Eventyret – version 2.0.

Det er som en eventyr. Endda et eventyr som mesteren selv H. C. Andersen kunne have skrevet. I hvert fald version 1.0. som lyder nogenlunde sådan her:

Det er sommer, og Danmark skal for første gang nogensinde spille EM i herrefodbold på hjemmebane i København. Den gamle hovedstad er klædt i rødt og hvidt – og vi skal starte med at møde Finland, som vi regner med at slå. Vi kommer også bedst fra start.

Men så sker det, som alle danskere ved – og de fleste af os ser live på skærmen, og aldrig vil glemme. No.10. Christian Eriksen falder pludselig omkuld, og ligger så stille, så stille med tomme øjne. Senere viser det sig, at han var død en tid.

Men så træder hans kammerater i aktion. Først hans gode ven kaptajn Kjær, som kommer spurtende, og laver livreddende førstehjælp, og så alle de andre, som sammen med Kjær danner en beskyttende ring om Eriksen, både mens lægerne kæmper for hans liv – og senere da han fragtes fra banen. En vikingevagt.

Vi husker også, hvordan Kjær trøster Eriksens ulykkelige og bange kæreste, at Schmeichel krammer alle kammeraterne, og at ….

Der er mange momenter i fortællingen om dén lørdag aften. Og i dé øjeblikke bliver herrelandsholdet igen hele Danmarks landshold – og billederne giver genlyd over hele verden. Her er fællesskab, kammeratskab, mod og omtanke for andre. Alt det, som vi er så stolte af i Danmark – også selvom vi ikke altid kan leve op til idealerne.

Det ender som bekendt med, at vi taber kampen mod Finland. Det er lige meget. Vi føler, at vi vinder livet.

Få dage senere kommer så den følelsesladede kamp no. 2 mod giganten Belgien: Danmarks trøje på stadion inden kampstart er blevet en no.10, der synges nationalsang som aldrig før i Parken – og i det 10´ende minut stopper spillet, mens alle – også belgierne – klapper i ét minut for at hylde Eriksen.

Det er rørende og aldrig set før. Det er så heller ikke Hollywood. For vi taber kampen 2-1.

Sidste del af dramaet er en lun mandag aften. Vi skal møde Rusland i en vind-eller-forsvind-kamp. Og nu er spillerne kampklare. For Eriksen er opereret, og følger med fra hjemmet i Odense.

I starten bølger kampen frem og tilbage, men så scorer den purunge Eriksen-erstatning Mikkel Damsgaard det første mål – og derfra ser vi os ikke tilbage, men vinder 4-1.

Danmark går amok i glædesrus – og fodboldfesten varer en stor del af årets mest lyse og korte midsommernat, hvor især unge danskere iklædt Dannebrog og en del også studenterhuer drikker og danser i en forløsning, der ikke kun handler om fodbold, men også om at leve frit.

Denne fodbold-odyssé er nemlig en fantastisk fortælling om alle for én – og om fællesskab. Et drama, der handler om nationalfølelse og løssluppen fest og glæde. Om alt det, som vi har savnet i de hårde Corona-måneder.

Det er en historie om Danmark, der står sammen – og kæmper sammen. Dén historie kan vi godt lide. Den minder om et eventyr. Også fordi landsholdet selv siger, at de spiller for nationen.

Og i morgen aften fortsætter eventyret så i version 2.0. med en ottendedelsfinale i Amsterdam, endda på Eriksens gamle Ajax-hjemmebane. Han er altså stadig til stede i ånden, og mon ikke en del af hans gamle hollandske fans vil sidde fysisk på lægterne sammen med de danske tilskuere, der har fået lov til at komme ind. Sådan så de sammen kan heppe på de danske drenge, som er blevet en hel fodboldsverdens darlinge, fordi de optrådte som mandfolk m/k, da det gjaldt.

Alt tapper også lige ind i historien om det danske samfundssind – og om Danmark som en lille rød og hvid ælling, en lille Store-Claus. En lille gigant. Det er et eventyr, som vi kan godt kan lide.

Kampen i morgen vil så vise, om der bliver en eventyrets version 3.0., 4.0. og 5.0.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk