Litterær samtale: “1900. Et århundredes tusmørke”

I dag udkommer antologien ”1900. Et århundredes tusmørke”, som handler om de mørke sider i menneskelivet og menneskesindet.

Der er i alt 10 noveller.

Én novelle for hvert årti i 1900-tallet er en skæv idé og i teorien en god måde at fortælle om en tid på.

MEN: Når man bruger 10 forskellige forfattere, får man ti meget forskellige bud, selvom alle noveller i denne bog handler om den ondskab, som de fleste bruger livet på at løbe væk fra – men som er i os og i vores liv til alle tider.

Antologien er derfor lidt som et sammenskudsgilde, hvor retterne stikker i alle mulige retninger, og der bliver mere fokus på horror end på 1900-tallets ellers ret brogede historie. Ja, man kan sige, at den historiske virkelighed ofte blot optræder som ramme.

For man får serveret meget fra horror-fortællingernes slimede åleruse. Men det er et problem, at den historiske ramme langtfra altid er nødvendig for novellen. En god del af novellerne kunne lige så godt foregå på alle andre tidspunkter i århundredet – hvis nogle få og for fortællingen uvæsentlige detaljer blev lavet om.

Ja, nogle noveller kunne endda uden problemer flyttes til andre århundreder også.

Århundredet starter i 00´erne (1900´erne) på sygehuset. Vi skal også ud på en syg rejse i menneskesindet.

I 1910´erne er vi så med lægen på rundtur til de syge i ”Den spanske syge” og i 1920´erne med præsten, der indsamler lokalhistorie. Begge finder mere end de ønsker. Det med mere end man drømmer om, går igen i 1930´ernes historie om at være på jagt og det gode i, at der ikke findes varulve på Fyn. Men på den anden side: Bæstet æder os alle til sidst, som det konstateres i 1940´erne.  

Et bæst, der kommer både indefra – men også udefra. Af og til med musik som i 1950´erne. I 1960´erne er vi så ude på isen – på mere end en måde og i en mere end en virkelighed. I 1970érne ryger vi lige ind under en sølvglitrende discokugle. Men vi er stadig langt ude i en euforiserende verden, inden det hele slutter i 1980´ernes tåger og griseri – og med 1990´ernes ensomhed, menneskeforagt og selvforagt.

Det er Thomas Strømsholt, Steen Langstrup, Teddy Vork, Martin Wangsggard Jürgensen, Martin Schjönning, Carina Evytt, A. Silvestri, Sheila Eggenberger, Christian Reslow og Jonas Wilman, som har skrevet. Oprindelig redaktør var Henrik Harksen.

Danmarksbloggen har talt med den nuværende udgiver Steen Langstrup fra 2FeetEntertainment om antologien ”1900. Et århundredes tusmørke”:

Nu er bogen jo ikke din opfindelse og skabelse. Den er overtaget af dit forlag, som har sørget for at få den ud i verden. Så ville du selv have gjort det på samme måde? Eller ville du have sørget for mere styring? Netop sammenhæng er jo et kendetegn for det, som du selv skriver – og dit bidrag til antologien er netop et eksempel på en fortælling, som hører hjemme i den tid, som antologien handler om (Steen Langstrups novelle handler om Den Spanske Syge – og kan ikke overføres til andre tider).

Steen Langstrup: Når jeg har redaktørhatten på og udgiver andres værker, som det er tilfældet med denne antologi, så spørger jeg aldrig mig selv, hvordan teksten ville have været, hvis jeg havde lavet bogen selv. Jeg tager stilling til, om jeg synes værket kan noget, om det lykkes, om det gør noget ved mig — og hvor det kan strammes op eller gøres skarpere.

Da jeg overtog ‘1900’ var alle tekster skrevet og redigeret. Der manglede kun den sidste finpudsning. Jeg sad ikke og spekulerede over, om det ville have været sjovere med andre forfattere, eller om en anden styring eller vinkling af sammenhængen ville have været passet mig bedre. Det er uproduktive tanker.

Jeg læste antologien, inden jeg antog den, og jeg elskede novellerne, og den måde de i sammenhæng portrætterede århundredet, årti for årti, på. Det forvrængede billede, som det bliver, når det er en så fantasifuld genre som horror, der tegner tiden. I min læsning emmer hver en novelle af det pågældende årti, man kan mærke tiden. Jeg genkender ikke din tanke om, at min novelle hører mere hjemme i sin tid end andre. Vi har hver valgt vores måde at portrættere det pågældende årti på, selvom årtiet selvfølgelig mest af alt bliver en kulisse for gyset, så er tiden til at føle. Især som man bevæger sig gennem århundredet.

Du sagde til mig, at bogen helst skal læses kontinuerligt. Hvorfor det? For som jeg læser bogen, så er det ikke fordi, at ondskaben flytter sig eller udvikles gennem århundredet. Den kommer i samtlige fortællinger inde fra menneskesindet, hvor vi jo også har placeret ondskaben i vores moderne tid.

Steen Langstrup: Den skal læses fra en ende af, fordi man på den måde oplever århundredet passere forbi. Jeg synes selv, at det er en ret enestående oplevelse, som får ‘1900’ til at skille sig ud fra de mange horror-antologier, der er udgivet på dansk de sidste 10-15 år.

Igen genkender jeg ikke din udlægning af bogen. Jeg kommer faktisk lidt i tvivl, om du har læst den og ikke bare skimmet?

Ondskaben er IKKE placeret i menneskesindet i samtlige noveller. Det er svært at argumentere her uden at spoile novellerne her. Men der er da både sygdomme, varulveagtige væsner, vampyragtige væsner, medicinske forsøg, trolddom og mere, men da det er noveller, og gysernovellens styrke, modsat gyserromanens, er, at den antyder og lader meget være op til fortolkning. Det uvisse er i spil i flere af novellerne, og det kan selvfølgelig tolkes, hvorhen læseren har lyst, men det er ikke i spil i alle noveller, og nogle er ret klare i deres overnaturlige konklusion.

Når det er sagt, så ved jeg ikke engang, om jeg synes, at horrors hensigt er at placere eller beskrive ondskaben, det tror jeg faktisk ikke. For mig har gys og horror et ganske klart og enkelt formål: At skræmme læseren, at fremkalde gåsehud. Og det kan, som ‘1900’ også viser, gøres på rigtig mange måder.

Note fra undertegnede: Jeg HAR læst samtlige noveller, men vi læser alle forskelligt. Og jeg læser det, som foregår i bogen, som fx medicinske forsøg og trolddom, som noget der tager udgangspunkt i menneskesindet. Det første (de medicinske forsøg) som en bevidst handling – og det sidste (trolddom med mere) som en bekvem bortforklaring af egne short-comings. Overnaturlige væsner som varulve og vampyrer kan man så diskutere. Men ser man historisk på de fænomener har de typisk været brugt som redskaber for menneskelig ondskab – og uvidenhed overfor en verden, som både er skræmmende og uforståelig.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Samtale med Steen Langstrup om bogen ”Forfattersind”

Hemingway sagde – pr. stedfortræder, da den amerikanske ambassadør i Sverige i 1954 modtog Nobelprisen i litteratur på den store forfatters vegne i Stockholm: Writing, at its best, is a lonely life.

Passer det? Hvad består et forfatterliv af? Det kan man blive klogere på fredag d. 24. september, når Steen Langstrup udgiver bogen ”Forfattersind. Interviews og tanker om drømmejobbets bagsider”, hvor han hudløst ærligt fortæller om livet som forfatter – hele vejen rundt.

Det gøres udover Langstrup selv af andre kollegaer, som han har interviewet gennem et par år. Der er tale om – i alfabetisk rækkefølge: Jussi Adler-Olsen, Anette Ellegaard, Eva Maria Fredensborg, Agnete Friis, Katrine Marie Guldager, Helle Hedegaard Hein, Lars Kjædegaard, Anne-Marie Vedsø Olsen, Sara Skaarup og Peter Øvig.

”Forfattersind” er en mere end glimrende bog, som burde være obligatorisk læsning på samtlige sådan-bliver-du-forfatterkurser. For man hører om det hele – også det, som ingen ellers taler om: Klikerne i branchen, problemerne med økonomien, forlagene som en væsentlig forretnings- og magt-faktor, med juraen og med at få familieliv og forfatterliv til at gå op i en højere enhed.

Om PR, udgivelser, anmeldelser, de sociale medier, at sammenligne sig med andre forfattere – og om de forventninger og fordomme, forfattere ofte mødes med.

Der er også flere ting, som går igen hos Langstrup og kollegaer: Det introverte i al almindelighed, og behovet for at være alene for at skrive i særdeleshed. Det eksistentielle behov for at skrive. Fordi at skrive er som en indre ild. Dét hjerteblod, som man ikke kan være foruden.

Om skriverusen når man føler, at teksten lever sit eget liv, og den tilsvarende skriveblokering, når ordene ikke vil komme. Og så dette ikke at kunne arbejde, fordi der er andre i huset eller praktiske ting, der skal gøres. Om behovet for anerkendelsen. Om det at være anset og måske hyldet som forfatter, men også om afsavnene og tvivlen.

For er man god nok? Er bogen god nok? Måden at skrive på? Ideen?

Det er forhold, som man kan genkende – også selvom man ikke skriver skønlitteratur, men faglitteratur, essays, digte – ja, sågar artikler.

Måske fordi det ligger i det at være skabende med ord, tænker undertegnede, som har bloggen Danmarksbloggen – og som udover at anmelde bøger og teater, skriver reportager og kronikker – og har skrevet artikler om it, religion, ja sågar biler og haver, portrætartikler – og to bøger. En om mad og personlig udvikling – og en om julens traditioner.

For uanset hvad vi skriver, så tegner vi et billede af virkeligheden, når vi udvælger ordene.

Så hvad enten vi skildrer dén virkelighed, vi sanser – eller vi selv skaber en virkelighed med ord, så laver vi et billede, som kræver både indlevelse og valg af den, som afsender.

Det og meget andet har Danmarksbloggen spurgt Steen Langstrup om i dette interview: 

For hvad tror du, Steen Langstrup? Er den mentale proces den samme, om man skriver en skønlitterær bog, en faglitterær bog eller noget andet? Eller ligger er en forskel? Også i om man bruger lang eller kort tid? Du nævner et sted i bogen en novelle om en due, som du skrev på en eftermiddag? Den novelle fik meget opmærksomhed. Her var du i en anden virkelighed i nogle få timer i modsætning til i dine bøger, som kræver måneder? Så er er nogen forskel – og hvordan opfatter du i så fald den?

Først så tror jeg ikke, novellen handler om en due. Jeg tweetede om en due engang, men ellers så, ja, at skrive en enkelt novelle, hvis først idéen er der, er selvfølgelig lettere end at skrive en hel roman. Alene det, at novellen er så hurtig overstået er en gigantisk forskel. En roman er et langt slid, hvor tvivlen har rig mulighed for langsomt at æde sig ind på en, og dræne lysten og drivet fra værket, så der i værste fald til sidst ikke er andet end jernvilje tilbage. Lortet skal være færdigt. Men man hader det, man er fanget et mørkt sted, og det had ender med at rumme værket også. Dette er heldigvis ikke noget, der absolut sker hver gang, men som månederne går, og tidsplanen måske begynder at skride, så bliver det sværere at holde fra livet.

Når jeg skriver, at noveller er lettere, så gælder det kun en novelle – ikke hvis man i virkeligheden ikke bare arbejder på en enkelt novelle, men en novellesamling, så kan det nemlig være en sværere opgave at skrive end en roman, fordi romanen trods alt fortsætter i samme univers, med samme personer osv., og så oplever man ofte, at når først man er forbi det svære punkt eller de svære punkter, så er resten af vejen ned ad bakke. Det sker sjældent med novellesamlinger, hvor hver novelle er sit eget univers.

Det løber som en rød tråd gennem bogen, at det at skrive er et ensomt job. I hvert fald et job hvor man er – og ofte også gerne vil være – alene. Men omvendt så spejler man sig som forfatter også i omverden, og vil gerne fortælle den noget. Så ligger der indbygget en kontrast i dette ensomme job og spejlingen i omverden?

Jobbet er jo ensomt på mange planer. Ikke bare, at man sidder alene og skriver, men man er også alene med ansvaret, med konsekvenserne, med valgene, med talentet eller det manglende, med fiaskoer og succeser. Man er bare alene med det.

Men intet menneske er en ø, vi hænger sammen, og det er i andre mennesker, at man oplever at lykkedes eller mislykkes. Hvad det så end er, man søger med at skrive, for det er forskelligt. Forfattere er mere forskellige end mennesker i mange andre brancher, sikkert fordi vi ikke er sammen på samme måde, vi smitter ikke af på hinanden på samme måde som kollegaer i en bank eller på en fabrik.

Derfor rummer ensomheden blandt en del forfattere også en akavet følelse af at være udenfor. Det kan gøre ensomheden og det med at spejle sig i omverdenen ekstremt sårbart.

Du taler også om vindere og tabere – og det giver mening i antallet af solgte bøger. Men på et dybere plan findes der så vindere og tabere? Hvis man fx har givet bare ét menneske en oplevelse, som betød noget. Kan det så ikke betyde alverden? Jeg husker fx en gang at en artikel, jeg skrev, som fik en ung pige fra KBH til at tage til Jylland for at se en forestilling, som jeg havde skrevet foromtale om, fordi hun ville se premieren (forestillingen kom ellers senere til KBH). Er det ikke noget, som man kan leve længe på? For så ved man, at man har rykket noget – også selvom det ikke køber en pakke leverpostej. Men mennesket lever ikke af brød alene. Ånd må der til. Eller hvad siger du?

Jo, det er det, hvis man tillader sig selv at gøre det, og hvis man tager sig tid til det. En ting, der kan gøre det svært, er, at man konstant stræber mod noget, og at der er så langt mellem de forløsende øjeblikke, hvor man kan se, at de mange afsavn og det hårde, ensomme slid har gjort en forskel.

Problemet kan være, at andre ting demotiverer. Der er forsket en del i, hvad der motiverer mennesker, og jeg har under arbejdet med bogen bidt mærke i bl.a. psykologen Frederick Herzbergs teorier, hvor han konkluderer, at ting som økonomi sjældent har styrke til at motivere ret langt, men at dårlig økonomi ligefrem virker demotiverende. Forfattere og mange andre kreative erhverv har notorisk vanskelig økonomi, og er i kraft af denne i risiko for demotivering – og hvad sker der så, når demotiveringen kvæler arbejdsglæden? I flg. den danske forsker Helle Hedegaard Hein, som jeg også interviewer i bogen, regredierer man. En kunstner, der regredierer, holder op med at fokusere på de ting, der oprindeligt inspirerede en til at vælge sit virke, og fokuserer i stedet på ting som netop økonomi, som ikke bare igen er særdeles vanskelig at lykkedes med, økonomien rummer også meget sjældent det magiske kick, som gør det det hele værd i den sidste ende, og så er man i en ond cirkel.

Og hvad med dig selv? Du skriver et sted, at du pt. holder pause – måske for bestandigt. Jeg går ud fra, at du mener skønlitterært. For denne bog er jo også en bog. Så måske du stadig vil skrive, bare noget andet end romaner? Er det også derfor, at du har skrevet denne bog? Fordi du selv tumler med netop dit eget sind og din egen vej herfra?

Det er svært at svare på. If you are a writer, write about it, siger man jo. FORFATTERSIND er måske i virkeligheden en bog, jeg ville ønske, mit eget yngre jeg havde haft mulighed for at læse for mange år siden. Sandheden er, at jeg ikke aner, hvad jeg skal nu. Andet end, at jeg må finde mig en vej i livet, som giver mening – og som ikke rummer lange dyk ned i det indre mørke, det kan være at skrive romaner.

Jeg er på ingen måde stoppet med at være kreativ. Det tror jeg ikke, at jeg kan. Men livet skal være værd at leve, jeg vil grine og elske livet mere. Og det tankevækkende er, at det har jeg gjort, siden jeg stoppede med at skrive romaner. Men der skal også mad på bordet, og jeg er et stolt menneske, der sætter en ære i at klare mig selv, så der skal findes en balance og en vej frem, hvor jeg stadig kan leve af mine kreative sider og min krøllede hjerne. Jeg er 53 år nu, jeg har levet af at skrive, siden jeg var i tyverne, og man skal ikke være meget klog på verden for at vide, at jeg er ude af det traditionelle arbejdsmarked og sikkerhedsnet for livstid. Der er ingen vej tilbage.

Men det har på den anden side altid været en umulig vej, jeg har taget, og det er jo gået alligevel. I år har jeg fungeret som redaktør især og har både udgivet andre forfattere på mit lille forlag og redigeret bøger, der udgives andre steder. Der er altid en vej.

At skrive romaner må aldrig blive et fængsel, kreativitet skal åbne én, ikke holde én fanget, og for mig var det blevet et fængsel, eller i hvert fald et sted, jeg ikke har den store lyst til at vende tilbage til.

Du gør opmærksom på, at der er flere sindslidende blandt forfattere. Men hænger det ikke sammen med at være kreativ og skabende og sensitiv? Måske også fordi så mange kreative mennesker i bund og grund er socialt udfordret. Man kan lide at være alene, ja man foretrækker det. Måske fordi man blev mobbet som barn. Så man er vant til at være udenfor flokken. Men måske er det at være ene og stærk ikke noget, som man vælger, men noget man bliver – og finder accept af og få ro i og forløsning ved, når man skriver?

Jo, det er skam meget muligt. Men samtidig må man også se i øjnene, at mange af de kreative jobs stiller meget store mentale krav til udøverne. Så store, at selv badass fightertyper kan miste grebet undervejs. Det er ikke for børn. Og jeg vil vove den påstand, at den benhårde showbizz/kulturverden, hvor talent er billigt, og mennesker skrottes for et godt ord, bærer en lige så stor del af ansvaret for, at alt for mange af os går til undervejs. Depressioner er desværre ikke ualmindelige, misbrug i form af alkohol, hash eller hårde stoffer heller ikke (dog mest alkohol blandt forfattere) og desværre er selvmord også en del af branchen.

Og hvem skriver man for og til? Er det for sig selv – for at komme af med noget – eller er det også for andre?

Det må man jo finde ud af undervejs. Ting ændrer sig i løbet af et langt liv. Og måske bliver man også klogere på livet og en selv undervejs – og på kunsten, litteraturen. Det er først og fremmest individuelt, og noget ingen andre kan fortælle én.

Danmarksbloggen siger tak til Steen Langstrup, og kommer til at tænke på den delvist biografiske film ”Shadowslands”. Her spiller Sir Anthony Hopkins forfatteren C.S. Lewis, der også var professor på Oxford.

Og her er der en ung student, som lærer den gamle professor, hvad det vil sige at læse. Studenten siger: Når jeg åbner en bog, så dirrer mine hænder. Tænker forfatteren som jeg? Føler han som jeg? Hvordan opfatter han verden? Lewis affejer først studenten. Men senere lærer han af den unge mand, som siger de måske mest kloge ord, der er sagt om det at læse: We read to know we´re not alone

Måske det også er derfor, vi skriver? Måske det er derfor, at vi skulle skrive – alle os der skriver, og uanset hvad vi skriver. Vi skriver for at vise andre, at vi ikke er alene. Og vi læser andre for at erfare, at vi ikke er alene. Og dét er en erkendelse, som vi er nødt til at gøre igen og igen og igen og igen.

Mens jeg skriver dette indlæg, hører jeg ABBA´s to nye sange. ABBA, som man uden at overdrive kan kalde succesrige. Og jeg tænker igen, om ikke netop ensomheden gælder alle skabende. ABBA´s Benny Andersson siger nemlig i et interview, at han i reglen sidder ved klaveret i dagevis, ja ugevis, før der sker noget.

Benny Andersson – vor tids Mozart, hvis melodier sammen med kollegaen Björn Ulvaeus tekster, tegner vores tids mest langtidsholdbare musik. Evig gylden. Men ikke desto siger samme Benny Andersson også, at ABBA har lavet måske 10 gode recordings – og det er ikke snobberi. Manden mener det. 10 gode sange. Jeg kan på stedet synge flere end 10 gode ABBA-sange.

Så måske er det med ensomheden og søgen efter anerkendelsen, også fra sig selv, bare et grundvilkår ved at være skabende og vælge den stenede vej. Fordi man ikke kan andet.

Jeg kender mørket, slutter Langstrup sin bog. Ja, og han kaster med ”Forfattersind” lys ind i det mørke, som alle skabende og kreative kender.

Gad vide om de andre, de ekstroverte, der fungerer i samfundet med jobs blandt andre og et dagligt socialt liv, også læser med? HVIS kunne det øge forståelsen af forfatterlivet – og livet for alle kreative.

Det har vi brug for i en tid, hvor vi nok hylder mangfoldigheden. Men hvor det samtidig er en yndet sport blandt politikere, erhvervsfolk og såkaldt meningsdannere at udstille, nedgøre og ødelægge livet for alle dem, som ikke mindst 37 timer om ugen målbart bidrager til samfundets økonomiske bundlinje.

Dette til trods for at vi ved, at uden tanke og ånd, så dør ikke kun den demokratiske debat, men også hele det civiliserede samfund. Men det er måske også den herskende og brølende liberalistiske tidsånds ultimative mål?!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Litterær samtale: ”Kærlighedskontrakten”

For 10 år siden udgav Sara Skaarup bogen ”Kærlighedskontrakten”, hvor hun fortalte om sine personlige erfaringer med at leve i et åbent ægteskab.

Det gav genlyd. For nok har mennesker altid – også i Danmark – levet ”anderledes” end det, som den mo-ralsk set stramme norm dikterede. For kun få er ”normale”. De fleste kan bare godt lide, at det ser ”nor-malt” og gerne pænt og glitrende ud på overfladen.

Det gælder måske især ægteskabet, hvor opskriften på en fin facade hedder et heteroseksuelt og mono-gamt liv med 2-3 børn. Så ikke kun at gøre, men også at skrive om at gå i seng med og være kærester med andre var nyt – og tiltrængt, dengang Sara Skaarup gjorde det for ti år siden.

Og nu kommer bogen så i en opdateret og velfortalt version fra ”2 Feet Entertainment”, hvor der følges op på, hvad der er sket – både for forfatteren og med samfundet – i et årti, hvor Sara Skaarup også har fungeret som terapeut for nogle af de par, som lever i åbent forhold eller polyamorøst.

Tilværelsen i et åbent forhold er i bund og grund så ikke anderledes end tilværelsen som monogam. Håb, drømme, angst, tvivl, jalousi og alle de andre følelser og tanker bærer vi alle rundt på. At være tiltrukket af andre end ham/hende, som man deler postbox med, er også noget, som de fleste – hvis ikke alle – har prøvet.

Forskellen ligger i, hvad man gør med den følelse. Lader man den bare være dér – eller agerer man på den? Deri ligger valget, som Sara Skaarup også betoner som noget afgørende for livet i et åbent forhold i ”Kærlighedskontrakten”, der også i den opdaterede form er skrevet i et let og levende sprog. Bogen for-tjener masser af hjerter.

Meget af indholdet i bogen om at leve i et åbent forhold er også det samme. Mennesket har heller ikke ændret sig på de ti år. Men bogen er udvidet og uddybet med nye erfaringer og erkendelser, så den nu i endnu højere grad egner sig til både de nye og de mere garvede udi i kunsten at lukke andre end kære-sten/ægtefællen ind i intimsfæren.

For det er en kunst, en balancegang, som en del danskere giver sig i gang med, fordi det homogene for-hold er for snærende. For one size fits IKKE alle, og derfor lyder Sara Skaarups opfordring også til at se på, hvad kærlighed er for dig? For jer?

For hvad er frihed – og hvad er troskab? Det sidste er nemlig ikke nødvendigvis at have seksuelt monopol på hinanden.

I ”Kærlighedskontrakten” skriver hun således en alternativ definition af troskab, som gælder hende og hendes mand: At være ærlige – at gøre det, vi siger, vi vil gøre – at være solidariske og loyale – at dedikere os til at søge ikke kun vores egen, men også den andens lykke – at bestræbe os på at være omsorgsfulde og passe på hinanden – at være trofaste og blive ved den andens side i tykt og tyndt.

Danmarksbloggen har talt med forfatteren Sara Skaarup – og med udgiver Steen Langstrup.

Så Sara Skaarup:

Hvorfor føler du, at der er brug for en opdateret version? Siden bogen udkom første gang, har vi som aldrig før i Danmark skrevet og talt om seksualitetens mange ansigter – og om de forskellige forhold. Også kendte politikere har meldt sig på banen. Men det har måske ikke rykket afgørende – eller?

Det batter bestemt. Jo flere alternative stemmer, der lyder, jo tydeligere bliver budskabet om mangfoldighed. Bogen har fortjent en revival, fordi de principper, jeg beskriver for at leve ikke-monogamt med en fast partner, i mellemtiden har vist sig at holde vand. Bogen var udsolgt fra forlaget, og der findes stadig ikke rigtig andre danske bøger på markedet, der adresserer den problemstilling.

Samtidig får jeg jævnligt forespørgsler på, hvor den kan købes – folk har stadig brug for den. Så derfor måtte bogen selvfølgelig genudgives – og jeg greb så chancen for at opdatere indholdet.

Handler det også om kvinders seksualitet – og erkendelsen af, at kvinder har lyst? Du skriver i bogen, at det oftere er kvinden end manden, der tager initiativet til at leve polyamorøst. Det kolliderer formentlig med manges billede af mænd og kvinders seksualitet. Man kommer også til at tænke på, at kvinden måske besidder en – overset – seksuel kraft?

Både mænds og kvinders seksualitet bliver tit misforstået. Vedrørende kvinder er der en indgroet forestilling om, at kvinder er mere monogamt disponeret end mænd. Det er ikke korrekt. Men kvinder er som regel også meget fællesskabsorienterede, konsensussøgende og familiebevidste. Måske derfor ser jeg et flertal af kvinder som initiativtager til åbne forhold, hvor en livsstil med udadvendt seksualitet søges installeret på en måde, der ikke går ud over de etablerede relationer.

Kræver det mere at få et polyamorøst forhold til at lykkes end et monogamt? Og har samfundet en rolle i det?

At leve åbent kræver det samme som at leve monogamt plus noget mere. Man er oppe imod samfunds-normen, så er man ikke i forvejen både modig og i stand til at gå imod strømmen, så vil den åbne livsstil kræve, man får taget de evner hjem.

De personer, som er med i bogen, er typisk heteroseksuelle par i 30´erne og 40´erne. Men hvordan ser det ud for ikke-heteroseksuelle?

Bogen er hetero-normativ, og det er ikke et ønske, men et resultat af, at jeg selv er overvejende hetero-seksuel, og har vejledt flest med den seksuelle orientering. Der er ingen grund til at tro, at billedet tegner sig anderledes for folk med en anden seksuel orientering, når det kommer til de følelsesmæssige udfordringer.

Og dog er dét med at ’springe ud som noget andet end de fleste’ jo noget, homoseksuelle kender til. Mange homoseksuelle har derfor været nødt til at overveje deres egne præferencer og valg nøje på en anden måde end heteroseksuelle, der ofte blot glider med normen. Så folk med en seksuel orientering, der adskiller sig fra normen, har tit den fordel, at de er mindre identificeret med et fast ideal.

Jeg skriver om den aldersgruppe, fordi det tit er der, folk kommer til mig – par i kernefamilier, der gerne vil gentænke deres form. Men jeg har også haft mange samtaler med både barnløse yngre par, par der bor hver for sig og folk i 50´erne og 60´erne.

Og så til udgiveren Steen Langstrup fra forlaget 2 Feet Entertainment:

Hvad føler du, at denne nye version af ”Kærlighedskontrakten” kan bidrage med? Og ser du et seksuelt frisind i Danmark? Eller er det mere fortællingen om frisindet, som vi kan lide, mens vi stadig i praksis (på overfladen om ikke andet) er bundet af de stramme normer om det heteroseksuelle og monogame ægteskab med 2-3 børn?

‘Kærlighedskontrakten’ er en nødvendig bog, som jeg er meget stolt over at have fået mulighed for at være med til at give et nyt liv. Den bidrager med noget så ellers usexet som fornuft og livsklogskab, så man – hvis man overvejer at vælge en anden livsstil på dette område – er klædt på til de udfordringer, det altid fører med sig, når man vover at træde uden for normen og leve efter eget hjerte. Det er ikke noget, man bare gør. Eller hvis man bare gør det, så kan der følge nogle skrammer med.

Undervejs i processen spurgte Sara mig, hvorfor jeg var så entusiastisk omkring bogen, når jeg selv levede i et traditionelt ægteskab. Det er jo fordi den handler om at turde vælge sin egen måde at leve på, at sætte sine egne normer, og bryde den sociale kontrol, der stadig byder os at leve ens alle sammen, men at gøre det med omtanke, omsorg og omhyggelighed. Dét er i mine øjne meningen med livet at finde sin egen vej med øje på sig selv og sine omgivelser. Om det så er seksuelt eller på alle mulige andre områder af livet.

Frisindet er en sær elastisk størrelse. På nogle områder er rummeligheden jo vokset markant i vores levetid. Det er blevet mere acceptabelt at stå ved en alternativ seksualitet, og det ofte på en mere moden og mindre (selv)destruktiv måde end tidligere. Især blandt unge, og muligvis også mere i de store byer. Det sidste er måske en fordom fra min side? Folk vælger også mere åbent at leve i fx åbne forhold, fremfor tidlige tiders bollen udenom, mens man samtidig vogtede ægteskabets dyd.

Men samtidig er der meget, der trækker i den anden retning. Vi er blevet nøgenhedsforskrækkede i en grad, så selv en ammende kvinde kan forarge – og vi er blevet det på en måde, hvor det også rummer et krav om, at vi skal være smukke nok, før vi kan tillade os lidt nøgenhed. Det er der ikke megen rummelighed eller frihed i. Vi er også midt i en sort og ekstrem drejning af samfundet, hvor tolerance og accept af anderledes og andre måder at leve på trues hver eneste dag, hvor man desværre åbenbart finder det svært selv at være fri, hvis andre tillader sig at være frie på en anden måde.

Man søger at trække egne normer ned over hovedet på andre, og det rimer ikke meget med frisind. Det er komplicerede tider.

Og hvad betyder det for os som mennesker – og som samfund?

Jeg vælger at være optimist. Når normer forandres, vil det give nogle skælv, og vi lever i en tid, der elsker drama. Man kan godt blive overvældet af al polemikken, men meget af den handler om at sælge nyheder, og ofte er virkeligheden mere afdæmpet. Vrede og had gør os mindre. Tolerance og kærlighed gør os større. Det ændrer sig jo aldrig.

De kræfter, der fylder meget i dag, som vil mere social kontrol, om det så for at diktere, hvor mange partnere ægtefolk må have, eller om en skuespiller er homo nok til at kunne påtage sig en rolle som homo, eller hvad ved jeg, de bringer jo intet liv med sig. Det handler blot om at hegne andre inde, fordi de selv er usikre uden hegn, og der er vi et sted, hvor der trods alt og heldigvis er så mange, der trækker i hver sin retning, at de hegn vælter hele tiden.

Vi er et sted, hvor drømmen om ensretning og måske endnu mere frygten for alt det nye tegner nogle dystre fremtidsbilleder, men jeg tror ikke, de vil vinde. Mest af alt fordi de kræfter er så kedelige. Når rusen over at have brændt heksen tager af, har man jo alligevel ikke opnået en skid, der batter nogen steder.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Ungdomskrimigyseren ”Katrine” – en bog om ondskaben i et menneskehjerte

Steen Langstrup udgiver på torsdag d. 27. februar ungdomskrimigyseren ”Katrine”.

Han anbefaler selv, at man som læser skal være 14+. Og det giver god mening, at læseren skal være minimum 14-15 år for at gå ombord i bogens sorte og til tider erotiske univers. Til gengæld skal en alder på den anden side af ungdommens vår ikke forhindre i at læse bogen.

Snarere tværtimod anbefaler Danmarksbloggen ”Katrine” til både unge og voksne. For i sit budskab om at det onde er hér og dér og alle vegne – og måske allermest dér, hvor vi mindst venter at finde det – bliver bogen særdeles vedkommende for os alle sammen.

På overfladen handler bogen om den unge, jyske pige Katrine, der flytter til hovedstaden for at komme væk fra voldtægten og sladderen i den lille jyske by, hvor hun kommer fra. Hun skal studere videre og flytter ind på et københavnsk kollegium tæt ved Statens Museum for Kunst. Men er voldtægtsmanden fulgt med og optræder nu som stalker?!

Katrines voldtægtshistorie har også aflæggere, som kun langsomt afsløres – men som spiller en rolle for begivenhederne, der alle foregår i et nutidigt København blandt unge studerende.

Både bogens layout med skæve og store sidetal, korte kapitler, dens lette og nutidige sprog og en handling, der udvikler sig hurtigt og til tider meget uventet er med til at gøre, at man som læser hele tiden suges over på næste side, indtil bogen er læst færdig i ét eneste stræk.

Som læser af ”Katrine” suges man ikke kun hele tiden videre i bogen, men også hurtigt ind i en stemning af noget mørkt og sort, som man undervejs i læsningen mere og mere mener at kunne identificere ophavet til.

Nærmere beskrivelse skal ikke gives her, da det vil afsløre for meget af plottet, og det vil være en skam. For netop den snigende bevidsthed om, hvordan det hele MÅSKE hænger sammen, er en af bogens store forcer.

Man tror nemlig næsten ikke sin egen hjerne i løbet af læsningen … og måske skal man heller ikke stole for meget på sine egne ideer? Eller også skal man? Dét skal læseren selv have fornøjelsen at finde ud af.

Hvad man til gengæld kan stole på er, at ”Katrine” ikke rummer ret meget traditionel uhygge, hverken af overnaturlig eller kriminel karakter. Men alligevel skræmmes man langt ind i sjælen som læser, fordi bogen handler om det, som vi i virkeligheden skal være bange for.

Det, der for alvor giver søvnløse nætter. Det, som virkelig sker, og som gør ondt langt mere, end nogen moderne skræmmebilleder eller gamle spøgelser kan gøre det – langt mere end nogen kniv, noget skydevåben kan gøre det. For de er blot redskaber, der bruges, når det, som vi virkelig skal være bange for, er i spil:

Nemlig ondskaben i et menneskehjerte.

Et af bogens temaer er også FIGHT OR FLIGTH

Og her er det klokkeklare budskab, at hvis ikke du selv tager valget, så bliver valget taget for dig af andre og af livet selv. For du kan ikke flygte fra dig selv, men du kan vælge at kæmpe for dig selv. Man kan også spille død eller lyve istedet for at kæmpe.

Men uanset hvad, så drejer det sig også om at vælge, vælge hvad man vil, og hvem man vil stole på. Og i ”Katrine” er det – som i livet – valg, der er altafgørende. Valg, der i ”Katrine” bunder i og fører til gys og gru. Valg, der for en enkelt endda står mellem DRÆB ELLER DØ.

Mere skal ikke siges her, for så vil for meget blive afsløret. ”Katrine” er som allerede nævnt en af den slags bøger, hvor så lidt som muligt skal fortælles om handlingen i forvejen. Hvor handlingen folder sig ud undervejs – og giver os svar.

Dog skal slås fast, at bogen er skræmmende langt ind i sjælen. Fordi den tør beskæftige sig med ondskaben, egoismen, dette at søge sit eget. Så modsat kærligheden, der tror alt, håber alt, udholder alt.

I ”Katrine” møder man nemlig derimod den ondskab, der opgiver alt, skræmmer alt, forlader alt, angriber alt og dræber alt – for i den verden er det DRÆB ELLER DØ. Andet er der ikke plads til, når ondskaben lever i et menneskehjerte.

Men tror vi på det onde i mennesket her i 2014? Efter at have læst ”Katrine” er svaret et stort ja.

For man spindes i dén grad ind i Steen Langstrups velskrevne og letlæste bog, og man fryser over den mangel på reel medmenneskelig varme, som man fornemmer omkring tilflytteren Katrine. Det er alvor med det onde, men hvem er hendes fjende(r)?

Kollegiet i ”Katrine” findes i øvrigt i virkeligheden – og denne ydmyge anmelder har endda i sine unge studiedage i 90´erne siddet der mange gange til langt ud på natten og snakket og drukket te med diverse studiekammerater. Så det krøb ekstra i nakkehårene, da jeg læste ”Katrine”. For jeg har færdes på de gange, de værelser, de gader – og dér er præcist som beskrevet.

Jeg slap så heldigvis levende fra det. Det gjorde jeg også, da jeg læste ”Katrine”. Men uhyggen og angsten for det onde i et menneskehjerte, som bogen gav mig, fik det alligevel og får det stadig til at suge i min mave, når jeg tænker på Steen Langstrups formidable ungdomskrimigyser ”Katrine.”

Danmarksbloggen anbefaler derfor alle med hang til gysere og/eller interesse for psykologi og mellemmenneskelige relationer at læse ”Katrine”. Der er noget at komme efter – og gyse over.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Bogfakta om Katrine af Steen Langstrup:
150 sider
Udgiver: 2 Feet Entertainment
Pris ca. 249,-
Udkommer 27. februar 2014
Udgives samtidig på e-bog