At være patriot, men ikke nationalist

I en tid, hvor almen dannelse er en mangelvare, er der formentlig mange, der ikke kender forskellen på patriotisme og nationalisme.

Men forskellen er markant.

Patriotisme, som er et begreb, de fleste har glemt, står nemlig for fædrelandskærlighed, men på en fredelig måde, hvor patrioten uden tanke på egen vinding arbejder for landets ve og vel. Alle kan være patrioter i et land, også dem der ikke er født i landet, men som nu bor der og har taget landet til sig – og de behøver ikke skille sig af med eventuelle andre sprog, andre religioner eller anderledes kulturer for at være hjemmehørende i landet. Man kan således sagtens være en indiskfødt og hinduistisk dansker – eller en tyrkiskfødt og muslimsk dansker – eller en på Køge-egnen-født og kristen dansker som undertegnede.

Nationalisme derimod er et ord, som vi bruger i tide og utide – og ofte forkert. For nationalisme en aggressiv – og til tider militaristisk – form for patriotisme, hvor fødestedet spiller en afgørende betydning. Så for at være ”rigtig” skal man ikke kun kunne tale sproget og dyrke den nationale kultur, man skal også være født i landet – og endda helst have den rigtige hudfarve og religion.

Tilbage i 1800-tallet var det politiske klima i Danmark ganske patriotisk, men også nationalistisk, hvad vi så i Slesvig-krigene. Men også under 2. verdenskrig blomstrede patriotismen – og hos visse grupper nationalismen. For sådan er det, når vi føler, at vores land er truet, så samles vi under fanerne – og under de gamle patriotiske og nationalistiske paroler.

I vor tid har vi så bare glemt, at der er forskel på patriotismen og nationalismen, og at man faktisk godt kan elske sit fædreland UDEN at være ekskluderende, men ved i stedet at være rummelig og inkluderende. Det er i hvert fald det, som Danmarksbloggen prøver at tale om og for i denne tid, hvor mange danskere føler, at vores danskhed er truet både udefra og indefra.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Konservative 100 år: Gud, Konge og Fædreland

Det Konservative Folkeparti fylder 100 år idag – formentlig med nogen bæven. For partiet ligger slet ikke godt i vælgermålingerne – og vi skal helt tilbage til Poul Schlüter for at finde den sidste formand, som kunne samle og skrabe stemmer til partiet.

Men i virkeligheden er partiet ældre i sin oprindelige form, hvor det hed Højre og var godsejernes parti – og kongens foretrukne. Det er lang tid siden – og idag spiller adelen en meget lille rolle i Danmark.

De konservative mærkesager Gud, Konge og Fædreland er også enten ligegyldige eller overtaget af andre.

Gud er idag ikke blot en protestantisk statskristendom, men en mangfoldighed af religioner med fokus på konflikten mellem islam og kristendom.
Konge er idag begrænset til erhvervsfremstød og Billedbladets reportager af de kongelige i flotte kjoler.
Og endelig er Fædreland blevet overtaget af Dansk Folkeparti, hvor det har fået en angst og mørk fremtoning istedet for den almene dannelse og dyrkelse af kunst og kultur, som de Konservative – ihvertfald historisk – stod for.

Læg dertil at Liberal Alliance har sat sig på mærkesagen “Lav skat” og DF på “Den strenge retspolitik” – og det er let at se, at krybben er tom.

Danmarksbloggen er ikke begejstret for de blå, men ønsker selvfølgelig tillykke alligevel i håbet om, at netop den almene dannelse og dyrkelsen af kunst og kultur igen bliver populær i Danmark. For lige på dét punkt har de konservative typisk kunnet en masse.

Det gælder så ikke Pape … den eneste, der måske kunne genrejse de konservative, var Connie Hedegaard – men hun vil ikke.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk