Tag-arkiv: Nationalisme

EM i HERREfodbold i Danmark

Udgivet den af
Svar

Vi skal have ligestilling – også på grønsværen, har det lydt i de seneste år.

Der er så rigtig lang vej endnu, må Danmarksbloggen konstatere.

I aften starter EM i fodbold, som medierne begejstret kalder den månedlange sportsbegivenhed, der skulle have fundet sted i 2020, men som så meget andet blev rykket. Det hedder ret beset EM i HERREFODBOLD. For kvinderne spiller som bekendt også fodbold, og det danske kvindelandshold i fodbold klarer sig glimrende.

Men når kvinderne spiller, får de ikke en brøkdel af dén opmærksomhed, som er blevet mændene til del denne sommer – og som gør, at det denne gang går vildere for sig end nogensinde. Også fordi nogle af de indledende gruppekampe skal spilles i Parken i København. Den første er i morgen, hvor Danmark skal møde Finland.

Men det hele starter altså i aften i Rom, hvor italienerne møder tyrkerne. Men overalt i Europa bølger fodboldfeberen og især i de 11 byer, hvor der skal spilles kampe, og en af dem er altså København.

Danmarksbloggen var så en tur rundt i hovedstaden for at vejre stemningen:

Fra den store blå bold på Rådhuspladsen i København, som i dag var frankeret af brudepar, turister og lokale over de butikker og restauranter på Strøget, som var pyntet op med Dannebrogsflag, landholdstrøjer og fodbolde – og til den store shop i Magasin, hvor enhver med lysten og pengepungen til det kan købe landsholdstrøjer og meget andet.

Det er nemlig den helt store nationale samling og fejring af vores HERRElandshold – som lige nu åbenbart igen bare er Landsholdet med stort L. For ligestillingen glemmes totalt, når stammementaliteten tager over – og ”vi-er-røde-vi-er-hvide”-følelsen bruser gennem kroppen.

Det mærkede undertegnede også i Nyhavn, som var så klædt i rødt og hvidt, at selv en forbenet nationalist måske ville synes, at der var lige i overkanten med Dannebrogsflag. Tag selv til Nyhavn og se. De mange Dannebrogsflag hænger der sikkert endnu.

Det gør DANMARK-halstørklæderne fra Carlsberg til gengæld ikke!

Danmarksbloggen kom nemlig forbi Kvæsthusbroen i bunden af Nyhavn, mens den gamle bro var pyntet med de rød-hvide – og lidt Carlsberg-grønne – halstørklæder. Et halstørklæde var bundet om hver jernstang – så længe det varede.

Det varede sjovt nok nogle minutter, før de første (to spanske turister) tog de to første DANMARK-halstørklæder. Men så gik det stærkt – og i løbet af noget, der virkede som sekunder, var hele Kvæsthusbroen rippet. Danskere og turister i skøn forening var hurtige. Danmarksbloggen fik også snuppet sig ét af de cirka 20 halstørklæder, som hang dér up for grabs, som det hedder på nudansk.

Så nu føler undertegnede sig forpligtet til at se EM i herrefodbold.

Også selvom jeg faktisk bedre kan lide kvindefodbold. Fordi kvinderne i modsætning til mændene ikke er primadonnaer, der laver skuespil på grønsværen. Fordi kvinderne er seje. Kvinderne maser på, og spiller med både hjerte og hjerne – også selvom deres lønninger er langt-langt-langt lavere end mændenes. Skammeligt meget lavere.

Men altså: Nu kører møllen … og jeg bliver garanteret grebet af den nationale eufori, når først ”Der er et yndigt land” lyder fra Parken. Det plejer jeg at blive. Nationale følelser taler til grund-dna´et og den stamme-hule-mentalitet, som vi stadig har, fordi vores hjerner stadig render rundt nede på savannen.

Ps. Og manden blev glad. Han manglede nemlig et nyt halstørklæde. Så nu har han fået ét, hvor der står både Danmark og Carlsberg på. Det kommer han til at bruge i flere år, end nogen andre end danske rooligans vil kunne huske, at man i nogle juni-dage i 2021 spillede EM i HERREfodbold i København.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Grundlovsbal og patriotisme

Udgivet den af
Svar

Nordmændene havde det d. 17. maj. Svenskerne har det i morgen d. 6. juni. Danskerne har det i dag d. 5. juni. Vi taler selvfølgelig om nationaldagen – eller Grundlovsdagen, som dagen hedder i Danmark.

Grundloven blev underskrevet af Kong Frederik d. 7. d. 5. juni 1849. Og siden har vi kaldt denne dag for en demokratiets festdag.

I modsætning til i Norge og Sverige, hvor nationaldagen stadig er en fejring af landet, nationen, så er Grundlovsdag i Danmark mere en politisk platform, hvor hvert enkelt parti, ja hver enkelt politiker benytter sig af dagen til at gøre opmærksom på sig selv og sin eller partiets politik.

Sådan har det ikke altid været. I de første årtier efter Grundlovens underskrivelse i 1849 mindede den danske fejring mere om nutidens svenske og norske folkefester. Okay, måske ikke med folkedragter. Men ellers var der masser af festivitas til de store fællesmøder, som de politiske partier arrangerede over hele landet.

Møder, hvor man ikke talte om partipolitik eller konkrete politiske tiltag. Der var derimod taler for kongen, Grundloven, fædrelandet – og for kvinderne sågar. Ja, der var også digte til demokratiet og om Danmark, billeder og hyldninger af Frederik d. 7. – og så masser af Dannebrogsflag overalt, hvor man kunne få plads til det hvide kors på den røde dug.

Det var fælles samling på den store klinge – så længe det altså varede. For de partipolitiske taler begyndte naturligvis at dukke op – med stik til modstanderne, og så blev stemningen nogle gange knap så god.

Så da vi nåede til 1870´erne begyndte det, som vi i dag forstår ved Grundlovsmøder. Nemlig at hvert parti holder sit eget Grundlovsmøde, hvor man i høj grad taler om politik, både konkret og på de store visionære linjer.

Det var især Venstre og Konservative, som dengang hed Højre, som drev denne udvikling. Det purunge Socialdemokrati var mere glad for Arbejdernes Kampdag d. 1. maj og den røde fane. Det tog dog ikke længe, før Socialdemokratiet også var med på at holde Grundlovsdag med Dannebrog. Vil man have fat i danskerne, skal man flage med Dannebrog.

Der var dog stadig et element af folkefest på Grundlovsdagen i tiden op mod 1900, nemlig om aftenen hvor alle uanset alder og politisk holdning mødtes til baller med musik og dans.

Sådan et fælles Grundlovsdags-bal – eller i vores dage måske en Grundlovskoncert – kunne være en god idé. Om ikke andet så ville det samle befolkningen noget bedre end partipolitiske grundlovsmøder – eller de kommende fodboldfester, som det store mindretal der er 100 procent ligeglad med fodbold, ikke er en del af.

Så altså en fælles fejring af Danmark som Danmark kunne være en god ide. Især hvis det bliver en inkluderende fejring af det land, som vi er fælles om – uanset hudfarve og andre ligegyldigheder. For vi er alle danske, os der bor her på de danskes øer.

Og der er ikke noget galt med patriotisme. Det er nemlig at elske sit fædreland – og sit modersmål – på en uegennyttig og inkluderende måde. Det er nationalismen med dens militante og ekskluderende tilgang, som er problemet.

Så JA til at være patriot – men NEJ til at være nationalist.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

At være patriot, men ikke nationalist

Udgivet den af
1

I en tid, hvor almen dannelse er en mangelvare, er der formentlig mange, der ikke kender forskellen på patriotisme og nationalisme.

Men forskellen er markant.

Patriotisme, som er et begreb, de fleste har glemt, står nemlig for fædrelandskærlighed, men på en fredelig måde, hvor patrioten uden tanke på egen vinding arbejder for landets ve og vel. Alle kan være patrioter i et land, også dem der ikke er født i landet, men som nu bor der og har taget landet til sig – og de behøver ikke skille sig af med eventuelle andre sprog, andre religioner eller anderledes kulturer for at være hjemmehørende i landet. Man kan således sagtens være en indiskfødt og hinduistisk dansker – eller en tyrkiskfødt og muslimsk dansker – eller en på Køge-egnen-født og kristen dansker som undertegnede.

Nationalisme derimod er et ord, som vi bruger i tide og utide – og ofte forkert. For nationalisme en aggressiv – og til tider militaristisk – form for patriotisme, hvor fødestedet spiller en afgørende betydning. Så for at være ”rigtig” skal man ikke kun kunne tale sproget og dyrke den nationale kultur, man skal også være født i landet – og endda helst have den rigtige hudfarve og religion.

Tilbage i 1800-tallet var det politiske klima i Danmark ganske patriotisk, men også nationalistisk, hvad vi så i Slesvig-krigene. Men også under 2. verdenskrig blomstrede patriotismen – og hos visse grupper nationalismen. For sådan er det, når vi føler, at vores land er truet, så samles vi under fanerne – og under de gamle patriotiske og nationalistiske paroler.

I vor tid har vi så bare glemt, at der er forskel på patriotismen og nationalismen, og at man faktisk godt kan elske sit fædreland UDEN at være ekskluderende, men ved i stedet at være rummelig og inkluderende. Det er i hvert fald det, som Danmarksbloggen prøver at tale om og for i denne tid, hvor mange danskere føler, at vores danskhed er truet både udefra og indefra.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nationalismens fremmarch

Udgivet den af
Svar

Globaliseringen har spillet fallit og skabt en verden, hvor de få har altfor meget og langt de fleste så lidt, at de kun lige kan klare sig – måske.

Vi burde havde sagt os selv, at menneskets grundlæggende grådighed ikke kan håndtere en globalisering med fri bevægelighed af arbejdskraft, kapital og varer. At det vil føre til at nogle få skraber til sig, mens alle andre enten kun lige har til dagen og vejen – eller slet ikke. Det er der ret beset også mange, som har forsøgt at sige og lave om på, lige siden liberalisme-racet for alvor startede med Reagan og Thatcher i 1980´erne – men de fleste politikere og kapitalfolk har villet noget andet, og nu står vi så i suppedasen:

Nationalismens fremmarch

En nationalisme, hvor skytset så desværre bare ikke rettes hen på de kapital-kræfter, der bærer skylden for den stigende ulighed, men mod de syndebukke, som det nu passer magthaverne i det enkelte land at skyde skylden på.

I Grækenland er det EU. I Trumps USA er det Mexico og Kina. I Rusland er det Ukraine – og Europa, som Putin basher på nutidsdansk. I mange europæiske lande er det muslimerne, der er syndebukkene – og i Tyrkiet er det Europa, hvor Erdogan har været ude at sige, at vi europæere ikke skal være sikre på at kunne gå i sikkerhed i vores egne gader, hvis vi fortsætter overfor Tyrkiet som nu. Den slags stemmer så heller ikke europæernes sind mildere mod muslimer, slet ikke efter fredagens terrorangreb i Stockholm – og i går fulgte Erdogan så op med at sige, at Europa er i gang med at kollapse.

Det er skidt, og dette misfoster, den globale nationalisme, bærer i sig kimen til krig og etniske udrensninger. For denne galskab, dette vanvid er en højrepopulisme, der i disse år går sin sejrsgang over hele verden, og også i Europa fra Brexit til Wilders fremgang og Dansk Folkepartis vej fra at være ikke-stuerene til at blive nogen, som Socialdemokratiet i dag laver store forlig med. Den allestedsnærværende nationalisme er en højrepopulisme, som også er et knudepunkt i Frankrigs og Tysklands kommende valg, og som enhver kandidat i alle lande i disse år er nødt til at tage i betragtning og ind i sit politiske program, hvis vedkommende vil have en chance.

For nationalismen blomstrer verden over i en højrepopulistisk udgave, og det er ikke velduft, der kommer fra de blomsters blade. Tværtimod er det en stinkende råddenskab skabt af lige dele had, uvidenhed og en leflen for det laveste i mennesket, det der gør os værre end dyrene.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

Nationalismens spøgelse

Udgivet den af
Svar

Nogle vil kalde det symbolpolitik – andre et nødvendigt forsvar for danske værdier.

Danmarksbloggen kalder det nationalisme, både når den er værst og når den er bedst.

For ja, det er godt at kæmpe for frihed og ligeværd, som det gøres i forhold til kvinders soleklare ret til at færdes alene på gaden og klædt på, som de ønsker det. Men det bliver også lidt latterligt, når kommuner lovgiver om mad i børnehaven.

På den anden side: Sådan er nationalismens spøgelse, når det først huserer: Intet er for småt, og intet er for stort til at kunne presses ned i den rød-hvide boks, der hedder DANSKE VÆRDIER. Så der presses, mens der råbes og skriges om Danmarks fortræffeligheder.

Det vil sige: Klassiske, danske værdier som solidariteten med de svageste og det tolerante frisind taler ingen om. De er for længst gået fløjten i et Danmark, der er mere angst og lukket end i mange-mange år.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nationalismens spøgelse og de etablerede politikere

Udgivet den af
1

At de såkaldt nationalkonservative vinder frem i Danmark er ingen nyhed.

Læs mere her: http://www.bt.dk/politik/et-nyt-politisk-hoejre-bider-sig-fast-i-danmark

Overalt i Europa får de højreekstremistiske kræfter nemlig mere og mere opbakning i disse år, hvor samfundsgoderne er under pres, krisen stadig kradser, og hvor især muslimer udpeges som syndebukke – samtidig med at kritiske røster gøres til fjender.

Nationalismen er altså på spil igen. For den er et kendt og gammel spøgelse i Europa, som vi sidst så tilbage i 1930´erne, hvor krisen også kradsede – og hvor man enten var for eller imod de nationalkonservative kræfter … som man også kan kalde noget langt mindre pænt, men måske mere præcist!!!

Dét interessante er derfor heller ikke, at disse kræfter findes, men hvordan de etablerede politikere reagerer på tilstedeværelsen af dette nationalismens spøgelse.

I Sverige har man valgt at bekæmpe det og fokuserer således på, at 80% af befolkningen IKKE stemmer på Sverigesdemokraterne. At altså 4 ud af 5 svenskere vil noget andet.

I Danmark derimod er de fleste partier ved at falde over hinandens ben på vej efter Dansk Folkeparti og deres holdninger, som også deles af cirka hver femte dansker – ligesom man ser det i Sverige med Sverigesdemokraterne.

Men i Danmark drejer det sig om de 20%, der stemmer på Dansk Folkeparti.

Forskellen er signifikant. For en ting er, at Dansk Folkeparti får mere magt, når de får lov til at bestemme så meget i dansk politik. Det er i virkeligheden kun den lille del.

Den store del er, at det legitimeres at finde syndebukke og gøre forskel på mennesker – som vi ser det ske i Danmark hele tiden nu.

Og det, mine damer og herrer, er farligt. For så lukker vi blot endnu mørkere kræfter ud iblandt os som fx Dansk Samling.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nationalisme: Trussel eller løfte? Tre slags nationalismer

Udgivet den af
2

Danmarksbloggen skrev i tirsdags om EU, de sociale ydelser og samhandlen: http://danmarksbloggen.dk/?p=3702

Et indlæg, hvor en hovedpointé var den manglende folkelige opbakning til ideen om Europas Forenede Stater – og dermed også til dét EU, som vi har idag, hvor EU efter mange europæeres mening mere og mere udvikler sig henimod at blive en overstatslig organisation med altfor stor politisk indflydelse på de enkelte landes indre forhold.

Nationalismen er som en konsekvens deraf også kraftigt voksende i Europa i disse år.

Men er det en trussel eller et løfte? Danmarksbloggen vil sige både-og. Nationalisme er nemlig ikke entydig negativ – eller entydig positiv. Det kommer an på, hvad nationalismen består af – og hvordan den manifesterer sig.

Groft sagt kan man tale om tre slags nationalismer, der alle fører til hvert deres samfund:

1) Den undertrykkende nationalisme
Den undertrykkende nationalisme er en nationalisme, der kun fungerer ved at undertrykke andre nationaliteter, kulturer, religioner, racer og så videre. Det er derfor heller ikke en nationalisme, der kan bruges til noget. Den vil kun sit eget – og vil på den lange bane gå i konflikt med sig selv og ofte også æde sine egne børn i processen.

Under alle omstændigheder er den undertrykkende nationalisme dømt til døden på den lange bane, omend dødskampen kan blive både sej og smertelig, også for dem, der mener noget andet end den undertrykkende nationalismes banner- og hærførere.

Historiske eksempler på den undertrykkende nationalisme er Hitlers nazisme og Den Franske Revolution, men også i vor tid har typen mange tilhængere, især yderst ude på højrefløjen med fx Danskernes Parti. Men også Dansk Folkeparti hører til her. Dansk Folkeparti, som buldrer frem i øjeblikket, hvor danskerne er pressede – og derfor griber til laveste fællesnævner.

2) Den rummelige nationalisme
Heldigvis findes der et alternativ til den undertrykkende nationalisme. Nemlig den rummelige nationalisme. Det er en nationalisme, hvor man er stolt af sit land og sit sprog og sin kultur, men hvor man også byder andre velkommen.

Den rummelige nationalisme er en nationalisme, hvor man ved, at vi som land, som mennesker, som samfund kun kommer videre, når vi beriges og udvikles, og det kræver et passende mix af egen opfindsomhed og udefrakommende input.

Men for at kunne bruge de nye input og de nye ideer og danne synergier, så samfundet kommer videre, kræver det, at man kender sin historie og sin baggrund, både historisk og kulturelt. Der skal altså viden til den rummelige nationalisme, hvor man nok er stolte af sit eget land, men også er i stand til med åbne arme at byde andre nationaliteter velkomne med ordene:

VELKOMMEN TIL. KOM BARE IND. HVEM ER I? HER ER VI.

Den rummelige nationalisme er også dén nationalisme, som Danmark engang var så berømmet for verden rundt. Og det er også dér, at vores fremtid ligger. For kun som et frit og åbent land med rummelighed og højt til loftet har Danmark som nation en chance.

3) Hverdagsnationalismen
Hverdagsnationalisemen er den nationalisme, som vi ikke tænker over, men som vi lever i hele tiden, og som er båret af vores sprog og nationale symboler som flaget, nationalsangen, mærkedage, kongefamilien, landsholdet, historier, personer og alle andre ting, som vi forbinder som specielle for vor nation, og som har mulighed for at give den der gåsehuds-fornemmelse af at være en speciel nationalitet, som handler om fællesskab og os-følelsen.

Hverdagsnationalismen i sig selv er – selvom den kan virke dramatisk og voldsom til fx en landskamp – ganske harmløs, og som regel indbringende for dem, der lever af at sælge souvenirs. Vi holder også meget af den til højtider og som underholdning, som når vi læser om os selv som folkefærd eller om kongefamiliens gøren og laden.

Hverdagsnationalismen kan dog også bruges politisk, hvad man fx så under 2. Verdenskrig, hvor en af de mest berømte modstandsgrupper kaldte sig Holger Danske med referance til legenden om og statuen af kæmpen oppe på Kronborg, der atter vil rejse sig og kæmpe for Danmark, den dag landet stander i våde.

I moderne tid har Dansk Folkeparti forsøgt at tage patent på hverdagsnationalismen – og dermed på danskheden – ved at definere den og bruge den udfra deres egne politiske motiver. Et forsøg, som desværre er lykkes et langt stykke hen af vejen, men som Danmarksbloggen er sat i verden for at bekæmpe med alle mider.

For ser man historisk og værdipolitisk på Danmark, så er det frisind og rummelighed, som sammen med en fantastisk evne til at opfinde og til at sælge, som kendetegner vores skønne land og ikke den mørke intolerance og begrænsende væren-os-selv-nok, som Dansk Folkeparti står for.

Hverdagsnationalismen i Danmark fortjener simpelthen bedre end en skæbne som politisk begrundelse for Dansk Folkepartis eksistens.

Hverdagsnationalismen er både historisk – og allerdybest nede i det danske folk – en rummelig nationalisme. Dét er Danmarksbloggen overbevist om. For nok vil cirka en fjerdedel af alle danskere stemme Dansk Folkeparti, hvis der var valg nu – men tre fjerdedele vil IKKE.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk