Grundlovsbal og patriotisme

Nordmændene havde det d. 17. maj. Svenskerne har det i morgen d. 6. juni. Danskerne har det i dag d. 5. juni. Vi taler selvfølgelig om nationaldagen – eller Grundlovsdagen, som dagen hedder i Danmark.

Grundloven blev underskrevet af Kong Frederik d. 7. d. 5. juni 1849. Og siden har vi kaldt denne dag for en demokratiets festdag.

I modsætning til i Norge og Sverige, hvor nationaldagen stadig er en fejring af landet, nationen, så er Grundlovsdag i Danmark mere en politisk platform, hvor hvert enkelt parti, ja hver enkelt politiker benytter sig af dagen til at gøre opmærksom på sig selv og sin eller partiets politik.

Sådan har det ikke altid været. I de første årtier efter Grundlovens underskrivelse i 1849 mindede den danske fejring mere om nutidens svenske og norske folkefester. Okay, måske ikke med folkedragter. Men ellers var der masser af festivitas til de store fællesmøder, som de politiske partier arrangerede over hele landet.

Møder, hvor man ikke talte om partipolitik eller konkrete politiske tiltag. Der var derimod taler for kongen, Grundloven, fædrelandet – og for kvinderne sågar. Ja, der var også digte til demokratiet og om Danmark, billeder og hyldninger af Frederik d. 7. – og så masser af Dannebrogsflag overalt, hvor man kunne få plads til det hvide kors på den røde dug.

Det var fælles samling på den store klinge – så længe det altså varede. For de partipolitiske taler begyndte naturligvis at dukke op – med stik til modstanderne, og så blev stemningen nogle gange knap så god.

Så da vi nåede til 1870´erne begyndte det, som vi i dag forstår ved Grundlovsmøder. Nemlig at hvert parti holder sit eget Grundlovsmøde, hvor man i høj grad taler om politik, både konkret og på de store visionære linjer.

Det var især Venstre og Konservative, som dengang hed Højre, som drev denne udvikling. Det purunge Socialdemokrati var mere glad for Arbejdernes Kampdag d. 1. maj og den røde fane. Det tog dog ikke længe, før Socialdemokratiet også var med på at holde Grundlovsdag med Dannebrog. Vil man have fat i danskerne, skal man flage med Dannebrog.

Der var dog stadig et element af folkefest på Grundlovsdagen i tiden op mod 1900, nemlig om aftenen hvor alle uanset alder og politisk holdning mødtes til baller med musik og dans.

Sådan et fælles Grundlovsdags-bal – eller i vores dage måske en Grundlovskoncert – kunne være en god idé. Om ikke andet så ville det samle befolkningen noget bedre end partipolitiske grundlovsmøder – eller de kommende fodboldfester, som det store mindretal der er 100 procent ligeglad med fodbold, ikke er en del af.

Så altså en fælles fejring af Danmark som Danmark kunne være en god ide. Især hvis det bliver en inkluderende fejring af det land, som vi er fælles om – uanset hudfarve og andre ligegyldigheder. For vi er alle danske, os der bor her på de danskes øer.

Og der er ikke noget galt med patriotisme. Det er nemlig at elske sit fædreland – og sit modersmål – på en uegennyttig og inkluderende måde. Det er nationalismen med dens militante og ekskluderende tilgang, som er problemet.

Så JA til at være patriot – men NEJ til at være nationalist.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *