Mere forbrug – af alle, tak

Væksten skal i gang. Dankortet skal svinges noget mere, hvis vi skal have fut i opsvinget. Det er alle økonomer enige om.

Så langt, så godt.

MEN: Det kræver så også, at danskerne KAN forbruge.

Det kan en stigende del af danskere desværre ikke. Nemlig alle dem på overførselsindkomster, som i årevis har oplevet, hvordan de har kunnet købe mindre og mindre. For priserne er steget, men ydelserne er slet ikke fulgt med. Tværtimod.

En anden gruppe, som heller ikke kan forbruge – og dermed bidrage til opsvinget – er den voksende gruppe af arbejdende-fattige, dem som tjener så lidt, at de kun lige hænger i med neglene. Og får Liberal Alliance og firmaer som Ryanair magt, så bliver der mange-mange flere arbejdende-fattige i Danmark.

Det du´r ikke.

Tværtimod, så giver det – også ud fra et økonomisk og vækstorienteret synspunkt – kun mening, hvis vi deles om goderne i Danmark. For kun på dén måde kan ikke kun middelklassen og overklassen, men også den store og voksende underklasse forbruge og dermed skabe den vækst og de goder, som vi alle skal leve af.

Det er sagt før, men det skal siges igen: Vi har som samfund kun én chance, hvis vi holder sammen – og hjælper hinanden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Salget af Nets = Danmark “pantsættes” igen … så hvor er Valdemar Atterdag?

Så er salget af Nets, som står for driften af Nemid og Dankortet, gået igennem. De amerikanske kapitalfonde Advent International og Bain Capital samt det danske pensionsselskab ATP overtog hele molevitten for 17 milliarder kroner.

Det svarer ifølge en analytiker til at sælge Danmarks motorveje og cykelstier. Se artikel fra DR´s hjemmeside her:

http://www.dr.dk/Nyheder/Penge/2014/03/24/095915.htm

Danmarksbloggen er enig. Ja, med vinterens salg af DONG ENERGY i tankerne bringer det her mindelser om dengang i 12-300-tallet, hvor den ene uduelige danske konge efter den anden pantsatte Danmark, således så hele landet tilsidst var ejet af tyske grever og fyrster.

Læs om det her: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773

Redningen dengang kom i form af kong Valdemar Atterdag, der med næsten overmenneskelig energi og kraft fik Danmark tilbage på danske hænder. Han har så desværre været død i over 600 år – så ham skal vi nok ikke regne med i denne sag.

En ting er også tyske grever i middelalderen, mens en anden er multinationale koncerner i nutiden. De er noget sværere at hamle op med og smide på porten, når vi først har lukket dem ind. For det er lige, hvad vi har – ja, det er værre end det.

Vi har solgt os selv og vores land til dem …

Spørgsmålet ligger derfor ligefor: Bliver det nogensinde atter dag over Danmark?

For nok skal vi med åbne arme byde andre velkommen til Danmark. Vi er et lille land, der kun klarer den, når vi interagerer med de andre. Men vi skal være herrer i eget hus. Og den del kniber det gevaldigt med pga disse salg, der bringer mindelser om dengang de uduelige konger Erik Klipping, Erik Menved og Christoffer d. 2. pantsatte Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk