Den stærkes ret

Danmarksbloggen har fået lov til at bringe dette indlæg skrevet af forfatter Steen Langstrup:

Kvinderne, der har været udsat for sexisme, har ofte oplevet, at når de gik til chefen med problemet, eller chefens chef, hvis det som oftest var chefen selv, der stod bag, så blev sagen vendt imod dem, og lynhurtigt måtte de forstå, at de selv var problemet, og nogle er endda blevet fyret på stedet.

Nogle lader til at chokeres over dette. Jeg selv, ikke rigtig.

For trods al vores snak om at tage os af de svage i samfundet, at ville mobning til livs, at ville bekæmpe magtmisbrug og gøre Danmark til et rart sted at være, så viser virkeligheden sig altså ofte at være en anden, når ordene skal omsættes til handling.

Børn, der mobbes i skolen, ender oftest selv med at måtte skifte skole, hvis forældrene forsøger at råbe skolen op. Her kan de så, usikre efter års mobning, se om de kan finde fodfæste i en ny klasses hierarki, og hvis de ikke kan, nå ja, så flyttede nissen jo med, og så var de nok selv ude om det. Imens fortsætter mobberne på toppen af den gamle klasse, styrket i deres magt, og tavst bakket op af skolen, der jo netop valgte ikke at gøre noget.

Folk, der mister jobbet, deres gode helbred eller begge, modtages af kommuner og jobcentre, som om de er svindlere, der blot ønsker at udnytte systemet, mens de lever en doven løgn om, at de enten er for syge til at arbejde, eller at der ikke er noget job til dem. For alle ved, at der ER job til dem, der vil. Arbejdsløshed har aldrig handlet om manglen på jobs, kun dovenskab, siger vi. Imens arbejder samfundet for flere skattelettelser til toppen, så dem, der har fat i den lange ende, kan bekræfte hinanden i, at de fortjener deres held.

Vi river ghettoer ned og gør byerne endnu dyrere at bo i, i den tro at underklassen forsvinder, hvis bare de presses langt nok ud på landet, og så kan vi andre imens nyde hinandens nydelige selskab i de dejlige byer med de mange kulturelle tilbud, mens vi glædes over, at statens har vores ryg, sålænge helbred og job består.

For den stærkes ret er nærmest en naturlov, og det skal man ikke lave om på. Går vi endelig på barrikaderne for at forsvare vores fine danske værdier, så er der intet som retten til at tryne og mobbe andre, der kan trække os op til fælles hån af de svagere, der ikke bare vil tage imod og finde sig i vores hellig ret til at IKKE at vise hensyn. Sagde nogen eskimoer?

Sådan har det altid været, det kan man ikke ændre på, hører jeg igen og igen. Og har jeg hørt igen og igen, når mit indre rebelske jeg har gjort oprør for snart syttende gang mod snart sagt hvad som helst. Man bør indordne sig, siger folk, de stærkes ret er lov, og man skal ikke tro, man kan ændre ved noget. Verden består, magten bliver på de samme hænder, der ruller et par hoveder, men intet ændrer sig. Bøj hovedet. Giv op. Det nytter ikke.

Men det skal nytte. Vi må ikke give op. Det hele hænger sammen. Lad det ikke stoppe ved et par hoveder, der ruller. Det handler ikke om hovederne. Det handler om liv, om frihed, om retten til at være her, om ligeværd. Det handler mindre om sexisme eller politisk korrekthed, og det handler slet ikke om retten til at more sig eller flirte. Det handler om, at den stærkes ret ikke skal være lov.

Det var bare det …

Læs også på Steen Langstrups blog: https://steenlangstrup.wordpress.com

Skrevet af: Forfatter Steen Langstrup

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *