H. C. Andersen skrev eventyr FORTALTE for børn. Bemærk ordet fortalte. Deri ligger nemlig hele hemmeligheden, dette at hans eventyr havde flere lag, både det umiddelbare og de dybere.

Det er så forkert at antage, at kun voksne kan forstå de underliggende lag. Det er til gengæld helt rigtigt, når man siger, at børn er bedre til at sanse det, som sker for øjnene af dem – og til at tro på det umiddelbare. Dén observation gjorde Danmarksbloggen i hvert fald, da undertegnede i går så Grønnegårds Teatrets familieforestilling for børn fra 6 år og deres voksne. I år er det ”Har du hørt en fugl synge?” – frit efter H. C. Andersens ”Nattergalen”.

Danmarksbloggen vil så anbefale alle at se stykket, også selvom man ikke har et barn at følges med. For ikke mindst så holder H. C. Andersens tekst – selvfølgelig. Men det gamle eventyr bliver styrket i denne form med nutidige sproglige tilføjelser, hvor de moderne sætninger og betoninger gør historien ekstra levende og nærværende.

Derudover er der noget ganske fantastisk ved en lille og enkel opsætning. Ikke nok med at man som publikum kommer helt tæt på, men ligesom med den levende nattergal er der noget ægte over det teater, som udelukkende hviler på skuespillerne og deres evne til at gestalte historien.

For ja, flotte kulisser, imponerende kostumer, lys i kaskader og lyd med smæld på kan være vældig fint – præcis som den kunstige nattergal er det med sit guld, sølv og juveler. Men det, som bærer enhver teaterforestilling, er ordene, mimikken, bevægelserne og samspillet mellem dem på scenen, altså det som kaldes kunst, når den fungerer.

For når det sker, så kan der spilles på en papkasse iført en brun sæk – eller som her, hvor nogle af dansk teaters unge stjerneskud har et trægulv, nogle grå kasser, et par fugle, et par instrumenter og nogle andre småting – og de grønne trækroner at folde sig ud på og under – og som de folder sig ud.

Som publikum – uanset om man er 8, 30, 50 eller 70 – gribes og bevæges man nemlig i en grad, så det ikke kun var regndråberne, der løb ned ad kinderne.

For de kan så meget, de unge mennesker – og de vil så meget med deres teaterstykke. De vil nå os med fortællingen om den hovski-snovski kejser, der dog kan græde, og som har hjertet på rette sted, men som også er omgivet af nikkedukker og spytslikkere.

Og de gør det med stort engagement, der matches af kropslige præstationer, visuel fortælling med både farver og fagter, storgrinende humor som indimellem bliver til bidende samfundssatire, skønsang af nærmest sakral karakter (men okay, nattergalen er også nærmest guddommelig) og et vaskeægte drama, især i den andensidste scene.

Det er scenen, hvor døden kommer for at hente kejseren, men hvor nattergalen synger døden fra kejserens hjerte. Dén scene er i særklasse i den måde, som spændingen opbygges til det uudholdelige, inden forløsningen kommer med den lille uanselige fugls triller.

Men det skal siges, at vi undervejs i den time, som forestillingen varer, præsenteres for det ene højdepunkt efter det andet. For det hele er eminent godt lavet – og nok spiller den ene af de unge skuespillere kejseren og en anden nattergalen, men så er der også både kammertjeneren, den lille kokkepige og musikmesteren til de tre andre, og ingen af dem er mere end de andre, og alle spiller også andre roller, både hoffet og køerne og frøerne med flere.

Så det er i den grad et team-work præsteret af Nicolai Jørgensen, Nikolaj Bjørn-Andersen, Michael Slebsager, Rikke Westi og Laura Skjoldborg – og en forestilling, som bliver siddende i én.

Som tilskuer spørger man derfor også sig selv på vejen hjem, om man har hørt en fugl synge? Et barn vil nok sige ja, og måske også et purungt menneske. Men i takt med alderen erkender de fleste af os, at vi alt for ofte lytter til den såkaldte sunde fornuft aka denne verdens kejsere, kammertjenere og musikmestre.

Men dem skal vi stoppe med at høre på og i stedet gennemskue i bevidstheden om, at livsvisdommen og livskunsten ligger i at lytte, som kokkepigen og fiskeren gør det. For kan vi det, kan vi skelne mellem de guldglitrende, kunstige fugle og de ægte nattergale – og så vil alt gå meget bedre, også for os, selvom vi ikke er kejsere. For hjertet sidder som bekendt til venstre hos os alle sammen.

Danmarksbloggen giver den gribende ”Har du hørt en fugl synge?” seks rigtige nattergale ud af seks mulige. Det er ægte teater, når det er bedst og mest levende.

Forestillingen spiller i haven på Designmuseum Danmark til og med 11. august.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk