Anmeldelse: LIVA

Udgivet den 2. december 2017 af admin

Svar

Det haster med det kys, den kommer før du tror, den drømmeløse søvn, synger Ellen Hillingsø, der gestalter Liva Weel i Folketeatrets forestilling ”Liva”.

En forestilling, der starter dramatisk med Liva Weels død – og så spoler tilbage i et rørende, morsomt, dramatisk, levende og intenst forløb, hvor vi får hele fru Weels liv vist – præcis så godt, skidt, triumferende og nedslående, som det var med alt – også misbruget – inkluderet.

For inden det blev politisk alvor under besættelsen, var der mange år med fest, farver, musik, erotik – og et moderskab, som Liva nok ville have, men ikke bruge mere tid på end mændene gjorde på faderskabet.

Fru Weel ville nemlig først og mest sit arbejde – for deroppe på scenen dér levede og åndede hun. Og det samme gør Ellen Hillingsø med både stemme, mimik og vidt spredte ben i et set-up, der emmer af mellemkrigstiden – også på grund af det virtuose klaverspil fra Jens Krøyer, der fra sin plads som klaverbokser forestillingen igennem er vores allesammens trofaste følgesvend.

Det var musikken også for hele Danmarks Liva, som hun vitterligen var, når hun sang viser som ”Tag og kys det hele fra mig”, ”Jeg gi´r mit humør en gang lak”, ”Et lille kys eller to” og alle de andre sange om kærligheden og livet. Men som alle superstjerner oplevede Liva også tomheden, når lysene blev slukket, og hun var alt for god til at skubbe dem, der elskede hende, fra sig i en evig jagt på anerkendelsen, kærligheden – og den frihed, som hun så gerne ville eje, men måske aldrig forstod er såre flygtig.

For frihed og frigørelse er ikke en konstant bevægelse, der kun går opad. Det er måske mere en stille strøm, som den varme og medlevenhed, der også løb gennem hele forestillingen, og som fik sit smukkeste udtryk, da Birgitte Raaberg, som blandt andet spiller Ella Heiberg, men også andre roller, sang ”Sig de ord, du ved”.

Dér trillede de største tårer hos mig, og de ord tog ikke kun mig, men også min ledsager, en 16-årig gymnasieelev, om hjertet.

Et ungt menneske, som kun sporadisk kendte til PH og Liva Weel i forvejen, men som alligevel konkluderede efter tæppefald – og med et alvorligt udtryk i ansigtet: De viser dér, de er gode – dem mangler vi i vor tid og i min generation.

På vejen hjem var hun også meget stille – og hun fiskede endda ikke engang mobilen frem. Der er vist sået et frø, som passer godt sammen med hendes drøm om at blive dramaturg eller/og manuskriptforfatter.

Vi andre glemmer heller ikke forestillingen, hvor vi selvfølgelig også fik ”Glemmer du” – sunget af Karsten Jansfort, der også spillede flere roller, blandt andet den som Livas anden mand, der som en anden svinedreng kommer ind med en rød rose og kærligheden. Men som sendes væk igen af en revydronning, der forstod sig mere på skyggespil end på hengivenhed, men som også så skarpt, som da hun til sin første mand siger: Vi giver ikke hinanden plads, vi tager al den plads, som vi kan.

Selv gav Liva Weel aldrig op, men forblev livet igennem tro mod sin følsomme natur og stærke drømme, hvad Ellen Hillingsø også så fint formidler. For man kan hos en af dansk teaters nuværende femme fataler mærke Liva Weels væsenskerne og behov for et menneske, som hun kunne spille bold med.

Ham fandt fru Weel i PH, som hun føler en vis attraktion mod i forestillingen. Om det holder historisk er ret usikkert, men det er sagen underordnet. Samarbejdet mellem de to – og mellem en som altid blændende god Henrik Koefoed (han kan det hele på en scene, både teknisk, dramatisk, musikalsk og humoristisk) og den tidligere roste Ellen Hillingsø – er det essentielle.

Det, der gjorde, at Liva Weels første mand tog fejl, da han sagde, at han ville blive husket langt længere end hende. Men hvem kender Arne Weel i dag?

Det er Liva Weel, vi kender og elsker – og så PH, der skrev den ikoniske vise ”Man binder os på mund og hånd”, og sagde til Liva: Gå ud og giv dem den lige i smasken. Og det gjorde hun – og den blev sunget under stor bevægelse, både dengang – og nu på scenen. Det er så også her, at vi finder forestillingens eneste deciderede fejl, for nej, hverken den oprindelige eller den reviderede version blev skrevet i fællesskab. Visen er alene PH´s værk, men det var Liva Weel, der sang den.

Men det er en lille ting, som ikke betyder noget for en forestilling, der er meget gribende, og ikke kun på grund af de smukke viser, der som perler stråler igennem hele forestillingen, fremført på fire meget forskellige måder af fire meget forskellige skuespillere, men som alle ligger lige dér i krydsfeltet mellem det stærke og det sarte, og mellem fortid – og nutid.

For der er et sted, hvor Henrik Koefoed låner krop og stemme til PH´s kloge ord om retssikkerheden som det første skred i vejen mod diktatur og krig, om demokrati, nationalisme, angst, navlebeskuenhed – og hvorfor man ser sit land og dets særpræg bedst, når man ser det udefra. Lige dér gik der en engel gennem teaterrummet – for de ord kunne ligeså godt være skrevet i 2017. Og det vidste vi alle sammen, som sad dér på de røde stole på Hippodromen.

Så der var vi oppe i vores nutid – inden vi igen gled tilbage til fru Weels liv og en afslutning, der var fuld af både smerte, desillusion og ensomhed. Vi får også to af de største viser tilsidst. Viser som måske mere end nogen andre handler om, hvad livet drejer sig om, nemlig ”Nå” og ”I dit korte liv”.

For PH´s ord om livet, dette korte liv, gælder stadigvæk: Enkel er din skæbnes smukke lov, hvert atom forlanger, du skal leve. Dét gjorde Liva i sin tid – og det gjorde alle fem i Folketeatrets forestilling ”Liva”. Der bliver levet og spillet og sunget og elsket – stærkt og intenst og med en nerve, så selv fru Weel ville have hævet glasset og sagt: Godt gået. Skal vi ikke nappe en lille én mere?

Danmarksbloggen giver seks store, røde kys ud af seks mulige til en forestilling, der er et lille mesterværk.

Den spiller på Folketeatret i Nørregade indtil 22. december – og drager så på turné til foråret.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: 1940´erne

Udgivet den 27. april 2015 af admin

Svar

Sidste år var der Danmarksbloggens Danmarkshistorie hver mandag. Se link til sidste del her, hvor der er links til alle de øvrige dele af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=5899

Og nu er vi så i gang med Kvindernes Danmarkshistorie. For som bekendt er det i år 100 år siden, at kvinderne i Danmark fik stemmeret. Så Danmarksbloggen vil hver mandag frem til Grundlovsdag d. 5. juni beskæftige sig med en eller flere kvinder, der har spillet en markant rolle i Danmarkshistorien.

I dag skal det handle om 1940´erne og nogle af de kvinder, som gjorde sig særligt bemærkede i netop dét årti.

1940´erne: Frihedskamp

1920´ernes og 1930´ernes tema om kvindens ret til at bestemme over sig selv og sin egen krop fortsatte ind i 1940´erne. Ja, faktisk var dette tema synonym med kvindekampen i størstedelen af 1900-tallet.

I 1940´erne skete der så – også pga 2. Verdenskrig – mindre end man måske kunne have forventet og håbet. Men i 1949 fik Mødrehjælpen dog lov til at informere gravide – og kun gravide (!) – om prævention. Så fik de da også at vide, hvad de skulle have gjort!!!

Ellers var 1940´erne et årti, hvor kvinderne kunne fejre, at der nu var gået et kvart århundrede siden valg- og stemmeretten i 1915. Det var dog svært at aflæse både i landspolitik og i kommunalpolitik.

I 1943 var der således to kvinder i Folketinget. Og ved kommunalvalget i 1946 satte mændene sig på 97% af taburetterne. 22 byråd og 1.117 sogneråd var helt uden kvinder. Og endnu var der ingen kvindelige borgmestre i Danmark.

I de offentlige embeder var der dog forår på vej.

Danmark fik sin første kvindelige professor i 1946. Hun hed Astrid Friis og var professor i historie ved Københavns Universitet og havde speciale i 1500-tallets historie og var anerkendt som forsker i både ind- og udland, især for den forståelse for samspillet mellem politisk, finansiel og økonomisk historie, som hun påviste i sin mangeårige forskning.

Og i 1947 blev de tre første kvindelige præster ordineret – ikke kun i Danmark, men i hele verden. Dette skete under stor international bevågenhed, men biskop Øllegaard fra Fyns Stift rystede ikke på hånden, da han gik i gang i Odense Domkirke med at ordinere Johanne Andersen, Ruth Vermehren og Edith Brenneche-Petersen.

I stedet henviste han til Galaterbrevets ord om at: ”Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand eller kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus”. Han – og en masse andre – kunne nemlig ikke se, hvorfor ikke kvinder kunne være ligeså gode til at forkynde evangeliet som mænd.

Men den dag i dag er der stadig dem, der mener, at kvinder ikke skal være præster.

I så fald de – skal vi kalde dem gammeldags – fik deres vilje igennem, ville der komme en voldsom præstemangel i Danmark. Der har nemlig i flere år været en overvægt af kvindelige studerende på teologi-studierne i København og Aarhus, og danskerne har for længst taget kvindelige præster – og biskopper – til sig.

Endelig er der Bodil Begtrup, som blev den første danske kvindelige ambassadør. Det skete i Island, hvor hun startede som gesandt i 1949, og i 1955 blev ambassadør. Senere blev hun også ambassadør i både Bern og Lissabon. Hun var cand.polit og havde inden ambassadør-posterne været udpeget af Danske Kvinders Nationalråd som medlem af delegationen til Folkenes Forbund i 1938, og som medlem af delegationerne til FN´s plenarforsamlinger i 1946-48. Her blev hun i 1946 valgt til formand for FN´s Kvindekommision, og i 1948 til næstformand for udvalget om menneskerettighedsdeklarationen. Bodil Begtrup opnåede altså poster som få danskere både før og siden hen har gjort det. Og hendes navn burde være kendt af alle – også for hendes store indsats for kvinders og børns vilkår i samfundet. Men hun er formentlig ret ukendt for langt de fleste danskere.

Ellers var årtiet præget af 2. Verdenskrig, hvor Danmark sammenlignet med mange andre lande slap let. Vi blev ikke sønderbombet – og modstandsbevægelsens aktiviteter sikrede sammen med redningen af jøderne vores ry og gjorde, at vi kunne betragtes som en af de allierede mod Nazi-Tyskland.

Kvinderne spillede også her en stor rolle, selvom de ikke er ligeså kendte som fx Flammen og Citronen og alle de andre store navne fra modstandskampen. Men kvinderne var der – og de gjorde en forskel, uanset om de kæmpede med i forreste linie eller om de sad derhjemme og sørgede for, at maden og tøjet var i orden.

En, som man kender, er Kirstine Fiil fra den berømte Hvidstens-gruppe. Hun blev i modsætning til mændene ikke dømt til døden og henrettet, men hun sad i fængsel, indtil hun kom hjem til datteren, der var blevet passet af moderen Gudrun Fiil, en meget stærk kvinde, der mistede både mand, søn og svigersøn.

Historien er velkendt – også pga Anne-Grethe Bjarups film ”Hvidsten gruppen” – en film, som dem, der selv oplevede den tid, siger på fineste vis formidler, hvordan det var på Hvidsten Kro og egnen dengang. Og en film som undertegnede – helt undtagelsesvis på sådan en faktuel side – vil anbefale alle at se. Jeg skammer mig ihvertfald ikke over at sige, at jeg græd som pisket, da rulleteksterne gled over lærredet.

Af andre navne kan nævnes:

Ulla Marie Kunøe, uddannet sygeplejerske, der blev både kurer og lavede efterretninger og transporter – og som endte som chef i Region 3, dvs. Sønderjylland.

Rita Lauridsen, der gik ind i modstandsarbejdet sammen med sin kæreste, og som skrev illegale blade samt gemte og transporterede våben i det vestjyske.

Esther Frederiksen, der sammen med sin mor og søster gav logi til mange modstandsfolk i hjemmet i Esbjerg, og som endte i Frøslevlejren, hvor hun sad til Befrielsen.

Ellen Wilhelmine Nielsen, der skjulte mange jøder i hjemmet i Dragør, og som også lavede andet illegalt arbejde. Endte i kz-lejren Ravensbrück, men overlevede og kom hjem med de hvide busser.

Johanne Hansen, husholdningsforstanderinden, der var med til at stifte partiet Dansk Samling, og som også var med til at etablere den lokale modstandsbevægelse på Als. Hun skjulte også modstandsfolk – og endte i kz-lejren Ravensbrück, selvom både hun og Ellen Nielsen (se ovenfor) var udtaget til at blive gasset. Men også hun kom hjem med de hvide busser.

Karen Jensen, der skjulte illegale på gården ved Aalborg – og som siden hen udvandrede til Canada.

Kamma Klitgård, der i Århus blev illegal logivært, taget af Gestapo og endte i kz-lejren Ravensbrück. Også hun kom hjem med de hvide busser – men dybt traumatiseret.

Navnene er kendt af de færreste – men vi burde kende dem.

Og så var der selvfølgelig Liva Weel, som vi allerede skrev om i sidste uge. Læs mere her: http://danmarksbloggen.dk/?p=6685

Liva Weel, som under hele besættelsen sang P.H.´s vise ”Man binder os på mund og hånd”- den vise, der som ingen anden vise i en mørk tid formidler troen på det humanistiske, på at vi igen en dag skal være mennesker med liv og frihed. Måske også derfor at den langt senere blev sunget til mindehøjtideligheden efter terrorangrebet i København i februar i år. For det er en sang, der til alle tider handler om ”Drømmen om frihed bli´r aldrig forbi”.

Heldigvis blev Danmark og danskerne frie igen den fantastiske maj-aften i 1945, hvor vi med Palle Laurings ord fik et land i gave.

Og med friheden fortsatte også kampen for kvindernes rettigheder – og fx balladen om Inger Merete Nordentoft, der var skolelærer og skoleinspektør i Vanløse – og faglig aktiv og folketingsmedlem for DKP, Danmarks Kommunistiske Parti – og som i 1946 fødte datteren Kirsten, uden at være gift og uden at have i sinde at gifte sig. Dét vakte et enormt røre. En ugift mor på en ledende post. Flere krævede hendes afskedigelse, men den smidige løsning blev, at forældrene selv valgte, hvem der skulle være skoleinspektør.

Resultatet blev, at en fjerdedel af skolens elever kom i en såkaldt ”vestlig afdeling” under en anden ledelse, mens de resterende tre fjerdedele af forældre valgte at fortsætte med frk. Nordentoft som skoleleder.

Også selvom hun bestemt ikke var en pæn pige i den gængse forstand i en tid, hvor kvindeidealet var den søde, smukke og føjelige kone, der glattede ud og sørgede for, at mand, hjem og børn i nævnte rækkefølge præsenterede sig fint og rigtigt overfor omverdenen.

Men måske var tiden ved at løbe fra de pæne piger? En ny tøjmode ”The New Look” og en ny tid – også for kvinderne – ventede i 1950´erne, som vi skal høre om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: 1930´erne

Udgivet den 20. april 2015 af admin

Svar

I dag skal det handle om 1930´erne og nogle af de kvinder, som gjorde sig særligt bemærkede i netop dét årti.

1930´erne: Krise og seje kvinder

1920´ernes tema om kvindens ret til at bestemme over sig selv og sin egen krop fortsatte ind i 1930´erne.

Kampen var dog lang endnu. I 1930 kom der således et forbud mod at reklamere for prævention. På positivsiden (!) blev staffen for at have fået foretaget en provokeret abort nedsat til maksimalt 2 års fængsel.

Men nogle kvinder ville videre, så i 1934 indsamlede Kvindernes Oplysningsforbund 15.000 underskrifter til støtte for afskaffelsen af staffen for at have fået foretaget en provokeret abort. En gruppe kristne kvinder samlede som et modsvar 173.000 underskrifter for at bevare straffen.

Så der var langt igen. Men kvinderne blev jo – trods de mange moralprædikener – uønskede gravide alligevel. Menneskelige begær og behov kan man ikke lovgive sig ud af. Zahles Svangerskabskommision af 1936 anslog således også, at der årligt blev udført 7.000 illegale aborter i Danmark – hver og en af dem med fare for liv og helbred for den kvinde, som lagde sig på køkkenbordet.

Et lyspunkt kom i 1939, hvor abort blev tilladt, hvis den gravides liv eller helbred var truet af svangerskabet – eller graviditeten var resultatet af en voldtægt.

Samme år (1939) fik kvinderne også ret til barselshvile otte uger før og otte uger efter fødslen. Det var tiltrængt for især de mange kvinder, som sled og slæbte i byernes fabrikker, som vaske- og rengøringskoner og som landarbejdersker.

For det er en skrøne, at kvinden først kom på arbejdsmarkedet i 1960´erne. Arbejder- og landarbejderklassernes kvinder – og det var langt de fleste – har gennem hele historien knoklet og arbejdet både ude og hjemme – og næsten altid med mange børn omkring sig.

Som man sagde dét dengang: De rige har mange glæder, de fattige mange børn.

Udsagnet holder. At en arbejderkvinde sled og slæbte året rundt og samtidig var gravid stort set non-stop og fødte 8-12 børn i løbet af sit liv – var slet ikke noget særsyn i 1930´erne. Det var derfor ikke så underligt, at mange af datidens kvinder var nedslidte, når de rundede de 40 år.

Og det blev ikke bedre i 1930´erne, som var præget af krise og arbejdsløshed i en grad, så nutidens finanskrise er et lille bølgeskvulp – og som altid gik det særlig slemt ud over kvinderne, som var dem, der blev fyret først – selvom de også dengang tjente markant mindre end mændene. Nogle af de politiske partier etablerede derfor også specielle kvindeorganisationer, som dog blev nedlagt igen i 1960´erne.

Et lyspunkt i den dybe krise var Steinckes socialreform fra 1936, der reelt var startskuddet til velfærdssamfundet. Hjælpen var endnu lille, men den var der – og tingene skulle blive bedre – efter en verdenskrig, der ventede i næste årti.

Men inden vi kommer dertil, skal vi høre om nogle af de kvinder, der tegnede 1930´erne.

Det var en broget flok af svømmepiger, en kronprinsesse, en baronesse og en kvinde fra Vesterbro, der blev synonym med en helt genre.

Svømmepigerne – alias Inge Sørensen, Ragnhild Hveger og Jenny Kammersgaard – ændrede på mange måder opfattelsen af piger, sport og krop. Deres bedrifter i bassinerne, især til OL i Berlin i 1936 og Svømme-EM i London i 1938, gjorde det legalt – også i Danmark – at kvinder viste deres krop frem og dyrkede sport – og tilmed var så gode til det, at de vandt medaljer.

Elitesport var dermed blevet noget, som det var legalt for kvinder at dyrke.

Inge Sørensen – som Gunnar Nu Hansen døbte ”Lille Henrivende Inge” – startede en glorværdig karriere med som 12-årig at vinde OL-bronze på 200 m brystsvømning i Berlin i 1936 – og hun var ganske suveræn i disciplinen, indtil hun som kun 20-årig indstillede karrieren.

Ragnhild Hveger, der blev kaldt for ”Den gyldne torpedo”, var uden sammenligning verdens bedste kvindelige crawler i 1930´erne og 40´erne. Hele 44 verdensrekorder satte hun. Det er endnu ikke overgået. Ragnhild Hvegers navn stråler blot ikke så meget, som det kunne – da hun også var nazi-sympatisør og i flere sammenhænge optrådte som repræsentant for Nazi-Tyskland.

Den sidste Jenny Kammersgaard svømmede ikke hurtigt ifht at deltage i konkurrencer. Men hun kunne blive ved i timevis, og fik hele verdens bevågenhed, når hun svømmede de lange distancer. Fx 93 km fra Sjællands Odde til Djursland – og 110 km fra Gedser til Warnemünde.

Om Danmarks daværende nye kronprinsesse svømmede meget vides ikke, men i 1935 blev den daværende kronprins Frederik gift med den svenske prinsesse Ingrid i Storkyrkan i Stockholm.

Parret kom kort efter standsmæssigt sejlende til Danmark ombord på kongeskibet, hvor en begejstret folkemængde tog imod den nye kronprinsesse, der senere sagde, at det for hende var afgørende at blive dansk – også indeni, når hun skulle være dansk kronprinsesse og senere dansk dronning.

At det lykkedes for Dronning Ingrid har historien bevist. Hun gik med barnevogn og cyklede rundt i København under besættelsen, hun lærte at tale dansk uden antydningen af svensk, hun involverede sig dybt i dansk kultur og danskerne osv, osv. Utrætteligt og med stor sans for hvad der skulle gøres, gjorde Dronning Ingrid sit bedste for Danmark, fra hun kom i 1935 til hun døde i 2000.

Der er dem, der siger, at uden Dronning Ingrid havde Danmark måske ikke haft et monarki i dag. Både hendes svigerfar Christian d. 10 og hendes mand Frederik d. 9. var ikke nær så gode til at manøvrere og gøre kongehuset moderne, som hun gjorde det. Så det kan meget vel kan passe, også når man betænker Dronning Ingrids takt, klogskab og pligtfølelse – og ikke mindst betydning for også de nuværende kongelige.

Dronning Margrethe d. 2. har lært meget af sin mor. Og også kronprins Frederik var meget glad for sin mormor. Tiden fremover vil vise, hvor meget han så har lært.

Når man er baronesse, er man ikke royal – men adelig, og det var forfatteren og baronessen Karen Blixen. Men det var ikke hendes aner, der gjorde hende berømt – men hendes person og hendes bøger.

For Karen Blixen (1885-1962) var og er et ikon i Danmark – og i resten af verden. For hendes ry er internationalt. Alle, der hører hendes navn, ser for sig den ældre dame med turban og det skarptskårne ansigt – og kan samtidig høre hendes affekterede stemme sige: Jeg havde engang en farm i Afrika.

Og det havde hun – som ung. I 1914 giftede hun sig med sin svenske halvfætter og flyttede til Kenya, hvor hun boede i næsten 20 år og drev en kaffefarm, inden hun gik fallit og måtte sælge i 1931, og vende hjem til Rungstedlund, hvor hun boede de næste 30 år, skrev, tog på foredragsturné og kæmpede med eftervirkningerne af en syfilis-infektion.

På det tidspunkt var hun forlængst blevet skilt fra sin svenske mand – og var også begyndt det forfatterskab, der stadig læses af mange i både ind- og udland.

Mest berømt er hendes store roman fra 1937: ”Den afrikanske farm”, der også blev filmatiseret i 1985 med Meryl Streep som Karen Blixen og Robert Redford som hendes livs store kærlighed Denys Finch Hatton. En film, der i øvrigt gav penge nok til at indrette Rungstedlund som museum. Det åbnede i 1991.

Men også andre store bøger har Karen Blixen skrevet som fx ”Syv fantastiske fortællinger”, som udkom i USA i 1935 og året efter i Danmark. For slet ikke at tale om ”Vinter-Eventyr” fra 1942 og ”Babettes Gæstebud” (1950), der indbragte Gabriel Axel en Oscar, da han filmatiserede historien i 1987.

I hele Karen Blixens forfatterskab kan man – uanset tid og sted i romanen – se den konstante søgen efter den moderne kvindelige identitet. Karen Blixen levede også i en tid, der mere end nogen anden var en historisk brydningstid for kvinder med nye muligheder, men også med gamle begrænsninger – og med en konflikt mellem på den ene side at ville være fri og uafhængig og samtidig på den anden ønske at være elsket og begæret.

Dén konflikt har vi kvinder stadig i vore dage – og mændene har den vel i grunden også efterhånden.

Den var ihvertfald også til stede hos den sidste kvinde, vi skal beskæftige os med i dag.

Hun kommer fra den anden ende af den sociale skala, men var uden sammenligning 1930´ernes største danske stjerne. Hendes navn var Liva Weel.

Liva Weel (1897-1952) var dansk revys ukronede dronning i 1900-tallet. Hun var født og opvokset i små kår på Vesterbro, så umiddelbart stod det ikke skrevet over hendes vugge, at hun skulle nå disse kulturelle højder.

Men Olivia Olsen, som hun oprindelig hed, ville synge og til teatret – og det kom hun som 20-årig, hvor hun debuterede på Odder Sommerteater. Hendes store talent var åbenlyst, og allerede året efter kom gennembruddet på Scala i København, hvor Liva Weel i de næste cirka 10 optrådte med diverse viser og skabte mange originale figurer. Det var i samme periode, at hun havde sit korte og intense ægteskab med teaterdirektør Arne Weel, som dog forblev hende en god ven livet igennem. For ligeså glorværdig hendes karriere var, ligeså rodet og forvirrende var hendes privatliv, hvor hun som på scenen var denne helt specielle blanding af både det elskelige og det diabolske.

Og det var på de skrå brædder, at hun havde det bedst.

Liva Weel havde en særlig evne til – både i sit skuespil, sin mimik og sin måde at synge på – at være både komisk og tragisk, dramatisk og blid på samme tid – eller skifte fra det ene til det andet på et nanosekund. Ingen har vel beskrevet det bedre end P.H., der kort efter hendes død formulerede disse ord: ”Hvad hun bød os af befriende latter, dyb stilhed, menneskeskildring, svigtende hukommelse, beåndet skønhed og trist forfald – kan vi kun så godt som (u)muligt referere.”

Der var en intensitet over Liva Weel. En evne til at formidle det sentimentale, det satiriske, det dramatiske og alt det andet, som ingen andre revykunstnere har været i nærheden af at kunne. En evne, som især fik lov til at blomstre, da hun i 1929 indledte et samarbejde med netop Poul Henningsen. Det blev et professionelt parløb, der løb over to årtier, og som fornyede og bragte dansk revy op på et niveau, hvor den ikke havde været før – og næppe heller siden.

P.H.´s tekster, som var både samfundskritiske og favnende i deres glæde over livet og menneskene, og så Liva Weels evne til at fortolke dem, står den dag i dag som noget af den bedste – om end også oversete – kunst fra 1900-tallet, om end mange af viserne synges endnu som fx den muntre ”Tag og kys fra det hele fra mig” fra 1932, den længselsfulde ”Sig de ord, du ved” også fra 1932, og den bittersøde ”Naa” fra 1937.

Og så selvfølgelig evergreenen ”Glemmer du” fra filmen Odds 777 fra 1932. Her er ordene dog ikke af PH, men af Børge og Arvid Müller.

Men den mest berømte vise fra P.H. og Weel er visen fra 1940, der nok handler om kærlighed og frihed, men ikke kun det. Det er selvfølgelig ”Man binder os på mund og hånd”, der blev skrevet til revykomedien ”Dyveke”. En vise, som oprindelig havde en helt anden tekst – en tekst, som den tyske censur forbød dagen inden premieren.

Men så skrev P.H. visen om i løbet af få timer, fik den godkendt af den tyske besættelsesmagt, gav Liva Weel den i hånden kort før hun skulle på scenen og sagde: ”Gå ud og giv dem den her lige i smasken”. Og dét gjorde hun – dén aften og mange andre aftner. Og alle, på nær tyskerne, forstod meningen, når hun indfølende og med stor patos i sidste vers sang: ”Møde hvad der venter os, og ingen ved hvordan det går, bære skæbnen uden trods, hvad der så end forestår, glad for hver en venlighed, men uden tro at det bli´r ved, søge fred idet vi ved, at vi har intet krav på fred.”

Intet krav på fred. En dagsorden, som i dén grad prægede kvinderne i 1940´erne, som vi skal høre om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

DANMARKSBLOGGEN

Bloggen om Danmark, Danskerne og Danskheden

Tag-arkiv: Liva Weel

Anmeldelse: LIVA

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: 1940´erne

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: 1930´erne