Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: 1930´erne

Sidste år var der Danmarksbloggens Danmarkshistorie hver mandag. Se link til sidste del her, hvor der er links til alle de øvrige dele af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=5899

Og nu er vi så i gang med Kvindernes Danmarkshistorie. For som bekendt er det i år 100 år siden, at kvinderne i Danmark fik stemmeret. Så Danmarksbloggen vil hver mandag frem til Grundlovsdag d. 5. juni beskæftige sig med en eller flere kvinder, der har spillet en markant rolle i Danmarkshistorien.

I dag skal det handle om 1930´erne og nogle af de kvinder, som gjorde sig særligt bemærkede i netop dét årti.

1930´erne: Krise og seje kvinder

1920´ernes tema om kvindens ret til at bestemme over sig selv og sin egen krop fortsatte ind i 1930´erne.

Kampen var dog lang endnu. I 1930 kom der således et forbud mod at reklamere for prævention. På positivsiden (!) blev staffen for at have fået foretaget en provokeret abort nedsat til maksimalt 2 års fængsel.

Men nogle kvinder ville videre, så i 1934 indsamlede Kvindernes Oplysningsforbund 15.000 underskrifter til støtte for afskaffelsen af staffen for at have fået foretaget en provokeret abort. En gruppe kristne kvinder samlede som et modsvar 173.000 underskrifter for at bevare straffen.

Så der var langt igen. Men kvinderne blev jo – trods de mange moralprædikener – uønskede gravide alligevel. Menneskelige begær og behov kan man ikke lovgive sig ud af. Zahles Svangerskabskommision af 1936 anslog således også, at der årligt blev udført 7.000 illegale aborter i Danmark – hver og en af dem med fare for liv og helbred for den kvinde, som lagde sig på køkkenbordet.

Et lyspunkt kom i 1939, hvor abort blev tilladt, hvis den gravides liv eller helbred var truet af svangerskabet – eller graviditeten var resultatet af en voldtægt.

Samme år (1939) fik kvinderne også ret til barselshvile otte uger før og otte uger efter fødslen. Det var tiltrængt for især de mange kvinder, som sled og slæbte i byernes fabrikker, som vaske- og rengøringskoner og som landarbejdersker.

For det er en skrøne, at kvinden først kom på arbejdsmarkedet i 1960´erne. Arbejder- og landarbejderklassernes kvinder – og det var langt de fleste – har gennem hele historien knoklet og arbejdet både ude og hjemme – og næsten altid med mange børn omkring sig.

Som man sagde dét dengang: De rige har mange glæder, de fattige mange børn.

Udsagnet holder. At en arbejderkvinde sled og slæbte året rundt og samtidig var gravid stort set non-stop og fødte 8-12 børn i løbet af sit liv – var slet ikke noget særsyn i 1930´erne. Det var derfor ikke så underligt, at mange af datidens kvinder var nedslidte, når de rundede de 40 år.

Og det blev ikke bedre i 1930´erne, som var præget af krise og arbejdsløshed i en grad, så nutidens finanskrise er et lille bølgeskvulp – og som altid gik det særlig slemt ud over kvinderne, som var dem, der blev fyret først – selvom de også dengang tjente markant mindre end mændene. Nogle af de politiske partier etablerede derfor også specielle kvindeorganisationer, som dog blev nedlagt igen i 1960´erne.

Et lyspunkt i den dybe krise var Steinckes socialreform fra 1936, der reelt var startskuddet til velfærdssamfundet. Hjælpen var endnu lille, men den var der – og tingene skulle blive bedre – efter en verdenskrig, der ventede i næste årti.

Men inden vi kommer dertil, skal vi høre om nogle af de kvinder, der tegnede 1930´erne.

Det var en broget flok af svømmepiger, en kronprinsesse, en baronesse og en kvinde fra Vesterbro, der blev synonym med en helt genre.

Svømmepigerne – alias Inge Sørensen, Ragnhild Hveger og Jenny Kammersgaard – ændrede på mange måder opfattelsen af piger, sport og krop. Deres bedrifter i bassinerne, især til OL i Berlin i 1936 og Svømme-EM i London i 1938, gjorde det legalt – også i Danmark – at kvinder viste deres krop frem og dyrkede sport – og tilmed var så gode til det, at de vandt medaljer.

Elitesport var dermed  blevet noget, som det var legalt for kvinder at dyrke.

Inge Sørensen – som Gunnar Nu Hansen døbte ”Lille Henrivende Inge” – startede en glorværdig karriere med som 12-årig at vinde OL-bronze på 200 m brystsvømning i Berlin i 1936 – og hun var ganske suveræn i disciplinen, indtil hun som kun 20-årig indstillede karrieren.

Ragnhild Hveger, der blev kaldt for ”Den gyldne torpedo”, var uden sammenligning verdens bedste kvindelige crawler i 1930´erne og 40´erne. Hele 44 verdensrekorder satte hun. Det er endnu ikke overgået. Ragnhild Hvegers navn stråler blot ikke så meget, som det kunne – da hun også var nazi-sympatisør og i flere sammenhænge optrådte som repræsentant for Nazi-Tyskland.

Den sidste Jenny Kammersgaard svømmede ikke hurtigt ifht at deltage i konkurrencer. Men hun kunne blive ved i timevis, og fik hele verdens bevågenhed, når hun svømmede de lange distancer. Fx 93 km fra Sjællands Odde til Djursland – og 110 km fra Gedser til Warnemünde.

Om Danmarks daværende nye kronprinsesse svømmede meget vides ikke, men i 1935 blev den daværende kronprins Frederik gift med den svenske prinsesse Ingrid i Storkyrkan i Stockholm.

Parret kom kort efter standsmæssigt sejlende til Danmark ombord på kongeskibet, hvor en begejstret folkemængde tog imod den nye kronprinsesse, der senere sagde, at det for hende var afgørende at blive dansk – også indeni, når hun skulle være dansk kronprinsesse og senere dansk dronning.

At det lykkedes for Dronning Ingrid har historien bevist. Hun gik med barnevogn og cyklede rundt i København under besættelsen, hun lærte at tale dansk uden antydningen af svensk, hun involverede sig dybt i dansk kultur og danskerne osv, osv. Utrætteligt og med stor sans for hvad der skulle gøres, gjorde Dronning Ingrid sit bedste for Danmark, fra hun kom i 1935 til hun døde i 2000.

Der er dem, der siger, at uden Dronning Ingrid havde Danmark måske ikke haft et monarki i dag. Både hendes svigerfar Christian d. 10 og hendes mand Frederik d. 9. var ikke nær så gode til at manøvrere og gøre kongehuset moderne, som hun gjorde det. Så det kan meget vel kan passe, også når man betænker Dronning Ingrids takt, klogskab og pligtfølelse – og ikke mindst betydning for også de nuværende kongelige.

Dronning Margrethe d. 2. har lært meget af sin mor. Og også kronprins Frederik var meget glad for sin mormor. Tiden fremover vil vise, hvor meget han så har lært.

Når man er baronesse, er man ikke royal – men adelig, og det var forfatteren og baronessen Karen Blixen. Men det var ikke hendes aner, der gjorde hende berømt – men hendes person og hendes bøger.

For Karen Blixen (1885-1962) var og er et ikon i Danmark – og i resten af verden. For hendes ry er internationalt. Alle, der hører hendes navn, ser for sig den ældre dame med turban og det skarptskårne ansigt – og kan samtidig høre hendes affekterede stemme sige: Jeg havde engang en farm i Afrika.

Og det havde hun – som ung. I 1914 giftede hun sig med sin svenske halvfætter og flyttede til Kenya, hvor hun boede i næsten 20 år og drev en kaffefarm, inden hun gik fallit og måtte sælge i 1931, og vende hjem til Rungstedlund, hvor hun boede de næste 30 år, skrev, tog på foredragsturné og kæmpede med eftervirkningerne af en syfilis-infektion.

På det tidspunkt var hun forlængst blevet skilt fra sin svenske mand – og var også begyndt det forfatterskab, der stadig læses af mange i både ind- og udland.

Mest berømt er hendes store roman fra 1937: ”Den afrikanske farm”, der også blev filmatiseret i 1985 med Meryl Streep som Karen Blixen og Robert Redford som hendes livs store kærlighed Denys Finch Hatton. En film, der i øvrigt gav penge nok til at indrette Rungstedlund som museum. Det åbnede i 1991.

Men også andre store bøger har Karen Blixen skrevet som fx ”Syv fantastiske fortællinger”, som udkom i USA i 1935 og året efter i Danmark. For slet ikke at tale om ”Vinter-Eventyr” fra 1942 og ”Babettes Gæstebud” (1950), der indbragte Gabriel Axel en Oscar, da han filmatiserede historien i 1987.

I hele Karen Blixens forfatterskab kan man – uanset tid og sted i romanen – se den konstante søgen efter den moderne kvindelige identitet. Karen Blixen levede også i en tid, der mere end nogen anden var en historisk brydningstid for kvinder med nye muligheder, men også med gamle begrænsninger – og med en konflikt mellem på den ene side at ville være fri og uafhængig og samtidig på den anden ønske at være elsket og begæret.

Dén konflikt har vi kvinder stadig i vore dage – og mændene har den vel i grunden også efterhånden.

Den var ihvertfald også til stede hos den sidste kvinde, vi skal beskæftige os med i dag.

Hun kommer fra den anden ende af den sociale skala, men var uden sammenligning 1930´ernes største danske stjerne. Hendes navn var Liva Weel.

Liva Weel (1897-1952) var dansk revys ukronede dronning i 1900-tallet. Hun var født og opvokset i små kår på Vesterbro, så umiddelbart stod det ikke skrevet over hendes vugge, at hun skulle nå disse kulturelle højder.

Men Olivia Olsen, som hun oprindelig hed, ville synge og til teatret – og det kom hun som 20-årig, hvor hun debuterede på Odder Sommerteater. Hendes store talent var åbenlyst, og allerede året efter kom gennembruddet på Scala i København, hvor Liva Weel i de næste cirka 10 optrådte med diverse viser og skabte mange originale figurer. Det var i samme periode, at hun havde sit korte og intense ægteskab med teaterdirektør Arne Weel, som dog forblev hende en god ven livet igennem. For ligeså glorværdig hendes karriere var, ligeså rodet og forvirrende var hendes privatliv, hvor hun som på scenen var denne helt specielle blanding af både det elskelige og det diabolske.

Og det var på de skrå brædder, at hun havde det bedst.

Liva Weel havde en særlig evne til – både i sit skuespil, sin mimik og sin måde at synge på – at være både komisk og tragisk, dramatisk og blid på samme tid – eller skifte fra det ene til det andet på et nanosekund. Ingen har vel beskrevet det bedre end P.H., der kort efter hendes død formulerede disse ord: ”Hvad hun bød os af befriende latter, dyb stilhed, menneskeskildring, svigtende hukommelse, beåndet skønhed og trist forfald – kan vi kun så godt som (u)muligt referere.”

Der var en intensitet over Liva Weel. En evne til at formidle det sentimentale, det satiriske, det dramatiske og alt det andet, som ingen andre revykunstnere har været i nærheden af at kunne. En evne, som især fik lov til at blomstre, da hun i 1929 indledte et samarbejde med netop Poul Henningsen. Det blev et professionelt parløb, der løb over to årtier, og som fornyede og bragte dansk revy op på et niveau, hvor den ikke havde været før – og næppe heller siden.

P.H.´s tekster, som var både samfundskritiske og favnende i deres glæde over livet og menneskene, og så Liva Weels evne til at fortolke dem, står den dag i dag som noget af den bedste – om end også oversete – kunst fra 1900-tallet, om end mange af viserne synges endnu som fx den muntre ”Tag og kys fra det hele fra mig” fra 1932, den længselsfulde ”Sig de ord, du ved” også fra 1932, og den bittersøde ”Naa” fra 1937.

Og så selvfølgelig evergreenen ”Glemmer du” fra filmen Odds 777 fra 1932. Her er ordene dog ikke af PH, men af Børge og Arvid Müller.

Men den mest berømte vise fra P.H. og Weel er visen fra 1940, der nok handler om kærlighed og frihed, men ikke kun det. Det er selvfølgelig ”Man binder os på mund og hånd”, der blev skrevet til revykomedien ”Dyveke”. En vise, som oprindelig havde en helt anden tekst – en tekst, som den tyske censur forbød dagen inden premieren.

Men så skrev P.H. visen om i løbet af få timer, fik den godkendt af den tyske besættelsesmagt, gav Liva Weel den i hånden kort før hun skulle på scenen og sagde: ”Gå ud og giv dem den her lige i smasken”. Og dét gjorde hun – dén aften og mange andre aftner. Og alle, på nær tyskerne, forstod meningen, når hun indfølende og med stor patos i sidste vers sang: ”Møde hvad der venter os, og ingen ved hvordan det går, bære skæbnen uden trods, hvad der så end forestår, glad for hver en venlighed, men uden tro at det bli´r ved, søge fred idet vi ved, at vi har intet krav på fred.”

Intet krav på fred. En dagsorden, som i dén grad prægede kvinderne i 1940´erne, som vi skal høre om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Thyra Dannebod: http://danmarksbloggen.dk/?p=6275
Dagmar og Bengerd: http://danmarksbloggen.dk/?p=6301
Margrethe Sambiria og
Margrethe Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=6329
Dyveke, Sigbritt og Elisabeth: http://danmarksbloggen.dk/?p=6389
Leonora Christine og Sophie Amalie: http://danmarksbloggen.dk/?p=6392
Marie Grubbe og Anna Sophie Reventlow: http://danmarksbloggen.dk/?p=6462
Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=6478
Guldalderkvinderne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6511
Grevinde Danner og Europas Svigermor: http://danmarksbloggen.dk/?p=6547
Skagenskvinderne – og et selvmord: http://danmarksbloggen.dk/?p=6582
Thit Jensen og Agnes Henningsen: http://danmarksbloggen.dk/?p=6624
1915: http://danmarksbloggen.dk/?p=6638
1920´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6656

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: Thit Jensen og Agnes Henningsen

Sidste år var der Danmarksbloggens Danmarkshistorie hver mandag. Se link til sidste del her, hvor der er links til alle de øvrige dele af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=5899

Og nu er vi så i gang med Kvindernes Danmarkshistorie. For som bekendt er det i år 100 år siden, at kvinderne i Danmark fik stemmeret. Så Danmarksbloggen vil hver mandag frem til Grundlovsdag d. 5. juni beskæftige sig med en eller flere kvinder, der har spillet en markant rolle i Danmarkshistorien.

I dag skal det handle om to meget markante danske kvindelige forfattere, der virkede i tiden op til og efter med en både politisk og frigørende dagsorden.

Thit Jensen og Agnes Henningsen

Når man siger dansk kvindekamp, er der især et navn, som man ikke kommer udenom, nemlig Thit Jensen.  Men også Agnes Henningsen spiller en stor rolle – og ikke fordi hun var mor til arkitekten og lysmageren P.H., men pga hende selv og den måde, som hun valgte at leve sit liv på. Vi starter derfor med hende.

Agnes Henningsen (1868- 1962) blev født på godset Skovsbo på Fyn. Hendes mor døde, da hun kun var otte år gammel, og resten af opvæksten var kaotisk med en far, der dels giftede sig igen – uden at det var lykken for nogen, og dels døde tidligt, så hun og hendes to søstre kom på Antvorskov pige-kostskole.

Alt sammen forhold, der bevirkede, at Agnes vendte sig væk fra kristendommen og blev ateist, hvad hun var resten af livet.

Agnes giftede sig også tidligt med en gymnasielærer. Parret fik flere børn, men forsøgte også at leve i det, som de og andre progressive på den tid kaldte ”det sande ægteskab” – altså et ægteskab med frihed og begges selvrealisering. Virkeligheden var dog slid, slæb, fattigdom – og for Agnes også en uforløst seksualitet.

Hun fik dog kontakt med forfatteren Herman Bang og fik med hans hjælp trykt flere noveller i avisen ”København”. På redaktionen mødte Agnes forfatteren Carl Ewald – og de forelskede sig i hinanden, til trods for at de begge var gifte. Agnes ægteskab var også rimeligt tyndslidt. Manden have svært ved at rumme hendes nye litterære venskaber og det at hun reelt brugte den frihed, som de havde aftalt, at de begge skulle have.

Skilsmissen var derfor uundgåelig, og manden rejste til USA og dermed langt væk fra Agnes og børnene, der nu også talte P.H. (Poul Henningsen), som Agnes havde fået med Carl Ewald. Selv håbede P.H. i lang tid, at Georg Brandes var hans far – men det var altså forfatteren Carl Ewald.

Agnes Henningsen etablerede sig derefter som frisør på Strøget, og nok havde hun talent, men hendes forfatter- og journalistvenner ville ikke omgås en frisør, så hun droppede butikken – og slog sig ned på Vesterbro og i Roskilde. Og så kom hendes debutroman ”Glansbilledet” i 1899 og samme år også romanen ”Strømmen”.

Begge romaner har kvindelige hovedpersoner, hvor depressionen lurer under overfladen pga deres manglende arbejde og forstenede selvopfattelse. Det var nemlig en kongstanke for Agnes Henningsen, at skal en kvinde realisere sig selv og blive lykkelig, så må hun være fri og selvstændig – og dét kræver et arbejde.

Agnes Henningsens tese var, at kvinder kunne forene det at være mor og hustru med at være erotisk og eksperimenterende. Men at mange kvinder – ofte i kampen om en mands gunst – svigter sig selv, og så går de til grunde, som man kan læse det i romanen ”Polens Døtre” fra 1900.

Senere kom der flere romaner og skuespil, blandt andet ”Elskerinden” fra 1906, hvor datidens helt store skuespillerinde Betty Nansen nægtede at spillede hovedrollen som elskerinden. Teatret dengang var ikke altid til den krasse realisme, som Agnes Henningsen lagde for dagen i sit stykke, hvor elskerinden blev skildret som en kvinde, hvor hvem manden var alt, mens han kun brugte hende til underholdning og lyst.

Ikke at Agnes Henningsen havde et problem med kvindelig erotisk lyst. Snarere tværtimod så mente hun, at kvinder var nødt til at kende sig selv og deres egen lyst – og også eksperimentere med deres seksualitet – hvis de skulle være lykkelige. Men det skulle ske på lige vilkår med mændene. Noget, som i dén grad manglede i datiden, hvor Agnes derimod mente, at frigiditeten trivedes i et samfund behersket udelukkende af mænd.

Agnes Henningsens romaner blev ikke desto mindre læst, og hendes litterære succes voksede – men også hetzen imod hende, og især efter romanen ”Den store kærlighed” fra 1917 stod barometret på storm.

I en puritansk og dobbeltmoralsk tid havde Agnes Henningsens frisind vakt så stor bestyrtelse og forargelse, at hun blev anset for usædelig og derfor ikke kunne komme på Finansloven trods det åbenlyse talent som forfatterinde. Kun én mand stemte for: Edward Brandes.

Agnes Henningsen giftede sig – lidt derfor – i 1919 med juristen Simon Koch. Det blev et lykkeligt ægteskab, og manden støttede hende i den svære tid ligesom mange andre forfattere gjorde. Paradoksalt nok udelukkende mandlige forfattere, som i et offentligt brev i pressen bekendtgjorde, at de stod bag Agnes Henningsen og hendes ret til at ytre sig, som hun ønskede.

Det er bemærkelsesværdigt – og trist – at ingen af de andre toneangivende kvinder på dén tid eller Dansk Kvindesamfund var med til at støtte Agnes Henningsen. Tværtimod så svigtede Agnes Henningsens kønsfæller hende på det groveste – også Thit Jensen.

Agnes skulle dog senere få oprejsning. Men inden skrev hun i 1921 romanen ”Den Guderne elsker” som et forsvar mod de mange beskyldninger for usædelighed og moralsk fordærv, som hun måtte lægge ryg til.

I 1935 døde hendes mand, og Agnes Henningsen, der nærmede sig de 60, reflekterede over livet og udgav fra 1941 til 1955 otte bind med erindringer. Bøger, der den dag i dag kan anbefales at læses. For de er skrevet af den måske første danske kvinde, der åbent turde tale om kvindens seksualitet og ret til at leve – også erotisk – som hun ønsker med den søgen og de eksperimenter, som dét indeholder.

Sønnen P.H. er kendt for at være samfundskritisk, for den konstante afsløring af borgerskabets hykleri og dobbeltmoral – og for sin ukonventionelle holdning til ægteskab og kærlighed. Men det var ikke noget, som han fandt på selv. Dét var alt sammen noget, som han havde arvet fra sin mor Agnes Henningsen, hvis ideal altså var den stærke kvinde, der tør stå ved sit begær og leve det ud – et ideal og et krav, som også gjaldt hende selv.

Og tilmed et krav, som hun levede ud – og som gjorde, at hun tog sidste stik, da hun og Karen Blixen som de eneste to kvinder blev medlem af Det Danske Akademi, da det blev stiftet i 1960. På det tidspunkt havde en ny – og mere frisindet – generation også for længst taget hendes bøger og tanker til sig. Så det endte med fuld anerkendelse til Agnes Henningsen.

Fuld anerkendelse søgte også Thit Jensen (1876 – 1957) – og hun fik det også, trods modstand fra hendes Nobelprisvindende bror.

Thit Jensen hed egentlig Maria Kirstine Dorothea Jensen Fenger, men altså i daglig tale Thit Jensen. Hun stammede fra et dyrlægehjem i Farsø i Himmerland. Familien var fast sammentømret, og det var en god barndom med et tæt forhold til både forældrene og de mange søskende – og især broderen og den nobelprisvindende forfatter Johannes V. Jensen, som dog senere blev hendes bitre rival.

Moderen var en stærk kvinde med sine meningers mod, og faderen var levende optaget af dels spiritismen og dels det uhørte på dén tid, at han behandlede sine sønner og døtre lige, dvs. han lærte dem alle fremmedsprog og at deltage i en debat.

I modsætning til sine brødre kom Thit dog ikke til at læse videre efter konfirmationen, men måtte i stedet blive hjemme og hjælpe med husholdningen. Men som 22-årig kom hun hjemmefra – som lærerinde og husbestyrerinde.

Hun begyndte også at skrive (selvom især hendes bror gjorde modstand mod dette), og efter flere forsøg blev romanen ”To søstre” endelig antaget i 1903. Thit fortsatte dog med at arbejde som husassistent – i København – og udgav i perioden 1903-28 stort set én roman om året. Nogle af dem med kvindepolitiske emner og andre med de historiske fortællinger, der skulle blive hendes særkende – og hendes platform for at få fortalt, hvad hun ville.

Thit Jensen var nemlig meget bevidst om, hvordan hun virkede i medierne – og hvordan hun skulle bruge medierne. Kritikkerne var heller ikke altid begejstrede for hendes bøger, men danskerne kunne lide den iltre dame, der ikke var bange for at provokere og sige sin mening. En omfattende foredragsvirksomhed blev derfor også hurtigt en del af Thit Jensens liv – en del, der varede livet ud sammen med bøger om hjemstavnen, kvinderne og den danske historie.

I 1923 besøgte Thit Jensen den hollandske læge Alette Jacobs, hvorfra hun kom opildnet hjem og i november stiftede foreningen ”Frivilligt Moderskab”. Det handlede nemlig om børnebegrænsning og prævention – og abort, noget som man ellers ikke talte åbent om på den tid. Men det gjorde Thit Jensen og sammen med lægen J. H. Leunbach stiftede hun ”Foreningen for Sexuel Oplysning”.

Thit var på det tidspunkt kommet på Finansloven – i modsætning til Agnes Henningsen, men stærke kræfter prøvede at få hende af igen. Det lykkedes dog ikke. Men satiren og karikaturtegningerne måtte hun lægge ryg til. Dét gjorde hun så – når hun var hjemme. Thit Jensen var nemlig både i USA, Australien og New Zealand i de år.

Efter 1925 skriver Thit Jensen udelukkende historiske romaner, hvoraf især ”Jørgen Lykke” fra 1931 og ”Stygge Krumpen” fra 1936 er kendte – og selvom de foregår flere århundreder før, sætter bøgerne stadig kønnenes indbyrdes forhold til debat. Kendt er selvfølgelig også mammut-værket ”Kong Valdemar Atterdag og Dronning Helvig” fra 1940-53.

Som faderen var Thit Jensen også spiritistisk interesseret og hun hævdede selv, at hendes historiske romaner til dels er bygget på spiritistiske kontakter med de personer, som hun portrætterede.  Det tog hendes samtid med oprejst pande, selvom det nok var de færreste, der troede på den slags. Danskerne kunne lide Thit – og så måtte hun selv om dén sag.

Privat var Thit i få år gift med en 11 år yngre kunstmaler, der forlod hende til fordel for en yngre kvinde. Det tilgav Thit Jensen ham aldrig – og hun giftede sig heller aldrig igen.

Vi er efterhånden nået til nutiden og det skelsættende år 1915. Og det skal vi høre mere om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Thyra Dannebod: http://danmarksbloggen.dk/?p=6275
Dagmar og Bengerd: http://danmarksbloggen.dk/?p=6301
Margrethe Sambiria og
Margrethe Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=6329
Dyveke, Sigbritt og Elisabeth: http://danmarksbloggen.dk/?p=6389
Leonora Christine og Sophie Amalie: http://danmarksbloggen.dk/?p=6392
Marie Grubbe og Anna Sophie Reventlow: http://danmarksbloggen.dk/?p=6462
Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=6478
Guldalderkvinderne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6511
Grevinde Danner og Europas Svigermor: http://danmarksbloggen.dk/?p=6547
Skagenskvinderne – og et selvmord: http://danmarksbloggen.dk/?p=6582

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk