gennem Birkenaus portbygning og videre ind i lejren. Vi betalte entré og trådte ind. Bag porten delte jernbanesporet sig i tre forgreninger, så der samtidig havde kunnet holde tre togstammer i lejren ad gangen. Vi stod præcis, hvor SS-vagterne engang havde tømt kreaturvognene for fanger, der var blevet delt i to grupper, dem, der var udvalgt til at arbejde sig ihjel, og dem, der blev gasset ihjel med det samme.

Men der ingen togvogne længere, og af gaskamrene og krematorierne var der kun murbrokker tilbage. Det, der virkelig ramte mig, var lejrens størrelse. Den var enorm. Det omkransende dobbelte el- og pigtrådshegn. Vagttårn på vagttårn på vagttårn. Kvindelejrens stenbarakker til venstre for os, og den uendelige række af træbarakker, hvoraf kun skorstenene var tilbage for manges vedkommende, fortsatte mod højre halvanden, måske endda to kilometer derudaf, og resterne af gaskammer/krematorium I og II foran os, lagerhallerne og længere væk gaskammer/krematorium IV og V. Og helt ude for enden af det hele havde man endda været i færd med at udvide lejren ganske betragteligt. Den skal have rummet op til 100.000 fanger. Det er næsten lige så mange, som der bor i Aalborg.

Vi tilbragte resten af dagen med at vandre rundt i lejren. Jeg tror ikke, vi sagde meget. Der var ikke meget at sige. Over 1,1 million mennesker var blevet myrdet her. Mange arbejdet ihjel, men de fleste gasset og brændt. Det svarer til hele Københavns befolkning — på kun to år. Det er meget svært at begribe en dødsfabrik af den størrelse.

Og så var den kun én ud af mange. Der var otte andre udryddelseslejre, de fleste af disse fungerede i modsætning til Auschwitz alene til dette formål, hvorfor der ikke er mange øjenvidneberetninger fra disse. Der var nogle og tyve andre koncentrationslejre, hvor fangerne blev arbejdet ihjel. Grusomhederne var på ingen måde noget, der kun foregik her.

Det er sært, hvad man husker, så mange år senere. Jeg husker en sætning skrevet på væggen med tyskernes gotiske bogstaver i lokumsbarakken i kvindelejren. Renlighed er sundhed. Og under disse ord lokumsbænke, hvor man har skidt side om side i en lejr, der må være det tætteste på helvede, mennesket endnu har skabt.

Jeg husker grafittien i byen omkring den gamle lejr. De mange ubehjælpsomme hagekors. Jeg har stadig meget vanskeligt ved at rumme, at nogle mennesker har opsøgt dette sted og følt et behov for at hylde den ideologi, der gjorde dette massemord muligt.

Jeg husker de mange gamle fabriksbygninger i nabolaget. Måske mest af alt. For det foruroliger mig stadig at tænke på, så beredvilligt de store virksomheder altid træder til, når der er udsigt til billig arbejdskraft. Det har ikke noget med nazismen at gøre, ikke noget med tiden eller uvidenhed at gøre, ikke engang med de pågældende virksomheder. Det er grådighedens triumf, at ordene ‘billig arbejdskraft’ sætter moral og skrubler skakmat i den hellige konkurrences navn, og det sker den dag i dag.

Jeg har aldrig helt rystet Auschwitz af mig igen. Det var en sær oplevelse, måske især fordi jeg var der på sådan en smuk sommerdag. Livet fortsætter. Vi glemmer. Vi gentager historien. Indtil videre har vi ikke gentaget Auschwitz, ikke i samme størrelsesforhold i hvert fald, men det var mennesker, som dig og mig, der var ofre, der udførte grusomhederne, der tjente penge på dem, der så den anden vej. Det sidste er vi stadig alt for gode til.

Skrevet af: Gyserforfatter Steen Langstrup, som også driver en rejseblog sammen med sin hustru Anne Marie: https://modnyegraenser.wordpress.com

Anmeldelse: “Stikker” og “Panzer”

I dag er det 74 år siden, at de danske jøder blev reddet og sejlet til Sverige.

I den anledning vil Danmarksbloggen anmelde to bøger, som for nylig blev udgivet i 8. oplag: Steen Langstrups ”Stikker” og ”Panzer”, der foregår i krigens sidste hektiske måneder, hvor sabotagen, likvideringerne og clearingmordene tog til, mens det danske politi var sendt i tyske lejre, og den offentlige orden blev varetaget af besættelsesmagten og deres danske håndlangere. Det var med andre ord en hård og ganske lovløs tid, som vi stadig meget gerne læser om.

De fleste danskere dengang puttede sig bag mørklægningsgardinerne og tænkte bare på at klare sig igennem, for på det tidspunkt, hvor bøgerne foregår (november 1944 og april 1945) vidste alle, hvordan krigen ville ende. Spørgsmålet var blot, om russerne eller de allierede kom først, hvornår det skete og med hvilke omkostninger for både den enkelte og landet.

Omkostningerne for Danmark, der blev kaldt Hitlers kanariefugl, var sammenlignet med de fleste andre europæiske lande såre små. Vores land var stort set intakt og ikke sønderbombet som store dele af resten af Europa. Vi havde som bekendt også samarbejdet med Hitler indtil 1943, og kun modstandsbevægelsens indsats og ikke mindst det at vi som det eneste europæiske land for alvor hjalp jøderne sikrede os en plads på de allieredes side.

Sådan lyder den kendte historie om besættelsen, og den holder også i store træk. Det er så også en beretning, der kalder på helte og på stor dåd – og de har også været der.

Men modstandsbevægelsen var også andet og mere, som Steen Langstrup så præcist beskriver det i de to bøger ”Stikker” og ”Panzer”, hvor de klassiske historier fra 2. verdenskrig i stedet for heltekvad om modige unge mennesker, der kæmpede selvom de var bange, bliver rammer om datidens storpolitiske og grimme spil om magt og penge – og ikke mindst almen-menneskelige fortællinger om ensomhed, vrede, længsel, sex, penge, generationskløfter, utroskab, vold, alkohol, depression og hvad der ellers fandtes – og findes.

For uanset om det er en rig fabrikantsøn, en prostitueret, en ung mand fra datidens slum, en præst eller en politimand, som er de fem, der danner en modstandsgruppe og hovedperson-galleriet i den første bog ”Stikker”, så prøver de bare at finde en vej i livet, en plads i samfundet, og dermed er de ikke anderledes end os, der lever nu.

Vores håb, drømme, fejl og valg er de samme som deres.

Og det samme gælder i ”Panzer”, hvor næsten alle trådene fra ”Stikker” samles. Der er en enkelt løs tråd, hvor man selv må vurdere, om det bliver en happy ending eller ikke – eller måske en grå, for tilværelsen fås stort set kun i forskellige grå nuancer, hvad der slås fast mange gange i ”Panzer”.

Virkeligheden er nemlig sjældent sort og hvid, og helte er en raritet. Svigt – også og måske især fra og mod dem som man holder allermest af – er derimod en fast ledsager i tilværelsen, så nej, man bliver ikke opmuntret af at læse Steen Langstrups to bøger om besættelsen.

Men man bliver på en mærkelig måde alligevel opstemt af ”Stikker” og ”Panzer”, fordi man erfarer, at det glitrende billede af både den tids modstandsfolk og samfundsstøtter – og vor tids idealer om vores samfund – ikke holder til et reality-tjek.

Så ja, mørket er massivt i bøgerne, og de er også fulde af lort, blod og tårer – præcis som livet er det. Men livet er alt, vi har, og det er trods alt bedre end alternativet … døden, som der selvsagt findes en del af i de to bøger.

Handlingen hænger i øvrigt sammen i de to bøger, så det vil være umuligt at skrive om persongalleriet i bog to uden at røbe slutningen i bog et, og det du´r jo ikke.

Men Danmarksbloggen kan slå fast, at persongalleriet i ”Panzer” er ligeså favnende og realistisk som i ”Stikker”, og at det i begge bøger handler om etik og moral. Om de valg, som vi kan træffe – og om de ting, som vi bare er nødt til at gøre, fordi vi er rundet af både vores tid og vores baggrund – og det, som vi fik eller måske især ikke-fik med hjemmefra.

Danmarksbloggen kan også uden at fortælle for meget røbe, at vi i ”Panzer” kommer ind bagom en enkelt tysker, der sidder med de samme tanker, som enhver anden ville. For hos Steen Langstrup er alle mennesker, også en nazist, der har et foto af ham selv og Himmler stående på kontoret.

Steen Langstrup skriver også – som altid – flydende og med en god fornemmelse for de små ting, der tegner personer og stemninger.

Spændende er det også at læse om muligheden af eksistensen af en nazistisk flugtrute gennem Danmark, som kunne have været benyttet efter krigen, samt om det såkaldte Varulvenet, som skulle have lavet modterror efter krigen – og endelig om det møde, som efter sigende fandt sted mellem modstandsbevægelsen, tyskerne og repræsentanter for det gamle Danmark (politikere og kongehus) for at sikre, at Danmark ikke blev kommunistisk efter Tysklands sammenbrud.

For i Danmark har vi altid snoet os – som flere af personerne i de to bøger også gør det, så hvem ved, hvad der i virkeligheden er foregået bag mørklægningsgardinerne? Gad vide om der findes noget i nogle af de arkiver, der endnu er lukkede? Det må være guf for en historiker.

Danmarksbloggen giver Steen Langstrups “Stikker” og “Panzer”  fem ud af seks stenguns, som dem modstandsbevægelsen ofte selv måtte flikke sammen for at have noget at skyde med.

For nok blev der kastet våben ned, men mange af dem gik til såkaldte ventegrupper, der først skulle i aktion, hvis noget gik galt efter freden. Det skete så ikke.

Til gengæld blev der skabt en tradition, som er fortsat med hjemmeværnet, hvor mænd kan skyde med våben uden at det rigtig betyder noget. En meget dansk måde at lege krig på, som først er blevet udfordret i de seneste årtier, hvor det er blevet blodig alvor i Irak og Afghanistan.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Skadedyr og tulipaner”

Mørkets mester har gjort det igen. Steen Langstrup har med domestic noir-bogen ”Skadedyr og tulipaner” skrevet endnu en bog om dét altfortærende, altødelæggende mørke i menneskesindet. Det mørke, der skaber en ondskab, der får mænd, kvinder og børn til begå den ene ugerning efter den anden i voldens blodrøde billede.

Og i ”Skadedyr og tulipaner” taler vi ikke kun om et enkelt menneske – eller måske en lille gruppe syge-i-hovedet-individer. Nej, her er det en hel flok på en ø, der nok består af grønne marker og ligesågrønne skove, og som er omgivet af blåt hav og en stor, åben himmel, hvor stjernerne lyser om natten. Men alligevel er øens beboere helt og aldeles så opslugt i og af deres eget mørke, at lovene åbenbart ikke gælder.

”Du er på landet nu,” som en af de voksne på øen siger til drengen Archibald fra København, da han er med ude og fiske og protesterer over, at den fredede sæl skal skydes. Men den spiser jo de fisk, som øens beboere vil have til sig selv. Så derfor må den dø.

For sådan er det ude på øen, hvor der er kontant afregning på mere end en måde, og hvor kultur er at drikke sig fuld til den lokale byfest og derpå køre hjem, selvom man ikke kan stå på sine ben.

Der er derfor heller ikke noget eller nogen, der er fredet på øen – og slet ikke en københavnerhvalp som Archibald, der flytter til øen sammen med sin kunstnerfar efter moderens tragiske død i et trafikuheld i det København, hvor familien ellers boede og havde det godt. Men idyllen sluttede brat – og nu er virkeligheden øen langt væk fra byens lys og mennesker.

Og her er den usikre, følsomme og næsten konstant blomster-tegnende 13-årige Archibald et oplagt mål og en ligeså naturlig syndebuk for de selvtilfredse ø-boere, der mener sig i deres gode ret til at herske over liv og død, og som i virkeligheden ikke ønsker, at nogen andre end dem selv skal være på øen.

Det vil sige undtagen én, pigen Fie, som er ligeså drømmende og sensibel som Archibald – men som fordi hun er opvokset på øen, også ved, hvad det er for et sted. Et fængsel, hvor alle kender alle, og hvor alle vogter på hinanden, så ingen forlader den meget smalle sti af, hvad der er acceptabel adfærd – eller udfordrer hierarkiet.

For sådan er hverdagen i det lille samfund – og når man har læst Steen Langstrups novelle-samling ”Amerikansk Olie”, er det nærliggende at spørge sig selv, om drengen Archibald måske ikke ligeså godt kunne komme fra fx Syrien og have mistet sin mor i et bombeangreb? Og om den lille, selvtilfredse ø, hvis beboere har så snæver en mental horisont ikke kunne være Danmark? Det er i hvert fald ligefor at tolke det derhen.

MEN måske det er en overfortolkning. Måske bogen bare handler om det, som den giver sig ud for at handle om: En dansk dreng, der mister sin mor i en trafikulykke, og som efterfølgende må klare sig igennem sorgen og smerten stort set på egen hånd – og på et fremmed sted, hvor han ikke er velkommen, mens faderen maler og går til i druk. Farbroderen hjælper lidt, når han er på besøg. Og pigen Fie er der også – når hun altså kan. Og så er der selvfølgelig hundehvalpen Mette Tulipan, der på mere end en måde er det centrale omdrejningspunkt i bogen og i Archibalds liv.

Men det er i grunden ikke afgørende, om bogen skal tolkes på den ene eller den anden måde. For ”Skadedyr og tulipaner” er som Steen Langstrups andre bøger velskrevet på en måde, så man læser den i ét eneste øksehug og efterlades med den sædvanlige knugen i maven. Steen Langstrup flår nemlig også her slørene og selvbedragene væk, så man endnu engang ser menneskene og verden præcis så sorte, som de OGSÅ er – men som vi er så gode til at glemme. Fordi vi gerne vil glemme, at virkeligheden er så grum og grim.

Men vi må ikke glemme. Vi skal huske på mørket og ondskaben – og måske især vores egen ondskab. For som der står i bogen ”Mørket trives bedst i små, sorte rum”.

Og livet er ikke for børn, som bogen også slår fast. Og skadedyrene? Ja, de findes alle vegne – også inde i vores eget sinds mørkeste afkroge. Det kan selv tusinde tegnede tulipaner ikke ændre på. Men måske, bare måske kan vi gøre noget, hvis vi løfter en flig og lader lyset og kærligheden komme ind i mørket.

Danmarksbloggen giver fem blodrøde tulipaner ud af seks mulige.

Bogen udgives i morgen d. 20. januar.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kom til bogmesse – og sid i Steen Langstrups torturstol

Danskerne læser som aldrig før, og i den kommende weekend løber årets største fest for alle Danmarks læseheste af stablen, når der er bogmesse i Bella Centret i København fra fredag d. 11. november og til søndag d. 13. november.

Danmarksbloggen har derfor interviewet forfatter Steen Langstrup, som er en af de mange forfattere, som man kan møde derude, både alene og sammen med skuespillere og instruktør fra filmen FINALE, der er bygget over Langstrups anmelderroste bog ”Alt det, som hun ville ønske hun ikke forstod”. Filmen forventes at få premiere i 2017.

Læs Danmarksbloggens anmeldelse af bogen her: http://danmarksbloggen.dk/?p=7752

I bogen spiller en bestemt stol en stor rolle som det sted, hvor hovedpersonen tortureres. Og Steen Langstrup fortæller, at stolen også vil være på standen, og at man – på eget ansvar – kan få lov til at sætte sig i den. Han skal da også selv prøve at sidde i stolen, der i bogen ikke er noget særligt, men bare en stol, mens den i filmen er tænkt noget mere visuelt.

Steen Langstrup har ikke set stolen endnu, så han er meget spændt på at se den, og vildt glad for at have fået lov til at få den med på standen. Han har heller ikke set filmen endnu.

Så hvordan bliver det (tror du) til næste år at se sin bog på det store lærred?

Jeg er superspændt. Jeg har endnu ikke set andet end et par klip.

Tænk at man har skrevet bøger, der har gjort så stort et indtryk på nogle mennesker derude, at de får lyst til at bygge en film over det. Det skal man huske ikke at tage som en selvfølge. Der er så mange gode bøger derude. Men det er én ting, at de får lyst til at lave filmen. Noget helt andet er, at der også er nogen, der er så glade for hele filmprojektet, at de vil betale for at få bogen filmatiseret. Og selv low-budget film koster altså en formue at producere. Man skal altså huske at værdsætte det, og være stolt af det.

Når det er sagt, så er det pokkers følsomt at blive filmatiseret. Jeg har jo prøvet det en gang før. Det er en gammel kliche at sammenligne ens bøger med ens børn, men det er ikke helt ved siden af. At se sin bog filmatiseret er lidt som at sende sit barn ned til skolefotografen. Og der er det jo sådan, at lige meget hvor dygtig denne skolefotograf er, lige meget om det er ægte kunst, mageløse portrætter han tager, så vil man som forældre have det lidt svært, hvis billedet ikke forestiller ens barn, ikke? Man vil faktisk hellere have et dårligt skolefoto af ens eget barn end fotoets svar på Mona Lisa – som så bare forestiller et andet barn.

Det er jo her, hvor man som forfatter må acceptere, at man er den mindst kvalificerede overhovedet til at have en mening om en filmatisering af ens bog. Det er lidt som Stephen King, der ikke kunne lide Kubricks The Shining. Og jeg er helt med King her, Kubrick havde misforstået kernen i bogen. MEN man skal altså være et pokkers skarn, hvis man er ked af, at en instruktør skaber et kunstværk af den kaliber, som Kubrick gjorde. Uden den film var Stephen King måske ikke blevet det, han siden blev. Så havde han måske bare været en blandt mange horrorforfattere.

Så det er sådan en bittersød glæde. Filmen er filmholdets værk. Bogen mit. Hvad der betyder noget i den sidste ende er ikke, hvad jeg får ud af den, men hvad resten af verden får ud af den. Jeg ønsker alt godt for filmen, og dem der har lavet den. Jeg ved, de har gjort deres bedste, jeg ved, de har ofret blod, sved, tårer og økonomi for at få filmen til at blive så god som overhovedet muligt. Og jeg tror faktisk på, at de har fat i noget, der kan blive rigtig godt. Og så bliver det jo mindre følsomt for ham fjolset, der skrev bogen, det hele startede med.

Din nye bog ”Ø” har jo også fået mange glimrende anmeldelser, og nok tilhører den gyser-genren ligesom ”Alt det, som hun ville ønske hun ikke forstod”, men den er også anderledes: Hvad er det i ”Ø”, der rammer læserne?

Det tror jeg er meget individuelt. Læseren er altid mindst halvdelen af læseoplevelsen. En bog er to hjerner, der enten spiller sammen eller ikke gør det. Min hjerne og læserens. Er der noget samklang der, og har jeg magtet af få de rette ord ned på papiret, så læserens fantasi får lyst til at lege med, så lykkes det, ellers ikke. Det er derfor, der ikke er to læseoplevelser af den samme bog, som er ens.

Så jeg kan kun fortælle hvorfor, jeg tror, idéen blev hængende i hovedet på mig i mange år, og til sidst voksede sig til den bog, man kan læse i dag. Den spiller på nogle strenge, nogle ting, der kan rumme noget angst, som man bare ikke kan gøre noget ved. Man kan ikke leve livet uden at bevæge sig ud af sin comfort-zone, og når man gør det, så pirrer det noget angst. Det er faktisk afsættet for næsten al horror. At man vover at søge lykken eller eventyret. Man flytter, man får nyt job, man rejser langt væk.

‘Ø’ finder næring i drømmerejserne – og den der angst, de også rummer. Rejsekatalogerne viser drømmen, men inden i os er der også den der pokkers lille angst for alle de der kryb, alle de fremmede og mærkelige mennesker, man er nødt til at lægge sit liv i hænderne på. Man kommer virkelig på udebane, ikke? Man læser ting i aviserne. Røverier, kidnapninger, mord, svindel. De frygtelige fængsler dernede. Nogle danskere ender jo i dem. Man undertrykker de her ting med fornuft. Det sker jo næsten aldrig. Horror finder næring i at pirke lidt til de ting, vi undertrykker.

Et andet sted ‘Ø’ finder næring er i angsten for at miste sin elskede. Vi drømmer alle om at finde den store kærlighed. Jeg er så heldig at have fundet min. Men når man så har det, så har man lige pludselig noget at miste. Det er det samme med at få børn. Der følger angst med. De fleste af os kan sagtens håndtere det. Men igen så kan en historie som ‘Ø’ sagtens trække på den angst alligevel. For kan man forstille sig noget værre end at sidde der alene på en øde ø med sin elskedes lig i favnen. Jeg kunne så, for det stopper jo ikke der. Det er kun begyndelsen. Men alligevel.

Jeg følte selv, at det var lykkedes mig at ramme, hvor jeg sigtede med ‘Ø’, alligevel var jeg sgu lidt usikker, da jeg udgav den, for det er jo et langsomt gys. Der sker ikke noget hele tiden. Noa er pokkers meget alene på den ø. Nogle læsere vil ikke kende den angst, der følger med at elske eventyrrejserne, enten fordi de er begravet alt for dybt, eller fordi man slet ikke vover at tage disse chancer i livet, eller fordi min måde at skrive på bare ikke rammer alle. Der var ingen måde, jeg kunne vide, om ‘Ø’ ville ramme mange eller få. Jeg vidste bare, jeg havde gjort mit allerbedste, jeg vidste, den ramte noget i mig, resten var faktisk ude af mine hænder. Den del er op til læseren.

Se også Danmarksbloggens anmeldelse af ”Ø”: http://danmarksbloggen.dk/?p=8449

Og endelig: Hvad læser du selv ligenu?

Jeg læser The Taste of Fear af Jeremy Bates. Måske ikke den af hans bøger, jeg har været gladest for. Han har skrevet en roman-serie om de uhyggeligste steder på jorden, som jeg har fornøjet mig okay med. Især kunne jeg godt lide den om Selvmordsskoven i Japan.

———————————-
Steen Langstrup og store dele af holdet fra FINALE kan mødes på scene 2 lørdag d. 12. november kl. 17.15. Men han kan også mødes på stand C4-005A fredag d. 11. november kl. 18 samt på stand C3-046 lørdag d. 12. november kl. 16.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Ø” – et gys af Steen Langstrup

At være strandet på en øde tropeø med kridthvidt sand, svajende palmer og et så langt øjet rækker azurblåt hav – det er da drømmen, ikke? Og allerbedst er det, når det sker i selskab med den, som man elsker. Ja, det lyder unægteligt som det rene Paradis, om at vinde både kærligheden og den store gevinst i Lotto.

Eller nej, måske ikke – i hvert fald ikke, hvis scenen er som i Steen Langstrups nye bog Ø, hvor kæresten, som hovedpersonen Noa endda lige har friet til, ender som et lig på Bounty-stranden. Et lig,  der går både myrer, fluer, almen rigor mortis og forrådnelse i.

For så er Paradiset lige pludselig ikke nær så paradisisk, men snarere et løfte om en langsom og pinefuld død.

Og det hele bliver kun værre af, at Noa er en indadvendt it-nørd, der er uden nogen som helst overlevelsesevner ude i den frie og vilde natur, hvori han er havnet – og hvor både brændende sol, dehydrering, solskoldning og et forrygende og dagslangt uvejr er hverdagskost.

For nok har Noa, der ellers er et ægte barn af Danmarks velordnede samfund, sammen med hans noget mere eventyrslystne, udadvendte og nu afdøde kæreste Selina backpacket over det meste af kloden. Men alligevel kender han åbenbart ikke til verdens farer og til at passe på sig selv og tage de nødvendige forholdsregler, inden man foretager sig noget som helst.

Så ja, Noa er bange – og tør hverken vove sig ud i det store blå på den anden side af de koraller, som han hævder gjorde det af med hans kæreste – eller ind i den sorte urskov, hvorfra de mange lyde ellers fortæller ham, at der er dyr – og dermed mad. Men det skal Noa med den veludviklede fantasi ikke nyde noget af.

Så hellere blive på Bounty-stranden (hos det efterhånden ret stinkende lig, som han ikke kan tage sig sammen til at få begravet), selvom det er en beslutning, der med sikkerhed havde slået ham ihjel på den ene eller anden måde, hvis altså ikke det var, fordi han blev fundet og havnede i et thailandsk fængsel, hvor vi møder ham sammen med ambassadens udsending Line, der er sendt hen for at assistere sin landsmand.

For ja, Selina blev ikke kun fundet død. Hun havde skader efter et voldsomt slag i hovedet, så Noa anklages selvsagt for drabet på hans kæreste – en anklage, der kan føre til en dødsstraf i Thailand. Og selvom Noa hævder, at det ikke er ham, og at parret er blevet svigtet og forladt på øen, så er der ikke nogen, der tror på ham. Heller ikke Line fra ambassaden. Ikke at det overrasker Noa.

”Jeg er jo en udlænding, en fremmed her,” som Noa også selv konkluderer det.

For sådan er det åbenbart i alle paradiser, både dem i troperne og dem i velfærdslandene. En mase usagte regler, interne ting som udefrakommende intet ved om … og hvor kun tilfældet og en god portion penge kan redde den ulykkelige – i Thailand som i Danmark

Om det så lykkes, eller om Noa skal rådne op i et thailandsk fængsel som Selina rådnede op på tropeøen – og om hvem der har ret: Slog Noa Selina ihjel, eller var det en giftig koral derude i det azurblå hav, skal Danmarksbloggen ikke røbe.

Læs selv ”Ø” og find ud af det hele. Virkeligheden har måske også mere én form, et svar. Bogens slutning overrasker ihvertfald voldsomt.

Og som altid hos Steen Langstrup læser man bogen i et eneste stræk, og som altid fanges man først af den snigende uhygge, senere af erkendelsen af at det måske også kunne ske for en selv – og endelig til sidst af at det her ikke kun handler om Noa og Selina – og måske en selv. Men også om samfundet og de myter og forestillinger, som vi render rundt med om os selv – og som der helst ikke skal rokkes ved.

Og læg så mærke til titlen Ø. Danmarksbloggen kom til at tænke på det gamle ord om, at intet menneske er en ø.

For ja, ja. Intet menneske en ø, men alligevel opfører vi os – både individuelt og nationalt – som om vi er det, og vi gider ikke engang lære den mest nødvendige overlevelseshjælp. Vi bliver på de stande, der slår os ihjel i stedet for at vove os ind til de vilde dyr i junglen eller ud på det blå hav.

Vi tør nemlig ikke (længere) miste fodfæstet – eller tro på det, der er udenfor vores egen forestillingsverden. Vi henlægger det og lader som om det ikke eksisterer. Men ved ikke at vove, så taber vi det hele.

For som Kierkegaard sagde det: ”At vove er at miste fodfæstet for en stund, ikke at vove er at miste sig selv”. Den Kierkegaard, der også talte om de 70.000 favne vand, som den troende kaster sig ud på.

Det gør bogens Noa ikke, men han er heller ikke troende som den bibelske Noa, der byggede en ark og hentede dyrene fra junglen ind på arken, inden de alle sammen sejlede ud på det blå ocean. Bogens ateistiske Noa kan ikke engang lave et bål.

Og spørgsmålet, som vi som læsere må stille os selv, er: Er det kun bogens Noa – eller er det hele vores civilisation – der er på vej ned, fordi vi ikke længere tror på noget, der er større og bedre end os selv?! Fordi vi ikke længere tør miste fodfæstet og kaste os ud i livet og verden.

Danmarksbloggen giver 5 ud af 6 næringsrige kokosnødder, som dem Ø´s Noa overlevede på, mens han sad ude på øen med sin døde kæreste som eneste – ret stinkende – selskab.

Steen Langstrups nye bog “Ø” udkommer på mandag d. 22. august hos forlaget 2 Feet Entertainment. Den koster 269,- og kommer i første omgang kun på papir som en hyldest til papirbogen.