I næste uge udkommer en bog, der har været ventet med længsel. Sjette og sidste del af Katrine Marie Guldagers Køgekrønike, hvor man fra tiden op til 2. Verdenskrig og gennem flere årtier og helt op til vor tid følger søskendeparret Leonora og Henry – og deres familier, både i generationerne før og efter Leonora og Henry.

Og det er ganske vist: De første fem bind gik direkte ind som Ulven gør det i først moderen Lilly og senere i sønnen Henry. Går ind, bider sig fast – og bliver dér i en blanding af blide erkendelser og hidsige rusk, som man kan genkende fra sig selv og sin egen familie – og fra kampen og arven mellem generationerne.

For Køgekrøniken handler nok – lidt – om Køge. Men strengt taget kunne de seks bøgers provins ligeså vel have været Roskilde, Hillerød eller Helsingør, der ligesom Køge er en købstad, der ligger i en afstand af en lille times togrejse fra København, som også spiller en central rolle i bøgerne. Så skulle fx Gummifabrikken og Brogade selvfølgelig have heddet noget andet, men det var nok gået endda. Men nu blev det Køge, og for den med lokalkendskab er det meget sjovt at læse om Kirkestræde, landsbyen Strøby Egede osv.

Men når nu det er en krønike, så skal de for byen vigtige lokaliteter jo også med. Og her savner man ikoniske Køge-lokaliteter som fx Lovparken, hvor der var alsangsstævner under krigen, og hvor Leonoras socialdemokratiske mand må havde været til 1. maj mange gange. Eller hvad med dansestedet Landsbyen, hvor både Leonora og Henry som alle andre fra Køge-egnen oplevede vigtige dele af deres spæde kærlighedsliv – og som næste generation også har besøgt med samme evige formål i 1980´erne. Der havde stedet så ændret navn til Ritz og var det smarte diskotek i modsætning til det mere folkelige diskotek SiSi nede på havnen.

Og sidst, men måske vigtigst: Så savner Danmarksbloggen Hugo´s Vinkælder, på køgensk bare Hugo´s, som ovenikøbet findes endnu – og som af mange omtales som det hyggeligste sted i Danmark at indtage sin øl. For stik mod navnet, så er Hugo´s faktisk mere kendt som et øl-sted end som et vin-sted, og vel at mærke et sted, hvor selv Ib Bertelsen ville have sat sine ben, men hvor også Peter ville have nydt at sidde henne i krogen. Hugo´s blev i øvrigt grundlagt i 1968, altså en sommer, hvor der også sker meget i Køgekrøniken og især i rivaliseringen mellem de to søskende Henry og Leonora – mens deres lillebror er nærmest ikke-eksisterende.

For det vigtigste i Køgekrøniken er det psykologiske og det sociologiske, altså forholdet mellem menneskene, både mellem ægtefæller, mellem veninder, mellem naboer, mellem bysbørn – men også og især mellem søskende – og mellem forældre og børn. De allernæreste blodmæssige bånd simpelthen.

For netop forholdet mellem generationerne og mellem søskende er i bøgerne – som i mange sammenhænge i livet – det, der definerer og bestemmer meget mere i tilværelsen, end vi måske har lyst til at gøre os klart. For så er vi måske alligevel ikke helt ligeså frie og selvkørende, som vi tror vi er – og som Køgekrønikens personer også hele tiden prøver at være – helt til sidste side, sidste ord.

Så uden at røbe det mindste, kan Danmarksbloggen forsikre, at bind 6 er ligeså sprudlende i sit sprog, ligeså springende i tid og sted og alligevel ligeså sammenhængende og ligeså medrivende som de fem første bind. Man vender hver side – og man stopper ikke, før man færdig og veltilpas (og lidt chokeret også måske) kan læne sig tilbage.

For nu ved man, hvordan det hele endte for Leonora og Henry og deres slægt – og dermed også de to søstre Frk. Lys og Frk. Mørke, der er nogle af de mest fascinerende figurer i Køge-krøniken.

Måske fordi vi alle har dem i os – som en evig kamp mellem lyset og mørket, mellem den arv vi har med fra vores forældre og søskende på den ene side og vores håb og planer for os selv og vores børn på den anden. Børn, som i sig har den samme kamp – og måske endda den samme ulv, som vi også kan have. I hvert fald indimellem, og allermest måske når vi glemmer at fodre den med kærlighed og omsorg.

For livet – som så ofte handler om det svigt, den egoisme og de løgne, som vi alle fortæller os selv – kan blive så meget bedre, hvis vi som Henry´s nye kone Sally tør kræve og give ærlighed og kærlighed. Så behøver vi ikke at frygte, at Ulven kommer – hvad enten vi råber ulv eller ej. Eller at kærlighedsboblen en dag brister, som den gjorde det for Lilly og Leonora, da Lilly mange år før bind no. 6 rejste fra sine to ældste børn.

En rejse, som hun på sin helt egen Lilly-måde vender tilbage fra i dette sidste bind. Det ender nemlig med en Lilly-model, som brude- og konfirmationskjole-butikken i København har sagt det stort set gennem de samme årtier, som Køge-krøniken dækker.

Danmarksbloggen giver fire kaglende Køge-høner ud af seks mulige. Køge-høner, som man altid har kaldt de piger, der kommer fra Køge-aa, som man siger det, når man som Køge-høne bliver spurgt om, hvor man er født og opvokset.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk