Én dansk nationaldag gør ingen samlet nation

Nu går snakken igen om, hvorvidt vi skal have en dansk nationaldag. Sådan en dag, hvor vi fejrer det fælles danske, hvad det så end er.

Danmarksbloggens vurdering er, at en etablering af en sådan dag er nemmere i vores tid, end det har været nogensinde. For mange danskerne vil i denne fragmenterede tidsalder føle en tryghed i, at Danmark får sin egen dag. Også selvom mange andre mener, at det har vi allerede – nemlig Grundlovsdag.

Men Grundlovsdag d. 5. juni er den dag, hvor vi fejrer demokratiet. Så nej, vi har ikke en nationaldag i klassisk forstand. Ja, faktisk er Danmark sammen med Storbritannien de eneste vestlige lande, som ikke har en egentlig nationaldag.

Det forklares typisk med:

  • Danmark har ikke været underlagt andre stater i en længere periode, som fx Norge var det i 500 år (400 år under danskerne og 100 år under svenskerne) – og som Grækenland i næsten 500 år var en del af Det Osmanniske Rige.
  • Vi er heller ikke overgået fra at være en mængde småstater til at være én samlet republik som fx Italien eller Tyskland.
  • Der har heller ikke været store revolutioner som i fx Frankrig.
  • Især efter 1864 og indtil for nylig har vi været en lille og meget homogen befolkning modsat mange andre lande som fx Belgien, hvor det er flamlændere versus vallonere. Eller hvad med situationen i Spanien? Store regionale konflikter mellem forskellige befolkningsgrupper, hvoraf mange ønsker selvstændighed.
  • Udviklingen i Danmark har på mange måder været fredelig gennem hele historien både politisk, økonomisk og socialt. Pånær Grevens Fejde i 1500-tallet har vi ikke haft noget, der mindede om borgerkrig.
  • Vi er protestanter. Der er altså ingen helgener, som vi kan gøre til nationalhelgen, så vi dermed kan få en nationaldag via en helgen som fx Irlands Sct. Patricks Day.

Men nuvel, lad os da så få dén nationaldag – og ja, vi kan da godt lægge den på Valdemarsdag d. 15. juni, altså den dag, hvor legenden siger, at Dannebrog faldt ned fra Himlen. Nye traditioner bliver som bekendt altid plantet ovenpå gamle.

MEN det vigtigste i al det her følelsesmæssige symbol-hejs, som en dansk nationaldag vil være, er at huske på, at én nationaldag ikke gør én samlet nation. Det gør kun åbenhed, interesse og tolerance fra alle sider – 365 dage om året.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Kongeskibet Dannebrog”

Kan et skib være hovedfigur i en bog? Ja, det kan det godt, i hvert fald når det skib hedder Dannebrog og er et af verdens to sidste kongeskibe – og det eneste, der er decideret bygget til formålet.

Fotograf Franne Voigt udgiver i dag billedbogen ”Kongeskibet Dannebrog” på Gyldendal – et digert værk med mere end 100 fotos i både farver og sort/hvid af kongeskibet i danske farvande og højt mod nord i Grønland og på Færøerne. Vi følger selvsagt Dronningen og Prins Henrik på skibets færd over bølgerne, men også de to næste generationer, nemlig kronprinsen og hans familie, er rigt afbildet. For set ikke at tale om officerer og mandskab.

Det er så også bogens mission at vise, at Danmark, danskerne og Dannebrog hænger sammen – og at mange danskere udover kongefamilien har været ombord på Dannebrog, enten som mandskab eller som gæster.

Dronningen siger det også selv i forordet, hvor hun skriver: ”Et skib som Dannebrog vækker minder for enhver, der har været ombord, og hos de mange, der vinker til os langs kysterne og fra andre fartøjer på havet. Det er tydeligt, at Dannebrog ikke bare har en særlig plads for os, men også for mange danskere.”

Man siger som bekendt også, at et billede fortæller mere end tusind ord, og mange af bogens fotos er en visuel historie om både nuet – og om det kontinuerlige og stærke bånd mellem skib, hav, danskere og kongehus i både fremtid, nutid og fortid.

For ombord på Dannebrog hænger også et billede af Dronningens far, Frederik d. 9, der om nogen var glad for at sejle og især på Dannebrog, og det billede er selvsagt også med i bogen om skibet, der hejste kommando første gang i 1932, altså mens Dronningens farfar Christian d. 10 var konge.

Bogens største styrke er dog måske, at vi kommer bagom og rundtom det på alle måder majestætiske skib. At vi får lov til at se både mandskab og kongefamilie i alle mulige forskellige situationer på skibet. At vi ser både hverdag og fest. Når en dronning er eftertænksom, en kronprinsesse slapper af med sine børn, en smilende prins Henrik og en kronprins i fuld uniform.

Danmarksbloggen har bedt sin hustegner AnnaMTF om at gå bogen igennem. Hun ser meget bedre og meget mere, når det handler om billeder – og denne bog er i sandhed visuel.

AnnaMTF siger: ”Det er en smuk bog, som viser Dannebrog som det andet hjem, som kongeskibet er for både kongefamilie og besætning, der selvom de har forskellige pladser i hierarkiet, alligevel er som én stor familie, hvad man også ser af de mange portræt-fotos. Det er alt sammen meget dansk.”

Og hun fortsætter: ”Det samme er de mange billeder, der viser hverdagsagtige situationer, som når Dronningen og prins Henrik nusser deres hunde, mens de smiler og snakker, kronprinsparret leger leende med deres børn, eller der deles slik ud til mandskabet. Det er så også glansbilleder, men på en dansk-hygge-måde, og det cementerer hele historien om, at nok kan meget ændre sig, men kongeskibet er konstant, uanset tid og sted.”

En anden af bogens styrker iflg. AnnaMTF er, at billederne er meget forskellige, både i størrelse og i farvemætning, og om de overhovedet er i farver. De er også sat op forskelligt, og nogle er i ramme, mens andre ikke er. Det er alt sammen godt, mener hun og siger, at det også er nødvendigt, når man i virkeligheden ikke har så mange scenearier at gøre godt med. Man kan enten være på dækket eller nede i kahytterne. Se fra skibet og ud eller omvendt.

AnnaMTF har dog en kritik, og det er den ferskenfarve, som er brugt på både ryg og omslag. Hvad skal den til for, spørger hun og fortsætter: ”Jeg kan godt se, at ferskenfarven står i fin kontrast til det blå hav, men den passer ikke rigtig til alligevel. Jeg tænker, at man måske i stedet skulle have brugt den lysegule farve, som også ses mange steder på skibet Dannebrog.”

Endelig er der hos både undertegnede og AnnaMTF stor enighed om, at det er et herligt påfund, at bogmærket ligner et langt Dannebrog.

Danmarksbloggen giver fem smældende Dannebrog ud af seks mulige for en billedbog i ordets allerbedste forstand. Det er skønt at se så mange fotos, især når de er så flotte og viser så meget af livet ombord på et af verdens to sidste kongeskibe.

Bogen udkommer i dag torsdag d. 10. november på Gyldendal.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Løkkes Tusk med Juncker

Danskerne stemte nej i går.

Det er Danmarksbloggen meget glad for. For dermed fik det danske demokrati en chance mere. Det fortjener det – også selvom mange politikere og mange veluddannede ønskede noget andet.

Ikke at Danmarksbloggen har noget imod politikere og uddannelse. Tværtimod. Men vi er bedst, når vi er frie og lige – når vi selv kan bestemme i eget land.

Og det kan vi nu – og Løkke, som den drevne politiker han er, kunne jo også allerede midt på valgaftenen meddele, at han skal mødes med Tusk og Juncker om en uge, fredag d. 11. december, for at lave en Europol-aftale.

Danmarksbloggen er ikke overrasket. Selvfølgelig vil de andre gerne have os med – og selvfølgelig kan vi få en aftale.

Det har alle vidst hele tiden – men det blev ikke sagt i valgkampen. Tværtimod blev flere skræmt til at stemme ja, selvom de inderst inde hellere vil Dannebrog end det blå flag med de gule stjerner.

Og dén skræmmekampagne var og er bare ikke i orden. Det er fint at argumentere for sin sag, men ikke at være så uærlig omkring muligheden for at lave en aftale, som Løkke og ja-partierne var det.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Valdemarsdag og Dannebrog

Om føje år er det 800 år siden, at Dannebrog faldt ned fra Himlen på denne dag, der derfor også hedder Valdemarsdag, da Valdemar Sejrs tropper netop denne dag sejrede over de hedenske estere.

Læs mere om netop det i Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687

Dannebrog er derfor også et af verdens ældste – ja måske endda det ældste flag – og danskernes forhold til Dannebrog er ligeså tæt og varmt som til familie og venner.

Vi elsker simpelthen vores flag, og bruger det hele tiden: På fødselsdagskagen, på juletræet, til sportskampe og så videre.

Vores flag er som resten af vores skønne land ALLES danskeres – og netop derfor kan og skal ingen tage patent på danskheden, som især Dansk Folkeparti prøver at gøre det.

Men danskheden er heldigvis mere end væren-sig-selv-nok. Danskheden er rummelighed, frisind og venlighed … og derfor er der grund til at kippe med Dannebrog på denne solbeskinnende Valdemarsdag, hvor Danmarksbloggen også skulle have bragt en beretning fra Folkemødet på Bornholm.

Denne beretning må dog vente til i morgen. Men så får vi også det hele med …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Grundlovsskriv: Dansk Folkeparti ødelægger demokratiet

Grundlovsdag er en af årets helt store dage, hvor Dannebrog vejrer, og vi hylder demokratiet. Læs også historien bag demokratiets fødsel på Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=4790

Men i år sker fejringen desværre i skyggen af de store, sorte skyer, der samler sig i horisonten.

Alt det skønne i Danmark – fællesskabet, solidariteten og frisindet – bløder nemlig i øjeblikket. Det er som rives Dannebrog fra hinanden. Og det er Dansk Folkeparti og deres vælgeres egocentrerede hænder, der splitter vores elskede land – og det demokrati, som Danmark bygger på.

For et demokrati er kun et demokrati, sålænge der er tale om et reelt folkestyre. Og her er det helt centralt, at de partier, som danskerne stemmer på, også bliver de partier, som tager ansvar for Danmark.

Men det vil Dansk Folkeparti ikke.

Alt tyder ellers på, at Dansk Folkeparti bliver landets største parti ved næste folketingsvalg. Men det vil altså ikke sætte sig spor i ledelsen af Danmark. For Thuelsen Dahl nægter at tage ansvar og gå med i en regering.

Han – og resten af Dansk Folkeparti – vil istedet blive stående på sidelinien, hvor de kan kræve, love, kritisere og kun være med til udvalgte mærkesager.

Men sådan kan et land ikke fungere. Hvis alle partier gjorde som Dansk Folkeparti, ville Danmark ikke hænge sammen.

Skal man lede et land – og det er ligesom hele ideen med folkestyret – så er man nødt til at sætte sig ned ved bordet og forhandle og indgå kompromiser om både mærkesagerne og alt det andet.

Men det vil Dansk Folkeparti ikke. Og sålænge mandaterne stadig var få i antal, betød det ingenting, at partiet blot stod og råbte fra sidelinien. Det gør Liberal Alliance også i øjeblikket.

Men når mandaterne bliver mange, så kommer også forpligtelsen til at være med ved bordet – hele vejen og hele tiden.

Så er dagene som drømmere og dommere forbi – så skal der arbejdes.

Men det vil Dansk Folkeparti ikke. Partiet, der ellers hævder, at de elsker Danmark har i deres magtbegær intet problem med at lade deres egen succes ødelægge demokratiet …  og det danske samfund.

Så meget – eller skulle man snarere sige så lidt – elsker Dansk Folkeparti nemlig Danmark, når det kommer til stykket.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danske Symboler: Kongehuset, Tivoli, Dannebrog og Den Lille Havfrue

Danmarksbloggen lovede i marts en serie om symboler på den lyse, glade og nutidige danskhed: http://danmarksbloggen.dk/?p=4052

Og hvad er vel mere naturligt end at starte med de klassiske symboler som fx Kongehuset her på Dronningens fødselsdag?

Kongehuset er nemlig sammen med Dannebrog og nationalsymboler som Tivoli og Den Lille Havfrue indbegrebet af, hvad der var, er og altid vil være dansk.

Men er de nævnte symboler også symboler på den lyse og glade danskhed? Ikke altid. Tværtimod kommer det i høj grad an på, hvordan de bruges – og desværre også misbruges af de mørkemænd og -koner, som der er altfor mange af i vor tid.

Kongehuset er dog næsten altid noget festligt og fornøjeligt, især når Dronningen og prinsesserne kommer i deres smukke kjoler, glitrende diademer og strålende juveler. Eller som i dag, hvor livgarden normalt trækker op på Amalienborg Slotsplads, mens store skarer danskere hylder regenten – dog ikke i år, hvor Dronningen er på påskeferie i Aarhus, og derfor fejrer fødselsdag på Marselisborg Slot. Men det er altså noget med glæde i Danmark, når Kongehuset er på banen. Til gengæld er det ikke nutidigt i forståelsen af Danmark som et samfund, hvor alle er lige.

Så er Tivoli mere nutidigt – ja, en del vil endda mene, at Tivoli er blevet for nutidigt. At Den Gamle Have i jagten på endnu flere penge har smidt store dele af sin specielle egenart overbord i de senere år. Og sandt er det også, at Promenadeorkesteret og Big Bandet nærmest er helt væk, og at der ingen levende musik længere er på Pantomimen ligesom at børneteatret Valmuen er væk. Til gengæld er der – oh, skræk og ve – bygget endnu mere koncept-plastic henne i legepladshjørnet. Så jo, Tivoli er desværre meget nutidigt, men næppe noget særlig godt symbol på den lyse og glade danskhed i den Gamles Haves evige jagt efter endnu mere profit. Faktisk tværtimod så er den specielle danske tone, som Tivolis kultur engang stod for, nærmest blevet kvalt.

Så er Dannebrog og Den Lille Havfrue mere neutrale … det første blafrer i vinden året rundt, og den anden sidder på sin sten. Den giver god balance, og det har vi danskere brug for i denne tid, hvor mørke skyer trækker ind over Danmark, og det næsten ikke er til at holde ud.

Mn vi må ikke miste hverken modet eller håbet. For der er lys derude, der er små spirer i den danske muld – det er Danmarksbloggen sikker på.

Næste afsnit i serien om den lyse og glade danskhed kommer påskelørdag, hvor det skal handle om Grundtvig og den gule påskeblomst.

Senere på måneden kommer indlæg om Kim Larsen og hans sange, Det Frivillige Danmark, Niels Hausgaard og hans lune, Fristaden og Basims Danskhed.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 7: Valdemar Sejr

Det er mandag, og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

VALDEMAR SEJR

Valdemar Sejr var søn af Valdemar den Store, der sammen med Absalon præsterede mesterstykket at få Danmark på fode igen som en stærk, samlet nation efter mange urolige år.

Valdemar den Store døde dog som kun 51-årig i 1182, og efter ham blev hans ældste søn Knud konge under navnet Knud den Sjette. Han var konge i 20 år af navn, men i gavn havde bisp Absalon, faderens gamle ven, stadig et meget stort ord at skulle have sagt, og mange af de ting, som skete i Knuds regeringstid bærer Absalons mærke. Knud fik aldrig børn og døde kun 39 år gammel, og efter ham kom hans bror Valdemar på tronen.

Valdemar – med tilnavnet Sejr – var af statur som sin far: En høj og statelig mand, der indgød respekt, hvor han kom frem. I Danmark blev Valdemar Sejr også betragtet som en lykkemand, som det skabte lykke at røre ved, hvis man var så heldig at komme ham nær. På hans rejser rundt i landet rakte mødrene derfor også deres små børn op til ham, så han kunne røre ved dem og dermed velsigne børnene og deres færd i livet.

I Valdemar Sejrs regeringstid, som varede i næsten 40 år fra 1202 til 1241, var Danmark ofte truet sydfra af tyske fyrster, der mente de havde rettigheder til Danmark og danske områder. I Valdemars første år som konge undlod han fx at blande sig i kejserstriden efter den tyske kejser Henrik den Sjettes død, men sørgede til gengæld via erobringer for at store dele af Nordtyskland blev dansk, blandt andet byerne Hamburg og Lübeck. Valdemar Sejr skabte sig med andre ord masser af fjender i det tyske, som senere hen skulle vide at hævne sig.

Men i første omgang tegnede alt godt for danskernes elskede kong Valdemar Sejr, der i 1205 giftede sig med Dagmar, som de fleste kender fra visen om “Dronning Dagmar ligger udi Ribe syg”, der er baseret på legenden om kongens vilde ridt fra hans hovedby Ringsted til netop Ribe for at nå at sige farvel til hans elskede Dagmar. Og sandt var det også, at den populære dronning døde kun syv år efter brylluppet, og at kongen få år efter giftede sig igen med Bengerd, som aldrig blev nær så populær som Dagmar, men som også døde efter kun syv års ægteskab.

Fremgangen for landets handel og skibsfart fortsatte dog uhindret, og Valdemar Sejr sørgede for at få sin søn med Dagmar Valdemar den Unge hyldet som konge og tronfølger. Landet var ellers stadig et valgkongedømme. Dog havde kirken fået indført, at den skulle kunne acceptere valget af konge.

Men altså alting fungerede i grunden ganske godt. Nu skulle en af de vigtigste sejlruter, den gennem Østersøen, sikres, og det krævede en god base i Estland, som på det tidspunkt blev regeret af de vilde estere, som man kaldte dem, da de stadig var hedninge. Så Valdemar Sejr tog på korstog.

Nede i Europa rejste store skarer af riddere, præster, pilgrimme og andre til Det Hellige Land for at kæmpe mod de såkaldte vantro og sikre Kristi Grav. Det var midt i korstogenes storhedstid, og selvfølgelig var der også danske riddere med dernede. Men det var næppe mange, dels var det en meget lang tur ned igennem Europa, og dels havde danskerne deres egne sager at tage sig af.

Men alligevel ville en middelalderkonge midt i korstogs-tiden gerne på korstog, og nu havde Valdemar Sejr chancen. Esterne var hedninge, så et raskt lille erobringstogt ovre østpå kunne sagtens dækkes ind under at være et korstog. Paven gav også sin velsignelse dertil, og i 1219 tog Valdemar afsted til det, som han troede ville blive en let kamp. Men det blev det langtfra.

Tværtimod kæmpede esterne bravt, men Danmark vandt alligevel tilsidst, fordi vi ifølge legenden fik hjælp fra oven, idet vores flag faldt ned fra Himlen midt under kampens tumult dér d. 15. juni 1219.

Dagen hedder også stadig Valdemarsdag i vores kalendere, fordi det var den dag, hvor vi fik Dannebrog, vores smukke flag, som måske oprindeligt var en pavelig korstogsfane …

Vel hjemme igen gik det galt. En af Valdemar Sejrs vasaller, altså stedfortrædende regenter, i det nordtyske Sorte grev Heinrich von Schwerin var blevet alvorlig vred på Valdemar Sejr på grund af en indviklet sag om arv, hvor han mente sig snydt af netop Valdemar Sejr, hvad greven måske også var.

Dramaet handlede om en søster, et barn udenfor ægteskab, to ejere af samme gods, en korstogsrejse til Det Hellige Land og ville – selv for en nutidig ret – være en meget indviklet arve-sag at finde ud af.

Under alle omstændigheder følte grev Heinrich sig snydt, så i forbindelse med en jagt på den sydfynske ø Lyø kidnappede han Valdemar Sejr og sønnen Valdemar den Unge og førte dem til Nordtyskland. Løsesummen var enorm: 8 tons sølv samt masser af guld og juveler. Men den blev betalt. Alle danskere gav, hvad de kunne – og 2½ år efter tilfangetagelsen kom Valdemar Sejr hjem igen.

Men han var ingen lykkemand mere. Tyskerne havde igen kontrollen med de nordtyske områder, de danske grænser var pånær Estland som før Valdemar Sejr kom på tronen, og få år efter hjemkomsten døde sønnen med Dagmar Valdemar den Unge. Valdemar Sejr delte så riget imellem hans tre sønner med Bengerd: Erik, Abel og Christoffer.

Og det var ingen succes. Tværtimod blev det startskuddet til 100 år med ufred, brodermord, kongemord og den kongeløse tid. Dét skal vi høre mere om næste mandag, hvor det også skal handle om middelalderens hverdagsliv, feudalsamfund, de store sildemarkeder, den katolske tro og Den Sorte Død.

Inden skal dog tilføjes, at Valdemar Sejr få dage før sin død i 1241 færdiggjorde arbejdet med Jyske Lov, der er Nordens Ældste Lovbog givet med kongelig stadfæstelse. Den er den, hvor der står: “Med Lov skal Land bygges”, som stadig er et grundprincip i dansk lovpraksis og juridisk forståelse.

Fortalens første sætning “METH LOGH SCAL LAND BYGGIES” står i øvrigt også skrevet over indgangen til folketingssalen.

Jyske Lov kom i øvrigt først hjem til Danmark igen i 2011 efter i mere end 300 år at have været i svensk besiddelse.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri og
konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Valdemarsdag og Dannebrog

Hvis ikke Danmarksbloggen skal hylde Dannebrog og Valdemarsdag, hvem skal så?

Dagen idag, d. 15. juni, er nemlig Valdemarsdag, opkaldt efter Valdemar Sejr, der var konge på det tidspunkt, hvor legenden siger, at Dannebrog faldt ned fra Himlen. Det skete som bekendt dén junidag i 1219, hvor de kristne danskere sejrede over de såkaldte vantro estere i slaget ved Lyndanisse i Estland.

Den historiske sandhed omkring Dannebrog i denne historie skal man nok ikke fokusere så meget på. Mere på den gode fortælling. For ikke nok med at Dannebrog faldt ned fra Himlen, så krigslykken vendte. Nej, flaget faldt ned efter at de brave danskere havde opgivet fortsat at kunne holde bisp Anders Sunesens hænder i vejret.

For ifølge historien var det således, at sålænge den gode bisp kunne holde hænderne i vejret og bede til Gud, så havde danskerne overtaget i slaget. Men selv med hjælp fra den danske konges stærke mænd kunne bispen til sidst ikke mere. Hænderne måtte synke ned, og nederlaget ventede.

Men så var det, at Gud bønhørte de danske styrker og bispens bønner. Så var det, at Dannebrog med det hvide kors på den røde flammedug faldt ned fra Himlen som en velsignelse fra oven. Og så kan det ellers nok være, at de vantro estere, hedningene, blev slået, og danskerne vandt ikke kun slaget, men hele landet, som de straks efter tvangskristnede.

Historien om Dannebrog er altså en dramatisk historie. En historie om fundamentalisme og vold.

En historie, som det er godt at huske på en Valdermarsdag. Nemlig at det flag, som vi kalder vores, Dannebrog, oprindeligt ikke havde meget at gøre med dén tolerance og dét frisind, som vi idag gerne forbinder med Danmark.

Men at Dannebrog oprindeligt var en kristen korstogsfane, der siden senmiddelalderen  har været almindeligt brugt i Danmark. I starten som kongens og statsmagtens
flag, men siden Treårskrigen 1848-51 som hele befolkningens flag.

Og sådan er det stadigvæk. Danskerne flager med Dannebrog i en grad, som man kun gør få andre steder i Verden, både ved festlige, sørgelige og officielle
lejligheder.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk