Danmarksbloggens Påskefortælling: Palmesøndag

Danmarksbloggens påskeserie i år er Danmarksbloggens helt eget bud på, hvordan påskens begivenheder ville udfolde sig, hvis de skete i dag – og i Danmark vel at mærke.

Vi starter i dag med Palmesøndag, hvor Jesus kommer trækkende med en brugt barnevogn over Langebro med kurs mod Rådhuspladsen, hvor jublende folkemængder møder ham.

I dagene op til Palmesøndag har Jesus sammen med 12 venner været rundt i København, fx bag Hovedbanen, ude ved Nørrebro Station, ved Kofoeds Skole på Amager og mange andre steder, hvor hjemløse, socialt udsatte og andre uden ressourcer holder til. Dér – og ikke på de bonede gulve på Christiansborg og Amalienborg – har man kunnet finde ham og høre hans ord om næstekærligheden og dens nødvendighed.

Ingen vifter dog med palmeblade denne disede forårsdag, hvor han beskidt og lidt lugtende kommer forbi med sin vogn. For palmeblade har vi ikke i Danmark. Men nogle skriver Je suis Jesus på et stykke papir og holder det op i luften.

Endelig ankommer Jesus til Rådhuspladsen, hvor han holder en kort tale, inden nogen trækker ham ind på et hotel og giver ham et bad og sørger for, at han får masser af creme på.

Og hermed slutter første del af Danmarksbloggens Påskefortælling. Anden del kan læses Skærtorsdag. Vel mødt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *