Hemingway sagde – pr. stedfortræder, da den amerikanske ambassadør i Sverige i 1954 modtog Nobelprisen i litteratur på den store forfatters vegne i Stockholm: Writing, at its best, is a lonely life.

Passer det? Hvad består et forfatterliv af? Det kan man blive klogere på fredag d. 24. september, når Steen Langstrup udgiver bogen ”Forfattersind. Interviews og tanker om drømmejobbets bagsider”, hvor han hudløst ærligt fortæller om livet som forfatter – hele vejen rundt.

Det gøres udover Langstrup selv af andre kollegaer, som han har interviewet gennem et par år. Der er tale om – i alfabetisk rækkefølge: Jussi Adler-Olsen, Anette Ellegaard, Eva Maria Fredensborg, Agnete Friis, Katrine Marie Guldager, Helle Hedegaard Hein, Lars Kjædegaard, Anne-Marie Vedsø Olsen, Sara Skaarup og Peter Øvig.

”Forfattersind” er en mere end glimrende bog, som burde være obligatorisk læsning på samtlige sådan-bliver-du-forfatterkurser. For man hører om det hele – også det, som ingen ellers taler om: Klikerne i branchen, problemerne med økonomien, forlagene som en væsentlig forretnings- og magt-faktor, med juraen og med at få familieliv og forfatterliv til at gå op i en højere enhed.

Om PR, udgivelser, anmeldelser, de sociale medier, at sammenligne sig med andre forfattere – og om de forventninger og fordomme, forfattere ofte mødes med.

Der er også flere ting, som går igen hos Langstrup og kollegaer: Det introverte i al almindelighed, og behovet for at være alene for at skrive i særdeleshed. Det eksistentielle behov for at skrive. Fordi at skrive er som en indre ild. Dét hjerteblod, som man ikke kan være foruden.

Om skriverusen når man føler, at teksten lever sit eget liv, og den tilsvarende skriveblokering, når ordene ikke vil komme. Og så dette ikke at kunne arbejde, fordi der er andre i huset eller praktiske ting, der skal gøres. Om behovet for anerkendelsen. Om det at være anset og måske hyldet som forfatter, men også om afsavnene og tvivlen.

For er man god nok? Er bogen god nok? Måden at skrive på? Ideen?

Det er forhold, som man kan genkende – også selvom man ikke skriver skønlitteratur, men faglitteratur, essays, digte – ja, sågar artikler.

Måske fordi det ligger i det at være skabende med ord, tænker undertegnede, som har bloggen Danmarksbloggen – og som udover at anmelde bøger og teater, skriver reportager og kronikker – og har skrevet artikler om it, religion, ja sågar biler og haver, portrætartikler – og to bøger. En om mad og personlig udvikling – og en om julens traditioner.

For uanset hvad vi skriver, så tegner vi et billede af virkeligheden, når vi udvælger ordene.

Så hvad enten vi skildrer dén virkelighed, vi sanser – eller vi selv skaber en virkelighed med ord, så laver vi et billede, som kræver både indlevelse og valg af den, som afsender.

Det og meget andet har Danmarksbloggen spurgt Steen Langstrup om i dette interview: 

For hvad tror du, Steen Langstrup? Er den mentale proces den samme, om man skriver en skønlitterær bog, en faglitterær bog eller noget andet? Eller ligger er en forskel? Også i om man bruger lang eller kort tid? Du nævner et sted i bogen en novelle om en due, som du skrev på en eftermiddag? Den novelle fik meget opmærksomhed. Her var du i en anden virkelighed i nogle få timer i modsætning til i dine bøger, som kræver måneder? Så er er nogen forskel – og hvordan opfatter du i så fald den?

Først så tror jeg ikke, novellen handler om en due. Jeg tweetede om en due engang, men ellers så, ja, at skrive en enkelt novelle, hvis først idéen er der, er selvfølgelig lettere end at skrive en hel roman. Alene det, at novellen er så hurtig overstået er en gigantisk forskel. En roman er et langt slid, hvor tvivlen har rig mulighed for langsomt at æde sig ind på en, og dræne lysten og drivet fra værket, så der i værste fald til sidst ikke er andet end jernvilje tilbage. Lortet skal være færdigt. Men man hader det, man er fanget et mørkt sted, og det had ender med at rumme værket også. Dette er heldigvis ikke noget, der absolut sker hver gang, men som månederne går, og tidsplanen måske begynder at skride, så bliver det sværere at holde fra livet.

Når jeg skriver, at noveller er lettere, så gælder det kun en novelle – ikke hvis man i virkeligheden ikke bare arbejder på en enkelt novelle, men en novellesamling, så kan det nemlig være en sværere opgave at skrive end en roman, fordi romanen trods alt fortsætter i samme univers, med samme personer osv., og så oplever man ofte, at når først man er forbi det svære punkt eller de svære punkter, så er resten af vejen ned ad bakke. Det sker sjældent med novellesamlinger, hvor hver novelle er sit eget univers.

Det løber som en rød tråd gennem bogen, at det at skrive er et ensomt job. I hvert fald et job hvor man er – og ofte også gerne vil være – alene. Men omvendt så spejler man sig som forfatter også i omverden, og vil gerne fortælle den noget. Så ligger der indbygget en kontrast i dette ensomme job og spejlingen i omverden?

Jobbet er jo ensomt på mange planer. Ikke bare, at man sidder alene og skriver, men man er også alene med ansvaret, med konsekvenserne, med valgene, med talentet eller det manglende, med fiaskoer og succeser. Man er bare alene med det.

Men intet menneske er en ø, vi hænger sammen, og det er i andre mennesker, at man oplever at lykkedes eller mislykkes. Hvad det så end er, man søger med at skrive, for det er forskelligt. Forfattere er mere forskellige end mennesker i mange andre brancher, sikkert fordi vi ikke er sammen på samme måde, vi smitter ikke af på hinanden på samme måde som kollegaer i en bank eller på en fabrik.

Derfor rummer ensomheden blandt en del forfattere også en akavet følelse af at være udenfor. Det kan gøre ensomheden og det med at spejle sig i omverdenen ekstremt sårbart.

Du taler også om vindere og tabere – og det giver mening i antallet af solgte bøger. Men på et dybere plan findes der så vindere og tabere? Hvis man fx har givet bare ét menneske en oplevelse, som betød noget. Kan det så ikke betyde alverden? Jeg husker fx en gang at en artikel, jeg skrev, som fik en ung pige fra KBH til at tage til Jylland for at se en forestilling, som jeg havde skrevet foromtale om, fordi hun ville se premieren (forestillingen kom ellers senere til KBH). Er det ikke noget, som man kan leve længe på? For så ved man, at man har rykket noget – også selvom det ikke køber en pakke leverpostej. Men mennesket lever ikke af brød alene. Ånd må der til. Eller hvad siger du?

Jo, det er det, hvis man tillader sig selv at gøre det, og hvis man tager sig tid til det. En ting, der kan gøre det svært, er, at man konstant stræber mod noget, og at der er så langt mellem de forløsende øjeblikke, hvor man kan se, at de mange afsavn og det hårde, ensomme slid har gjort en forskel.

Problemet kan være, at andre ting demotiverer. Der er forsket en del i, hvad der motiverer mennesker, og jeg har under arbejdet med bogen bidt mærke i bl.a. psykologen Frederick Herzbergs teorier, hvor han konkluderer, at ting som økonomi sjældent har styrke til at motivere ret langt, men at dårlig økonomi ligefrem virker demotiverende. Forfattere og mange andre kreative erhverv har notorisk vanskelig økonomi, og er i kraft af denne i risiko for demotivering – og hvad sker der så, når demotiveringen kvæler arbejdsglæden? I flg. den danske forsker Helle Hedegaard Hein, som jeg også interviewer i bogen, regredierer man. En kunstner, der regredierer, holder op med at fokusere på de ting, der oprindeligt inspirerede en til at vælge sit virke, og fokuserer i stedet på ting som netop økonomi, som ikke bare igen er særdeles vanskelig at lykkedes med, økonomien rummer også meget sjældent det magiske kick, som gør det det hele værd i den sidste ende, og så er man i en ond cirkel.

Og hvad med dig selv? Du skriver et sted, at du pt. holder pause – måske for bestandigt. Jeg går ud fra, at du mener skønlitterært. For denne bog er jo også en bog. Så måske du stadig vil skrive, bare noget andet end romaner? Er det også derfor, at du har skrevet denne bog? Fordi du selv tumler med netop dit eget sind og din egen vej herfra?

Det er svært at svare på. If you are a writer, write about it, siger man jo. FORFATTERSIND er måske i virkeligheden en bog, jeg ville ønske, mit eget yngre jeg havde haft mulighed for at læse for mange år siden. Sandheden er, at jeg ikke aner, hvad jeg skal nu. Andet end, at jeg må finde mig en vej i livet, som giver mening – og som ikke rummer lange dyk ned i det indre mørke, det kan være at skrive romaner.

Jeg er på ingen måde stoppet med at være kreativ. Det tror jeg ikke, at jeg kan. Men livet skal være værd at leve, jeg vil grine og elske livet mere. Og det tankevækkende er, at det har jeg gjort, siden jeg stoppede med at skrive romaner. Men der skal også mad på bordet, og jeg er et stolt menneske, der sætter en ære i at klare mig selv, så der skal findes en balance og en vej frem, hvor jeg stadig kan leve af mine kreative sider og min krøllede hjerne. Jeg er 53 år nu, jeg har levet af at skrive, siden jeg var i tyverne, og man skal ikke være meget klog på verden for at vide, at jeg er ude af det traditionelle arbejdsmarked og sikkerhedsnet for livstid. Der er ingen vej tilbage.

Men det har på den anden side altid været en umulig vej, jeg har taget, og det er jo gået alligevel. I år har jeg fungeret som redaktør især og har både udgivet andre forfattere på mit lille forlag og redigeret bøger, der udgives andre steder. Der er altid en vej.

At skrive romaner må aldrig blive et fængsel, kreativitet skal åbne én, ikke holde én fanget, og for mig var det blevet et fængsel, eller i hvert fald et sted, jeg ikke har den store lyst til at vende tilbage til.

Du gør opmærksom på, at der er flere sindslidende blandt forfattere. Men hænger det ikke sammen med at være kreativ og skabende og sensitiv? Måske også fordi så mange kreative mennesker i bund og grund er socialt udfordret. Man kan lide at være alene, ja man foretrækker det. Måske fordi man blev mobbet som barn. Så man er vant til at være udenfor flokken. Men måske er det at være ene og stærk ikke noget, som man vælger, men noget man bliver – og finder accept af og få ro i og forløsning ved, når man skriver?

Jo, det er skam meget muligt. Men samtidig må man også se i øjnene, at mange af de kreative jobs stiller meget store mentale krav til udøverne. Så store, at selv badass fightertyper kan miste grebet undervejs. Det er ikke for børn. Og jeg vil vove den påstand, at den benhårde showbizz/kulturverden, hvor talent er billigt, og mennesker skrottes for et godt ord, bærer en lige så stor del af ansvaret for, at alt for mange af os går til undervejs. Depressioner er desværre ikke ualmindelige, misbrug i form af alkohol, hash eller hårde stoffer heller ikke (dog mest alkohol blandt forfattere) og desværre er selvmord også en del af branchen.

Og hvem skriver man for og til? Er det for sig selv – for at komme af med noget – eller er det også for andre?

Det må man jo finde ud af undervejs. Ting ændrer sig i løbet af et langt liv. Og måske bliver man også klogere på livet og en selv undervejs – og på kunsten, litteraturen. Det er først og fremmest individuelt, og noget ingen andre kan fortælle én.

Danmarksbloggen siger tak til Steen Langstrup, og kommer til at tænke på den delvist biografiske film ”Shadowslands”. Her spiller Sir Anthony Hopkins forfatteren C.S. Lewis, der også var professor på Oxford.

Og her er der en ung student, som lærer den gamle professor, hvad det vil sige at læse. Studenten siger: Når jeg åbner en bog, så dirrer mine hænder. Tænker forfatteren som jeg? Føler han som jeg? Hvordan opfatter han verden? Lewis affejer først studenten. Men senere lærer han af den unge mand, som siger de måske mest kloge ord, der er sagt om det at læse: We read to know we´re not alone. 

Måske det også er derfor, vi skriver? Måske det er derfor, at vi skulle skrive – alle os der skriver, og uanset hvad vi skriver. Vi skriver for at vise andre, at vi ikke er alene. Og vi læser andre for at erfare, at vi ikke er alene. Og dét er en erkendelse, som vi er nødt til at gøre igen og igen og igen og igen.

Mens jeg skriver dette indlæg, hører jeg ABBA´s to nye sange. ABBA, som man uden at overdrive kan kalde succesrige. Og jeg tænker igen, om ikke netop ensomheden gælder alle skabende. ABBA´s Benny Andersson siger nemlig i et interview, at han i reglen sidder ved klaveret i dagevis, ja ugevis, før der sker noget.

Benny Andersson – vor tids Mozart, hvis melodier sammen med kollegaen Björn Ulvaeus tekster, tegner vores tids mest langtidsholdbare musik. Evig gylden. Men ikke desto siger samme Benny Andersson også, at ABBA har lavet måske 10 gode recordings – og det er ikke snobberi. Manden mener det. 10 gode sange. Jeg kan på stedet synge flere end 10 gode ABBA-sange.

Så måske er det med ensomheden og søgen efter anerkendelsen, også fra sig selv, bare et grundvilkår ved at være skabende og vælge den stenede vej. Fordi man ikke kan andet.

Jeg kender mørket, slutter Langstrup sin bog. Ja, og han kaster med ”Forfattersind” lys ind i det mørke, som alle skabende og kreative kender.

Gad vide om de andre, de ekstroverte, der fungerer i samfundet med jobs blandt andre og et dagligt socialt liv, også læser med? HVIS kunne det øge forståelsen af forfatterlivet – og livet for alle kreative.

Det har vi brug for i en tid, hvor vi nok hylder mangfoldigheden. Men hvor det samtidig er en yndet sport blandt politikere, erhvervsfolk og såkaldt meningsdannere at udstille, nedgøre og ødelægge livet for alle dem, som ikke mindst 37 timer om ugen målbart bidrager til samfundets økonomiske bundlinje.

Dette til trods for at vi ved, at uden tanke og ånd, så dør ikke kun den demokratiske debat, men også hele det civiliserede samfund. Men det er måske også den herskende og brølende liberalistiske tidsånds ultimative mål?!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk