Mørklægningsloven gør Grundlovsdagen svær at fejre

I morgen er det Grundlovsdag, Danmarks nationaldag, og landets politikere vil som altid stå på diverse talerstole og holde Grundlovstaler. Taler, hvor de priser demokratiet og vores åbne samfund.

Det rimer bare ikke, for samtidig har vi en så stram offentlighedslov, at det reelt er en mørklægningslov. Vi har departementschefer, som instruerer deres medarbejdere i, hvordan de skal tilrettelægge arbejdet, så arbejdet kan ske i strid med den offentlighedslov, der trods alt findes.

Det er en meget uheldig udvikling – men forventelig hvad der sker, når den herskende klasse og dens håndlangere lever et liv fjernt fra dem, som de bestemmer over.

Og det gør Christiansborgs politikere. Kan hænde, at de af og til er på besøg i deres valgkreds eller i en virksomhed på Lolland eller i Vestjylland. Men generelt så lever de deres liv i og omkring Christiansborg, hvor også deres medarbejdere bor – og hvor de løber de samme ture rundt om søerne i København, spiser på de samme restauranter og drikker Caffe latte på de samme smarte cafeer.

Jeg ved det, for jeg bor selv centralt i København, og jeg ser, hvordan den kreative klasse – som den slags mennesker også kaldes – klumper sig sammen herinde, og stort set kun taler med dem, der er ligesom dem selv. Dvs. andre akademikere, mediefolk, konsulenter, kunstnere – og i hvert fald ingen håndværkere eller arbejdsfolk, og kun i få tilfælde en lærer, en sygeplejerske eller en politimand.

Men Danmark består af hele paletten, og det er på tide at få alle slags mennesker ind i Folketinget – og ind og bo i Danmarks hovedstad. Det er på tide, at vi igen lærer hinanden at kende i dette lille land, så vi kan tale sammen og forstå hinanden – og vide noget om hinandens liv og vilkår – for kun sådan kan vi kere os om hinanden..

Når det sker, så er der for alvor noget at fejre Grundlovsdag på.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

FESTDAG: Grundlov og 100-året for kvinders stemmeret

Det er idag en kæmpe fest-dag.

Idag kan vi fejre, at kvinderne – sammen med fattige og andre store befolkningsgrupper – fik stemmeret for 100 år siden i 1915.

Og vi fejrer det endda på den bedst tænkelige måde: Nemlig ved at være midt i en valgkamp til folketinget.

Det er da om noget det levende demokrati … 

Der er derfor valgmøder, grundlovsmøder – og optog og fester over det ganske land.

Så drop sofaen og kom ud i sommersolen og vær med i demokratiet.

Danmarksbloggen siger ihvertfald tillykke.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: 1915

Sidste år var der Danmarksbloggens Danmarkshistorie hver mandag. Se link til sidste del her, hvor der er links til alle de øvrige dele af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=5899

Og nu er vi så i gang med Kvindernes Danmarkshistorie. For som bekendt er det i år 100 år siden, at kvinderne i Danmark fik stemmeret. Så Danmarksbloggen vil hver mandag frem til Grundlovsdag d. 5. juni beskæftige sig med en eller flere kvinder, der har spillet en markant rolle i Danmarkshistorien.

I dag skal det handle om 1915 og kampen for den kvindelige stemmeret.

1915

Selvfølgelig startede kampen for kvindelig valg- og stemmeret ikke i 1915. Den begyndte langt tidligere. På organisatorisk plan helt tilbage i 1871, hvor ”Dansk Kvindesamfund” blev stiftet som den første danske kvindesagsbevægelse.  Der skulle dog gå yderligere 13 før – i 1884 – kravet om stemmeret for kvinder blev en del af foreningens formålsparagraf. Alle forbehold og alle meninger skulle høres. ”Dansk Kvindesamfund” definerede også sig selv som en bred og tværpolitisk organisation, hvilket var et problem for nogle.

Derfor blev ”Kvindelig Fremskridtsforening” også oprettet i 1886. Målet var det samme som hos ”Dansk Kvindesamfund”, nemlig kvindelig valgret og stemmeret til både Folketing og Landsting. Men en del kvinder – deriblandt Mathilde Bajer og Johanne Meyer – mente, at ”Dansk Kvindesamfund” var for moderate og kompromissøgende, og at der skulle mere kant på. ”Kvindelig Fremskridtsforening” optog også kun kvinder som medlemmer.

Så fulgte nogle år, hvor fx Mathilde Bajers mand, der var venstrepolitiker, stillede forslag om kommunal valgret til kvinder. Endnu uden et politisk resultat. I første omgang blev det mest til underskrifter, artikler, møder og andre manifestationer som fx ”Kvindernes Folkefest” i Dyrehaven i juni 1891, hvor cirka 10.000 deltog.

Men noget var alligevel på vej trods modstanden. Folketinget havde allerede set lyset og gentagne gange i perioden 1890 til 1908 vedtaget det nu meget berømte lovforslag om kvindelig kommunal valgret, men det blev hver gang nedstemt i det Højre-dominerede (dvs. Konservative) Landsting, og så var man lige vidt.

Det var altså hårdt at kæmpe kvindernes kamp i de år, og såvel ”Kvindelig Fremskridtsforening” som to andre kvindeforeninger ”Kvindevalgretsforeningen” og ”De samlede Kvindeforeninger” klarede ikke presset og blev opløst.

”Dansk Kvindesamfund” var dermed en tid den eneste kvindesagsforening. Der var dog det problem, at man her ikke entydigt gik ind for den politiske valgret til kvinder. Så i 1898 blev en ny forening – ”Valgretsforbundet” – stiftet. En forening, der havde kvinders valgret som eneste formål.

Fra 1904 stiftedes lignende foreninger over hele Danmark. Alle sluttede de sig i 1907 sammen i paraplyorganisationen ”Landsforbundet for Kvinders Valgret”, der hurtigt omfattede 160 lokalforeninger med over 12.000 medlemmer.

Og så endelig i 1908 – efter at have været fremsat 11 gange gennem i alt 22 år – blev forslaget om den kommunale valgret for kvinder vedtaget.

Kvinder kunne dog stadig ikke stemme til hverken Folketing eller Landsting, så arbejdet fortsatte – og fra 1913 fik kvinderne hjælp fra ”Foreningen af Mænd for Kvinders Valgret”.

Og så endelig i 1915 – d. 5. juni – blev en ny Grundlov underskrevet. En Grundlov, der gav fuld valgret til kvinder. Kvinderne gik også i optog til Kongen for at vise deres påskønnelse. En historisk march, som i år skal gentages af blandt andet en gruppe kvinder, der nu i måneder har arbejdet ihærdigt på at kunne ligne medsøstrene fra for 100 år siden.

En vigtig pointe i forbindelse med optoget dengang er, at kvinderne tilbage i 1915 ikke brugte ordene tak og taknemmelighed. For den valgret, som blev os kvinder til del for nu snart 100 år siden, var kun en naturlighed, som vi i virkeligheden hele tiden havde haft ret til.

En ret, som vi heldigvis lige siden har gjort flittigt brug af – og fortsat skal gøre brug af. For rettigheder kan kun bibeholdes, hvis de bliver brugt.

Vi er dermed også nået til nutiden. Så herfra og indtil 5. juni vil vi hver mandag høre om et bestemt årti – og udvalgte kvinder, som gjorde sig bemærkede netop i dét tidsrum. Vi starter med 1920´erne i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Thyra Dannebod: http://danmarksbloggen.dk/?p=6275
Dagmar og Bengerd: http://danmarksbloggen.dk/?p=6301
Margrethe Sambiria og
Margrethe Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=6329
Dyveke, Sigbritt og Elisabeth: http://danmarksbloggen.dk/?p=6389
Leonora Christine og Sophie Amalie: http://danmarksbloggen.dk/?p=6392
Marie Grubbe og Anna Sophie Reventlow: http://danmarksbloggen.dk/?p=6462
Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=6478
Guldalderkvinderne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6511
Grevinde Danner og Europas Svigermor: http://danmarksbloggen.dk/?p=6547
Skagenskvinderne – og et selvmord: http://danmarksbloggen.dk/?p=6582
Thit Jensen og Agnes Henningsen: http://danmarksbloggen.dk/?p=6624

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Grundlovsskriv: Dansk Folkeparti ødelægger demokratiet

Grundlovsdag er en af årets helt store dage, hvor Dannebrog vejrer, og vi hylder demokratiet. Læs også historien bag demokratiets fødsel på Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=4790

Men i år sker fejringen desværre i skyggen af de store, sorte skyer, der samler sig i horisonten.

Alt det skønne i Danmark – fællesskabet, solidariteten og frisindet – bløder nemlig i øjeblikket. Det er som rives Dannebrog fra hinanden. Og det er Dansk Folkeparti og deres vælgeres egocentrerede hænder, der splitter vores elskede land – og det demokrati, som Danmark bygger på.

For et demokrati er kun et demokrati, sålænge der er tale om et reelt folkestyre. Og her er det helt centralt, at de partier, som danskerne stemmer på, også bliver de partier, som tager ansvar for Danmark.

Men det vil Dansk Folkeparti ikke.

Alt tyder ellers på, at Dansk Folkeparti bliver landets største parti ved næste folketingsvalg. Men det vil altså ikke sætte sig spor i ledelsen af Danmark. For Thuelsen Dahl nægter at tage ansvar og gå med i en regering.

Han – og resten af Dansk Folkeparti – vil istedet blive stående på sidelinien, hvor de kan kræve, love, kritisere og kun være med til udvalgte mærkesager.

Men sådan kan et land ikke fungere. Hvis alle partier gjorde som Dansk Folkeparti, ville Danmark ikke hænge sammen.

Skal man lede et land – og det er ligesom hele ideen med folkestyret – så er man nødt til at sætte sig ned ved bordet og forhandle og indgå kompromiser om både mærkesagerne og alt det andet.

Men det vil Dansk Folkeparti ikke. Og sålænge mandaterne stadig var få i antal, betød det ingenting, at partiet blot stod og råbte fra sidelinien. Det gør Liberal Alliance også i øjeblikket.

Men når mandaterne bliver mange, så kommer også forpligtelsen til at være med ved bordet – hele vejen og hele tiden.

Så er dagene som drømmere og dommere forbi – så skal der arbejdes.

Men det vil Dansk Folkeparti ikke. Partiet, der ellers hævder, at de elsker Danmark har i deres magtbegær intet problem med at lade deres egen succes ødelægge demokratiet …  og det danske samfund.

Så meget – eller skulle man snarere sige så lidt – elsker Dansk Folkeparti nemlig Danmark, når det kommer til stykket.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk